Må kartofler, avokado og bananer komme i køleskabet?
SPONSORERET indhold

15 typer mad, som du ved en fejl kommer i køleskabet

Bliv klogere på, hvilke madvarer der holder sig i kortere tid eller ligefrem bliver dårlige af en tur på køl.

Af:: Susanne Baden Jensen Foto: Gerard Lacz/REXS/hutterstock
14. mar. 2017 | Livsstil | Eurowoman

Køleskabet er en genial opfindelse, der får meget af vores mad til at holde sig bedre og længere. Men det er en fejl at tro, at al mad har det bedst af at komme på køl.

Faktisk kan det have den stik modsatte effekt på visse typer af madvarer, der har det bedre uden for dine køleskabslåger.

Gør du det rigtigt – eller bør du måske overveje at ændre visse vaner?

AGURKER

 

Måske du har bemærket, hvordan den grønne skræl på dine agurker bliver blød og beskadiget efter få dage på køl? Det er fordi, at den lave køleskabstemperatur gør, at overfladen på dine agurker hurtigere forringes, og det giver de såkaldte "frostskader". En undersøgelse fra University of California har vist, at agurker klart har det bedst ved stuetemperatur, hvis du vil have glæde af dem i længere tid.

GULERØDDER 

Mange kommer fejlagtigt også gulerødder i køleskabet, men det er slet ikke nødvendigt. Som med agurker er det faktisk dårligere for dem, så du hurtigere oplever at få nogle vandfyldte, slatne og rådne gulerødder. I stedet skal du sørge for at opbevare dine gulerødder et mørkt sted med lav luftfugtighed.

OLIVENOLIE 

Har du bemærket, hvordan din olivenolie bliver mærkelig, hård og nærmest smør-agtig af at stå i køleskabet? Stop med det nu. Olivenolie skal nemlig helst opbevares et tørt og mørkt sted.

KETCHUP OG SENNEP TOMATER

Har du også glas og flasker med sennep og ketchup, som står og fylder i køleskabet, kan du roligt tage dem ud. Både som uåbnet, men også efter, at du har taget hul på dem, er det nemlig ikke nødvendigt at opbevare dem på køl. Det skyldes mængden af syre i produkterne. Ved stuetemperatur kan sennep stå i op til to måneder, mens ketchup har en levetid på omkring en måned. Spiser du ikke dine dyppelser så hurtigt, kan du forlænge levetiden på køl, men det er som sagt ellers ikke en nødvendighed.

TOMATER 

Hvis du gerne vil have tomater med en fyldig, solmoden smag, skal du skynde dig at få dem ud af køleskabet. Den kolde luft standser nemlig tomaternes naturlige modningsproces, og i stedet ender du med kolde, hårde og - ikke mindst - smagløse tomater, hvis de kommer fra køl. Opbevar dem i stedet ved stuetemperatur.

BRØD 

Det kan være fristende at komme brød i køleskabet, da det forlænger selve holdbarheden. Men kulden er omvendt med til at udtørre brød mærkbart, så resultatet bliver et kedeligere produkt. Du kan undgå problemet ved at købe mindre portioner – og komme brødet i en brødkasse, der holder det friskt i længere tid.

AVOKADO 

Kulde påvirker ikke kun tomaters, men også avokadoers naturlige modningsproces, Desuden kan kølig opbevaring være med til at give avokadokødet en mærkelig struktur. Derfor kan køleskabet kun anbefales, hvis man i en dag eller to vil sikre, at en (tæt ved) modnet avokado ikke bliver helt overmoden.

SOYASAUCE 

Soyasauce er et fermenteret produkt, hvilket betyder, at det har en rigtig lang holdbarhed – også uden for køleskabet. Hvis du gerne vil spare plads på køleskabshylden, kan du derfor sagtens opbevare soya ude, fx i dit køkkenskab, hvor det kan holde sig op til halvandet år.

BANANER

Skal bananer i køleskabet? Nej, modningsprocessen standser og mange af nærringsstofferne i bananer forsvinder, hvis du opbevarer dem i køleskabet. Fugten og det mørke køleskab vil desuden også medvirke til, at de hurtigere rådner. 

KARTOFLER 

Hvis du kommer kartofler i køleskabet, er kulden med til at omdanne kartoflernes naturlige indhold af stivelse til sukker meget hurtigere – og det ønsker du ikke. I stedet skal du opbevare kartofler mørkt, tørt og ikke ved for høj luftfugtighed. Vil du give dem helt optimale vilkår, skal du yderligere sørge for, at de er uvaskede og komme dem over i en papkasse.

LØG 

Endnu en grøntsag, som det er et 'no go' at komme i grøntsagsskuffen i køleskabet. Her vil kombinationen af kulde og fugt nemlig medføre, at saften i løgene gør dem slatne og får dem til at mugne hurtigere – især hvis de er i en plastikpose. Derudover kan løgene også afgive lugte til andre madvarer. Du bør i stedet gemme dine løg et mørkt og tørt sted (dog ikke lige ved siden af dine kartofler, da de begge udskiller gasser, som forringer kvaliteten af begge).

KAFFE 

Det er en myte, at det er godt for dine kaffebønner eller for din malede kaffe at stå i køleskabet. Her udsættes kaffen for store temperaturskift, når den tages ind og ud, og derved mister kaffen mere smag. Den optimale opbevaring er derimod i posen og placeret et mørkt, tørt sted med lav luftfugtighed. Har du en meget stor mængde kaffe, kan du komme den i fryseren et par måneder, men ellers er kaffe bedst så frisk som muligt.

LÆS OGSÅ: 5 fejl, de fleste begår, når de vil brygge en god kop kaffe

CHOKOLADE 

Mange af os vil gerne mærke et knæk, når vi bider i vores chokolade. Derfor kan det være fristende at komme det på køl, men faktisk forringer det smagen på den lækre brune spise.

HONNING

Honning er fra naturens side et ret genialt produkt, der - hvis opbevaret korrekt - kan holde sig nærmest uendeligt på grund af det enormt høje sukkerindhold og lave indehold af vand – også ved stuetemperatur. Derfor er det misforstået at tro, at vi giver honningen en hjælpende hånd ved at komme det i køleskabet. Kulden får ironisk nok sukkeret til at krystallisere hurtigere, så din honning bliver hård og nærmest dejagtig. Vil du holde den fyldende, så ud af køleskabet med den.