Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnene opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Det er nemt at føle sig lille og mindreværdig, når man vokser op med en enlig mor i et velhaverkvarter i Nordsjælland, hvor hverken skolekammerater eller naboer mangler noget. 

Allerede fra jeg var ganske lille, skulle jeg høre på mine kammerater, der tog det helt for givet, at de både skulle på dyre sommerferier i udlandet og på skiferie om vinteren. 

LÆS OGSÅ

Johanne Louise Schmidt lærte én vigtig ting, da hun satte sit arbejdsliv på pause – og det bør du også vide

For tre år siden fik Johanne Louise Schmidt en knæskade, der lænkede hende til sofaen – og i den periode lærte hun noget vigtigt, som hun har husket i sit arbejdsliv lige siden.

De var også vant til, at mor og far betalte for deres mærkevaretøj, computere og telefoner, noget min mor sket ikke havde råd til.

For min mor og far var blevet skilt, da jeg var fem år gammel. Min far havde mødt en anden kvinde, som han forlod min mor for og senere stiftede familie med. I starten kom jeg hver anden weekend hos min far og hans kone, og jeg afskyede det. De havde hurtigt fået to børn og købt et smukt gammelt hus med en stor have fuld af frugttræer. 

De manglede intet i forhold til min mor og mig, der nu boede i en lejlighed i et alment boligbyggeri nede i byen.

Jeg følte mig udenfor, når jeg var hos min far. Som om jeg stod og så ind på et vidunderligt liv, jeg ikke var en del af. Derfor var jeg mut og indelukket, når jeg var hos dem. Jeg blev også uvenner med mine små halvsøskende. Der var altid bøvl, når jeg var der, og efterhånden blev besøgende sjældnere. 

Forholdet imellem min far og mig var akavet, og i dag kan jeg se, at især det var skyld i, at mit selvværd led et knæk.

For mit liv med min mor var slet ikke sådan. Det tog mange år for hende at komme sig over, at min far forlod hende, egentlig tror jeg ikke, at hun nogensinde kom sig over det. Hun arbejdede som pædagogmedhjælper, et job, hun hadede, men var nødt til at passe for at kunne forsøge os. 

Når hun var hjemme, var hun udkørt, og på trods af, at hun arbejdede så meget, så skulle hun vende hver en øre for at få det hele til at hænge sammen. 

Tivoliture og mærkevaretøj var en by i Rusland, og kom vi på sommerferie, gik turen hjem til min morfar og mormor i Jylland, og det var aldrig særlig festligt.

Den værste dag på året var, når sommerferien sluttede, og vi skulle starte i skolen igen. Læreren startede som regel med at spørge os hver især om, hvad vi havde lavet i vores ferier. Det var jo godt ment, men jeg fik ondt i maven, mens jeg sad og hørte mine skolekammerater fortælle om ferier i Grækenland og Italien, for når turen kom til mig, havde jeg intet at fortælle.

Det var her, jeg fik min debut som lystløgner. For det var så ydmygende, at jeg intet havde at fortælle, alt imens mine kammerater fortalte løs om deres oplevelser under sydens sol. Jeg følte mig som et nul, men så fandt jeg en måde at hævde mig på. 

Jeg begyndte simpelthen at lyve. 

Først i det små; I Jylland havde jeg både været i Legoland og Djurs sommerland med min mor og mine bedsteforældre, løj jeg. 

Året efter var ferien så gået til Mallorca, selvom min mor den sommer arbejdede, så jeg havde tilbragt det meste af ferien hjemme i lejligheden. 

LÆS OGSÅ

Lise og Bo var glade, da deres ven foreslog en fælles ferie – men den blev et sandt mareridt

De to første uger af vores sommerferie var druknet i regn. Så da vores ven Finn foreslog, at vi tog med ham og hans nye kæreste en uge til Kreta, slog vi til. Vi var dog dårligt landet på øen, før vi fortrød vores beslutning. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

Det var her, jeg havde fulgt en pige på nettet, der var på Mallorca, og det var stort set hendes oplevelser, jeg gjorde til mine.

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at det faldt mig svært at lyve, men det gjorde det ikke. Da jeg opdagede, at mine kammerater tog min løgn for gode vare og også så, hvordan min status voksede i deres øjne, var det som om, at det selvværd, jeg manglede, voksede sig større.

Med årene tog den ene løgn den anden, og jeg udviklede mig til at blive en dygtig lystløgner.

Så havde min morfar købt sommerhus i Hornbæk. Jeg var blevet stoppet på gaden af en modelspotter, fået tilbudt et job i en af de seje butikker i byen, mødt og talt med en kendt musiker osv. osv.

I dag fatter jeg ikke, hvordan mine kammerater kunne tro på alt, hvad jeg sagde. Det gjorde de måske heller ikke altid, men fordi vi var unge, og fordi de ikke var vant til, at folk løj, sagde de ikke noget. Inderst inde var jeg dybt ensom, for alle mine løgne afstedkom, at jeg altid blev nødt til at holde andre mennesker på en vis afstand.

Selv da jeg mødte Jan, fortsatte mine løgne. Jeg var på det tidspunkt flyttet hjemmefra og havde taget en kontoruddannelse. Der var noget trygt og roligt ved Jan, som tiltrak mig, nok fordi, jeg inderst inde vidste, at det var det, jeg manglede i mit liv. 

Men Jan var som mange andre også ret godtroende, eller rettere, han gik som det sunde menneske, han var, ud fra, at han kunne stole på de ting, jeg fortalte ham. I starten, da vi var nyforelskede, holdt jeg mig fra at lyve. 

Nok fordi, vi var så forelskede, og Jan derfor overøste mig med opmærksomhed. Det var først, da vi var flyttet sammen, og det hele var blevet mere hverdag, at behovet for at lyve meldte sig igen. 

I dag kan jeg jo sagtens se, at det igen var mit dårlige selvværd og følelsen af ikke at være god nok, der var på spil.

Også her startede løgnene i det små. Jeg underholdt Jan om en rig og barnløs moster, jeg kunne se frem til at arve. Jeg luftede også, at min chef havde hevet mig til side og sagt, at han så muligheder i mig, og at en forfremmelse lå i luften. 

Sandheden var, at jeg ikke havde nogen rig moster, og på arbejdet var jeg en ganske almindelig medarbejder, der mere eller mindre blev ignoreret af min chef.

I den periode begyndte jeg også at optage dyre lån for at kompensere for mit store forbrug. Jeg havde nemlig fra starten af vores forhold haft store armbevægelser, når det gjaldt penge.

Derfor troede Jan, at jeg tjente godt, og at det var derfor, jeg både havde råd til dyrt tøj og til at invitere ham ud på eksklusive restauranter.

Alle, der har optaget elendige lån, ved, at virkeligheden indhenter dig, og det gjorde den da også for mig. På det tidspunkt var Jan og jeg blevet gift, og da det gik op for ham, at jeg sad i gæld til halsen, blev han chokeret og vred.

Chokeret over, at jeg kunne finde på at lyve på den måde og vred over, at vi nu hang på en stor gæld, det ville tage os længe at afdrage.

Jeg burde jo her have lagt kortene på bordet. Jeg var dog rædselsslagen for, at Jan skulle forlade mig, og derfor tyede jeg igen til løgnen: Jeg fortalte ham en aften efter arbejde, at jeg på det seneste havde haft stærke mavesmerter og derfor havde været hos lægen, der mistænkte, at det kunne være kræft.

Jeg skulle derfor igennem en hel del undersøgelser i den nærmeste fremtid. Jeg græd, mens jeg fortalte det, og Jan blev dybt berørt, men forsikrede mig om, at vi selvfølgelig nok skulle klare det.

Fra da af slap jeg for at høre om den gæld, jeg havde bragt os i, men nye og endnu større problemer tårnede sig op i horisonten. Jeg behøver vel ikke at sige, at jeg i dag skammer mig over, at jeg kunne finde på at lyve om noget så alvorligt over for et menneske, jeg elskede. 

Men netop derfor løj jeg, for jeg var panisk ved tanken om, at Jan skulle forlade mig.

Heldigvis blev mine uhyrlige løgne opdaget, men hvis det ikke var sket, ville jeg have fortsat ad samme vej, og jeg ville være skilt i dag. Det var min mands søster, som er sygeplejerske, der begyndte at få mistanke om, at jeg ikke talte sandt. 

Hun synes det var underligt, at vi aldrig rigtig fik svar på, hvad jeg fejlede. Hun havde mistænkt mig for at lyve ret længe, men hun havde ikke ville sige noget om det til sin bror. Da det gik op for hende, at jeg nu løj om noget så alvorligt som kræft, kunne hun ikke tie stille længere og valgte derfor at dele sin mistanke med Jan.

LÆS OGSÅ

Elsker du Paris? Så skal du besøge byens billige lillesøster

Brede boulevarder, pompøse bygninger og gadecaféer i massevis har givet Bukarest tilnavnet Lille Paris. Til gengæld skal du af med det halve, hvis du rejser til Rumæniens hovedstad i stedet for dens franske storesøster. Her får du vores bedste tips til den oversete storby.

Var jeg Jan, så havde jeg nok kastet håndklædet i ringen, da han endelig konfronterede mig med alle mine løgne. Men Jan var og er unik, i stedet sagde han, at jeg havde et valg: Enten fortalte jeg ham alt og søgte professionel hjælp, eller også ville han gå fra mig.

Jeg endte heldigvis med at lægge kortene på bordet. Helt fra den dag, hvor jeg første gang løj for mine kammerater om alle de ferier, jeg aldrig kom på. Det var frygteligt, og jeg turde slet ikke se på Jan, mens jeg fortalte ham om en barndom, hvor jeg var blevet alt for gode venner med løgnen. 

Da jeg endelig så op, var der dog ikke snerten af vrede at spore i Jans øjne. Der var kun medlidenhed, da han så på mig og sagde: "Du må have været et frygtelig ensomt barn, Line."

Og ja, det havde jeg jo været, men det var jeg ikke længere. For jeg var voksen og havde Jan, og det blev også ham, der hjalp mig ud på den anden side.

Jeg ville lyve – igen – hvis jeg påstod, at vejen væk fra løgnen blev let, men heldigvis gik jeg i behandling hos en dygtig psykolog, hvor Jan også var med et par gange. 

Her fik vi at vide, at når jeg tyede til en løgn, så skulle Jan konfrontere mig, og det gjorde han.

Det er nu flere år siden, jeg fortalte min sidste løgn. Mit selvværd er blevet bedre, fordi jeg står ved mig selv, også når det hele ikke lige spiller. 

At stå ved mig selv, burde jeg jo altid havde gjort, men det var for svært for en lille pige, der følte sig alene og ussel, omgivet, som hun var det, af mennesker, der virkede til at have alt.

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.