Frida Hård var nygift med sit livs kærlighed Jimmi, hun trivedes på sit arbejde og var mor til Einar på et år.
"Jeg befandt mig på et rigtig godt sted i livet og husker, at jeg under en cykeltur følte mig så utrolig lykkelig," siger Frida, 48, da vi mødes i hendes og hendes nye mand Martin Carlssons hjem.
Lykken varede ikke længe. Kun få dage efter den følelse under cykelturen blev der vendt op og ned på Fridas liv. Jimmi skulle, som så mange gange før, med nogle venner til skærgården for at hente en båd.
Der var blevet gravet ud omkring det hus, de overnattede i, og Jimmi kom ud for en utrolig tragisk ulykke.
"Om natten trådte han ud gennem en ulåst dør og faldt lige ned i det udgravede hul, landede med hovedet mod klippen og døde," siger Frida med tårer i øjnene.
Frida havde forsøgt at ringe til Jimmi flere gange den dag, men havde ikke fået svar. Da to politibetjente senere stod hjemme i deres døråbning, forstod Frida straks, at der var sket noget alvorligt.
"Først stod de tavse, og derefter sagde de, at min mand var omkommet i en ulykke. Lige der stod tiden stille. Hvordan skulle jeg overleve denne tragedie? Hvordan skulle jeg alene klare at tage mig af vores lille dreng?
Jeg husker, at jeg løb ind til lille Einar, der lå og sov. Han kiggede søvndrukken op på mig, og jeg sagde bare: ”Det skal nok gå”. Jeg sagde det til ham, men måske mest af alt til mig selv."
Mens Frida ringede til sine forældre og søstre, legede politibetjentene med Einar, gav ham mad og var der, så længe Frida ønskede det.
"Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor svært det må være at være politibetjent og overbringe en dødsbesked, men de gjorde det så værdigt og fint.
De står på grænsen mellem det fantastiske og helvede, og siden deres besøg er min respekt for politiet vokset," siger Frida.
Martin, 50, tager hendes hånd. De sidder tæt sammen i sofaen og lytter respektfuldt og interesseret til hinandens historier, selvom de har hørt dem så mange gange før.
Mens Frida mistede sin livsledsager på en chokerende måde, var Martins proces mere langvarig. Han levede et almindeligt småbørnsfamilieliv med sin kone Kristina, da hun i 2014 blev ramt af livmoderhalskræft.
Hun gennemgik både operation og kemoterapi og blev til sidst erklæret rask.
"Et år senere, da vi troede, at faren var overstået, begyndte Kristina at hoste. Først troede vi, at det var en forkølelse eller lungebetændelse, og vi tænkte, at det nok ville gå over. Men under en rejse til Rom blev hosten værre, og vi besluttede, at hun skulle undersøges," siger Martin og fortæller, at livet derefter gik i sort.
Kristinas kræft havde spredt sig, og hun havde tumorer flere steder i kroppen. Hendes tilstand forværredes hurtigt, og Martin mener, at alle i deres omgangskreds forstod, at det nu pludselig ikke handlede om, hvorvidt hun ville overleve, men om hvor lang tid hun havde tilbage.
"Jeg var meget åben over for vores børn, Nelly og Ossian, om situationen. De forstod alvoren, men vi talte aldrig direkte med Kristina om døden.
Deres mor havde været syg i to år, men selv om hendes død ikke kom som et chok for os, føltes det pludselig så definitivt. Og tomt."
Martins verden blev vendt på hovedet, men han forsøgte at være stærk for børnene.
"Jeg var jo nødt til at være der for dem, og selv om vi græd sammen, måtte jeg græde om aftenen, når de var gået i seng.
Dagene handlede om at passe børnehave, skole og hverdagen," siger Martin, og Frida nikker. Hun er enig i, at man nærmest måtte skemalægge gråden.
"Det var også så dejligt, at alle omkring os satte deres liv på pause for vores skyld. Alle sørgede for, at Einar fik mad, leg og kærlighed," siger Frida.
Små øjeblikke af lykke
Begge understreger, hvor vigtigt det var at have familie og venner, der var der for dem i sorgen. For eksempel flyttede Fridas far ind hos hende og Einar det første halve år.
Og Martin fortæller, at Kristinas søster, der boede på samme gade som dem, hjalp til med mange praktiske ting.
"I begyndelsen føltes alt totalt sort, det var umuligt at finde håb, glæde eller lykke. Men med tiden kunne et smil fra Einar betyde alt, det var umuligt ikke at smile tilbage. Eller følelsen af at holde hans lille hånd i sin. Små, små øjeblikke af lykke var det, der fik mig til at overleve sorgen," siger Frida, som også gik til forskellige psykologer, en præst og i traumebehandling.
Frida syntes, det var rart at sætte ord på de ting, hun frygtede. Som ”Hvordan skulle hun kunne føle sig tilstrækkelig for sin søn?” eller ”Ville de have råd til at blive boende?”
"Men jeg havde også brug for at bearbejde min vrede over, hvordan ulykken overhovedet kunne ske."
Det tog cirka et år efter Kristinas død, før Martin begyndte at tænke på, at han måske en dag kunne møde en ny kvinde i sit liv.
"Jeg forstod, at livet måtte gå videre, og efter et stykke tid begyndte jeg at date lidt på Tinder," siger Martin.
For Frida føltes det anderledes.
"Jeg var færdig. Jeg kunne ikke forestille mig, at jeg nogensinde ville blive forelsket igen. Jimmi var jo min store kærlighed, og jeg var taknemlig for den tid, selvom den var alt for kort, hvor vi nåede at blive gift og få barn."
Det var Fridas venner og søskende, der efter et par år syntes, det var synd, at Frida lukkede døren til lykken.
"Lidt efter lidt kom der en afstand til den tid, der havde været. Jeg begyndte at tænke på, at det måske ville være dejligt en dag at møde én, og også rart for Einar."
Frida gik på Tinder og swipede lidt tilfældigt, men så dukkede Martins ansigt pludselig op, og de matchede!
"Jeg så, at han havde en historie, der lignede min, og at han havde børn, og jeg tænkte med det samme, at ham måtte jeg møde."
En pirrende følelse
Frida kontaktede Martin, og de aftalte at mødes til frokost. Begge følte med det samme, at det var noget særligt.
"Mit første indtryk af Martin var, at han var flot og havde en varm personlighed. Vores samtaler flød let, og vi talte ret hurtigt om, hvor vi stod i livet," siger Frida.
"Frida var som en sprudlende energibombe. Jeg blev fascineret af hendes smukke øjne og smil. Hendes personlighed er som en eksplosion, en af den slags personer, som alle husker. Jeg blev forelsket med det samme," siger Martin.
Frida siger, at de ville gå forsigtigt frem, men fortæller i næste sætning, at Martin kyssede hende allerede på tredje date, og så var der ingen vej tilbage. Hun beskriver den dejlige, pirrende følelse, og Martin mener, at han følte det samme.
"Hjertet kan rumme så meget mere kærlighed, end jeg troede. Jeg kunne ikke forestille mig, at jeg nogensinde ville føle sådan en stærk kærlighed igen.
Tænk, hvis Martin eller jeg ikke havde turdet åbne vores hjerter igen, så var vi gået glip af det her," udbryder Frida.
Med den bagage, de har, er de klar over, at selvom man tror, man aldrig kan føle lykke igen, er det vigtigt at tage en beslutning om at forsøge at leve det liv, man har fået.
Martin og Frida er sikre på, at Jimmi og Kristina ville være glade på deres vegne.
"De fik ikke lov at leve, men vi har fået chancen for at leve lidt længere. Glæde og sorg kan desuden eksistere sammen.
Vi lever vores liv, hvor Jimmi og Kristina på en måde stadig er til stede i vores store familie.
For eksempel har Einar og jeg kørt op til Jimmis forældre i Kittelfjäll hvert år, og hvert år på årsdagen for Jimmis død holder hans venner en middag, hvor Einar og jeg altid er inviteret."
Martin siger, at han aldrig har forsøgt at være far for Einar, eller at Frida har forsøgt at overtage rollen som Nellys og Ossians mor. Og den største bekymring, da de blev et par, var, at deres børn ikke ville kunne enes, men den bekymring viste sig at være helt ubegrundet.
"Vi skulle alle sammen i biografen, men det viste sig, at jeg havde købt billetter til den forkerte film, så vi måtte gå ud af biografen og finde den rigtige.
På den måde blev stemningen straks ret munter, og børnene havde det sjovt sammen lige fra starten."
Frida og Martin havde fra starten tænkt, at de kunne bo hver for sig, men efter et stykke tid, da hun og Einar havde været på weekendbesøg hos Martin og hans børn, spurgte børnene, hvorfor de ikke alle kunne bo sammen.
"Derefter gik det hurtigt," siger Martin.
De solgte deres respektive boliger og flyttede for tre år siden ind i deres nye hus. I 2022 giftede de sig, og kærligheden mellem Frida og Martin er tydelig. Martin mener, at kernen i deres forhold er, at de elsker hinanden så højt, men også at de hviler så godt i sig selv.
"Efter en dyb sorg lærer man utrolig meget om sig selv og sine følelser. Man ved, hvor skrøbelig en kærlighed og et forhold kan være, og derfor mærker vi, hvor vigtigt det er at passe på det," mener Martin.
Martin og Frida drømmer ikke om en masse storslåede oplevelser, men værdsætter hverdagen, som den er. Sammen spiller de tennis og står på ski, de går stadig på date med hinanden, men ellers handler livet lige nu mest om skole og børnenes forskellige aktiviteter.
"Når man først har mistet en hverdag, kan en almindelig hverdag føles rigtig god. Det, vi har fundet i hinanden, og at vi har formået at skabe en stor familie, der fungerer så godt efter alt det, vi har været igennem, føles helt vildt."
Finder ro i sorgen
Ved siden af sit job har Frida uddannet sig til samtaleterapeut. Da hun mistede Jimmi, begyndte hun at google ”Hvornår går sorgen over?”
"Jeg søgte desperat efter noget, der kunne give mig håb om, at det ikke altid ville gøre så ondt, og at jeg en dag ville føle mig normal igen."
Nu, ti år senere, forstår Frida, at der er lige så mange svar på det spørgsmål, som der er mennesker på jorden. Og at det vigtige måske ikke er, at sorgen går over, men at finde ro i sin sorg på.
"For mig er det vigtigt at give sorgen plads – at vi taler om og fremhæver denne uundgåelige del af livet."
Som samtaleterapeut møder Frida andre, der har mistet nogen eller gennemgår en sorg af en eller anden art. Hun holder foredrag og har startet sorggrupper.
"Sådanne møder får en til at føle sig mindre alene i sin sorg. Selvom man gennemgår forskellige kriser, er der så mange ligheder rent følelsesmæssigt. At høre, hvad en anden går igennem, kan åbne døre til din egen sorg.
Vi taler for eksempel om, hvordan man kan bearbejde sin frygt, og om sit selvværd, om at gå fra at være kone til at være enke eller fra at være mor til pludselig ikke at være det."
En fordel ved at møde kærligheden lidt senere i livet er ifølge Frida og Martin, at man har lært sig selv lidt bedre at kende.
"Man har haft tid til at blive ren og autentisk i forhold til sig selv, og så er det ekstra dejligt at møde nogen, der elsker en, præcis som man er.
Det bliver så rent, åbent og transparent."
Det første indtryk
"Frida var som en sprudlende energibombe. Jeg blev fanget af hendes smukke øjne og smil," siger Martin.
"Mit første indtryk af Martin var, at han var flot og så varm i sin personlighed," siger Frida.
