Takt & tone: 7 tips til moderne etikette
SPONSORERET indhold

Takt & tone: 7 tips til moderne etikette

7 tips til god opførsel og 3 klassiske råd, der holder endnu.

Foto: Miss Lotion
20. jun. 2013 | Livsstil | Eurowoman

Der var engang, hvor takt og tone handlede om, hvilken gaffel man brugte til forretten, og hvilke blomster der aldrig burde pynte et festbord. Men hvilke regler gælder i dag, hvor sociale medier og smartphones har udfordret vores måde at omgås på? Vi har fundet 7 tips til god opførsel og 3 klassiske råd, der holder endnu.

1. Eat it, don’t tweet it

Der er for længst gået inflation i madbilleder, og ikke mindst Instagram er fyldt med billeder af endeløse variationer af intetsigende måltider. Er du alene, så tænk over, hvorfor du deler netop dette måltid. Er det, fordi du keder dig? Så skriv i det mindste noget sjovt i stedet for “Uhm, sund hjemmelavet mysli med skyr. Perfekt efter en frisk løbetur.” Alternativt, del opskriften, hvis den er så uimodståelig. Spiser du ude sammen med andre, så nyd maden i stedet for at poste alle fem retter, før du overhovedet har smagt på dem. Er det helt umuligt at lade være, så tag et hurtigt billede, læg telefonen fra dig, og vent med at poste, til de andre er på toilettet eller holder rygepause. “Bare fordi du kan tage et billede af noget, behøver det ikke at betyde, at du skal gøre det. Det bliver bare ligegyldig støj, som folk scroller forbi og måske får dem til at hide dig,” siger Trine-Maria Kristensen, der er konsulent med speciale i sociale medier.

2. Sig det, som det er, eller ti stille

“Tænker, om man bare skulle prøve det ...”. “Gad virkelig godt, at folk kunne lære at sige undskyld ...”. “Hvor svært kan det være at tage en beslutning ...” På engelsk hedder begrebet vaguebooking, når du skriver noget, andre umuligt kan forstå, medmindre de spørger ind til det. Undersøgelser viser, at det er noget af det, der hyppigst får andre til at unfriende dig. Det gælder på Facebook som i det virkelige liv: Sig det, som det er, og lad være med at fiske efter folks medlidenhed og sympati ved at skrive komplet uforståelige eller insinuerende statusopdateringer.   “Sociale medier er ikke egnede til konflikthåndtering, og de færreste er i stand til at formulere sig særlig klart på skrift. Hvis du ikke kan eller vil sige det, du mener, mere eller mindre direkte, så ring til en veninde i stedet,” siger konsulent Trine-Maria Kristensen.

3. Vær ærlig

Det er let at smide omkring sig med små hvide løgne på Facebook, Instagram og Twitter. I hvert fald er det de færreste, der bruger ret mange statusopdateringer på at fortælle, når de har taget på, spist hawaii-pizza eller er blevet droppet af deres kæreste. Men ifølge takt og tone-ekspert og forfatter Gitte Hornshøj bør vi stå mere ved os selv. “Vi vil gerne pynte lidt på tingene, men man kommer altså længst med ærlighed – også på nettet. Det er jo så befriende, når nogen indrømmer, at de har bagt en Amo-kage til en fødselsdag. På samme måde skal man være ærlig, hvis man dater på nettet. Du kan jo ikke tale tysk, fordi du kan sige schwarzbrot.”

4. Hold smartphone-pause

Du kender det alt for godt. Du sidder med din veninde på en café. Jeres mobiltelefoner ligger ved siden af jer, og I er midt i en dybere samtale. Midt i det hele tikker der en notifikation ind om sms/Facebook/Instagram/mail etc. Men kan du tillade dig at tjekke, hvad det er? “Vores høflighedsbegreb er under forandring, og der er behov for, at vi redefinerer, hvad det vil sige at være høfligt til stede. Udfordringen er, at vi i dag ikke kun vil være høflige over for dem, vi er sammen med, men også over for folk online. Vi har mange samtaler kørende samtidig og føler os uhøflige, hvis vi ikke svarer hurtigt på alle henvendelser. I virkeligheden kan vi jo blive helt lettede, hvis den anden tjekker deres smartphone, for så kan vi også selv gøre det. En løsning kan være at indlægge smartphone-pauser fx en gang i timen, så I anerkender, at I alligevel begge har behovet. Men er du ude og spise middag på en fin restaurant med flere mennesker, skal du altså være hjertelæge på vagt, hvis du tillader dig at tage mobilen, hvis den ringer,” siger internetpsykolog Anders Colding-Jørgensen.

Fortsætter på næste side...5. Vær taknemmelig

Fysiske invitationer er efterhånden blevet en sjælden ting, men det er stadig vigtigt at vise taknemmelighed, hvis du er blevet inviteret til fest. Selv om du er inviteret uformelt på Facebook, er det god stil at svare, uanset om du kommer eller ej. Lige så vigtigt er det at sige tak for sidst – fx ved at skrive det på væggen for den begivenhed, du er inviteret til. Taknemmeligheden gælder også til selve festen. Er du inviteret privat, så husk værtindegave, og husk at rose hjemmet, maden eller værtindens påklædning. “Det er et stort arbejde at være værtinde, og det er også derfor, at de fleste helst vil inviteres ud, så de ikke har ansvaret for det hele. Derfor er det også vigtigt, at man som gæst husker at komplimentere det hjem, man er gæst i,” siger takt og tone-ekspert Gitte Hornshøj.

6. Vis respekt

Det kan godt være, du synes, at du og dine venner har en virkelig hyggelig aften i byen, og at du bare gerne vil dele denne med resten af verden. Men hvis det er tirsdag nat, så tænk lige en ekstra gang over, om det nu virkelig er nødvendigt at tagge dine venner på et morgenværtshus eller dele et billede af din veninde, mens hun tømmer vinflasken. Det kunne jo være, at hun var venner med sin chef, eller at hun bare ikke var interesseret i at dele denne aften med andre end dig. Respekter også, hvis din veninde fortryder, selv om hun i første omgang godkendte det, du delte. “Der er jo ingen, som har glæde af at dele billeder eller tagge folk, hvis de bliver kede af det. Vedtag en regel om, at lige så snart nogen ringer og beder om at få et billede fjernet, så gør I det bare uden diskussion,” siger konsulent Trine-Maria Kristensen.

7. Tag det som en kompliment

Når alt det andet er sagt, så husk, at de sociale medier mere end noget andet kan bruges til at booste din selvtillid. Det mener internet­psykolog Anders Colding-Jørgensen. “Hvis du har inviteret venner til middag, og de vil tage billeder af den mad, du har lavet, til Instagram eller Facebook, så tag det som en kompliment. Og hvis de tagger dig sammen med dem på en lokation eller i et billede, sender de et signal om, at du er et menneske, de gerne vil stå ved, og som de er stolte over at tilbringe aftenen sammen med. Vores største frygt er i virkeligheden ikke, at folk overvåger os, men at ingen gider, for det ville være det samme, som at ingen anerkender os.”



3 klassiske tips, der stadig holder

Nogle gange holder de klassiske råd helt uden revision. Vi har bladret Emma Gads Takt og tone fra 1918 igennem og fundet tre tidløse tips til god dannelse, du stadig kan inspireres af i dag.

Påklædning

“Det maa tilraades Damer i deres Paaklædning at tage mere Hensyn til deres Personlighed end til Modens øjeblikkelige Krav, som kun behøver at følges i Hovedlinjerne. Man bør oparbejde en Stil, der passer til ens Person.”

Konflikter

“Skriv ikke, mens De er optændt af Harme, men lad Solen gaa ned over Deres Vrede, før De tager Pen i Haand.”

Børn

“Tal ikke for meget om Deres begavede og udmærkede Børn.”

Denne artikel blev først gang publiceret i 2013



Se også: Mød Lena Dunham fra TV-serien Girls
Se også: 30 minutter med Garance Doré