Lene Maria Christensen: Mit hjerte har vokset sig kæmpestort

Hvad ville du være, da du var lille?
– Skuespiller. Jeg vidste jo nok ikke, hvad det var. Men jeg blev helt og aldeles optaget, når jeg så film. Jeg tænkte, at hvis det her er et fag, så vil jeg godt have det. Jeg ville gerne være med. Den oplevelse kan jeg stadig få, hvis jeg ser godt teater. Så vil jeg godt være med i det nu. Rejse mig fra sædet og lige spille en rolle. Der er noget dragende i det for mig. Lysten til at fortælle historier og lysten til at få folk til at mærke noget.

Hvornår har du været rigtig bange?
– Jeg sad i et fly sammen med min mand på vej hjem fra Paris. Vi skulle hjem til vores datter. Og så er vi ved at lande. Hjulene er nede, og lige pludselig gasser piloten op på den vildeste måde, og vi letter igen. Fordi der holdt et fly i vejen. Hvis ikke han havde gjort det, havde vi ræset ind i det andet fly. Det der tidspunkt mellem, at han begyndte at gasse vildt op, og vi lettede, til vi var kommet ordentligt op i luften, og nogen fortalte os, hvad der foregik, der var jeg fandeme bange. Så foldede jeg hænderne meget hårdt sammen og bad en hel masse bønner i træk. Jeg koncentrerede mig vildt meget om mine hænder. Om at klemme dem sammen og bede: "Kære Gud i himlen. Jeg skal hjem til min datter." Det var vanvittigt fantastisk at komme ned igen.

Hvad har været din mest krævende rolle?
– Da jeg var gravid med barn nummer to og skulle spille en rolle på Nørrebros Teater. En meget gammel og meget vred udgave af mig selv. Med benprotese og gebis. Jeg skulle råbe og skrige og svine folk til. Det var mig helt imod, fordi jeg havde lille Viola i maven. Jeg var så bange for, at jeg gjorde hende fortræd. Det var det ultimativt private, der clashede med mit fag.

LÆS OGSÅ: Christiane Schaumburg-Müller: "Jeg er i den syvende himmel"

Hvad er du bedst til?
– At læse andre mennesker. Jeg har gjort det det meste af mit liv. Det er en stor del af mig at kigge på andre mennesker og regne dem ud. Jeg bruger det til mit arbejde og i min omgang med andre mennesker. Og så er jeg bedst til at parkere Saaben på en måde, så den bliver ridset. Inde i min meget lille carport. Det er min mand Anders ikke så god til. Han får aldrig ramt. Jeg er vildt god til at få smadret fronten på den bil.

Hvad antager folk fejlagtigt om dig?
– At jeg er de roller, jeg spiller. Nogen mennesker ligner en flækket træsko, når de kigger på mig. Hvor jeg så først tænker: "Har jeg birkes i hele overmunden?". Efter noget tid kan jeg godt se, at det er noget inde i deres hoved. Noget de har set i en film. Det er meget mærkeligt. Man prøver at føre en normal samtale med dem, men de er et andet sted. De antager, at jeg hende fra Fidibus eller hende den skægge. Så kan det godt tage lidt tid, hvor man sådan prøver at hive den over, hvor der også er plads til mig. Og ikke kun deres oplevelse af mig i en film.

Hvad er det vigtigste, du har lært af dine børn?
– At være til stede sammen med dem. Mit hjerte har vokset sig kæmpestort inden for de sidste par år. Det der med, at man kan elske et menneske, som kan være det mest tarvelige, mest irriterende lille møgapparat. Det er lige meget, hvad de kommer med, så elsker man dem bare. Det synes jeg, er noget af det smukkeste. Tænk engang. Det er da en dejlig lektie. Og så synes jeg bare, at de lærer en om alt inden for alle områder af livet. Om ansvar, om kærlighed, om glæde og vrede. For fanden mand, hvor kan man blive vred. Det er frygteligt, for man vil slet ikke have den lektie. Men det gør de også. De lærer en om alt i livet og om en selv.

LÆS OGSÅ: Hvorfor Jude Law nyder IKKE at være smuk