Hvilken vej var den første, du gik på?

"Det var på Blågårdsgade på Nørrebro i København. Her boede vi, indtil jeg var fire år, hvor vi flyttede til en lille landsby på Nykøbing Mors, hvor min far kom fra. 

Han var kunstmaler, og da han var kommet ind hos kunsthandler Børge Birch, som dengang var den største i Norden, kunne han roligt forlade kunstmiljøet i København. Det var et voldsomt skifte, og det blev en meget ensom tid for mig med meget mobning. 

LÆS OGSÅ

Mette har besøgt alle verdens lande – og især én oplevelse kom bag på hende

Mette Ehlers Mikkelsen har som den første danske kvinde besøgt samtlige 193 lande i verden. Sidste stop var Nordkorea, hvor hun kom ind forklædt som løber. Men hvorfor nu stræbe efter den rekord? Vi har spurgt den erfarne globetrotter.

Mine forældre havde to Porscher, vi så anderledes ud, og vi talte anderledes, så det var en svær tid.

Der var meget musik og kunst i mit liv, men det var også en barndom, hvor der ingen følelsesmæssig stabilitet var for et lille barn. Mine forældre var meget lidenskabelige, så stemningen skiftede hurtigt fra den store kærlighed til, at de ville forlade hinanden. 

Det præger en, så man resten af sit liv tænker, at kærlighed ikke varer ved. Hele ens system er hele tiden ”alert”, fordi du ved, at tingene kan skifte for hvert øjeblik. Jeg har dog sluttet fred med min barndom og mine forældre for længe siden, og det kunne jeg, fordi de også har givet mig så meget lidenskab, latter og glæde, og fordi der også var kærlighed. 

Tilgivelse er en stor del af mit liv. Det er ikke kun vigtigt for de andre, men allermest for en selv, for hvis ikke du kan tilgive, slipper du heller ikke for at gå rundt med en vrede. 

Det gjorde jeg i mange år, indtil jeg blev klogere og fik hjælp til at se, at det med at gå rundt og være et offer, det er noget kedeligt noget."

Hvordan fandt du din levevej?

"Helt fra jeg var lille, vidste jeg, at jeg ville være skuespiller. Det tager nok udgangspunkt i den ensomhed, jeg følte som lille. Jeg skrev også meget som barn, og jeg tror, det handler om, at jeg havde et behov for at formidle noget af den ensomhed. 

Det blev en kanalisering for den svære tid, jeg oplevede derhjemme. 

Når man er meget alene, er man også nødt til at bruge sin fantasi, så på den måde har min barndom på mange måder formet min vej ind i skuespillet.

Som 17-årig tog jeg på Nordenfjord Højskole, som var ledet af Jens Okking, og det var et vigtigt skridt på min vej mod at blive skuespiller, for det var også Jens Okking, der senere læste med mig, da jeg søgte ind på teaterskolen. Jeg kom ind på Statens Teaterskole i 1974, efter jeg havde læst dramaturgi i Aarhus, og jeg frygtede starten.

Jeg var anarkist, og sammen med min norske kæreste lavede jeg graffiti, røg meget hash og levede et temmelig hårdt liv. Jeg havde helt sikkert nogle fordomme om skuespillermiljøet – at det slet ikke var noget for mig, fordi det var fyldt med krukkede og selvoptagede mennesker, men jeg vidste samtidig, at det var vigtigt at komme ind, hvis jeg ville være skuespiller. 

Jeg fandt dog hurtigt ud af, at det var en meget progressiv skole, der lod os være medskabende, og det var så spændende."

Hvornår har du stået ved en korsvej?

"Det havde meget stor betydning for mig at få børn. Fordi min opvækst var så tumultarisk, var det først, da jeg fik børn, at jeg fik tillid til kærligheden. Med dem skulle jeg ikke spekulere på, om de ville forlade mig, eller om jeg var værd at elske. Den her helt fuldstændig åbne hengivenhed den gav mig en ro, og det var meget lykkeligt at opleve. 

LÆS OGSÅ

Janne Villadsen har ét særligt råd, hvis du er bange for at blive afvist

Teaterdirektør Janne Villadsen har aldrig haft en frygt for at blive afvist eller ikke at føle sig god nok. Hun peger på sin opvækst som grunden bag og deler sit bedste råd til at ryste imposter-følelsen af sig.

Jeg tror også, at det var en lettelse for min mand, for det kan være svært for ens partner, hvis ikke man har tillid til, at han elsker en. Så kan der opstå jalousi og alle mulige andre svære følelser, fordi man hele tiden tror, at man mister den anden.

Det var en stor lykke for mig at blive mor, men hver gang man investerer i kærligheden, kommer også angsten for at miste, og da jeg er et småneurotisk menneske, så har det plaget mig gennem hele livet, og gør det faktisk stadig. 

Nu er mine børn fuldvoksne mennesker på 31 og 33 år, så jeg er nødt til at give slip. Jeg kan være der, og jeg kan lytte, men det er ikke mig, der skal flytte stenene på deres vej. Jeg har været meget til grin, fordi jeg gav dem uldne undertrøjer og huer på om sommeren på stranden, da de var små, fordi de ikke måtte blive forkølede, for så kunne der jo ske noget skrækkeligt. 

Det har været belastende for børnene, men jeg øver mig hele tiden i at blive bedre. Det er min pligt, for min angst og mine bekymringer er jo ikke noget, de overhovedet burde forholde sig til. Det er mit problem."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Det har min mand. 

Vi mødte hinanden lige efter teaterskolen. Han var på Turnusteateret, da jeg startede der, men han var i et andet forhold og havde et lille barn, så det var ikke så enkelt. Men det var som at blive blæst omkuld at møde ham. 

Han udstrålede stabilitet og tryghed og kom fra et hjem, der var en total modsætning til mit, så jeg tror, at vi begge to havde behov for den anden. Han havde behov for noget vildskab, og jeg havde behov for noget tryghed. Nu har vi holdt sammen i 45 år, og jeg har ikke noget godt svar på hvordan. 

Vi har aldrig sat begrænsninger for hinanden. Vi lader hinanden udfolde os og gøre de ting, vi har behov for, og så kan vi grine sammen. 

Vi har begge to ofte tænkt, at det her, det går ikke, for når man er så forskellige, kræver det mange kampe, men i dag er vi begge meget taknemmelige for, at vi har holdt hinanden ud. 

Med alderen føler jeg en stor taknemmelighed over, at jeg har et menneske ved min side, som jeg har gået igennem sorger og lykkelige stunder med, og som passer på mig og støtter mig, og som forhåbentlig vil gøre det resten af livet."

Hvornår har du følt dig på afveje?

"Det har jeg gjort i mit følelsesliv. Jeg har været ude af balance så mange år som menneske, hvor jeg har været på afveje med angst, jalousi og ambitioner. 

Da jeg var ung, var jeg meget på afveje, fordi jeg var perfektionist. Jeg skulle være perfekt både med udseende og mit arbejde, og når man bliver så ambitiøs, kommer man uvilkårligt til at sammenligne sig med andre, og det er noget lort, fordi man bliver et lille menneske, der indimellem har behov for at nedgøre andre for at synes om sig selv, og det er et meget usympatisk træk. 

Der tror jeg igen, at mine børn hjalp mig til at tænke, at jeg var god nok, og at jeg ikke behøvede at være den bedste, den smukkeste eller den klogeste. Det er en ulidelig tilgang til det at være menneske, som, jeg tror, er afledt af noget i min barndom, som gjorde, at hele mit grundplan slet ikke var i balance. 

LÆS OGSÅ

Carla og Nicole måtte ændre bryllupsplaner i sidste øjeblik: ”Det overraskende os, hvor rørende det var”

De havde drømt om en kæmpe bryllupsfestival, men selvom de blev nødt til at nedskalere i sidste øjeblik, endte det med at blive lige tilpas personligt, traditionelt og fyldt med overraskelser for parret Carla Cammilla Hjort og Nicole Jonasson. Dagen bød både på grineflip i kirken, en fælles brudevals og en hadebryllupsgave.

Da børnene kom ind i mit liv, gav det mig et fundament til at sige, at nu behøvede jeg ikke længere kæmpe så meget for at være noget fantastisk.

Jeg var god nok, og nu havde jeg de her mennesker i mit liv, som gav en stabilitet."

Hvad er den mest overraskende vej, du er gået?

"Jeg havde ikke tænkt, at mine venner skulle få så stor betydning i mit liv, som de har. Jeg har et meget rigt venneliv. Nære venner, som jeg har haft gennem mange år, men også nogle nyere venskaber. Mine og mine venners forældre og meget af vores gamle familie er jo døde, så vi er med til at fortælle hinandens historie, fordi vi har fulgt hinanden i så mange år. 

Det betyder meget, og også at vide, at der er nogen, der vil løfte sammen med en, hvis der er behov for det. Og så giver det så meget latter i mit liv, som er virkelig velgørende. 

Man søger jo ofte venner via humor, og det er saliggørende, at man kan grine meget sammen, men også stadigvæk tale om dybe ting og dele alt det, der både bekymrer en og gør en glad. 

Det er en kæmpe glæde og en stor værdi for mig."

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

"Jeg tror, at min mand synes, at jeg styrer, og jeg synes, at min mand styrer. Det er en evig kamp, fordi vi begge to går meget op i vores hjem. Min mand er utrolig dygtig til at lave ting selv, og jeg er meget dygtig til at se, hvordan jeg synes, at det skal være, og så kan der så være uenighed omkring det. 

Vi synes nok i bund og grund, at den anden bestemmer for meget, men det er der sikkert en form for balance i, der gør, at tingene alligevel kører."

Hvor er du på vej hen lige nu?

"Lige nu spiller jeg med i stykket Min mægtige mor, som er produceret af mit eget teaterproduktionsselskab High Noon Teaterproduktion, på Teatret ved Sorte Hest. 

Det handler om forholdet mellem tre generationer af kvinder og den manglende forståelse for hinanden, som der kan være, når man kommer fra hver sin generation. Jeg er også på vej med mit næste stykke, og det, håber jeg også, lykkes for os at få sat op.

Forhåbentlig går jeg aldrig på pension. Så længe nogen kan bruge det, jeg laver, vil jeg gerne forsætte. Det er med til at holde gang i hovedet, og det beriger mit liv. 

Jeg har en kæmpe lidenskab for skuespillet, og samtidig har jeg heller ikke godt af at have for meget tid. Så begynder jeg at bekymre mig. Og så er der jo den her nye vej, som jeg skal til at lære at gå på – den vej, der handler om, at der ikke er så lang tid igen, og hvordan jeg forholder mig til det uden at gå i stykker. 

LÆS OGSÅ

Mads Mikkelsen om at blive ældre: "Jeg må lade være med at kigge mig så meget i spejlet"

Han er en af Danmarks største skuespillere og kan se tilbage på en lang og succesfuld karriere både i Danmark og det store udland. Nu er alderen så også ved at sætte sine spor i Mads Mikkelsen. Det fortæller han i et stort interview med Euroman.

Det er jo uundgåeligt, og jeg har ingen kontrol over det, så det bedste er nok at give slip og så håbe på, at det ikke bliver så smerteligt. Det værste er, at jeg ved, at det vil gøre mine børn og min mand ked af det. 

Det er jo sådan livet er, men jeg skal øve mig i at finde fred med naturens cyklus og sige, at det faktisk er smukt, at jeg skal give plads til andre."

Hvad er din vej til lykke?

"Altid kærlighed. Størst af alt er kærlighed, og jeg tror, at når vi ligger på vores dødsleje, så er det ikke alt det, vi har opnået med arbejde eller andet, der tæller, det er kærligheden. 

Den kærlighed, du har givet, og den kærlighed, du har fået. 

Så kan man lukke sine øjne og sige, at det er skrækkeligt at skulle forlade jer, men tak fordi I er der, og tak fordi I har givet mig lov til at elske."