I en af Rebecca Uldalls tidlige erindringer ligger hun i sin seng i den plejefamilie, hun og hendes lillesøster netop er blevet anbragt hos. 

Hun er fem år, og hun kan høre sin søster græde i værelset ved siden af.

LÆS OGSÅ

Da Bettina forelsker sig i Jan, opdager han hendes dybeste hemmelighed: ”Jeg burde jo have lagt kortene på bordet”

Jeg havde altid løjet for at gøre mig selv bedre, end jeg følte mig. Men da jeg for alvor forelskede mig, blev jeg tvunget til at indse, at løgnene ville ødelægge mit liv, hvis ikke jeg fik sat en effektiv stopper for dem. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

Rebecca forstår ikke, hvorfor de ikke må blive hjemme ved mor og far, og hun vil så gerne trøste sin søster.

"Men jeg måtte ikke gå ind til hende, og vi måtte ikke sove sammen," siger Rebecca.

Hun forestiller sig ikke, at plejeforældrene handlede af ondskab.

"Måske ville de ikke lægge ansvaret for at passe på min søster på mig," funderer hun.

I dag er det hende, der bestemmer, om søskende må sove sammen på det opholdssted, hun driver.

"Og det må de. Vi har indrettet værelser med store senge, så der er plads til to," siger hun og viser rundt i det hyggelige hus, mens hun fortæller om sin baggrund.

Første gang, Rebecca kom i plejefamilie, var det hendes forældre, der selv havde bedt om hjælp. De var psykisk syge og havde svært ved at klare forældrerollen.

Rebecca illustrer stemningen i familien med en erindring fra børnehavealderen, hvor hun sad hjemme og legede med sin søster. De hyggede sig og havde det sjovt.

"Men så kom min far og afbrød. Han ville have, at vi skulle gå med for at trøste vores mor, for hun var meget ked af det. Så min søster og jeg sad ved siden af hende og tørrede et øje hver."

Dengang var Rebecca stolt over at kunne hjælpe mor og far.

"Senere kunne jeg jo se, at det slet ikke var i orden."

Livsændrende samtale

Da Rebeccas forældre syntes, de havde det bedre, ville de have de pigerne hjem fra plejefamilien, hvor de var anbragt.

"Jeg blev hentet i skolen, og hjemme sagde mine forældre: "Nu bor du her". Vi dansede rundt og var glade, men der var også noget, der var helt forkert. 

For jeg fik jo ikke sagt farvel til mine plejeforældre eller mine skolekammerater."

Rebecca og hendes søster endte i en ny plejefamilie i halvandet år. Pigerne kom hjem, men blev fjernet igen, og denne gang skulle de på Rønnebæk Opholdssted ved Næstved. Rebecca var blevet 12 år og var i meget stærk mistrivsel. 

Hun lukkede sig inde i sig selv.

LÆS OGSÅ

Især én ting var svær at acceptere, da Birgitte Raaberg mødte sin mand

Det var ren magnetisme, da Birgitte Raaberg mødte sin mand, Troels Frydensberg. Men selvom tiltrækningen var stor, havde hun svært ved at acceptere aldersforskellen mellem de to.

"Jeg husker tydeligt den dag, hvor vi kom kørende med vores sagsbehandler og vores mor. Det store hus virkede overvældende, og jeg vidste ikke engang, hvad et opholdssted var – var det som de børnehjem, jeg havde set på film? 

Jeg vidste heller ikke, hvor længe jeg skulle være der. Var det et par uger?"

Opholdet blev til seks år, og Rebecca blev et andet menneske undervejs.

"En dag efter et par måneder faldt jeg i snak med min klasselærer efter sidste time. For første gang i mit liv åbnede jeg mig og fortalte, hvordan jeg havde det. Faktisk brød jeg helt sammen. 

Da jeg cyklede hjem, var det med en følelse af lettelse. Jeg havde erfaret, at jeg kunne bruge en voksen til at tale med – så kunne jeg også bruge de voksne på opholdsstedet."

Hidtil havde Rebecca haft et stort ønske om at komme tilbage til sine forældre.

"Nu tænkte jeg, at det også var ok at være her."

I samme periode besluttede Rebecca, at hun ville uddanne sig til psykolog, når hun blev voksen. Hun ville hjælpe børn, der ikke havde det godt.

Lynhurtig beslutning

Som 18-årig mødte Rebecca Thomas Nøddelund på gymnasiet i Næstved. De flyttede til København, hvor han uddannede sig til lærer og blev skoleleder, og Rebecca læste psykologi. Parret giftede sig og fik to børn. Hele tiden holdt de kontakten til forstanderparret på Rebeccas opholdssted, Birgit og Tommy.

"En dag, Tommy besøgte os, fortalte han, at de var på vej på pension. Kunne vi mon tænke os at overtage stedet?"

"Vores børn var kun et og fire år, så det var ti år for tidligt. Men Thomas og jeg så på hinanden. Tommy var ikke engang nået fra København og hjem til Sydsjælland, før vi havde sagt ja."

LÆS OGSÅ

Cecilie Lassen efter svær tid: "Vi har kun lige nu"

Hun fik kun 17 minutter med sit yngste barn, og sorgen skinner igennem i den film, Cecilie Lassen indspillede efter tabet, og som har premiere nu. Hendes daværende ægteskab holdt ikke, men i dag er hun landet et godt sted. Med sin nye kæreste, med rollen som mor og bonusmor, og med et solidt venskab med sin eksmand.

Det følgende år fik Rebecca og Thomas alle de nødvendige godkendelser på plads og fik istandsat og indrettet det store hus, som tidligere var nået at blive tømt.

"I sommeren 2018 åbnede vi som et helt nyt sted. Og det var vigtigt for mig, at det blev et hjem og ikke en institution," understreger Rebecca.

Nu bor der 12 børn fra syv år til 17 år på opholdsstedet, der er godkendt til "omsorgssvigtede og tilknytningsforstyrrede børn". Der er ansat 16 pædagoger, men selvom Rebecca har nok at se til som leder, indgår hun i vagterne.

"Det fedeste er at være på gulvet, jeg nyder at være sammen med de unger."

I sit arbejde lægger Rebecca vægt på, at de voksne taler med beboerne fra et børneperspektiv:

"Under min opvækst har jeg ofte fået beskeder, jeg ikke forstod konsekvensen af. Det er et meget stort indgreb at fjerne et barn fra dets familie. 

Næsten alle børn, især de yngre, vil helst være hos deres forældre, ligegyldigt hvor slemt de har det. Det skal jeg og mine kolleger kunne tale med børnene her på stedet om. Og når vi taler med dem om den forklaring, de fra deres sagsbehandler har fået på, at de skal være her, skal vi ikke gøre det en gang. 

Vi skal måske tale om det ti gange, ti forskellige steder og på ti forskellige måder."

Rebecca har kontakt til sine forældre, og hun har tilgivet dem.

"Jeg har arbejdet med mig selv i mange år. Jeg fokuserer på, at de kæmpede for at blive gode forældre. De gjorde det så godt, de kunne, hvilket ikke altid var nok. Vigtigst af alt har jeg aldrig tvivlet på, at mine forældre elskede mig," siger Rebecca og tilføjer:

"Og jeg har jo fået et godt liv og er virkelig landet på rette hylde. Det her er verdens bedste job."