Fængslet for at efterlade sin baby i barnevognen

Anette er omgivet af 35-40 kvinder. Prostituerede. Hårde stofmisbrugere og -smuglere. Nogle, der måske bare er fulde. Hun ved det ikke; hun er flintrende ligeglad. Lige nu gør det så ondt i hendes hjerte, at alt er ligegyldigt. Det eneste, hun kan, er at hoppe – for at rumme angsten i sig. Angsten for, at hun aldrig skal se sin datter igen.

Hun er alenemor til Liv på 14 måneder. Sammen med sin veninde er hun taget til New York, hvor Livs far bor. Aftenen forinden har de siddet på en restaurant i East Village, mens Liv står i barnevognen sover. En fredelig lørdag aften – indtil Anette ud af det blå bliver anholdt på åben gade for at have efterladt sit barn udenfor. Med et trylleslag bliver hendes liv ændret for altid. Hun kommer i fængsel, får taget sin datter fra sig, bliver jagtet af dansk og amerikansk presse og får fra det ene øjeblik til det andet slået et uopretteligt skår i sin identitet som mor.

LÆS OGSÅ: Maria Montell og Thomas Villum: “Vi elsker vores familiekaos”

Mange husker pressefotoerne af den sammenbidte unge mor med en lille pige på armen, der træder ud af flyet i Kastrup. Samt avishistorierne om kvinden, der blev anholdt for at gøre det, enhver dansk mor ville gøre som det naturligste i verden: stille sit sovende barn uden for en cafe.

Vesterbro, København 7. december 2012

Anette Sørensen Habel lægger hånden på sin roman, Ormen i æblet, der udkom for fire dage siden.“Nu er min historie her,” siger hun med eftertryk og banker to gange på bogen, som ligger på cafebordet foran hende.“Efterfølgende sagsøgte jeg byen New York, for at jeg kunne få en undskyldning for det, de udsatte mig for dengang. Jeg ville vise verden, at ‘der kan I se, jeg har ikke gjort noget forkert!’. Den har jeg aldrig fået. Derfor skrev jeg bogen,” fortæller hun om romanen, som ganske vist er fiktiv, men lægger sig uhyggelig tæt op ad det personlige drama, Anette oplevede for 15 år siden.LÆS OGSÅ: Tenna kæmpede for at få et barnI dag er hun tysk gift, med Michael. De bor i Hamborg og har foruden Anettes datter Liv to børn. Anette, der er uddannet skuespiller, har skrevet på sin roman siden 2006.

East Village, New York 9. maj 1997

Anette og hendes ekskæreste, Exavier, går tur i Thompkin Square Park. East Village er en newyorkerbydel, som Anette holder meget af. Hun har boet her i tre år, da hun læste til skuespiller. Liv er resultatet af en kortvarig affære med Exavier, og hun har valgt at få og opdrage sit barn alene i Danmark. P.t. er hun i New York med en veninde for at researche på et teaterstykke og er mødtes med Exavier, for at Liv kan være sammen med sin far og omvendt.

Læs videre på næste side …

Efter en tidlig middag på en indisk restaurant går Anette og Exavier hen til det teater, hvor han er instruktør. Her giver de Liv nattøj på. Hun gnider øjne og gaber, og det passer med, at de kan trille hende i søvn i barnevognen og derefter få en drink, mens hun sover. Da Liv er gået omkuld, sætter Anette og Exavier sig på restaurant Dallas BB-Q for at slutte aftenen af med en frozen margarita.Restauranten har et fortovsområde med borde og stole, som er markeret hele vejen rundt med en kæde. Her parkerer Anette barnevognen med den sovende Liv; foran vinduet, så hun kan se hende inde fra det bord, hvor de sidder. Hun har, allerede inden hun tager til New York, bestemt, at Liv skal sove ude, som hun plejer derhjemme.LÆS OGSÅ: Ammede døende pige: “Jeg synes ikke selv, jeg er en helt”Anette kommer fra landet og har altid haft den opfattelse, at det er helsebringende at være udenfor. Liv var få dage gammel, da hun sov i barnevognen på et lammeskind første gang. Det er muligvis ikke en sædvanlig del af bybilledet i en amerikansk storby, men Anette kender East Village og er tryg her.

Restaurant Dallas BB-Q, East Village, New York 9. maj 1997

Anette og Exavier sidder og sludrer over deres drink, da en tjener indfinder sig ved bordet og spørger, om det er deres barnevogn udenfor. En person har observeret den på gaden. Anette bekræfter, at alt er under kontrol. Men får så øje på en politibetjent ude på fortovet. Hun småløber ud med Exavier i hælene. Betjenten vil vide, om det er Anettes barnevogn, for den ‘står uobserveret’.Exavier indvender ophidset, at den slags er kutyme i Danmark. Han er sort og del af et autonomt miljø. Betjentene er hvide og har en autoritær attitude. Anette ved ikke, om det er derfor, men konflikten eskalerer. Hun og betjenten tysser på Exavier. Anette ville ønske, at han ikke blandede sig. Liv er hendes ansvar, hun har forældremyndigheden, og hun har stillet barnevognen der.‘Take your child and leave!’ beordrer betjenten Anette. Hun har hverken betalt regningen eller fået sin jakke og taske med ud og meddeler, at hun straks kommer igen. Da hun vender tilbage, er der ankommet en tredje betjent. Anette hænger, utilpas ved situationen, sin taske på barnevognsstyret og siger, at nu går hun. ‘No, you are not,’ siger han. ‘You are arrested.’ For hvad?LÆS OGSÅ: 3 kendte kvinder om rollen som morAnette bliver overrumplet og begynder at græde. For vanrøgt af barnet, lyder det. Hun kan ikke andet end at stamme: ‘Hvad med min datter?’ En kvindelig betjent vil tage sig af Liv, får hun at vide. Anette græder ukontrolleret. Hun bliver grebet af en kolossal angst. Situationen er absurd – hun har jo ikke gjort noget! Hun begynder at ryste og bliver beordret til at føre hænderne om på ryggen.Der er stimlet en del mennesker sammen, og fire politibiler står og blinker, da hun får håndjern på. En kvindelig betjent kører Livs barnevogn hen til en bil. Hun tager den sovende baby op, og Liv misser forvirret med øjnene – ikke bange, bare forvirret.

Vesterbro, København, 7. december 2012

Der stikker en masse lyserøde Post-it-sedler ud af Anettes eksemplar af hendes roman. De markerer, hvor hun hurtigt kan tjekke datoer, vigtige passager eller fakta, som det kan være svært at holde styr på så lang tid efter. Når hun fortæller om optrinet på fortovet i New York, er det dog uden slinger i valsen. Hun beretter om hændelsen, som var den foregået for et par måneder siden.

Læs videre på næste side …

“Jeg nåede ikke at tænke ret meget – jeg bare græd og græd og græd. Kunne hverken skrige eller råbe eller prøve på at løbe efter barnevognen,” husker hun om den skæbnesvangre aften.“Jeg græd af længsel efter min datter. Af afmagt og uretfærdighed. Det er helt, helt forkert, at fremmede mennesker tager ens barn – jamen, det er værre end at få revet en arm af!” siger hun og beskriver turen til politistationen i East Village, hvor hun bliver stillet op ad en væg, afgiver fingeraftryk og blive visiteret for stoffer og våben, mens hun hører Liv skrige i et andet rum.“De kunne have klædt mig af – og det gjorde de også senere! Gjort med mig, hvad de ville. Jeg var ligeglad. I den situation har man kun instinkter; jeg ville bare have min datter!” beretter Anette.LÆS OGSÅ: Lina Rafn om angst, eufori og lortebleer“Jeg tænkte hele tiden, at ‘lige om lidt får jeg Liv tilbage’. At det her var en misforståelse. Først da betjenten kom ind med et lille fotoalbum med billeder af Liv, som jeg altid havde med mig, og sagde, at det ville jeg nok gerne have, krakelerede jeg fuldstændig. Tasken med bleer ville de beholde. Der gik det op for mig, at der kunne gå lang tid, før jeg fik Liv igen.”

The Manhattan Detention Complex, New York 11. maj 1997

Anette er ankommet til detentionen i statsfængslet på Manhattan omkring midnat. Hun forsøger konstant at kontakte fængselsbetjentene og få lov at ringe. Selv om det er løgn, siger hun, at hun stadig ammer Liv, og trygler om at måtte være sammen med sit barn. Det må hun sige i retten, får hun at vide.En af de indsatte kvinder spørger Anette, hvad der er galt. Det er første gang, nogen henvender sig med noget, der ligner venlighed eller interesse. Anette higer efter kontakt; det føles lindrende, at nogen rækker ud efter hende. Hun har brug for at lette hjertet, få hjælp til at rumme sin sorg – og fortæller kvinden om episoden.‘Regn ikke med at se din pige igen før om tre-fire måneder,’ svarer den kortklippede sorte kvinde med flere ar under det ene øje. ‘Du lod dit barn i stikken, det skal du betale for.’Anette føler en voldsom klump i halsen. Hun forstår, at der ikke er noget at komme efter, og sætter sig hen på en snavset bænk. Hun føler, at hun lukker sig fuldstændig om sig selv. Senere begynder en anden kvinde at råbe af hende.LÆS OGSÅ: Familieliv: Vi drømmer om at gå hjemmeAnette sidder i detentionen hele natten. De har lovet, at hun kommer for en dommer inden klokken et, men der sker ingenting. Hun kan kun tænke på Liv. Hvor er hun? Hvem passer hende? Er hun død? Næste morgen bliver hun flyttet til en mindre celle sammen med otte andre. Hun har intet spist eller drukket og er afkræftet. Hun græder og græder.

Den Danske Sømandskirke, Brooklyn Heights, New York 14. maj 1997

Anette er nervøs. Hendes ben ryster, og det føles, som om knæene er lavet af vat. Hun skal holde sin datter ind til sig for første gang efter fire dages brutal adskillelse. Mens hun har været fængslet, har Liv været i familiepleje – Anette ved ikke hvor. Men selv om hun bliver løsladt mandag eftermiddag, får hun først Liv at se onsdag. Og hun må kun være sammen med hende under opsyn, mens sagen står på i civil- og kriminalretten.Sømandskirken er omringet af pressefolk; en enkelt er kommet indenfor. Anette har allerede været på forsiden af New York Post, og andre journalister er strømmet til. Opmærksomheden føles god, retfærdig, men øjeblikket med Liv om få sekunder ville hun gerne have for sig selv.En fremmed kvinde kommer ind med Liv på armen. Den lille tumling har sin egne små leopardsko på og en blå og hvid body, Anette ikke har set før. Hendes hår er samlet i et plastikspænde, og hun holder om en sutteflaske med orange saft i med sine buttede hænder.Anette føler sig med ét genert over for sin datter, og det strejfer hende, at det her ikke er Liv. Tårerne forsvinder fra hendes øjne for første gang i lang tid. Der er ingen mimik i det lille ansigt. Heller ikke da Anette får Liv i armene, og de sætter sig med hovederne tæt sammen, siger hun nogen af sine pludrelyde. Det er, som om de begge er følelsesløse.LÆS OGSÅ: Debat: Må vi holde ferie uden børn?Anette synes, at øjeblikket er dybt privat, men kirkerummet er fuld af folk fra konsulatet samt præstefamilien. De skåler i champagne over, at Liv er kommet tilbage. Det næste døgn siger Liv næsten intet. Men hun er meget sulten. Og hæs. Har hun skreget meget de sidste fire døgn? Det gør ondt i Anette ved tanken. Bare Liv kunne fortælle, hvad der er sket.Om aftenen synger Anette Solen er så rød, mor, da Liv skal sove. De ligger tæt, og Livs lille hånd finder vej til Anettes bryst. Selv om Anette er holdt op med at amme for fire måneder siden – hun følte sig fanget, ville gerne have sin krop tilbage – tilbyder hun sin datter brystet. Pludselig føles det som en nødvendig nærhed. Der er åbenbart stadig mælk, og Liv sutter løs.Der går et år, før Anette stopper med amningen igen. Anette og Liv bor hos sømandspræsten og hans familie i en uge, indtil Anette frifindes for amerikansk ret. Frifindelsen er en Adjournment in Contemplation of Dismissal. Anette aner ikke, hvad det betyder, men får forklaret, at ‘hvis der bliver noget som helst’ i de kommende seks måneder, så bliver sagen taget op igen.LÆS OGSÅ: Kommunikation: Tal med dit barn, om livet og dødenTo dage senere får hun sit pas udleveret, og inden hun forlader New York Family Court, overhører hun dommeren sige til den danske generalkonsul, at denne sag aldrig skulle have fundet sted. Generalkonsulen kører Anette direkte fra retssalen i lufthavnen, følger hende ud til gaten og bliver stående der, til flyvemaskinen er lettet. Anette føler sig tryg og nyder turen hjem på første klasse.

Læs videre på næste side …

Nørrebro, København Juni 1997

Tilbage i Danmark er pressen voldsomt optaget af The Pramcase, som sagen er blevet døbt i USA. Anette nyder opmærksomheden. Liv har det godt og er ikke påvirket af hændelsen. Hun griner og græder og pludrer og stavrer rundt som enhver anden tumling. Langsomt falder der så meget ro på, at Anette begynder tænke over, hvad hun har gjort. Hvad det egentlig er, hun er blevet straffet for.Nok er hun blevet frikendt, men ydmygelserne på gaden, i fængslet, i retten gnaver i hende, og hun har ingen undskyldning eller anerkendelse fået. Venner og omgangskreds bakker hende op, men … – for de fleste af dem, Anette taler med, har et men. Jo, de ville også have parkeret deres barn foran en cafe … men – måske ikke lige i New York.LÆS OGSÅ: Fru Bonderøv: “Mine børn skal ikke være ‘dem fra tv’ ”Det lille forbehold styrker skylden i Anette. Hun føler sig ensom. Hun har været alene om at sætte den barnevogn fra sig – der er ingen far, hun kan dele skyldfølelsen med. Den eneste, der anerkender Anettes valg, er hendes overbo med et barn på samme alder, der en dag på gaden fastslår, at han ville have gjort nøjagtig det samme. Anette føler en uventet lettelse, da han siger det.

Vesterbro, København, 7. december 2012

Anette Sørensen Habel tager en slurk af sin kaffe. Hun er træt og har ikke sovet særlig godt i nat. Den forgangne uge har hun brugt på at lave presse på sin nyudkomne roman. Journalisterne er vilde med historien. Anette er træt af den. Hun vil have den ud af sit system, hun vil ikke beskæftige sig med den mere.

I 1998 lagde hun sag an mod New York City – på opfordring af sin advokat sagsøgte hun byen for 20 millioner dollar. Ikke så meget for pengenes skyld som for oprejsningen. Først i 2006 blev sagen endeligt afsluttet. Anette har aldrig fået så meget som en dollar.

“Oplevelsen har grebet fat i nogle basale og grundlæggende følelser i mig, og jeg har ikke fået den forløsning, jeg søgte. Derfor begyndte jeg at skrive romanen for seks år siden. For at få styr på, hvad det her handler om,” forklarer hun.

“Jeg har haft en eventyrlig trang til, at nogen skulle sige: ‘Anette, du har handlet helt rigtigt, og du må undskylde, at vi har behandlet dig sådan’. Men det har ingen gjort. Jeg må stå ved, hvad jeg har gjort, og hvordan jeg har haft det,” siger hun og klapper igen på bogen, der ligger mellem hendes kaffekop og iphone på bordet.

“Det, der skete i New York dengang, ligger lige her – det er ikke længere inde i mig. Alle, der har en mening om det: Læs den her!” siger Anette med en stålsathed i stemmen, der afslører, at hændelsen med barnevognen på ingen måde var overstået på fire dage i New York. Men det er den nu. “Jeg har fået jagtet skylden ud af mit væsen. Nu er den væk.”

LÆS OGSÅ: Mor med stress

LÆS OGSÅ: Har du styr på juraen?

LÆS OGSÅ: Sådan sikrer du, at din kommode ikke vælter ned over dit…