Renee Madsen
Foto: Sara Skytte | Renee får gerne et kram og en hyggesnak, når hun kommer med huer og te til de hjemløse på Christianshavns Torv. Her sammen med Røde Orm og Nolsen.
Hendes Verden

Hue Forbi

Renee strikker til de hjemløse: "Endelig føler jeg mig som en del af en familie"

Del på

Renee Madsen er vokset op hos en fordrukken mor og i en plejefamilie, hvor følelser blev gemt væk. Hendes ensomme barndom gav hende en stærk tilknytning til de københavnske hjemløse, som hun i dag strikker huer til i projekt Hue Forbi.

Af Marie Varming 06.apr.2017 Livsstil

Det er omkring frysepunktet på Christianshavns Torv midt i København, da Renee Madsen kommer cyklende med sin oppakning. I den er der te og strikkede huer til et par af de hjemløse, som har fast ophold på torvet.

Hver morgen cykler hun ud med varme drikke, for den københavnske vinter har været hård for mennesker, der ikke har noget sted at bo. De kan godt lide at tale med hende, og hun har indrettet sit liv, så hun har mulighed for det.

– Jeg arbejder kun fire timer om dagen. Jeg vil have tid til de hjemløse. Jeg ringer rundt til bagere for at få gammelt brød, jeg skaffer donationer af hundemad til deres dyr, og jeg sørger for at dele varmt tøj ud til dem, forklarer hun.

Den 31-årige kvinde har selv haft en hård opvækst med en følelse af, at alle tænkte mest på sig selv og ikke ret meget på andre, men det forhindrer hende ikke i at være noget for sine medmennesker – måske er det netop det, der tilskynder hende til det.

– Min mor var kun 18, da hun fødte mig. Hun var en vild pige og levede som stripper og model. Da jeg var fire år, afleverede hun mig på et børnehjem, og året efter blev jeg hentet af en plejefamilie, fortæller Renee Madsen.

– Hun sagde altid, at familien kun var ude på at tjene penge på mig. Jeg skulle for eksempel betale for deres nye bil, fortæller Renee Madsen, der tit blev passet af folk i området, fordi hendes mor skulle på druk. Efter at hun kom i pleje, så hun sin mor i weekenden.

– Hun var prostitueret og boede altid et nyt sted, og jeg har ofte oplevet, at hun fik bank af sin alfons. Nogle gange manglede hun penge, når jeg kom. Andre gange var hun på værtshus, og så drak hun mere og mere og begyndte at tude og undskylde alting, fortæller Renee.

– Så sad vi og 'bondede', inden hun til sidst blev aggressiv og gik på værtshus igen. Så var jeg alene, bange og ked af det, foran nat-tv, fortsætter Renee, som ofte levede af frosne røde pølser, når hun var på weekend hos sin mor.

Hos plejefamilien var alting anderledes, men alligevel ikke meget bedre.

– I de 12 år, jeg var hos dem, gik min plejemor mest op i, at alting så pænt og ordentligt ud. Hvis man var ked af det, måtte man gå ind på sit værelse, indtil man kunne smile igen.

I dag har Renee ikke kontakt til hverken sin plejemor eller sin biologiske mor.

LÆS OGSÅ: ”Her er mine bedste råd til forældre med et barn i krise”

Alene i livet

Da hun var 17, slap både kommunen og plejefamilien deres tag i Renee. Hun fik en etværelseslejlighed i Aarhus og et par råd om at gå i gang med en uddannelse.

– Jeg gik meget i byen. Bussen stoppede typisk med at køre ved midnat, og så kunne jeg ikke komme hjem, men sov rundt omkring hos folk. Jeg kunne ikke komme op og gå i skole, og jeg drak alt for meget.

De følgende år flyttede hun frem og tilbage mellem Aarhus og København og havde svært ved at gennemføre en uddannelse.

– På et tidspunkt var jeg så ensom, at jeg begyndte at hænge ud med de hjemløse – og her følte jeg mig endelig som en del af en familie. De interesserede sig for mig, og det var altid dem, der fik mig tilbage i skolen, fortæller hun.

– Det holdt bare aldrig, for jeg drak i bølger, og når jeg drak, kunne jeg ikke passe min skole, tilføjer hun.

I en periode boede hun i Australien med sin kæreste, og i løbet af de fem år på den anden side af jorden eskalerede alkoholforbruget.

– Det blev meget værre end i Danmark. Min kæreste sad og ventede på mig, når jeg var på druk og ikke tog min telefon i dagevis. Indimellem var han tæt på at ringe til politiet, fortæller Renee, der med tiden fik en decideret depression.

Hun savnede Danmark og ville hjem.

En dag steg frustrationerne hende til hovedet, og i et raserianfald ramte hendes spinkle hånd en murstensvæg med et brag og store skader til følge. 

Da Renee sad i København et par dage senere, var det med en gipsarm og en nyfunden ædruelighed.

LÆS OGSÅ: ”Jeg fik åndenød og mærkede et pres i brystet, som om der stod én på min brystkasse”

Et sundt fængsel

– Jeg gik tre måneder med gips. Jeg kunne ingenting med den arm. Jeg ville alting, men kunne intet. Det var et godt fængsel at være i, for da jeg endelig fik gipsen af, var jeg fuld af energi, og som en del af min genoptræning begyndte jeg at hækle.

På den måde blev projekt Hue Forbi født.

– Jeg hæklede huer og begyndte at dele dem ud til hjemløse. Jeg har stadig et blødt hjerte for de hjemløse, og jeg får altid knus på Christianshavns Torv, siger hun.

I år har Hue Forbi delt 100 huer ud til hjemløse. Størstedelen af dem hækler og strikker Renee selv.

– Jeg plejer at spørge til de hjemløses yndlingsfarve, og så laver jeg en hue i den farve. Jeg har dog også en regel om, at jeg maks. laver tre huer til hver hjemløs. Hvis de smider den væk for fjerde gang, får de bare en fra genbrugsbutikken, siger Renee med et smil.

Samtidig med at hun deler huer, mad og drikke ud til de hjemløse, håber hun på at kunne ændre omgivelsernes syn på eksistenserne på Christianshavns Torv.

– Jeg har lige hjulpet en hjemløs, jeg kender, fordi han var blevet gennembanket. Han kunne stort set ikke stå på benene. Til sidst fik vi fat i en ambulance, men dagen efter fandt jeg ud af, at de havde sat ham tilbage på gaden. Han var jo 'bare' en drukkenbolt.

Det er dog ikke kun de hjemløse, der får noget af Renee – de giver også hende noget igen.

– Jeg har fået en stabilitet de seneste tre år. Jeg har fast job og fast bopæl, og jeg drikker ikke længere. Mit projekt kører, og det har givet mig selvtillid, for jeg har gjort det, jeg drømte om.

Renee er dog ikke færdig med at drømme, og det handler også om kæresten fra Australien, Ben, som hun i dag bor sammen med i København

– Nu drømmer jeg om hus med have og at få et barn. Ellers vil jeg bare gerne have mere af det samme, som jeg har nu. Jeg skal have ét barn. Og jeg skal gøre det ordenligt. 

Om Projekt Hue Forbi

Hue Forbi henvender sig – ligesom sin navnesøster, avisen Hus Forbi – til hjemløse. Projektet er startet af Renee Madsen og går i al sin enkelthed ud på at strikke og hækle huer til hjemløse. Alle er velkomne til at henvende sig til Renee, hvis man vil være med til at strikke eller hækle. Huerne kommer forbi Renee for kvalitetssikring, inden de uddeles til de hjemløse. Du kan finde mere om projektet på Facebook ved at søge på Hue Forbi.

Del på
Kommentarer (0)

Henter...