Annelise broderer personlige kort - og du får hendes tips her

Det er ikke længe siden, at Annelise Slot og hendes mand, Erik, forlod det hjem, de i sin tid selv tegnede og byggede, og flyttede til et nybygget rækkehus få meter længere oppe ad vejen. Alligevel hænger der allerede en serie af Annelises oliemarier med motiver fra Grønland over sofaen, og lyse puder med indsatser af broderede klokkestrenge hygger i hjørnet af sofaen. Symaskinen er sat frem på det lille hobbyværelse, hvor arbejdsbordet er dækket af små kort med dekorerede forsider.

Siden Annelise som tiårig lærte at strikke, har håndarbejde nemlig været hendes foretrukne beskæftigelse, og i dag, som 84-årig, er hun ikke i tvivl om, at de utallige kreative projekter holder hende sund. 

Hyldest til kongeriget

– Det er vigtigt, at man har noget at gå op i, ellers risikerer man at gå i stå og ender måske endda med at blive deprimeret, siger Annelise.

– Vi kender ikke udløbsdatoen, og jeg har så meget, jeg gerne vil nå. 

Lige nu går hun til fitness tre gange om ugen og er med i to syklubber. Hun har i over 40 år været en del af håndarbejdsforeningen Kreastedet i Frederikshavn, og det var her, hun blev inspireret til sine små fødselsdags- og postkort.

– Jeg fik ideen fra en kvinde, men jeg har tilpasset den, fordi man skulle bruge noget særligt underlægningspapir, som var dyrt og svært at få fat på, forklarer Annelise.

Kortene sælger hun i fitnesscentret eller på bestilling, og særligt én type er der interesse for: fødselsdagskort dekoreret med grønlandske og danske flag.

– Tidligere lavede jeg dem med enten grønlandske eller danske flag, men jeg vil gerne vise, at vi har et rigsfællesskab – og der står også tillykke på både dansk og grønlandsk, fortæller Annelise og fortsætter:

– Kortene sælger min veninde i Grønland.

Borgmester spyttede i kassen

Grønland spiller en vigtig rolle i Annelise og Eriks liv, og i deres entre hænger en stor billedramme med minder fra rejser i den nordligste del af kongeriget.

– Lige siden jeg var sygeplejerskeelev, har jeg sagt, at jeg ville til Grønland. Det var mit højeste ønske at komme derop og køre på hundeslæde, fortæller Annelise.

Men livet stak en kæp i hjulet. For først døde Annelises svigermor og så hendes far, så hun og Erik besluttede at forlade deres job i Lemvig og vende hjem til Frederikshavn i stedet for at rejse til Grønland. Siden kom tre børn til, og Grønland forblev en drøm. Indtil for 28 år siden, hvor Eriks arbejdsplads var lukningstruet.

– Vi så i Jyllands-Posten, at et firma søgte en elinstallatør i Grønland, og så var vi ikke i tvivl. Nu skulle det være, husker Annelise.

Ægteparret satte kurs mod Ittoqqortoormiit (Scoresbysund) i Østgrønland, en bygd med dengang 550 indbyggere og 800 kilometer til nærmeste by. Her fik Annelise de følgende tre år job som sygeplejerske på det lokale sygehus.

– Det var en stor oplevelse; folk var så søde, og naturen var fantastisk, smiler hun.

Hendes anden store drøm gik også i opfyldelse: at køre på hundeslæde. Det blev til mere end én tur. Men selv med spændende oplevelser lige uden for døren, spillede håndarbejdet en væsentlig rolle i Annelises liv, og hun var med til at danne en kreativ klub for grønlandske kvinder.

– Vi bad borgmesteren donere penge, og så mødtes vi en gang om ugen og syede i skind og stof og strikkede, smiler Annelise.

Omvej som landmand

Håndarbejde har dog ikke altid fyldt Annelises liv, for hendes mor gjorde det ikke i den slags, og selv brugte hun som barn timevis med næsen i en bog.

– Men min venindes mor havde både barnepige og stuepige, så hun havde tid til at strikke, og hun lærte mig at strikke dukketøj. Snart strikkede jeg også trøjer til mine to yngre brødre, fortæller Annelise.

Skolen havde dog førsteprioritet, men efter 7. klasse var det slut, og Annelise fik plads i huset hos den lokale isenkræmmer.

– Jeg ville gerne have været fortsat i skolen, men det havde mine forældre ikke råd til, fortæller hun.

– De næste år arbejdede jeg som landmand, på mejeri, på plejehjem og i huset i England, inden jeg kom på sygeplejehøjskole i Børkop og som 18-årig blev optaget i Hjørring. Det blev begyndelsen på en lang karriere som anæstesisygeplejerske på Holstebro og Lemvig Sygehus og siden Frederikshavn Sygehus, inden hun skiftede til hjemmeplejen.

Klokkestrengene lader livet

Men på trods af fuldtidsarbejdet fandt Annelise tid til at sy til sine tre børn, lave patchwork og male.

– Det har jeg dog opgivet i dag, selv om jeg har lyst til det, men man kan ikke nå det hele, konstaterer hun.

– Det tager lang tid at finde materialerne frem, så har jeg bare en halv time, er det nemmere at sidde med kortene. Annelise er også glad for, at hun og Erik traf den tunge beslutning at flytte fra deres hjem gennem 17 år, som efterhånden tog pusten mere fra dem, end godt var. 

– Men jeg savner mit gamle hobbyværelse, siger hun.

– Veninderne sagde altid: ”Vi skal være hos dig, for du har det hele, hvis vi mangler noget!”.

Venindebesøg er der ny stadig plads til, der kan bare ikke være ret mange ad gangen i Annelises nye hobbyværelse, hvor hun opbevarer materialer, opskrifter og værktøjer. Det hele er gemt i kasser og mapper i store reoler, som Erik har bygget bag gulvlange opslagstavler.

Lige nu lægger Annelise sidste hånd på et tæppe til familiens konfirmand, som hele familien har bidraget med ord og tegninger til, som hun syr ind i tæppet. Herefter venter et antal broderede klokkestrenge på at få nyt liv.

– Jeg så en klokkestreng i en genbrugsbutik og tænkte: Det er synd for den kone, som har lavet alt det arbejde og brugt så meget tid på det, og så bliver den bare ødelagt, siger Annelise.

– I dag klipper de fleste klokkestrengene i stykker og sætter dem ind i et net eller en pude, som jeg også har gjort Hun er ikke i tvivl om, at hun nok skal komme på en god ide, der redder klokkestrengenes liv, uden at de skal klippes over.

– Det kører hele tiden i hovedet; jeg ved ikke, hvor ideerne kommer fra – de er der bare lige pludselig.