Paprika Steen
Foto: Les Kaner. Styling: Bjørg Frellesvig. Makeup: Mia Ristorp.

Paprika Steen

Paprika Steen: ”30 procent af mig synes ikke, jeg er god nok”

Hun fylder. For meget og alligevel alt for lidt. Hun er sjov, grænseoverskridende, alvorlig, hudløs ærlig og havner altid i kontroverser, selv om hun skyr konflikter. Men frem for alt er hun bare en fremragende skuespillerinde. Mød Paprika Steen – fra den ene yderlighed til den anden.

Paprika Steen kan ikke lyve. Det kan hun ikke. Hun kan heller ikke tie stille, når hun får en indsigt, som kunne komme andre til nytte. Og slet ikke, hvis hun bare er lodret uenig i, hvad der foregår. Og så kan hun nok også godt virke lidt forstyrrende på sine omgivelser. Bare sådan i det hele taget. Mener hun selv.

Det kan man måske godt forestille sig. I hvert fald giver det mening, da hun fortæller, hvad en instruktør engang sagde til hende:

– Han sagde: ”Du er ikke en nodelæser, Paprika. Du er en jazzmusiker, der improviserer over nogle toner”. Og det gør jeg. Jeg er enormt intuitiv og impulsiv. Og jeg kommer tit til at sige noget, som kan virke hårdt eller grænseoverskridende for nogle. Men jeg siger det virkelig kun for at hjælpe. Jeg tog mig faktisk i det i går. Jeg stod på apoteket, og der var en mor med et barn mellemørebetændelse, der skulle have penicillin, og jeg havde sådan lyst til at gå over til hende og sige: ”Ring til den her læge, han er den bedste”. For jeg har selv haft et ørebarn, og hvorfor skulle hun kæmpe rundt med det, når jeg nu ved præcis, hvem hun skulle gå til. Men i går sagde jeg ikke noget. Jeg bed mig selv i tungen i stedet for.

Så det er ikke en kritik – det kommer fra et kærligt sted, når du blander dig?

– Ja, altid. Men jeg får det måske sagt eller gjort på en måde, så det virker som en kritik. En dag var jeg hjemme hos en af mine veninder, som har små børn, og der rodede selvfølgelig, for det gør der jo. Så jeg begyndte at rydde op og satte alt legetøjet op ad væggen og lagde et vattæppe over – det lignede en ligkiste – og så kom hun ind og sagde: ”Hvad laver du, hold dog op med det…” Det er sådan noget, jeg kommer til. Fordi jeg lige i situationen slet ikke kan forestille mig, at folk ikke gerne vil have mit gode råd – som jo også helt klart vil være en stor hjælp for dem.

Læs også: Barnløshed var tæt på at skille Gun-Britt og Torben Zeller

En kærlighedserklæring
Paprika Steen ligger lige dér. Hele tiden. På kanten mellem det komisk-selvironiske og det ærligt-alvorlige. Hun er sjov, selv når hun ikke er det. Fordi hun på én gang fylder for meget og alt for lidt. Et tilsyneladende stort ego, men hele tiden den første til at lukke luften ud af sig selv. Og som i øvrigt ser lige igennem andres facader også. Og kommer til at sige det højt. For hvorfor skulle det være forkert?

– For mig er det en kærlighedserklæring, når man giver et andet menneske opmærksomhed, også selv om det er negativt. Hvis en instruktør siger, at jeg er forfærdelig, og at der er noget, jeg kan gøre bedre, så bliver jeg da glad. Det er jo tegn på, at man vil noget med hinanden og det forhold. At man gider engagere sig. Hvis jeg er ligeglad, siger jeg jo netop ikke noget. Men min facon har nok kostet mig nogle relationer, til gengæld tror jeg også, at jeg har fået nogle andre dybe og stærke venskaber på den konto. En, jeg kender, siger: ”Sandheden skal man høre fra børn, fulde folk – og Paprika…”

Stadig 33 år
Der er plusser og minusser ved alt. Og når man er 47 år, så er man vel været nået til et punkt i sit liv, hvor man kan gøre en vis form for status?

Paprika Steen har fået et hav af priser for bedste kvindelige hovedrolle, birolle og årets skuespillerinde, Robert, Bodil, Zulu Awards samt adskillige udenlandske priser for bedste film for sin instruktør-debut ”Lad de små børn”. Og hver eneste gang hun står op på en scene eller optræder i en film, stjæler hun fuldkommen billedet, fordi hun spiller røven ud af bukserne og bare brænder igennem.

Det gælder også i Susanne Biers nye film ”Den skaldede frisør”, der har premiere 6. september. Her giver Steen den gas som rødhåret furie og lovesick single forelsket i Pierce Brosnan, der spiller den kyniske og desillusionerede enkemand, der endelig overgiver sig til kærligheden igen. Det er Trine Dyrholm, der er så heldig at løbe med den aldrende charmør.
Men det er Paprika Steen, der tager prisen som too much. På den diva-dramaqueen-agtige måde, som hun i den grad mestrer. Og som er en lettelse i forhold til filmen, der ikke helt kan beslutte sig for, om den virkelig vil være sjov.

Læs også: Line Gertsen: "Jeg har stadig følelsen af at stikke ud"

– Der er mange i 40’erne, der kæmper med, hvad de vil med deres liv. Du har vidst, at du ville være skuespiller, helt fra du var barn, og er gået målrettet efter det. Er du der, hvor du gerne vil være, og ved, hvad du vil og…?

– Overhovedet ikke. Jeg synes faktisk næsten, at jeg er back to square one. Men med noget ydmyghed blandet med noget desillusion. I hele min karriere som skuespiller har jeg været med i ting, som på en eller måde har været nyt eller banebrydende. Dogmefilmene, blandt andet. Eller en ny måde at lave komik på med Lex & Klatten. Lige nu har jeg lidt svært ved at forene mig med tanken om at skulle genopfinde mig selv én gang til. Og jeg får ikke tilbud som tidligere. I 30’erne arbejdede jeg uafbrudt, var med i alt. Indtil der opstod sådan en stemning: ”Hvorfor er Paprika Steen med i alle danske film?”. Så holdt telefonen op med at ringe.

– Jeg har også været tæt på at få roller i flere amerikanske film og har en rigtig god agent derovre, men det er ikke lykkedes endnu. Jeg ved ikke hvorfor. Mads Mikkelsen, som er en slags bedste ven for mig, siger, at det kommer – lige pludselig.

– Hvorfor er det lykkedes for ham?

– Han er en fantastisk skuespiller, han ser godt ud, han er fit, han mestrer alle former for sport, og han er enormt nem og sød at arbejde sammen med – what’s not to like? Og så er han kompromisløs, det beundrer jeg ham meget for. Jeg synes selv, at jeg er blevet mindre modig med årene. Og måske har jeg alligevel sådan en hængelås indeni, måske er jeg lidt nølende og vil det ikke nok. Måske ved jeg bare ikke, hvad jeg vil…

– Ligesom alle os andre?

 – Ja, men det er jo også fordi, vi ikke vil være vores alder. I mine forældres generation var man sat og på sin rette hylde, når man var 47 år, og det var så det! Men min generation mener jo, at vi i hvert fald har 23 gode år endnu. Vi vil ikke nøjes, vi vil ikke falde til patten, der er hele tiden noget rodløst over os, hvor vi er på vej – uden at vide helt hvorhen. Jeg har jo nærmest ikke kunnet hænge lamper op i loftet de sidste ti år, for hvad nu, hvis jeg fik lyst til at flytte eller lave om.

– Min indre alder er ca. 33 år. Sådan føler jeg mig, sådan ser jeg mig selv – og så er der jo ikke mærkeligt, at jeg stadig sidder og tænker: ”What’s next?”

Lignede en der var ved at drikke sig ud af en antabus
– Men hvad er så målet?

– Det er at falde til ro i mig selv, svarer Paprika Steen og læner sig tilbage og tænder en cigaret.

– At synes, at man er god nok. I mange år syntes jeg det ikke. Det synes jeg nu.

Og bedst som man tror, at nu er den der – nu siger denne her virkelig dygtige skuespiller noget, der ligesom matcher hendes kvalifikationer og præstationer, så tilføjer hun selvfølgelig:

– Altså 30 procent af mig synes ikke, jeg er god nok. Men jeg er blevet pænere med alderen.

– Ja?

– Mere harmonisk. Da jeg var i 30’erne lignede jeg en, der var ved at drikke mig ud af en antabus. Men der arbejdede jeg også som en sindssyg, havde aborteret, var blevet skilt og havde mistet min mor.

Læs også: Her er den ultimative orgasme-guide

Så er dét sat på plads.

Paprika Steens mor var den amerikanske skuespiller Avi Sagild. Hendes far er musikeren Niels Jørgen Steen. Fra ham har hun den hvasse blufærdighed. En udtalt form for konfliktskyhed, siger hun. Og fra sin mor måske en meget stor følsomhed og et sind, der bevæger sig ude på yderpolerne. Og altid ryger ind i konflikter.

– Min mor døde af sorg over ikke at få roller og få lov at leve sig selv ud som skuespiller. Hun havde et pillemisbrug, og hun levede et usundt liv – der har jeg lovet mig selv, at jeg aldrig kommer ud. Men jeg har nok den samme sensitivitet. Jeg svinger. Er bipolar. Roder rundt i følelser. Alt er meget løst og porøst – undtagen det, jeg har med min mand og min søn, det er solidt. Sådan er jeg – jeg kan godt grine af det, men det er også opslidende.

– Hvad er det så, der er faldet til ro inde i dig?

– Lige i dag – ikke noget. Og i morgen kan det være, at jeg har pms og er hidsig over noget politik. Og i overmorgen er måske en af de der taknemmelighedsdage, hvor jeg tænker: ”Hvad er det egentlig, du stresser over? Du kan leve af det, du laver, du har en dejlig familie…” Som kunstner er det bare aldrig dét, det handler om, og jeg har svært ved at multitaske mellem de to roller, mor og kone – og skuespiller. Jeg er meget begge dele. Jeg har et helt enormt mor-gen, det er også derfor, at jeg gerne vil hjælpe. Jeg har bare ikke altid det der filter i forhold til, hvornår det er ”passende”, at jeg blander mig.

Primadonna eller ej
Hvorfor taler vi overhovedet om, at Paprika Steen roder sig ud i konflikter eller kommer til at træde nogle over tæerne? Det opstår ud af ingenting, som om vi fortsætter en samtale, som andre har haft. Andre journalister, andre artikler…

For egentlig sidder vi bare og har det rart i hendes hyggelige køkken i huset i Vangede, som muligvis skal sælges, for nu hvor det efter års istandsættelse endelig er blevet den idyliske plet med hvidt plankegulv og træterrasse, som var målet, så er det simpelthen for kedeligt.
Og måske skulle man hellere bo i byen, siger hun. Og det giver god mening midt i alle overvejelserne om, hvad meningen med det hele egentlig er. Man må jo prøve sig frem.

Paprika Steen har bagt boller. De smager godt. Det er noget quick-bagemiks af en art, tilføjer hun. Vi drikker kaffe. Den er også god – men vælger at undlade at nævne det, for så svarer hun formentlig, at det ikke er noget særligt, og det er da synd. Også for kaffen.

Paprika Steen er i det hele taget den første til at være hård ved sig selv. For selv om hun egentlig har besluttet sig for at tale pænere til sig selv – og om sig selv – så kommer hun til at være lidt bidsk alligevel. Gammel vane. Eller den usikkerhed, hun altid har haft med sig omkring sin egen person: Hvis hun selv siger det grimmeste, hun kan diske op med, så er det jo sagt – så bliver det ikke værre. Og måske er det forklaringen på samtalens tema. Hun har en oplevelse af, at hendes person nogle gange står i vejen for hende. Spærrer vejen for hende. Og har givet hende ry for at være en primadonna, siger hun.

– Det er bare ikke dét, der er meningen med det, jeg siger og gør. Jeg kan være kompromisløs og utålmodig, men jeg vil altid gerne opnå det bedste – det bedste resultat.

To store egoer
Måske er det bare sådan, at Paprika Steen for det meste befinder sig ude på polerne og knap så meget inde på midten. At hun er enten-eller. Men ikke særlig meget til det jævne både-og.
Og det passer hende fint at være i selskab med store egoer, for så behøver hun ikke skrue ned for sig selv.

– Jeg får nogle gange at vide, at jeg fylder for meget. Så svarer jeg: ”Så må du jo bare fylde noget mere”. Mikael, min mand har også et stort ego. Det har vi begge to. Han er ikke neurotisk som mig – men han kan holde til det. Og vi er gode til at give hinanden plads, der er aldrig en konto med: ”Nu har du ikke taget opvasken i tre dage”.

– Hvorfor faldt du for ham ?

– Han var lyshåret, to meter høj, tømrer med noget lædersnor om halsen, og så spillede han fodbold. Jeg har altid haft noget med sportsmænd.

– Men han er da filmproducer i dag?

– Ja, men det var ikke meningen, det interesserede mig slet ikke. Det var da mere dét, at han var målmand! Jeg blev gravid med Otto, da vi havde kendt hinanden i fem måneder, så vi har ikke haft den der tosomheds-fordybelse med hinanden, vi skulle lære hinanden at kende samtidig med, at vi blev forældre. Og han troede, at han havde mødt en pige med super meget gang i. Da vi havde været sammen i et år, spurgte jeg ham, om der var noget ved mig, der var kommet bag på ham. Så svarede han: ”Ja, jeg vidste ikke, at du var så kedelig og asocial”.

Det griner vi af. Og drikker mere kaffe. Men det er rigtigt nok, siger hun så. Hun har også en side, som er meget privat og indelukket. En ensomhedsfølelse og en grundtone af at være lidt afskåret fra resten af verden, som måske stammer fra en kaotisk opvækst, siger hun. Men aldrig på scenen – dér er hun hjemme, fuldstændig hjemme i sig selv.

– Nogle skuespillere, selv virkelig dygtige, bliver meget nervøse for ikke at være gode nok, lige inden tæppet går. Sådan har jeg det slet ikke. Jeg har det sådan: ”Aj, dejligt, nu kommer alle de her mennesker, det er ligesom til min fødselsdag…”

Værs’go – det er Paprika. På polerne.

Læs også: Se traileren til Susanne Biers nye film!

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview