Jill Liv Nielsen gennemgik lang sorgproces, da hun mistede barnet – særligt én ting hjalp

Jill Liv Nielsen har været skruk, siden hun var 7 år gammel. 

Hendes største ønske har altid været at blive mor og skabe en ”mini-kopi” af sig selv. Det fortæller hun i ALT for damernes podcast "Skål Søster".

– Når jeg ser tilbage, tænker jeg, at jeg selv i en tidlig alder har haft et ubevidst ønske om at reparere noget i mig selv gennem den kærlighed, jeg kunne give videre. Jeg havde sådan en længsel efter at give al den kærlighed til et barn, som jeg selv havde savnet, siger hun.

Da alle hendes veninder var blevet mødre til både 1. og 2. barn, blev hendes eget ønske også forstærket, så de alle kunne følges ad. 

Da Jill Liv Nielsen dengang for 18 år siden endelig blev gravid, var det en kæmpe drøm, der gik i opfyldelse – men graviditeten gik ikke som planlagt.

– Jeg aborterede spontant, og det var gennemgribende ulykkeligt – jeg blev fuldstændig knust. Det, der gjorde det endnu sværere, var, at forløbet trak voldsomt ud. Udskrabningerne gik galt flere gange, og de fik ikke fjernet hele fosteret hverken første, anden eller tredje gang.

Jill Liv Nielsen var ødelagt både fysisk og psykisk. Processen blev trukket i langdrag, så i stedet for den afslutning, hun gerne ville have på forløbet, blev det en lang og smertefuld tid.

– Min krop var i konstant beredskab. Jeg blødte i et halvt år efter den spontane abort, så jeg oplevede, at jeg ikke fik ro til at være i sorgen. Det føltes som at blive revet midt over igen og igen. 

En indre kampgejst

Da Jill Liv Nielsens krop endelig fik mulighed for at hvile, kunne hun i stedet fokusere på, hvordan hun havde det mentalt.

– Jeg forsvandt, jeg mistede mig selv fuldstændig. Jeg havde følelsen af at være helt ude at hænge. Det var så forfærdeligt.

Men midt i sorgen, hvor Jill Liv Nielsen mistede fodfæstet og ikke kunne mærke sig selv længere, fandt hun alligevel en kampgejst frem, som lå dybt i hende.

LÆS OGSÅ

Efter 25 år med stærke smerter, fik Viktoria beskeden: "Min livmoder skulle ud"

For den 46-årige musiker, Viktoria Siff Emelie Hansen, havde det altid været en drøm at få børn. Men da hun som konsekvens af sin underlivssygdom adenomyose fik besked på, at hendes livmoder skulle fjernes, blev det starten på en dyb identitetskrise.

– Jeg har en utrolig stærk levekraft på en eller anden måde. Jeg har noget i mig, der måske i virkeligheden kommer fra min far – han sagde altid, de får mig ikke levende. Og den der fandenivoldskhed i mig gjorde, at jeg fandt mere livskraft frem.

I store dele af sit liv har Jill Liv Nielsen tyet til terapien for at forstå sig selv og arbejde med de ting, der var svære – og det blev også hendes redning her.

 – Det var uden tvivl terapi, der fik mig igennem den periode. Når noget bliver svært, så sætter jeg mig ned i den stol. Punktum. Der er ingen grund til at bære en stolthed omkring, at man ikke vil i terapi. Det er ikke et svaghedstegn, og man kan ikke altid klare sig selv.

Men selvom Jill fik hjælp til at bearbejde sin sorg, var det stadig som om, der var opstået et hul inden i hende – og et endnu større behov end før.

 – Det gjorde faktisk mit ønske om at få børn endnu større. Jeg fik næsten en desperat følelse af at skulle ”lukke det hul”, der var opstået – den sorg og smerte over, at graviditeten og barnet blev revet fra mig. Det var ikke længere bare et ønske, men noget langt mere eksistentielt og nødvendigt.

LÆS OGSÅ

Cæcilie er plejemor: Moderskab er ikke kun forbeholdt de kvinder, som har født deres egne børn

Hvornår kan man kalde sig nogens mor? Cæcilie Carlsen har favnet sit plejebarn – og hans familie – i en relation, der rummer lige så meget kærlighed og omsorg, som de fleste andre forældre viser deres børn. Hun synes, at kernefamilien er idealiseret, og at mange flere burde træde til og være noget for andre.

Lyt til hele afsnittet af "Skål Søser", hvor Jill Liv Nielsen og Kathrine Diez snakker om at komme ovenpå igen efter mørke perioder, om glæden ved at fylde 50 og om at betragte terapi som et naturligt serviceeftersyn – præcis som man ville gøre med sin bil.