banner image

8 NUMRE AF ALT FOR DAMERNE     KUN 200 KR.    SPAR 32%

BESTIL HER

Støt op om den gode sag og kom med til ALT for damerne Støt Brysterne Løbet.   Tilmeld dig her.

#aldrigdinskyld
Katrine Blauenfeldt, 28 år, bor i København og studerer engelsk på Københavns Universitet.

#aldrigdinskyld

“Jeg lå som en våd karklud og ventede på, det var overstået”

Det er slut med at tie. Det skal råbes ud, at ingen påklædning, promille eller flirten nogensinde kan gøre en voldtægt til en kvindes egen skyld. Bak op om ALT for damernes kampagne på de sociale medier med hashtagget #aldrigdinskyld.

Af Michala Rosendahl

Der gik fire år, fra jeg blev voldtaget, til jeg kunne sige ordet "voldtægt".
Indtil da sagde jeg bare, at jeg havde oplevet noget ubehageligt. Jeg vidste, at mine grænser var blevet overskredet, at jeg følte mig ulækker, og at jeg var blevet bange for mænd. Men i lang tid troede jeg, at det var min egen skyld.

LÆS OGSÅ: Voldtægt er ALDRIG offerets skyld

– Jeg var 18 år gammel og var på diskotek med nogle veninder, da jeg stødte ind i en gammel ven. Vi havde ikke set hinanden i flere år, og det var rart at se ham igen, så resten af aftenen stod vi og talte sammen i baren. Da diskoteket lukkede, spurgte jeg, om han ikke ville med hjem og fortsætte snakken. Der var ingen bagtanke, og hverken han eller jeg havde lagt op til, at der skulle ske noget. Vi havde altid bare haft et venskabeligt forhold.

– Vi købte et par øl og tog hjem til mig. Klokken var blevet seks. Han boede langt ude i ingenting, og der var et par timer til, at bussen kom, så jeg tilbød ham at overnatte hos mig. Vi havde flere gange sovet sammen, og vi havde aldrig så meget som kysset, men da vi gik i seng, begyndte han at tage på mig. Jeg fjernede hans hænder igen og igen, men han blev ved. Pludselig kravlede han op på mig og penetrerede mig.

LÆS OGSÅ: Man kan ikke blive voldtaget af sin partner – eller kan man?

– Jeg var så træt og fuld, at jeg bare lukkede øjnene og prøvede at tænke på noget andet. Han var 190 centimer høj og vejede 110 kilo, så det virkede umuligt at gøre noget. I stedet lå jeg som en våd karklud og ventede på at det skulle blive overstået, men efter et par minutter begyndte jeg at græde. Det var så forkert. Intet i mig havde lyst til det, der foregik, og jeg bad ham stoppe.

– "Hvis du nu bare lukker øjnene, så skal jeg nok gøre mig hurtigt færdig," sagde han. Jeg blev helt paf. Tårerne trillede ned ad mine kinder, og jeg forsøgte at skubbe ham væk, mens jeg gentagne gange sagde, at han skulle holde op. Han fortsatte bare. Da han var færdig rejste han sig, tog sit tøj på og gik. Jeg lå tilbage og følte mig tom og alene. Jeg var som lammet og lå bare og stirrede op i loftet og havde ikke lyst til at eksistere.

– Der gik en uge, før jeg fortalte det til min bedste veninde. Hun spurgte, om det måske ikke var lidt min egen skyld. Jeg havde jo selv inviteret ham hjem. Jeg havde været fuld. Måske havde jeg flirtet. Min bedste ven sagde det samme, så jeg overbeviste mig selv om, at det var mig, der var galt på den. "Det er nok bare sådan noget, der sker," tænkte jeg, og jeg kunne ikke se nogen grund til at gå til politiet.

– I årene efter havde jeg utrolig svært ved at stole på folk – især mænd. Jeg kunne ikke lide at være alene med mænd, og hvis en mand kiggede på mig i det offentlige rum, begyndte jeg at hyperventilere og få svedige håndflader. Jeg udviklede angst, og om natten havde jeg mareridt om, at folk, jeg kendte, voldtog mig. Jeg tænkte, at tiden ville læge mine sår, men tre år efter overgrebet fik jeg en svær depression. Jeg begyndte at drikke og endte på et misbrugscenter, hvor jeg mødte en psykoterapeut.

– Det var misbrugscenterets psykoterapeut, der fik min skyldfølelse til at forsvinde. "Det er ikke din skyld," sagde han, og det var så rart at høre de ord – især fordi de kom fra en mand. Derefter fik han mig til at gentage sætningen "Det er ikke min skyld" ti gange, og selvom det lyder banalt, hjalp det utrolig meget, og det var en stor lettelse, at jeg endelig kunne lægge skyldfølelsen fra mig.

– I dag har jeg stadig svært ved at lade folk komme ind på livet af mig. Det er umuligt for mig at have et normalt kærlighedsforhold til en anden person, og jeg overvejer at søge hjælp hos en psykolog. At komme sig efter overgrebet er en lang proces, men jeg kan mærke, at jeg er kommet langt. Alting blev nemmere, da jeg stoppede med at bebrejde mig selv og begyndte at kalde episoden det, den var: en voldtægt.

– Jeg tænker sommetider på, om gerningsmanden mon har forgrebet sig på andre kvinder efterfølgende, og om jeg kunne have forhindret det, hvis jeg havde meldt ham. Jeg forstår godt, at mange kvinder ikke går til politiet, for alt for ofte ender sagerne med at være ord mod ord. Alligevel vil jeg opfordre alle til at melde gerningsmændene. Det er vi nødt til, hvis vi skal have dem stoppet.


LÆS OGSÅ: Overgrebet ingen tog seriøst

LÆS OGSÅ: #aldrigdinskyld samler danskere i kampen mod voldtægt

LÆS OGSÅ: Derfor skal vi tale højt om voldtægt

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere >>

Ok