Efter 25 år med stærke smerter, fik Viktoria beskeden: "Min livmoder skulle ud"

Når Viktoria Siff Emelie Hansen er til fest eller et andet arrangement, hvor hun smalltalker med nye mennesker, lyder ét af de første spørgsmål altid: Har du børn?

Når hun svarer nej, er det opfølgende spørgsmål som regel: Hvorfor ikke?

Deres ansigtsudtryk bliver altid underlige, når Viktoria fortæller, at det kan hun ikke – for hun har ikke nogen livmoder.

– De ved ikke rigtigt, hvad de så skal sige, men så siger de: Men du kan da altid adoptere. Og der får jeg det sådan, tak for rådet – men nu det jo ikke sådan, at det eneste rigtige svar er at få børn.

Selvom det var sådan, Viktoria plejede at have det. Det plejede at være en selvfølgelighed for hende, at hun skulle være mor – det var hendes drøm. Men det viste sig ikke at blive hendes lod i livet.

Lagt ned

Da Viktoria for 30 år siden skulle øve til et modeshow, hun skulle gå model til, ramte en pludselig og altoverdøvende smerte hende. En smerte, hun aldrig havde oplevet før.

– Det var sådan nogle ekstreme smerter i underlivet, der kom som lyn fra en klar himmel. Det føles som om, man bliver stukket med en kniv nedefra og op gennem kroppen.

Hun fandt et ledigt rum, hvor hun faldt sammen på gulvet og ikke kunne gøre andet end at græde. Tårerne løb ned ad kinderne, imens hun krympede sig sammen på gulvtæppet, for hun vidste slet ikke, hvordan hun skulle håndtere den pludselige smerte.

– Hende, der var chef for modellerne, kom så ind og sagde, at hun troede, at jeg havde endometriose, for det havde hun også selv. Hun sagde til mig, at det var mere smertefuldt end at føde børn.

Den dag på gulvet blev starten på en lang og snørklet vej med utallige læge og hospitalsbesøg, ulidelige smerter og en konstant uro i Viktoria. Lægen fortalte, at det nok bare var oppe i hendes hoved, men udskrev hende alligevel p-piller for smerterne.

– Det var en smerte, som næsten ikke kan beskrives. Men fordi jeg fik at vide, at smerterne skyldtes noget psykisk, så tænkte jeg også, at det var mit ansvar at løse det. Og når det ikke lykkedes, var det min skyld.

Viktoria forsøgte sig med utallige kure, træningsrutiner, særlige sovemønstre og skar bl.a. alle former for plastik fra i sin madlavning og undgik alle former for hormonforstyrrende fødevarer, shampoo, cremer osv.

– Det begyndte at blive værre og værre, og oftere og oftere, det påvirkede min psyke. Som 28-årig fik jeg dødsangst, fordi jeg ikke forstod, hvad der skete i min krop, og jeg var bange for, hvordan det kunne udvikle sig. Jeg blev bange for, om jeg havde kræft og måtte gå i behandling for min angst.

Og så, tilfældigvis, da Viktoria var til et af sine mange lægebesøg to år senere, opdagede lægerne noget på en scanning. En prik på størrelse med et knappenålshovede. De diagnosticerede hende med endometriose, men fortalte at den eneste behandling, der fandtes, var ibuprofen og p-piller.

Livmoder ude af funktion

Som årene gik, blev smerterne mere og mere en del af Viktorias liv. I sine 30’ere flyttede hun til England og USA for at forfølge sin drøm om at leve af musikken, og her fortsatte hendes jævnlige lægebesøg også, hver gang smerterne blev for intense. Indtil hun en dag som 37-årig endnu en gang tog på hospitalet i Los Angeles. Lægen konstaterede kort og kontant, at hun burde få taget sin livmoder ud.

– Han sagde noget liggende, “den dur jo ikke, den skal du have ud”. Jeg tænkte bare, at jeg da ikke skulle have et organ ud af min krop. Plus at jeg gerne ville have børn, og jeg regnede stadigvæk med at finde en partner at få det med dengang.

Det var en voldsom besked at få, men lægens melding om, at hendes livmoder ikke duede, rumsterede stadig rundt inde i Viktoria. Fire år senere fik hun foretaget en undersøgelse hjemme i Danmark.

– Jeg var nået til et sted, hvor smerterne var blevet så voldsomme, at de var konstante. Jeg kunne se min livmoder bule ud fra min mave, når jeg lå ned, fordi den var blevet så stor, og det føltes, som om jeg havde en kampesten i maven, så det var blevet tid.

På Rigshospitalet fik Viktoria besked på, at hun faktisk havde diagnosen af adenomyose, som er tæt beslægtet med endometriose.  Her vokser livmoderslimhinden ind i livmodervæggen og forårsager smerter. Det var altså livmoderen, den var gal med. Lægen syntes, hun skulle få opereret sin livmoder ud, men foreslog hende at få undersøgt sine muligheder for at få børn først.

– Han sagde, at det var nu eller aldrig, så jeg gik til en fertilitetsklinik. De fortalte mig, at der var 1% chance for, at et æg kunne sætte sig fast i min livmoder, fordi den var så betændt og hård af arvæv.

For Viktoria var det en helt klar besked: Hun kunne ikke få børn. Hun var løbet tør for grunde til at beholde sin livmoder, så hun gik med til at få taget den ud for at slippe for sine smerter.

– Det var en svær proces. For mig var det et helt eksistentielt valg, som jeg selv måtte finde hoved og hale i, for jeg fik ikke særligt meget viden fra lægerne om, hvilke konsekvenser det kunne få. Der var ikke nogen, der satte mig ned og gennemgik, hvilke konsekvenser det ville få for mig.

Hvornår er man kvinde?

Efter operationen havde Viktoria det værre, end hun troede muligt. Hun var sengeliggende med enorm kvalme og et kæmpe ar hen over maven. Men hendes fysiske symptomer var blot én side af mønten.

– Det var både fysisk, at jeg ikke kunne gå mere end 10 skridt, før jeg måtte lægge ned. Men det var i høj grad også det psykiske efterspil. Lige pludselig havde jeg et identitetsskifte på en eller anden måde. Er jeg egentlig en kvinde, hvis jeg ikke har en livmoder?

Det første halve år efter Viktorias operation lå hun i sin seng det meste af tiden. Her dukkede en lang række spørgsmål op om, hvem hun var, og hvordan fremtiden nu ville se ud.

– Jeg skammede mig utroligt meget over, at jeg ikke kunne få børn. Jeg skammede mig over, at jeg ikke fungerede. At jeg var sådan en “duer ikke”-type. Sådan havde jeg det dengang.

Dog slap Viktoria for de enorme smerter fra hendes underlivssygdom. Siden operationen har hun oplevet smerterne to gange, og hver gang har hun frygtet, at det skulle udvikle sig yderligere.

– På sigt kan smerterne godt komme tilbage igen, og arvævet kan sprede sig til andre steder i kroppen. Det kan jeg godt frygte, men jeg fortsætter med at leve sundt, og lige så snart jeg mærker noget, får jeg det undersøgt.

Det blev også starten på en ny livsstil på en række områder. Blandt andet har det haft indflydelse på den måde, Viktoria dater på.

– Nu dater jeg for at finde et nice supplement til mit liv, ikke for at finde en far til mine børn. Det er to ret forskellige ting, for jeg stoppede med at gå på kompromis for at finde en, der gerne vil have det her fælles projekt om at sætte børn i verden.

Men det har også ført flere afvisninger med sig, når Viktoria har fortalt en mand, at hun ikke kan få børn.

– Det er utroligt hårdt at blive valgt fra, fordi man ikke kan det. Jeg har grædt utroligt meget over det, for det har også altid været min drøm at skulle have børn. Jeg har sørget meget over, at jeg ikke bliver nogens mor.

Farvel til to slags moderskab

Kort tid inden, at Viktoria skulle have opereret sin livmoder ud, gik hendes mor bort som følge af et længere kræftforløb.

– Det var en hård nyser først at miste min mor og så miste muligheden for at blive mor. Der har været tidspunkter, hvor det føltes lettere at kaste håndklædet i ringen. Det var en ekstrem udmattelse både fysisk og psykisk.

Det var en helt ubegribelig sorg, der gjorde det svært for Viktoria at komme op fra sengen. Men hun besluttede sig også for at mærke sorgen, acceptere den og så fortsætte med sin hverdag alligevel.

– Jeg så ikke andre muligheder end at fortsætte. Hvis jeg først faldt, så tror jeg ikke, jeg havde kunne rejse mig igen. Men det er svært helt at forstå, før man er i det. Det er en konstant sorg. Det er ikke noget, der kommer til at gå væk helt, men det er blevet en del af mig.

Et step på vejen for Viktoria har også været at øve sig i at glæde sig på andres vegne. Når hendes veninder sendte hende scanningsbilleder og annoncerede deres graviditet, var det udfordrende for hende.

– Jeg må indrømme, at det var pissehamrende hårdt. Men jeg satte det som et mål, at jeg skulle kunne glæde mig på deres vegne. Jeg ville ikke være sådan en veninde, der ikke kunne rumme andres glæde.

Det tog nogle år, før Viktoria igen kunne finde tilbage at være glad på deres vegne, når de blev gravide, men hun blev ved med at insistere på, at hendes veninder skulle ringe til hende, imens hun skridt for skridt fandt tilbage til sig selv.

– Hele mit liv har drejet sig så meget om at være en kvinde, netop fordi jeg har haft en underlivssygdom i mit reproduktive organ. Så hele den der hvirvelvind af skyld og skam og tanken om, hvad der overhovedet var kvindeligt, overvældede mig. Men jeg er lige så meget kvinde som den næste, der føler sig sådan – ligegyldigt hvilke organer man er født med. Det er en identitet, som kun man selv kan afgøre, og som ingen andre har indflydelse på.

I dag er Viktoria glad. Hun har kanaliseret al sin kærlighed og energi ind i sin musik og til sin familie og venner, som har været tæt ved hendes side igennem sorgen.

– Jeg tror på, at det ikke er meningen, at vi skal gå rundt og være ekstatiske hele tiden, men at det er nok at være grundtilfreds, og det er jeg. Man kan ikke komme uden om sorg og død, men jeg får glæde så mange andre steder fra.