Hævnporno
SPONSORERET indhold

17-årige Lasse delte nøgenbilleder: Jeg følte, jeg var nødt til at gøre det godt igen

Det er strafbart at dele andre folks intime billeder. Alligevel er det en stigende tendens, at unge deler hinandens afklædte billeder i store grupper på sociale medier. Lasse var en del af de, som gjorde det.

Af:: Maja Grønholdt Jensen
10. feb. 2017 | Livsstil | Eurowoman

17-årige Lasse har delt hundredvis af private fotos. Det foregik for det meste i lukkede Facebook-grupper eller større chat-grupper på Messenger. Billederne forestillede afklædte eller helt nøgne unge piger. Piger, som Lasse havde flirtet med.  

- Jeg havde typisk noget kørende med tre-fire piger på en gang, og så fik jeg frække billeder af dem, siger Lasse og forklarer, at han ikke havde noget problem med at vise dem til andre eller dele billederne i større online-grupper.

I Lasses omgangskreds var det helt acceptabelt at dele pigernes nøgenbilleder med hinanden. Der var ingen, der stillede spørgsmålstegn ved billeddelingen, selvom det er ulovligt.

- Jeg var ligeglad. Jeg havde ingen holdning til det. Vi brugte det primært for at vise hinanden,  hvem vi havde scoret. Det var som om, at man blev en større alfahan jo flere billeder, man kunne fremvise, siger han.

LÆS OGSÅ: Tre unge mænd: Derfor delte vi nøgenbilleder.

“Jeg prøver at gøre det godt igen”

I takt med at Lasse blev ældre, og der kom mere fokus på den ulovlige billeddeling i medierne, gik det op for ham, at det, vennegruppen havde gang i, var forkert.

- Da pigerne begyndte at stå frem i medierne og fortælle om, at deres nøgenbilleder var blevet delt, kunne jeg se, at det påvirkede dem rigtig meget. Det gik op for mig, at det var forkert. Og ulovligt.

Efterhånden som flere piger stod frem, fik Lasses dårligere og dårligere smag i munden.

- Jeg tænkte rigtig meget på, hvad det var, jeg havde været en del af. Jeg følte, at jeg blev nødt til at gøre noget godt igen, siger han.

Derfor blev Lasse medlem af en online aktivistgruppe, som gør deres bedste for at bekæmpe hævnporno.

- Jeg ved, at det jeg har gjort er meget dumt og meget forkert. Så jeg prøver at gøre det godt igen. Jeg kan ikke spole tiden tilbage, men jeg kan hjælpe andre piger, så det ikke sker for dem.

I aktivistgruppen hjælper de personer, når deres intime billede er delt mod deres vilje, men de går også direkte ind og bekæmper billeddelingen, så godt de nu kan.

- Vi ‘sniger’ os ind i gruppechats med billeddeling. Her overvåger vi, hvad der foregår, og hvem der er aktive. Herefter kontakter vi de unges forældre, hvis de er under 18 år. Eller går direkte til politiet, hvis de er over 18 år, fortæller Lasse.

Han ved godt, at hans bekæmpelsesarbejde ikke opvejer, hvad han har gjort. Men han føler alligevel, at det hjælper. Både for andre og sin egen samvittighed.

- Det kan på ingen måde gøre op for, hvad jeg har gjort. Men jeg føler, at det er det eneste rigtige at gøre for mig nu. Jeg skal blive ved med at hjælpe.

Lasse er et dæknavn. Hans fulde identitet er redaktionen bekendt.

LÆS OGSÅ: Psykolog: Unge deler nøgenbilleder af piger for at få status i vennegruppen

LÆS OGSÅ: Mie solgte sine nøgenbilleder til fremmede mænd som 16-årig

LÆS OGSÅ: Hudsult: Hvis ingen rører dig, bliver du syg, stresset og deprimeret