Fire muskuløse bodyguards banede vej for ham gennem menneskemængden ind til et lille glasbur, der stod placeret midt i rummet til popkultur-eventet Comic Con i Curitiba, Brasilien. Udenfor glasburet stod tusindvis af fans i vikingekostumer og skreg, mens de ventede på at få et glimt af ham. Én efter én blev de lukket ind til Alex Høgh Andersen – i dette rum nok bedre kendt som vikingen Ivar the Boneless – for at få et billede og en autograf, som var han en attraktion.

– Det var første gang, hvor jeg var sådan, hvad fanden sker der? Det var så mærkværdigt og fremmedgørende for en fyr fra Skælskør pludselig at stå der og opleve det for første gang. På et tidspunkt kom der en fan ind, som spurgte, om jeg ikke ville skrive en autograf på hans arm. Det ville jeg selvfølgelig gerne, men da han løftede op i sit ærme, fik jeg det største chok. På hans skulder fik jeg nemlig øjenkontakt med mig selv. Han havde simpelthen fået tatoveret et portræt af mit ansigt på sin skulder. Jeg skrev oven på tatoveringen, og næste gang jeg så ham, havde han også fået tatoveret autografen. Det var fandme surrealistisk, men det er sket mange gange siden.

Måske ved du endnu ikke, hvem Alex Høgh Andersen er. Måske elsker du ham allerede. Måske ved du bare, at det er ham fra HBO-hitserien ”Vikings”. Men uanset hvor du er på vi-elsker-Alex-spekteret, er der stor sandsynlighed for, at du endnu ikke har mødt ham sådan her.

LÆS OGSÅ

Cathrine Dufour var ikke i tvivl, da hun mødte Rasmine Laudrup: Det var kærlighed ved første blik

Da dressurrytter Cathrine Dufour mødte Rasmine Laudrup for fem år siden havde heste ellers været hendes et og alt. Men sammen med Rasmine føler hun sig for første gang så tryg ved et andet menneske, at hun kan lægge sit hjerte i hendes hænder, og vide at det vil gå fint.”

For selvom hans kometkarriere og to millioner følgere på Instagram har gjort ham til en verdensstjerne, er han typen, der helst springer sin fødselsdag over – for opmærksomheden er slet ikke nødvendig.

Teaterdreng med krudt i røven

I Skælskør var det ikke teaterdrengene, der var de populære i klassen. Derfor gik Alex til fodbold, håndbold, badminton, gymnastik, musik – ja, næsten alle former for fritidsaktiviteter, som hans mor kunne få ham i nærheden af. Han havde nemlig godt gammeldags ”krudt i røven”, og hans mors største mission var at holde ham beskæftiget.

– Jeg var virkelig en krudtugle, som kravlede på væggene, og der skulle meget til at holde mig stimuleret. Det skal der egentlig stadig. Og så var jeg nok den sidste generation af børn, som skulle lære at håndtere at kede sig, når der ikke var skærme og tv. Det tror jeg helt klart har gjort, at min kreativitet fik et kærligt skub, for jeg måtte selv opfinde morskaben, når der intet var at lave ude på marken i baghaven. Tit var det bare med en kæp i hånden, at jeg forestillede mig, jeg sloges med monstre i flere timer.

Alex fløj rundt fra håndboldhallen til fodboldbanen, indtil hans mor en dag besluttede sig for også at melde sin 10-årige søn til lokalteater på Skælskør Folkehøjskole. Og det var ikke ligefrem, fordi det faldt i god jord.

– Jeg kan huske, at jeg i starten syntes, det var lidt pinligt og irriterende. Det var ikke noget, jeg selv havde bedt om, og det var ret grænseoverskridende. For der, hvor jeg kommer fra, spiller man håndbold og fodbold. Hvis man stillede sig op på en teaterscene, så var man jo dømt anderledes og mærkelig. Men da jeg overvandt min frygt for at blive dømt ude og pludselig stod på scenen til vores første juleforestilling, forelskede jeg mig fuldstændigt i teateret.

LÆS OGSÅ

Trine tog på date med en tv-vært: "Vores første møde varede tre dage"

De var tæt på at miste deres bordreservation den aften, hvor de mødtes for første gang. Fordi snakken gik så godt. Det hele var startet med en besked om jagt på Instagram. Trine fortæller her om at blive kæreste med tv-vært Christian Degn.

Da Alex stod på scenen, følte han sig for første gang fuldt stimuleret. For han skulle både tænke på replikker, placering, medskuespillere, lys, toneleje mv. Og så var det også nemt for enhver at spotte, at han var god til det. Faktisk var han så god til det, at Ulla Jessen, som var instruktør på forestillingen, opfordrede ham til at gå til audition på Eventyrteateret, som er en professionel ungdomsdramaskole i Søborg.

– Jeg syntes stadig, det var lidt mærkeligt på det tidspunkt, men der var alligevel noget, der hev i mig. Og hun headhuntede mig jo, så jeg tænkte, at jeg måtte være god. Det er måske også bare det, man skal mærke efter – for jeg var faktisk god til det, og det føltes naturligt. Det var også derfor, at jeg blev optaget, selvom jeg kun var 11 år gammel og stadig boede i Skælskør. Så der startede min skuespillerkarriere så småt.

Alex kunne kende hvert et træ på E20-motorvejen, som var det hans egen baghave. For på passagersædet af sine forældres bil sad han dag efter dag for at komme frem til forestillingerne i København og dramaskolen i Søborg. Og i de mest intense perioder var der fem eller seks forestillinger om ugen.

– Min far, der er maskinarbejder i Slagelse, stod op klokken fem om morgenen for at kunne køre fra arbejde klokken 14, så han kunne hente mig fra skole og køre mig direkte til Søborg eller København for at lave teater fra klokken 16 til 19. Så sad han der og ventede, indtil vi kunne køre hele vejen hjem til Skælskør igen. Det gjorde vi, fra jeg var 11 til 17 år – så det er helt vildt at tænke på, hvor meget de har ofret for mig. Jeg har altid haft en meget stor opbakning fra hele min familie, og alt står og falder med dem. For hvis du er fra en lille by, skal der ske noget helt specielt, og du skal have et stærkt hold bag dig, for at kunne dumpe ind i noget professionelt, fortæller han.

– Hvis jeg ikke var blevet hjulpet afsted og støttet så meget af mine forældre, som jeg var, så tror jeg ikke, at jeg var endt her. Så havde jeg nok været deltids-brandmand i Skælskør ligesom min far og uddannet mig til tømrer eller snedker. Og når jeg siger det højt nu, så kan jeg nærmest høre min familie sige, at det er løgn, og at jeg nok skulle have fundet en vej lige meget hvad. Men det ved jeg faktisk ikke, om jeg havde.

LÆS OGSÅ

Thomas Vinterberg og Helene Reingaard Neumann har været sammen i 17 år: Vi har særligt én regel

Efter at Helene Reingaard Neumann var med i sin første film af instruktøren Thomas Vinterberg, blomstrede et kærlighedsforhold til filmbranchen og året efter også til ham. I dag er hun både skuespiller og præst – og har nu to arbejdsfællesskaber sammen med sin mand.

En verdenskendt viking

Ved siden af forestillingerne på Eventyrteateret begyndte Alex at gå til castings på tv-serier, og som 17-årig fik han sin første rolle i miniserien ”Outsider” på TV 2. Året efter, mens han gik i 3.g, fik han også en rolle i TV 2-julekalenderen ”Tvillingerne og julemanden”. Og selvom karrieren endelig var skudt rigtigt i gang, skete der ikke specielt meget. Rollerne hang ikke på træerne, så han besluttede sig i stedet for at søge ind på film- og medievidenskab på Københavns Universitet.

– Omkring et år efter jeg var startet på studiet, sad jeg og læste op til en eksamen i filmhistorie, da jeg pludselig fik en besked om, at jeg havde fået mulighed for at lave en castingvideo til fjerde sæson af HBO-serien ”Vikings”. Det var jo en helt vild mulighed, så min overspringshandling i eksamenslæsningen blev at se alle afsnit af ”Vikings”, så jeg kunne øve accenten. Jeg troede ikke på, at en 21-årig dreng fra Skælskør, der kun havde lavet dansk teater og en julekalender, kunne lande sådan en stor, international rolle. Men efter en masse castings endte det fandme med, at jeg fik rollen som en af hovedkaraktererne, Ivar the Boneless.

Da Alex fik rollen, anede han ikke, hvor stor den rent faktisk ville blive. Så han traskede ned på kontoret på Københavns Universitet og bad om orlov fra studiet, fordi han lige skulle et smut til Irland og spille viking i seks måneder.

– Det var så stort og uhåndgribeligt, at jeg overhovedet ikke havde nogen forståelse af, hvad jeg gik ind til. Jeg var vitterligt bare en helt grøn 21-årig studerende, som ikke anede noget. Og gudskelov for det, for hvis jeg havde haft en ide om, hvad jeg gik ind til, så var jeg gået langt mere ængsteligt og overrumplet ind i det. Det er nok også meget godt, at man ikke ved noget om fremtiden, for så påtager man sig al mulig angst på forhånd, som egentlig ikke behøver at være der, siger han.

– Jeg har altid været lidt af en provinsrealist, som aldrig rigtigt har turdet hoppe ud i eller søge de helt store drømme. Jeg har nok altid været påpasselig, realistisk eller pessimistisk på en eller inden måde. Så da jeg først fik tilbudt rollen i ”Vikings”, troede jeg, at det ville være en mindre rolle i et halvt års tid.

LÆS OGSÅ

Kan man blive for gammel til at feste?

Det spørgsmål har journalist Susanne Knutzen grublet over efter en festlig sommer. Hun kan stadig klare mosten, men hvordan ser de unge på 50-årige festaber?

Det skulle dog hurtigt vise sig, at det var en meget større rolle, end han lige gik og troede. Alex skrev under på at lave fire sæsoner som en af hovedrollerne, droppede ud af universitetet og rykkede hele sit liv til Irland i 3,5 år. Og da han for første gang stod på toppen af bjerget Luggula syd for Dublin og så de 300 statister og kamerafolk stå bag ham, var han både rystende nervøs og tændt på alvoren.

– Det var en helt vanvittig, fantastisk, once in a lifetime oplevelse. Men det var også en virkelig hård tid rent produktionsmæssigt. Vi lavede 20 episoder pr. sæson, hvilket er dobbelt af en normal produktion – så vi arbejdede jo uafbrudt i 11 måneder om året. Vi havde lige 2-3 uger hen over julen, hvor vi kunne slikke vores sår og se vores familier, indtil næste sæson startede. Så jeg mener det, når jeg siger, at jeg arbejdede i 3,5 år uafbrudt, uden tid til noget andet. Mine dage startede klokken 5 i makeuppen, hvor jeg fik mit 25 kilo tunge kostume på, som jeg gik rundt med hele dagen, indtil jeg var hjemme igen klokken 19. Og så brugte jeg hele aftenen på at øve mine replikker til næste dag. Det drænede virkelig min krop, selvom jeg vil sige, at jeg er et ret robust menneske.

Der gik næsten et år, fra fjerde sæson af ”Vikings”, som Alex medvirker i, var optaget, til den udkom. Indtil da havde han været fuldstændigukendt, men nu fik han pludselig tusindvis af nye følgere på Instagram om dagen.

– Det gik ikke op for os, hvor vildt det, vi havde lavet det sidste år, var, før vi pludselig ikke kunne gå ned ad gaden, uden folk hujede og ville have selfies. Vi lavede jo ikke andet end at arbejde, så når vi pludselig kom ud i civilisationen, gik det op for os, hvor mange der så det. Vi ville jo blive verdensstjerner. Det var i 2016, hvor Instagram havde fået vinger, og jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg sad på min farmors toilet hjemme i Skælskør til en julefrokost, da jeg ramte de første 100.000 følgere. Det var virkelig en mærkværdig og kontrastfyldt oplevelse.

LÆS OGSÅ

Anne Dorthe Tanderup stod i mange år i skyggen af sin mand: Jeg skal vænne mig til, at det er anderledes nu

Anne Dorthe Tanderup var fint tilfreds med at træde i baggrunden, da hun lagde håndboldkarrieren bag sig for at følge sin mand, cykelrytteren Bjarne Riis, ud i verden, hvor ingen kendte de jernhårde ladies. I 24 år var hun Bjarnes kone og mor til fire, men nu, hvor familien er tilbage i Danmark, er hun klar til at tage sin egen plads igen.

Presset kulminerer

Efter tre års intense optagelser var det, som om noget ændrede sig i hans krop. For med nu flere millioner øjne på sig, et kæmpe pres på skuldrene og arbejde i døgndrift blev Alex syg.

– Jeg havde siddet på en scene til Comic Con i San Diego med 4000 fans i rummet, da jeg pludselig blev meget syg med en form for madforgiftning på restauranten efterfølgende. Vi havde kun én overnatning, fordi jeg skulle op på optagelser igen efter weekenden. Men jeg havde det så dårligt og sad bare fast på det hotelværelse fredag. Og lørdag. Og søndag. Jeg var ligesom megasyg i den anden ende af verden – så det kunne da ikke passe, at jeg skulle på arbejde mandag, når jeg stadig havde det sådan? Jeg håbede, at nogen ville flytte rundt på optagelserne. Men hvad skete der – jeg skulle møde ind på mandag og måtte derfor tvinge mig selv på et fly søndag aften. 

Selvom Alex landede i Irland ligbleg og med dobbeltsyn, blev han sendt ud på optagelser. Han slæbte sig igennem 12 timers optagelser, hvor han kæmpede rundt med sit tunge kostume på – og sådan fortsatte optagelserne, uden at producenterne bekymrede sig for, om han kunne klare det. Der var nemlig ikke tid til, at han var syg.

– Det blev virkelig undervurderet, hvor skidt jeg havde det. Producerne sagde til mig, at de var meget kede af, at jeg var syg, men at der intet var at gøre – så selvfølgelig blev jeg ved med at møde ind, selvom jeg havde det forfærdeligt. Der stod jo også 300 statister og ventede på mig. Men heldigvis havde jeg mine gode, nærmeste kollegaer, som greb mig hver dag. De kunne jo se, at jeg havde det ad helvede til.

Alex pushede igennem og blev ved med at arbejde, selvom han fik det værre og værre. Det var, som om der blev ved med at være noget galt med maven, selvom lægerne ikke kunne finde ud af, hvad det var.

– Jeg blev ved med at være hamrende syg, og jeg blev ved med at arbejde. Det var en sygdom, som forblev i min krop og udviklede sig til en slags stresstilstand, fordi jeg ikke fik lov at restituere – og så snart du er stresset i kroppen, bliver du ikke rask af noget. Det var første gang, jeg oplevede, at krop og sind uundgåeligt hænger sammen. Pludselig kunne jeg heller ikke sove om natten, fordi jeg blev bange for at arbejde – og det gjorde bare det hele værre. Hvis jeg var heldig, sov jeg måske to timer om natten, før det var op og gøre det samme krævende arbejde igen.

LÆS OGSÅ

Poul Reichhardt er Frederikkes far – nu afslører hun noget, offentligheden ikke vidste

Frederikkes far er skuespiller Poul Reichhardt: ”Han ville have elsket at vide, at folk talte så pænt om ham 40 efter hans død”

Efter flere ugers sygdom og utallige lægebesøg blev det konstateret, at han havde udviklet stress og angst i en sådan grad, at hans krop fysisk reagerede på presset. For den smerte, Alex stadig mærkede i maven, kom fra hjernen, der fortalte hans krop, at han havde det skidt.

– Det endte med, at jeg også udviklede en spiseforstyrrelse sammen med angsten og stressen. Jeg tabte mig ti kilo på to uger, fordi jeg blev bange for at spise noget, der kunne gøre mig syg igen. Jeg udviklede en form for sygdomsangst, og min krop var virkelig bare i SOS. Jeg fik sådan nogle stressskyl gennem min krop, som startede oppefra og gik hele vejen ned til tæerne. De føltes, som om jeg fik stød. Alt derfra handlede om at distrahere mig selv fra stressen, de grimme tanker og kaosset i mit indre for at overleve – og det gjorde jeg meget med bøger. Jeg isolerede mig selv mere og mere og var bare i min lejlighed, når jeg havde fri.

– Den eneste ende, jeg kunne se på det, lå tre måneder ude i fremtiden, når vi ville være færdige med sæsonen, og jeg kunne tage hjem. Og de tre måneder føltes som tre år. Da vi havde optaget sidste afsnit af sæson seks, kunne jeg gå derfra uden én eneste officiel sygedag. Det blev ikke den glade, forløsende afslutning, jeg gerne ville have haft, men en afslutning, der mere handlede om, at jeg hurtigt skulle hjem og passe på mig selv.

Hjem kære hjem

Da Alex vendte hjem til Danmark, var hans krop i totalt alarmberedskab. Og i den første uge lå han bare på mors og fars sofa i Skælskør. Men sygdommen aftog ikke, bare fordi han flyttede hjem. Den havde nemlig fået et uheldigt godt greb i ham.

– Problematikken med det pis er jo, at det får lov at stadfæste sig, hvis det sidder i kroppen længe nok. Så fordi jeg ikke fik lov at restituere og blive rask i Irland, kæmpede jeg med spiseforstyrrelsen og angsten i halvandet år, efter jeg kom hjem. Jeg kom hjem med en krop, som var fuldstændig ødelagt. Mad var et projekt for mig meget, meget længe, og jeg prøvede bare lige så stille at afkræfte min angst og indse, at det ikke var farligt længere.

LÆS OGSÅ

Her er André Babikians store kærlighed: ”Jeg vidste, at det var noget helt specielt”

Da André Babikian for fire år siden mødte kunstner Evren Tekinoktay, vidste han med det samme, at det skulle være dem. Kærligheden mellem dem er nemlig så stor og hjemlig, at han ville ønske, de havde kunnet dele mere af livet med hinanden – og derfor var trangen ekstra stor til at skabe noget nyt sammen.

Det var først, da Alex flyttede ind i en lejlighed sammen med sine tre gamle roomies, som han boede med inden Irland, at sygdommen langsomt begyndte at aftage. For med psykologhjælp, gode mennesker og rolige omgivelser vendte den Alex, de alle kendte, lige så stille tilbage. Og så alligevel ikke. For den gamle Alex var blevet en ny, mere sårbar version af sig selv.

– Jeg er heldigvis helt sygdomsfri i dag, og det er måske også et godt eksempel på, at sygdom ikke nødvendigvis er noget, man behøver at kæmpe med resten af livet. Man kan godt få bugt med det. Men jeg er bestemt en anden Alex i dag, end jeg var før. Jeg er mere sårbar, og livet har gjort ondt. Sygdommen tog nok min uskyld, og det var dér, jeg smed den ungdomsnaive side af mig selv, som bare troede, at livet var en dans på roser. Jeg blev voksen. Men jeg vil ikke romantisere min nedtur, for det er ikke meningen, at man skal blive så syg. Nogen skulle have grebet mig og passet på mig, for jeg var kun et barn med et lidt for stort ansvar.

Da Alex endelig var klar til at arbejde igen, ringede telefonen bare ikke. Det var, som om den danske filmbranche havde glemt, at han var hjemme igen. Men da han som 26-årig endelig fik en rolle i Ole Bornedals film ”Skyggen i mit øje”, rullede hans navn igen på branchens tunger. Og selvom han var glad for at være inde i varmen, var det ikke længere altafgørende.

For Alex havde nemlig selv igangsat et ton af andre projekter – simpelthen fordi han ikke kunne lade være.

– Jeg er nået til et sted i mit liv nu, hvor jeg i højere og højere grad prøver at gøre mig uafhængig af, at andre mennesker skal give mig et stykke arbejde, før jeg er glad. Jeg elsker at lave skuespil og er god til det, men jeg kunne også forestille mig at lave fem andre ting med mit liv. Man kan kalde mig sådan en hobbygut, der har lyst til at lave alt muligt forskelligt – så når jeg ser en mulighed for at arbejde med noget, jeg går op i, griber jeg den. For jeg arbejder også som fotograf. Jeg har også mit eget urfirma, som jeg er kreativ chef for. Og så er jeg ogsåambassadør for Ungdommens Røde Kors. Jeg er sådan en, der laver alt muligt – også i min fritid.

LÆS OGSÅ

Peter og Lise Mygind: Dette er noget af det vigtigste i et ægteskab

Man skal huske at tænke sin partner ind i de beslutninger, man træffer, mener Peter og Lise Mygind. De har været sammen siden 1991 og minder ofte hinanden om, at de er et team.

 Alex mister i et par sekunder opmærksomheden, mens han fortæller om sine mange projekter og hobbyer. Hans blik er fanget af en stol, der står i mødelokalet. Den Spanske Stol af Børge Mogensen i valnød og sort læder. Alex peger hen på den.

– Apropos det har jeg kigget over på den stol der et par gange nu. Den kunne være sjov at lave, hvis jeg fik tid – for jeg elsker virkelig at bakse med sådan nogle ting. Og hvis ikke jeg kan finde ud af det, så skal jeg nok sørge for at finde ud af det. Sådan tror jeg, at jeg går til mange ting.

Projekt kærlighed

Et af de seneste projekter, Alex har igangsat, skulle vise sig at blive væsentligt vigtigere for hans liv, end han i første omgang troede. For det var nemlig under castingen af hans egenproducerede serie ”Kald mig far”, at han i 2022 mødte sin kæreste, skuespiller Johanne Milland.

– På mærkværdig vis fik min makker Magnus Haugaard og jeg solgt en tv-serie ind til Viaplay, og pludselig sad vi i et lokale og castede de her talentfulde kvinder, som skulle spille min kærlighedsinteresse i serien. Og så kom hende den rødhårede, skønne Johanne Milland ind, som vi havde set i ”Venuseffekten”, og hun var bare ekstremt dygtig. Hun var uden sammenligning den bedste, så hun fik rollen. Vi arbejdede professionelt sammen gennem hele serien, men da vi havde afsluttet arbejdet, var det, som om der var noget, vi ikke var helt færdige med. Et par måneder efter blev vi enige om, at det, vi ikke var helt færdige med, nok skulle udforskes på en date.

Alex plejer ikke at udpensle sit privatliv i interviews, men da han kom lidt for sent til det her interview, lovede han til gengæld at svare på alle spørgsmål – også om kærligheden.

– Mit liv har altid handlet meget ensporet om mig selv, og jeg har altid stået meget på egne ben. Inden jeg mødte Johanne, drønede jeg gennem mine tyvere med skyklapper på. Derfor er tosomhed heller ikke noget, som ligger lige til højrebenet for mig – og den har været svær for mig at overgive mig til. Men jeg har også været meget bevidst om, at jeg ikke ville være ensom resten af mit liv – jeg ville rigtig gerne dele livet med en. Så fra starten af vores forhold har jeg været meget ærlig og verbal omkring, at jeg kæmper lidt med tosomheden, og at det ikke falder mig specielt naturligt. Det var en helt ny muskel, jeg skulle træne, og det var udfordrende for os begge i starten, tror jeg. Men vi har øvet os og grebet hinanden i det, og jeg elsker følelsen af, at vi forbedrer os sammen.

I takt med en kendt kliche står Alex i dag som hundefar til hvalpen Charlie og lejlighedsejer sammen med Joe, som han kalder sin kæreste. Nu mangler de bare Volvoen. Og selvom det måske havde skræmt den unge, ensporede Alex, er der ingen tvivl om, at han er lige dér, hvor han vil være.

– Når jeg kigger på Charlie og Joe, ser jeg seriøst bare hele vores liv foran os. Jeg har fundet en ny tryghed i den tosomhed, der i starten var skræmmende. Vi er sindssygt gode til at være et team, selvom vi lever nogle lidt komplekse liv qua vores jobs. Det er svært at finde en rutine, for hvis jeg ikke er i udlandet for at arbejde, er hun på turné og spiller musicals rundt i hele landet. Så nogle gange ser vi slet ikke hinanden i lang tid ad gangen, og andre gange ser vi hinanden 24 timer i døgnet – der er aldrig sådan et lækkert flow, hvor man kan finde sit dejlige, behagelige ståsted, og det har jo altid sine udfordringer.

LÆS OGSÅ

Da Trine Panums datter fik en kæreste, mistede de kontakten: ”Jeg var dybt bekymret for hende”

Nikoline Rosenbjerg Kjeldsens kæreste havde så dårlig en indflydelse på hende, at hendes mor, tidligere journalist og kunstmaler Trine Panum, bad sin datter om at vælge mellem sin familie og ham. Det kulminerede i et brud mellem mor og datter, som først nu er ved at være tilbage ved det gamle. Det fortæller de i et stort interview med ALT for damerne.

Men selvom det er svære jobs at finde et naturligt leje i, har det også sine fordele. Vi forstår jo hinanden, som ingen andre gør, fordi vi ved, hvad arbejdet kræver. Hun er virkelig blevet min tryghed og ro i en hverdag, som ellers har mange udsving.

Johanne har allerede været katalysator for mange gode ændringer i Alex’ indre, men hun har åbnet op for især én stor drøm i ham, som ellers var helt ukendt land inden.

– Familie må være nøgleordet for det, jeg er begyndt at drømme om. De sidste par år med Johanne har været præget af at vælge nye ting til, som ikke længere handler om mig, mig, mig. Og for første gang i mit liv får jeg nu pludselig sådan nogle mærkelige billeder i mit hoved af en baghave, et forårsbryllup og nogle børn. Det er altså ting, som jeg ALDRIG har drømt om eller tænkt over før – for helt ærligt, et forårsbryllup? Hvem er jeg?

– Jeg tror, det handler om, at jeg endelig er blevet voksen. Jeg har overgivet mig til en tosomhed, og jeg er blevet bekræftet i, at det lidt mere trivielle liv også kan noget helt magisk. Det er skørt, hvad der sker, når man pludselig mærker noget, der føles så rigtigt. Det er, som om hun har introduceret mig for nogle følelser, der har tændt et eller andet nyt lys i mig. Så jeg tror, at mit liv endelig er ved at finde det rolige leje, jeg har længtes efter.