Det startede med, at Ofelia og hendes veninde så et afsnit af ”My Little Pony” for sjov. 

De var 12 år og egentlig lidt for gamle til at se det program, synes de selv, men de kedede sig og tænkte, at det kunne være sjovt.

– Det var ret hyggeligt og nostalgisk at se, så jeg blev ved med at se serien alene. Hele det her tegneserie-univers med farverige heste kan jeg rigtig godt lide, og så handler serien om venskab, så jeg synes også, at man får nogle gode råd med på vejen.

Ofelias nyfundne hobby var ikke i høj kurs i hendes folkeskoleklasse. De andre forstod ikke rigtigt, hvad hun så i en tegneserie om ponyer, men Ofelia blev langsomt opslugt af det eventyrlige univers.

– Der er heldigvis aldrig nogen, der har drillet mig, men de andre i min klasse havde nogle helt andre interesser end mig. De ville gerne snakke om Justin Bieber og den slags, og det havde jeg ikke nogen holdning til.

Udover at følge med i de nyeste episoder af My Little Pony, opdagede Ofelia også en digital verden, hvor der var en masse mennesker, der dyrkede serien på alle mulige måder.

LÆS OGSÅ

Megan begyndte at venne-date: ”Det var en gamechanger for mig”

Da Megan Murray flyttede fra London til Hamborg uden noget netværk, tog hun forskellige strategier i brug for at få nye bekendtskaber – og nogle af dem var mere effektive end andre.

– Jeg fandt ud af, at der var massere, der så serien, som ikke var små børn. At der var et helt fællesskab online, hvor folk snakkede om den og tegnede ponyer. Jeg har altid godt kunnet lide at tegne, og tænkte, det ser da sjovt ud. Så jeg begyndte at tegne.

En verden af tegninger

Ofelia fandt papir og blyant frem, og så begyndte hun at tegne efter de billeder og videoer, som andre delte af deres tegninger på Instagram og Youtube under hashtags som #MLPart eller #FurryArt.

– Hele det her community kan man beskrive som en gren af en større fandom-kultur, hvor man dyrker fx et band eller serie. Ligesom man går til koncerter og har en masse plakater for at dyrke sine idoler, så er der folk her, som godt kan lide at tegne, og laver digital fan-kunst.

Her fandt Ofelia det fællesskab, hun havde savnet i den virkelige verden. Hun kunne dele sine interesser med andre, som forstod hende og gik op i de samme ting, som hende. Hun brugte timevis hver dag på at tegne og skrive med andre brugere på forskellige fora og sociale medier.

– Der findes virkelig mange profiler på de sociale medier, som tegner alle mulige forskellige ting, som de er fan af – for det meste ting, der er lidt mere nichet. Jeg går mest op i My Little Pony og nogle forskellige bands, bl.a. et der hedder Twenty One Pilots, så kan jeg finde andre, der tegner de ting gennem forskellige hashtags. Så kommenterer jeg måske et af deres opslag og skriver, at det er nogle flotte tegninger. Det kan fx være den måde, man får kontakt på.

Med hendes internetvenner kunne hun udveksle tegneidéer, drøfte seneste afsnit af My Little Pony, eller hvad der ellers rører sig i deres liv.

LÆS OGSÅ

12-årige Annas tanker ændrede sig, da hun brugte sin mobil mere og mere

Da Anna for to år siden flyttede til Grønland med sin familie, begyndte telefonen, og især det sociale medie TikTok, at fylde mere og mere i hendes dagligdag. Det samme gjorde dårlige tanker og fysisk udmattelse. I dag er hun sikker på, at hendes liv havde set anderledes ud, hvis hun ikke have brugt TikTok.

– Der er én, som jeg besøgte for to år siden i Holland, hvor hun bor. Hende har jeg stadig kontakt med i dag. Så har jeg også tidligere gået til koncerter med nogle herhjemme, som jeg havde mødt over nettet, og som kunne lide de samme bands som mig.

Vil du lave min pony?

Det er også en stor del af kulturen omkring fan-kunst, at man opfinder sine egne figurer. Udover at tegne de karakterer, der er med i My Little Pony, har Ofelia også lavet sine egne.

– Jeg har lavet en enhjørning, som jeg fandt på skulle være blå, og at hun godt kan lide at lave magi. Det er også ret populært at lave en karakter, som ligner en selv meget – det hedder en ”sona”, som er kort for ”persona”. Min har jeg så tegnet med min hårfarve og mine smykker – sådan som jeg tænker, at jeg ville se ud som pony.

Når Ofelia har kontakt til andre tegnere, udveksler de også ofte tegninger med hinanden. Hvis hun ser nogen, der har designet en flot pony, spørger hun dem, om hun må tegne den.

– Så kan jeg tegne min version af deres karakter, som jeg så deler på min Instagram og tagger dem i opslaget. Det bliver folk som regel rigtig glade for – det er et stort kompliment, at man vil tegne andres figurer. Det er som at give dem en gave. Sådan har jeg det også, når andre bruger tid og kræfter på at tegne min ponyer.

Det fænomen kaldes for ”art-trades”, hvor man udveksler tegninger af hinandens karakterer. Der findes også diverse arrangementer – fx ”artfight”, som Ofelia lige har deltaget i, hvor man også udveksler tegninger.

– Så er man inddelt i to hold med mange tusinde på hvert hold, der har meldt sig til på den hjemmeside, der hedder Art Fight. Man vinder så ikke noget, men man får point hver gang, man tegner en anden persons karakterer, og så skal man lave så mange tegninger som muligt.

I løbet af året er der også andre online events, som fx ”inktober” eller ”mermaid may”, hvor man kan være med til at tegne særlige motiver, have forskellige benspænd eller på andre måder udvikle sine tegnefærdigheder.

Du er ikke alene

Da Ofelia fandt det her virtuelle fællesskab som 12-årig, var det hele nyt og spændende for hende. Hun tog aktivt kontakt til folk, spurgte om de ville snakke med hende og tegnede løs stort set hver dag. Det var helt vildt vigtigt for hende i de her år at kunne spejle sig i andre, der forstod hende.

– Hvis jeg ikke havde fundet folk på nettet, tror jeg, at jeg ville have været lidt ensom. Jeg tror godt, man kan føle sig forkert eller udenfor, hvis ikke man har nogen at dele sine interesser med. Der er nogle gange folk, der lige skal råbe et eller andet af mig på gaden, fordi de synes, at jeg ser anderledes ud. Men det går mig heldigvis ikke på, både fordi jeg har familie og venner, som støtter mig, og alle de her folk online gør, at jeg ved, jeg ikke er den eneste, der går op i de her ting.

Det har lært Ofelia meget om sig selv at være en del af det her community – hun har lært, hvad hun godt kan lide og fået mulighed for at udvikle sine interesser og evner til at tegne.

– Jeg har også fundet min tøjstil gennem internettet. Jeg har bare set en masse, der også går klædt i lidt mere alternativt tøj, og så turde jeg også prøve. Så har jeg inkorporeret ting fra den og den person og samlet det til min egen stil.

I de forskellige fora online, blev det også nemmere for Ofelia at række ud, hvilket var noget, der ellers havde været svært for hende tidligere.

LÆS OGSÅ

Andrea lærte en vigtig lektie, da hun flyttede hjemmefra: Hvorfor taler vi ikke mere om det

Du kender måske den tomme, sørgmodige følelse, forældre får, når børnene flytter hjemmefra - bunkerne af beskidt vasketøj bliver mindre, og larmen fra teenagefesterne forsvinder. Men hvornår skal vi tale om den omvendte Empty Nest Syndrome? For kære mor og far, jeg savner faktisk også jer.

– Jeg ville aldrig turde gå op til en fremmed på gaden, og jeg er ikke særligt ekstrovert på den måde. Men jeg har været så spændt og glad over at finde det her fællesskab på internettet, at jeg bare skrev til alle mulige mennesker fra hele verden. Jeg kan være meget mere direkte og åben derigennem.

 Da Ofelia startede på gymnasiet, valgte hun billedkunstlinjen, og her mødte hun flere, der også tegnede digitalt og brugte meget tid i de samme slags tegne-fora, som hun selv gjorde.

– Jeg var så heldig at møde nogle andre i min klasse, som også havde de samme interesser. Så nu kan der godt gå en måned, hvor jeg ikke får tegnet en tegning færdig. Men jeg følger stadig med i, hvad der sker med de ting, jeg går op i, og hvad nogle af mine forskellige venner på nettet laver.

Selvom Ofelia er mindre aktiv i de online fan-kunstmiljøer i dag, betyder de stadig meget for hende. Hun deltog også for nylig i Copenhagen Comics, hvor en masse mennesker mødes for at hylde tegnere.

– Det er ligesom at se en fodboldkamp alene derhjemme på tv’et. Det er hyggeligt, men det er federe at være ude på et stadion med andre fans og dele den der stemning.

LÆS OGSÅ

”Lægen sagde, det var fordi, jeg var ensom. Jeg havde simpelthen fysiske smerter af ensomhed”

Podcastværten Maria Fantino har altid følt et ansvar for at være den, der arrangerer ting, underholder og holder en samtale kørende, for at vennerne ikke skal gå igen. Som barn sad ensomheden som en fysisk smerte i maven, men på højskolen blomstrede Maria op og fik venner, som har en særlig måde at vise hende, at hun stadig er med.