Som helt ung var jeg ikke glad for alkohol. Men da jeg som 23-årig mødte mine sønners far, som var 40 og drak vin til maden, startede det.
Jeg begyndte at drikke en halv flaske vin, og stille og roligt blev det en flaske om dagen.
Vi havde et turbulent forhold med psykisk vold, og alkoholen gjorde, at jeg kunne komme væk fra sorgen over hans opførsel, for jeg elskede ham virkelig højt og forstod ikke, at han ikke kunne tage imod min kærlighed.
Da jeg efter 14 år flyttede fra ham, flyttede nissen med. Mit forhold til vin gik fra misbrug til afhængighed, som blev stærkere og stærkere, da jeg boede alene med mine sønner. Jeg fik abstinenser, dårlig nattesøvn og dårlig samvittighed.
Mit misbrug eskalerede helt afsindigt.
Min ældste søn prøvede at råbe mig op, men kunne ikke. Mine børn blev ”de voksne”, når jeg kollapsede. Jeg drak efterhånden, hvad der svarer til tre flasker dyr vin om dagen.
Jeg købte tre-liters-papvin og havde én i pulterrummet, én i soveværelset og én i køkkenet. Jeg bildte mig ind, at jeg fortjente al den vin, fordi jeg var enlig mor, der skulle på job og sørge for mad og vask.
Jeg var fuld hver dag efter arbejde. Og hver morgen løftede jeg på dunkene og mærkede, hvor meget der var tilbage.
På arbejdet skjulte jeg, at jeg havde et misbrug. Jeg arbejder i en stor international virksomhed, hvor der er et netværk for misbrugere, og hende, der stod for det, mødte mig en dag på gangen og kunne se, at mine hænder rystede af abstinenser.
Hun spurgte, om jeg havde et problem med alkohol. ”Nej,” svarede jeg. Hun spurgte til det, og jeg blev ret fornærmet, for jeg har aldrig drukket på mit arbejde eller om morgenen.
Det var en stolthed, jeg havde i mig.
Hun fortalte, at jeg kunne komme til udredning for alkoholmisbrug. Jeg sagde, at hvis hun troede, jeg skulle i behandling, kunne hun godt glemme alt om det. Hun forsikrede mig om, at jeg bare skulle til en udredning, så vi kunne finde ud af, om jeg havde et misbrug.
Det indvilligede jeg i, og hun fik det arrangeret med min daværende leder. Jeg bad lederen undlade at sige til nogen, hvor jeg var.
På behandlingsstedet fandt jeg ud af, at jeg var alkoholiker. Min verden brød sammen, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op. Jeg fik lov at tage hjem og fortælle mine børn, at jeg skulle i behandling i fire uger.
Da jeg kom tilbage, bad jeg min afdelingsleder indkalde til et møde, hvor jeg kunne fortælle afdelingen, cirka 35 personer, hvor jeg havde været. Jeg var meget nervøs og følte, at folk kiggede, som om de kendte min hemmelighed.
Jeg vidste slet ikke, hvordan de ville reagere, og forestillede mig alt fra, at jeg blev buhet ud, til, at de blev skuffede. Ville jeg blive flyttet et andet arbejde? Havde nogen mistet tilliden til mig?
Da mødet gik i gang, kunne man høre en knappenål falde til jorden. Min leder sagde: ”Nu vil Lis gerne tage ordet.” Alle holdt vejret. Jeg fortalte, at jeg havde været i behandling for mit alkoholmisbrug. Og at jeg var alkoholiker, og at de gerne måtte stille spørgsmål.
Da jeg gik i gang med at fortælle, sad en af kollegerne og græd.
Bagefter gav alle mig kram og var overvældede over, at jeg havde været ærlig. Jeg kunne jo have ladet, som om jeg havde været nede med stress, men at jeg delte min hemmelighed, medførte respekt. Det største indtryk gjorde hende, der græd.
Vi havde haft et tæt samarbejde, og hun kom og sagde: ”Lis, jeg græder ikke, fordi jeg er ked af det. Men fordi jeg simpelthen er så glad på dine vegne.”
Jeg blev senere spurgt, om jeg via vores intranet ville fortælle mine kolleger på verdensplan og i hele Danmark om min alkoholisme.
Interviewet kom ud til 2.300 mennesker, og jeg fik så mange positive henvendelser. Siden den dag har jeg ikke kigget ned i jorden.
Før var jeg skamfuld, hvis jeg mødte nogen, som ikke havde været til mødet. Jeg sagde hej og kiggede ned i jorden. Jeg har altid betragtet alkoholikere som nogen, der sad på bænken. Mennesker, som kun havde deres hunde, snavsede tøj og venner, der også drak.
Så hvad gik de andre nu og troede om mig? Stolede de på de resultater, jeg havde leveret? Blev jeg set ned på? Jeg var afholdt, fordi jeg altid var i godt humør og har arbejdet meget. Blev det taget fra mig, hvis de fandt ud af, hvem jeg i virkeligheden var?
En løgner, bedrager, misbruger. Jeg havde jo løjet, de gange jeg blev konfronteret med, at jeg lugtede af alkohol.
I dag har jeg været ædru i 12 et halvt år. Jeg lever i ærlighed og overensstemmelse med mig selv. Jeg har fået mere mod og selvværd, og i min fritid hjælper jeg andre kvinder med at holde sig ædru.
Jeg har mine sønners tillid. Og også mine kollegers – i så høj grad at jeg i dag er medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem.
Om Lis Ibsen, 63 år
- Researchspecialist hos Haldor Topsoe i 27 år.
- Har en kæreste, to voksne sønner samt to børnebørn.
