Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

40 år med fri abort

Det er 40 år siden, den frie abort blev ­indført i Danmark. Vi ser i den anledning tilbage på ­abortens turbulente historie. Fra modstanden, skepsissen og kvindernes kamp for at bestemme over deres egen krop – til i dag, hvor abort er almindelig accepteret, men hvor teknologien har skabt nye svære dilemmaer.

I tv-serien Matador må bankassistenten Ulla Jacobsen lægge ryg til sladder på Korsbæks gadehjørner, da hun vælger en ulovlig fosterfordrivelse efter sin affære med bankdirektør Hans Christian Varnæs. Senere i serien overtaler selv samme bankdirektør sin søn, Ulrik, til at gifte sig med pigen Maja, som han ved et uheld har gjort gravid. På sidelinjen står svigerinden Elisabeth Friis stort set alene med sin støtte til fri abort. Emnet er også et tema i filmklassikeren Tro, håb og kærlighed, hvor pigen Anna må styrte op og ned ad trapper for at udstøde sit foster, efter at hun har fået stukket hul på fosterhinden med en strikkepind under temmelig uhygiejniske forhold.

13. juni er det 40 år siden, Folketinget vedtog loven om fri abort inden 12. svangerskabsuge. I dag er abort accepteret blandt langt de fleste danskere, men det var ingen nem kamp at få gennemført lovforslaget. Forud gik årtiers kamp for kvinders ret til at bestemme over deres egen krop. Den i dag 71-årige socialdemokratiske politiker Ritt Bjerregaard var en af pionererne i kampen for indførelsen af den frie abort. Hun blev i 1971 stemt ind i Folketinget sammen med en gruppe af unge kvinder, der bl.a. havde det til fælles, at de var tilhængere af fri abort.

“I min generation var vi kvinder meget bange for at blive gravide. Beskyttelsen var pessar med en salve, der lugtede grimt, og som det derfor ikke var særlig rart at bruge. Alternativet var, at manden brugte gummi. Vi lærte, at vi ikke kunne forlade os på, at manden beskyttede sig, for det var os, der hang på graviditeten og konsekvensen af den. Det hjalp meget, da p-pillen kom, men det kunne alligevel gå galt, og derfor mente jeg og mange af den tids feminister, at det så måtte være muligt at få en abort,” siger Ritt Bjerregaard.

Fosterdrab eller frit valg
Det var en milepæl, der blev sat dengang i 1973. Tilbage i 1800-tallet var der dødsstraf i Danmark for kvinder, der afbrød graviditeten med vilje. Senere blev dødsstraffen afløst af strafarbejde i op til otte år, og først i 1930 blev straffen sat ned til to års fængsel. En af de tidligste offentlige fortalere for fri abort var lægen Jonathan Leunbach – det var også ham, som Elisabeth Friis erklærede sin støtte til i Matador. Leunbach var kommunist og kritiserede loven mod abort for at gå særligt ud over arbejderklassen, fordi de ikke havde råd til at rejse til udlandet eller hovedstaden for at få foretaget en illegal abort under nogenlunde ordentlige forhold, men i stedet var henvist til kvaksalvere.

Hvert år døde mellem 50 og 400 kvinder pga. komplikationer i forbindelse med en illegal abort. Leunbach gennemførte selv over 300 illegale aborter tilbage i 20’erne, under påskud af at kvindernes liv var i fare. I virkeligheden handlede det om uønskede graviditeter. Det var bl.a. debatten om lægen Leunbach, der gjorde, at der i 1937 blev indført en såkaldt nødretsregel. Loven gav tilladelse til abort under særlige omstændigheder, fx hvis kvindens liv var i fare, eller hun havde været udsat for voldtægt.

Kvinder blev i 40’erne og 50’erne stadig anset som løse på tråden, hvis de fik et barn uden for ægteskabet. Mange valgte at gifte sig i en ‘løs kjole’ eller at flytte væk under graviditeten og bortadoptere barnet. Børn af enlige mødre blev kaldt for horeunger. Men i 60’erne begyndte der at ske noget. Studenteroprøret ulmede, der blev diskuteret prævention og indført seksualundervisning i skolen, og p-pillen og pornografien blev frigivet. Der blev arrangeret demonstrationer og udgivet pjecer, og i radioen kunne man høre historier om kvinder, der havde stukket hul på fosterhinden med en strikkepind.

Andre forsøgte at fremprovokere en abort med neglerensere og hæklenåle, og kendte man en ‘hemmelig adresse’, kunne man få aborten sat i gang med alt fra terpentin og kininpiller til salt- og sæbeopløsninger, hvilket medførte stor risiko for infektioner. I starten af 70’erne blev der udført 15-25.000 af den type illegale aborter. Fortalere for fri abort arrangerede derfor abortrejser til lande som Polen, hvor der var fri abort, eller til England eller Sverige, hvor lovgivningen var mere liberal på abortområdet end i Danmark. Sprogbrugen var desuden gradvis begyndt at ændre sig – fra ord som ‘fosterdrab’ og ‘fosterfordrivelse’ til ‘svangerskabsafbrydelse’ eller det mere kliniske ‘abort’. Man var desuden begyndt at tale om ‘ønskebørn’ som et nyt ideal. Sammen med andre aborttilhængere samlede Ritt Bjerregaard på adresser i Danmark og Polen til kvinder, der havde brug for en abort.

“Vi ville ikke have et barn uden at ønske både barnet og faderen som en del af vores liv. Det var og er min opfattelse, at kvinder skal have det valg selv. I min omgangskreds var der triste eksempler på kvinder, der havde fået en illegal abort. Det var en stor sejr, da vi fik den frie abort,” siger hun.

Artiklen fortsætter på næste side...

Det gik dog ikke stille for sig i perioden op til loven om fri abort i 1973. Der var ophedede diskussioner både på og uden for Christiansborg, og aborttilhængerne måtte lægge ører til voldsom kritik. Modstanderne var især kristelige organisationer, men også mange læger var skeptiske i starten. En undersøgelse viste, at 76 % af de danske læger var imod fri abort. Få år tidligere var partiet Kristeligt Folkeparti blevet dannet og blev som bekendt valgt ind i Folketinget ved jordskredsvalget i december 1973 med netop modstanden mod abort som en mærkesag. Ritt Bjerregaard fortæller om modstanden:

“Det argument, der blev fremført stærkest, var, at vi fjernede liv. At det kunne sammenlignes med drab. Det religiøse spillede en overraskende stor rolle. Dertil kom, at mange argumenterede med, at kvinder skulle lade være med at have sex med mænd, før de var blevet gift, for så havde de ikke brug for abort. Det sidste holdt ikke, for der var gifte kvinder, der havde nok børn, og som derfor ville have abort. Kvinder i gamle dage kunne risikere op til 12 børn i løbet af et liv, og det var ikke holdbart for ret mange,” fortæller Ritt Bjerregaard.

Ud over diskussionen om det etiske over for kvindens ret til at bestemme over sin egen krop handlede kritikken også om frygten for, om der ville blive født for få børn, hvis aborten blev legaliseret. Men det var etikken, der dominerede debatten. De mest rabiate modstandere af fri abort rejste rundt i landet med et amerikansk diasshow, som bl.a. viste en vognladning med lig fra en tysk koncentrationslejr med teksten:

“Den fri abort har gjort drab på fostre til en institution. Livet er det samme, hvad enten et foster er tre måneder, eller et menneske er 30 år.”

Men den seksuelle frigørelse og rødstrømpebevægelsen formåede at påvirke folkestemningen, så loven blev vedtaget med et relativt stort flertal i maj 1973.

Den selektive abort
Mens vi i Danmark efterhånden ser fri abort som en selvfølge, er det langt fra tilfældet i mange andre lande. På Malta er der fx totalforbud mod abort, mens lande som Irland og det tidligere så liberale Polen i dag har meget strenge regler i forhold til abort. I USA debatteres abort også stadig flittigt mellem bevægelserne ‘pro-life’ og ‘pro-choice’ – altså fostrets ret til liv over for kvindens ret til selv at bestemme. Og på verdensplan dør over 74.000 kvinder hvert år som følge af usikker abort, og mange flere får varige men. I det lys er den danske aborthistorie særlig. Det mener i hvert fald Lisbeth B. Knudsen, der er professor på Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet og medredaktør af bogen Abort i 25 år. Hun har kaldt indførelsen af fri abort i Danmark for en succeshistorie, bl.a. fordi det relative antal aborter, dvs. andelen af aborter pr. 1.000 kvinder, i årevis har ligget relativt stabilt, svarende til omkring 16.000 aborter om året.

“Der er ikke sket et stort misbrug i retning af stærkt stigende abortrater. Tværtimod har der været en vis stabilisering, bl.a. fordi abortraten overordnet er faldet over tid parallelt med fødselsraten. I de aldersgrupper, hvor langt de fleste ønsker at få børn, kan man desuden se, at færre gravide får provokerede aborter end i de aldersgrupper, hvor det ikke er så almindeligt at danne familie,” siger hun.

Artiklen fortsætter på næste side...

Men selv om der ikke er sket en stigning i løbet af årtierne med fri abort, er abort stadig et emne, der kan tage spalteplads i aviser og på tv. Det skyldes ikke mindst den teknologiske udvikling inden for fosterdiagnostik, dvs. mulighederne for at opdage visse sygdomme, handicaps og genetiske misdannelser allerede i fosterstadiet, bl.a. med de såkaldte nakkefoldsscanninger, som gør det muligt at opdage risiko for kromosomfejl og syndromer som Downs syndrom og medfødte hjertefejl.

Udviklingen har betydet, at antallet af aborter efter 12. graviditetsuge, de såkaldte sene aborter, er steget, siden det i 2004 blev muligt at undersøge fosteret for mulige sygdomme. En mulighed, ca. 90 % af alle gravide benytter sig af i dag. De seneste tal viser dog, at antallet af sene aborter nu er ved at være stabilt. Birgit Petersson er psykiater og lektor i medicinsk kvindeforskning og tidligere medlem af Abortankenævnet. Hun forstår godt, at abort stadig er genstand for debat i medierne og i befolkningen.

“Abort er afbrydelse af liv. Vi har defineret, at det er o.k. at afbryde liv frem til 12. svangerskabsuge og i nogle tilfælde senere. Alene fordi det er liv, der afbrydes, skal grundene til dette diskuteres,” siger hun.

Hun mener, at den nye debat adskiller sig fra den i 70’erne ved, at det i dag ikke handler om, hvorvidt man må fravælge et barn, men om hvilket barn man fravælger.

“Den sene abort er selektiv, dvs. det er børn, der fravælges pga. specielle egenskaber. Jeg mener, der skal være mulighed for sene aborter, men jeg mener, at nogle af de tilstande, hvor der nu gives tilladelse til abort, ikke er alvorlige nok til sådan en tilladelse,” siger Birgit Petersson og nævner mindre alvorlige medfødte kromosomfejl som Turner og Klinefelters syndrom som eksempler.

Professor Lisbeth B. Knudsen er enig i, at mulighederne for at diagnosticere fostre har skabt nye etiske dilemmaer.

“Med de nye muligheder bliver det ikke kun et ja eller nej til et barn. Der er meget mere, der skal tages stilling til. Man skal tage stilling til et mere specifikt barn – barnets mulige livskvalitet, køn og måske en risiko for en sygdom,” siger hun.

Hvornår er et liv værdigt?
Fremtidsforsker Anne-Marie Dahl har selv prøvet at få en abort i 19. graviditetsuge, fordi hun ventede et barn med stærke genetiske misdannelser, og lægerne derfor samstemmigt rådede hende til at få en abort.

“Det er ikke en helt almindelig abort, hvor man ‘bare’ kan skubbe oplevelsen væk. Man skal føde det her foster, for det er den eneste måde, man kan få det ud på. Jeg mærkede hele fødselsprocessen, så det er ikke noget, man gør, medmindre det er strengt nødvendigt og anbefalet af lægerne,” siger hun

Anne-Marie Dahl tror, at vi også i fremtiden vil diskutere abort, fordi vi hele tiden får ny viden og muligheder for at undersøge fosteret. Hun nævner det dilemma, der ligger i, at det i dag også er blevet muligt at redde børn, der er født ekstremt for tidligt, og at der derfor kan være tilfælde, hvor man kan foretage en sen abort i ét lokale, mens man forsøger at redde et tilsvarende foster i lokalet ved siden af.

“Og så begynder det pludselig at blive en utrolig svær debat, hvor teknologien gør, at vi næsten kommer til at skulle sidde og lege Gud ved at vurdere, hvad der er et værdigt liv. Hvornår er et barn sygt nok til, at man ikke mener, at det vil få et værdigt liv? Det vil vi komme til at diskutere endnu mere fremover, hver gang teknologien rykker sig,” siger hun.

Hun tvivler dog på, at det lige pludselig skulle blive alment accepteret i befolkningen eller i lovgivningen at fravælge børn pga. køn eller hårfarve, men frygter, at det bliver almindeligt at fravælge børn pga. mindre handicaps som fx blindhed. Derudover er det ifølge Anne-Marie Dahl ikke utænkeligt, at vi i fremtiden vil ændre holdning til de forældre, der trods fosterdiagnostik alligevel vælger at få et barn med fx Downs syndrom.

“I gamle dage var det sådan, at dit barn var din skæbne. Man kunne sagtens forestille sig, at der vil komme en debat om, hvorvidt det er ens eget ansvar, hvis man vælger at få et handicappet barn, når man nu var advaret.”

I 2011 blev der foretaget 788 aborter mellem 12. og 24. graviditetsuge i Danmark. Men selv om de sene aborter har givet anledning til heftig etisk debat, viser tal, at omkring 70 % af alle sene aborter skyldes alvorlige mentale handicaps eller livsforkortende sygdomme, mens aborter pga. Downs syndrom kun udgør omkring en tredjedel. Uanset diskussionen om de sene aborter viser undersøgelser dog, at over 80 % af danskerne bakker op om den frie abort. I anledning af 40-års jubilæet vil vi derfor slutte med at citere den berømte amerikanske abortfortaler Margaret Sanger (1979-1966):

“Ingen kvinde kan kalde sig selv fri, før hun bevidst kan vælge, om hun vil eller ikke vil være mor.”

Se også: Takt & tone: 7 tips til moderne etikette

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Abort