Mille Dinesen
SPONSORERET indhold

”Jeg SKAL se denne ene ting, ellers er det ikke rigtig jul”

Den 24. december klokken 16.00 bliver der tysset på familiens børn, for så skal hun se Disneys Juleshow. Først da er det rigtig jul for Mille Dinesen.

Af: Freia Dam Foto: Freia Dam
16. dec. 2016 | Livsstil | ALT for damerne

Jeg elsker december måned...
...og ikke mindst juleaften. Der er for mit vedkommende allermest ro på i juledagene og tid til at være sammen med min familie. Det betyder rigtig meget for mig.

Efteråret har været hektisk...
...så jeg skal bare trække vejret efter filmoptagelser, meget presse og foredrag i forbindelse med min bogudgivelse og Vild Med Dans. Så det allerstørste, der sker i december, er, at der ikke sker noget stort. Jeg skal bare hygge mig, se venner og familie og gå ture med min hund.

December bliver en afslappet måned for Mille efter et travlt efterår med Vild Med Dans og hendes debut som forfatter.

At skrive "Min egen vej – inspiration til et sundt liv i balance"...
...har været en vild oplevelse. De sidste 16 år har jeg brugt min egen krop som en slags laboratorium og været et hav af alternative behandlinger igennem. Bogen er en meget personlig fortælling om at blive konfronteret med en alvorlig sygdom (Mille Dinesen har sclerose, red.), men den er tilsat gode råd, øvelser, opskrifter og teknikker og er målrettet dem, der gerne vil blive bedre til at forstå deres egen sundhed, og hvordan alternative behandlinger, kost og meditation kan være med til at styrke kroppen og give et holdbart fundament.

LÆS OGSÅ: Anders Matthesen: “Julen begynder og slutter brat den 24. december”

Mad og træning er min medicin...
...og min erfaring siger mig, at man kan gøre, hvad man vil. Jeg træner regelmæssigt og giver min krop den mad, den har brug for. Det er min vej til en bedre balance.

I år skal julen foregå i mit hood...
...med min mor, min søster og en masse Brumlebyfamilie. Vi skal snart ud at fælde et juletræ, og så skal ungerne pynte det. Og vi skal have hele dynen af mad på julebordet. Flæskesteg, and, rødkål, brunede kartofler, hvide kartofler, waldorfsalat, grønkålssalat, Sys' fantastiske sovs, ris a la mande, gaveleg og Frederiks hjemmebryggede snaps senere på aftenen. Sidste år spiste vi den store julemiddag to gange på en aften. Første gang med alle og anden gang, da børnene var lagt i seng. Vi lå alle rundt omkring i stuen og slog mave med fedtgardiner for øjnene. Det var et sjovt eksperiment, men jeg tror, vi holder os til én gang mad i år.

Milles julevindue ser særligt fint ud, når mørket sænker sig over byen.

Jeg SKAL se Disneys Juleshow...
...ellers er det ikke ordentlig jul. Og det er nok vigtigere for mig, end for familiens børn. Klokken 16 sidder jeg parat. Hvis ungerne larmer, bliver de tysset på, for jeg skal have det hele med.

Det er først rigtig jul...
...når næsten alle butikkerne er lukkede, og julefreden sænker dig over byen. Det er så sjældent, at der er den ro, og det er skønt, når det sker. Til gengæld begynder jeg at få abstinenser allerede 2. juledag. Jeg synes, det bliver for dødt, og jeg glæder mig til, at hjulene igen er i gang.

LÆS OGSÅ: Bodil Jørgensen: “For mig handler julen om at blive menneskelig”

Jul og børn hænger sammen...
...og derfor giver det også så meget mening at holde jul med børn. Derfor får de også julegaver, så hatten passer. De voksne i familien har et andet koncept. Første søndag i advent mødes vi og laver konfekt og julestads, og så trækker de voksne hver især et navn, så de kun skal give én gave. Det fungerer perfekt.

Jeg ønsker mig træningslegetøj til min hund...
...og sengetøj til mig selv fra Aiayu, smukke øreringe fra Kira Helmer, en rullekravesweater fra Moshi Moshi og stort set alt, hvad der findes i Stilleben.

LÆS OGSÅ: Fem julegaver, der glæder igen og igen

Mit bedste juleminde...
...er juleaftnerne hos min farmor. De var ret fantastiske. De blev holdt i hendes hus på Amager, og der var altid mange mennesker og et stort leben.

Mit værste juleminde...
...var, da jeg som præteenager havde fået en Marc O'Polo sweatshirt af min farmor. Jeg var ovenud lykkelig for den. Dagen efter måtte jeg smide den ud, da jeg fik noget fyrværkeri lige ind i maven. Der blev brændt et kæmpe hul, og der var sod over det hele. Av, der var jeg ked af det.

I 2017 skal jeg...
...ud at tale mere om min bog, der udkom i september. Derudover har jeg to store projekter, som jeg desværre ikke kan tale om endnu.

LÆS OGSÅ: Giv en personlig julegave

LÆS OGSÅ: Timm Vladimir: “Det bedste ved julen er, at alle har jahatten på”

LÆS OGSÅ: Bente Dalsbæk: ”Mest af alt ønsker jeg mig, at mine børns generation kunne vokse op i en verden, som samlede dem mere end den spredte”