Paraplyklapvogn test
Foto: PR | Test: Der er masser af paraplyklapvogne at vælge imellem, og der er stor forskel på dem.
Vores Børn

Paraplyklapvogn test

Vi tester paraplyklapvogn

Test af paraplyklapvogn: En paraplyklapvogn er smart, når hele familien skal på ferie, eller der ikke er plads til den store karet i bilen. Men hvilken vogn er mest handy og samtidig behagelig for dit barn?

Af Sofie Winther Askgaard 19.sep.2017 Børn

Mødregruppen har trillet, testet og fundet den bedste paraplyklapvogn til pengene.

Lille og ustabil paraplyklapvogn

2 ud af 6 stjerner

Mærke: ZERO2FOUR

MyBaby Bombay paraplyklapvogn, vejer 8 kilo, bruges fra nyfødt til 14 kilo, 799 kr. hos Babysam

DESIGN

Enkelt design og en lille handy model, som hverken vejer eller fylder for meget. Men flere plusser er der ikke ved denne model. Stoffet er tyndt, stellet er skrøbeligt, og den virker bare ikke  behagelig eller robust. Hvor længe mon den kan holde?

PÅ TUR

Hold op, hvor det larmer! De drejelige hjul er nemme at styre, men bumler så meget, at vi må nøjes med at drømme om en lur. Plus: sædet kan justeres i flere positioner og lægges helt ned, men det bliver underlaget ikke blødere af. Savnes: længere solskærm, så junior ikke bliver blændet af solen.

SIKKERHED

De små sidder sikkert spændt i selen, og der er bremse på baghjulene, men hvor er frontbøjlen? Vi er ikke trygge ved, at den mangler. Bonus: det er testens mindste vogn, og det gør den genial til ferier – omvendt er der ikke er plads til en kørepose eller en langbenet baby, æv.

PENGENE VÆRD?

Den er tænkt som reservevogn, og til det formål er den fin, men vi vil hellere ofre et par hundrede kroner mere for lidt ekstra komfort.

Det siger BabySam: “I BabySams brede klapvognssortiment er Bombay klapvognen med det skarpe prispunkt med fokus på, at den skal være let og kompakt og samtidig have kaleche og hvilefunktion. Den dækker behovet for alt fra ønsket om en ekstra vogn til en let løsning til rejsen. Kvaliteten af klapvognen bakkes op af det minimale antal af reklamationer, der kan dokumenteres på denne klapvogn.”

Testvinder: Robust luksusvogn

5 uf af 6 stjerner

EASYGO

Nitro paraplyklapvogn, vejer 8.5 kilo, bruges fra nyfødt til 15 kilo, 1.190 kr. hos flip-flap.dk

DESIGN

Oh, hvilken luksus! Enkel og neutral vogn, men den er robust og virker blød og behagelig for barnet. Vi elsker, at kalechen kan foldes ekstra ud, så den kan skygge for solen og skabe en lille hule for de små. Bonus: der følger regnslag og forlæder med i prisen – luksus!

PÅ TUR

1-2-3 vupti, så nemt er det at klappe vognen sammen, og det samme gælder ryglænet, der med en enkelt hånd lægges ned til lur. Minus: den er ikke så let som flere af de andre vogne, men den kører til gengæld lidt mere smooth. Bonus: kopholder og lomme i kalechen til mors ting!

 SIKKERHED

Sikre seler og bremse på de drejelige hjul, så vognen ikke smutter fra os i et ubevogtet øjeblik. Selerne er dog lidt besværlige at spænde – tålmodigheden kommer på prøve – og vi savner en strop mellem benene på børnene. Bonus: lille net i kalechen, som sørger for frisk luft til de små.

PENGENE VÆRD?

En klar favorit blandt testmodellerne. Det eneste store minus er, at den er lidt tungere og fylder lidt mere end de andre vogne.

Letvægter

4 ud af 6 stjerner

CHICCO

Liteway II Stroller (model 2017), vejer 7 kilo, bruges fra nyfødt til 22 kilo, 1.699 kr. hos coop.dk

DESIGN

Der er hverken luksus eller discount over den lille lette vogn på kun 7,5 kilo. Den virker til gengæld robust med gode materialer. 1-2-3, vognen folder sig nærmest ud af sig selv, nemmere bliver det ikke. Savnes: trods en ekstra solskærm på kalechen, er den for kort til de solrige dage.

PÅ TUR

Zzzzz… sædet har fem forskellige positioner – som kun kræver én hånd, jubi! – og der er plads til selv de mere trinde tumlinger, så den kan bruges længe. Der er altså håb om en lille lur! Minus: den er lige hård nok til små sarte rygge. Plus: fodstøtten kan justeres til korte og lange ben.  

SIKKERHED

Testens letteste vogn kører derudaf, og hjulene kan både dreje eller låses fast, så det er en smal sag at forcere fortovene. Selerne kan justeres i højden, og sidder så fint på de fleste af babyerne, men de kunne altså godt være blødere. Minus: regnslag skal købes ved siden af.

PENGENE VÆRD?

Selvom det er en handy letvægter, der kan det, den skal, så er det lige dyrt nok for en paraplyklapvogn, der ikke er helt i top på komfort eller luksus.

Paraplyklapvogn i lækker kvalitet

4 ud af 6 stjerner

HAUCK

Vegas paraplyklapvogn, vejer 9.1 kilo, bruges fra nyfødt til 15 kilo, 1.649 kr. hos coop.dk

DESIGN

Fin sag, der oser af solide, lækre materialer. Faktisk virker den så robust og komfortabel, at den minder om en almindelig klapvogn. Minus: nem at klappe sammen, men fylder ret meget, så vi må tage bøjlen af for at få plads til den. Plus: kopholder og lomme på solskærmen – mor er glad!

PÅ TUR

Store hjul, der kan dreje, ryglæn og fodstøtte, som kan justeres næsten vandret – vi jubler, og de små snupper en lur! Det kan være lidt svært at forcere høje kanter og fortove, men på asfalt er det ingen sag. Minus: selvom kalechen kan udvides, er den ikke lang nok til at skærme for solen. 

SIKKERHED

Ingen panik her. De små sidder sikkert fastspændt, og hjulene låses nemt, så vognen ikke løber fra mor. Bøjlen sidder lidt langt fremme i forhold til at beskytte baby, synes nogle mødre – til gengæld er der så plads til en dyne eller tyk jakke uden problemer.

PENGENE VÆRD?

Av, den er dyr! – til gengæld får du en lækker paraplyklapvogn i gode materialer, men prisen gør, at det ikke kan blive topfavoritten.   

Lille og handy paraplyklapvogn

4 ud af 6 stjerner

JOIE

Nitro LX paraplyklapvogn, vejer 7.7 kilo, bruges fra nyfødt til 22.5 kilo, 999 kr. hos Babysam

DESIGN

Neutralt design, der ikke gør det store væsen ud af sig. Savnes: mere polstring, tykkere materialer og en større kaleche – kort sagt, lidt mere komfort. Men til gengæld kan den klappes sammen med et enkelt tryk på en pedal, og den har et smart håndtag, så den er nem at bære.

PÅ TUR

Sidde eller ligge? Vognen har hele fem indstillinger – dejligt. Men de drejelige hjul lever deres eget liv, og det er en lidt bumlende oplevelse at være på tur. Bonusser: mor er vild med de ergonomiske skumhåndtag, og der er også plads til de større børn eller en dyne, når det er køligt.

SIKKERHED

Selerne holder de små på plads, og bremsen løber ingen steder, men enkelte må låse den med hænderne, fordi låsen er så lille! Vi savner også en længere kaleche, den er ikke lang nok til at skygge for solen. Bonus: det lille vindue i kalechen, så vi kan lure på de små – vi elsker det.

PENGENE VÆRD?

Hvis du bare har brug for en lille vogn til korte ture uden en masse komfort og ekstra lir, så er det et fint valg.

OK til prisen

3 ud af 6 stjerner

BABYTROLD

Sprinter paraplyklapvogn, vejer 8.5 kilo, anbefales fra 6 måneder til 3 år, 799 kr. hos babytrold.dk

DESIGN

Klassisk model uden de store dikkedarer. Den oser ikke ligefrem af luksus og virker også ret skrøbelig. Kan den holde til livlige tumlinger? Fin detalje med lille lomme i solskærmen, så mor kan have sin mobil eller pung. Minus: frontbøjle og regnslag er ekstra køb – det bliver hurtigt dyrt.

PÅ TUR

Skønt, at sædet kan lægges ned, så de små kan sove lur – men sikke et bøvl, vi skal jo have fat i begge sider af sædet for at justere det! Men de drejelige hjul gør den dejligt nem at køre med, i hvert fald på asfalt, og vi elsker, at vognen er så bred, at der er god plads til junior i mange år.

SIKKERHED

Vognen kører okay, og de små sidder sikkert fastspændt, men vi savner den bøjle, som man skal købe ved siden af, og turen er både hård og bumpet. Lidt mere komfort, tak! Hjulene kan låses uden problemer, og et stort plus er vinduet i kalechen, så vi kan holde øje med vores poder.

PENGENE VÆRD?

Okay vogn til korte ture på asfalt, men vi forventer mere komfort til den pris – især når flere ting skal købes som ekstra udstyr.

LÆS OGSÅ: Baby i kulden: Dyne eller voksipose?

LÆS OGSÅ: Vi tester gåvogne

LÆS OGSÅ: Ferie: Pak barnets rejsetaske

dupa

Henter...