Du har netop udgivet romanen 'Vild', som handler om en kvinde, der genkalder sig minder fra sin tidlige ungdom. Hvor meget er dit eget liv og hovedpersonens liv vævet sammen?
"Hver gang jeg skriver litteratur, vil det altid blive en blanding, næsten uanset hvad jeg skriver om.
Jeg har altid en eller anden form for erfaring med, som bliver til en stemme i teksten, men hvorimod andre af mine bøger ligger langt fra mit eget levede liv, ligger 'Vild' tæt på.
Hovedpersonen i bogen tænker tilbage på nogle begivenheder fra sin ungdom, og de erfaringer er fiktion, men de har meget til fælles med ting, jeg selv har oplevet.
I bogen bliver hun udsat for det, man dybest set vil kalde for grooming, og jeg har været udsat for noget lignende."
Hvilke oplevelser har du selv haft?
"Fra jeg var 15, til jeg blev 19 år, arbejdede jeg som model. Kort tid efter jeg var begyndt, passede en mand mig op på gaden og spurgte, om han ikke måtte tage nogle testbilleder af mig – dvs. billeder til den mappe, man brugte som et slags visitkort og viste til potentielle kunder.
De billeder skulle man normalt betale for, men han tilbød at gøre det gratis. Mit modelbureau var lidt kritisk og havde ikke hørt om fotografen, men sagde så, at måske skulle jeg bare prøve det. Vi kørte ud i en skov for at tage billederne, og han var bare megamanipulerende.
Vi fotograferede i timevis, men han var utilfreds og mente ikke, at et eneste af billederne var gode. Jeg var ikke ”powerfull” nok, som han sagde. Da jeg spurgte, hvad jeg så skulle gøre, for at det kunne blive godt, sagde han, at jeg skulle tage tøjet af.
Det havde jeg ikke lyst til, men han sagde, at det var sidste chance for at få et godt billede af mig. Jeg fik et kæmpe chok. Det havde jeg ikke lyst til overhovedet, men samtidig følte jeg mig så forkert og var ked af at have spildt hans tid og alle de filmruller, han havde brugt på mig – dengang havde man jo ikke digitalkameraer – så jeg gik med til det.
Efterfølgende gik det op for mig, at jeg jo ikke kunne have nøgenbilleder i min portofolie, og jeg sagde også til ham, at jeg ikke ville have, at han brugte billederne til noget, men det fik jeg ikke rigtigt noget svar på, og jeg ved stadig ikke, hvor de billeder havnede.
Alligevel blev jeg ved med at have en relation til ham i hemmelighed."
Fortalte du det til nogen?
"Det føltes meget skamfuldt for mig at have fået mine grænser overskredet på den måde, så den eneste, jeg fortalte det til, var min mor. Hun reagerede ved at sige, at det selvfølgelig ikke var godt, men at jeg ikke havde gjort noget forkert.
At det var ham, der havde handlet forkert. Hvis det havde været i dag, havde hun sikkert politianmeldt ham, men dengang skulle der meget mere til at anmelde nogen for krænkelser, hvis den krænkede var fyldt 15 år, hvilket jeg jo var.
Hun vidste dog ikke, at jeg havde en relation til ham efterfølgende."
Hvorfor blev du ved med at se ham?
"Jeg er 50 år nu, og de her ting foregik, fra jeg var 15, så meget har fortonet sig, men jeg kan huske den stærke følelse af at ville gøre det godt igen, at ville omgøre historien, så det ikke længere skulle føles som et overgreb.
Desværre betød det, at overgrebet i stedet fortsatte. Efter episoden i skoven opsøgte jeg ham igen. Jeg bildte mig selv ind, at han havde taget nøgenbillederne, fordi han syntes, jeg var dejlig, måske var han endda forelsket i mig, tænkte jeg.
Så jeg indledte en seksuel relation til ham ud fra den logik, at billederne havde været indledningen på noget smukt. Efter Metoo-bevægelsens bevidstgørelse om alle de psykologiske mekanismer, der følger med overgreb, har jeg lært, at det er en helt almindelig mekanisme, at den krænkede vender tilbage til krænkeren netop i håbet om at udviske krænkelsen.
En omvendt logik kan man sige."
Hvordan er det at se tilbage på de her oplevelser nu?
"Nu kan jeg se på mig selv som 15-årig med et meget mildere blik. Jeg dømmer ikke længere mit unge jeg for det, der skete dengang. Jeg var jo på mange måder stadig bare et barm.
Der er jo ingen tvivl om, at jeg på et meget tidligt tidspunkt fik et fokus på, hvordan jeg så ud, og mit selvværd kom til at handle mere om det, end hvem jeg var. Det skulle jeg kæmpe enormt meget med. Jeg arbejdede som model, så der var et ekstremt fokus på mit udseende, som gjorde, at jeg tænkte, at når jeg ikke længere var ung og smuk, så var jeg ikke noget værd.
Så havde jeg mistet min værdi. Det tror jeg mange kvinder vil kunne genkende, selvom de ikke har været ude i en skov uden tøj på, så kan de genkende mekanismerne. Min måde at overleve den selvværdskamp og fokus på det ydre på, var ved at opdyrke en stor indre verden.
Jeg både læste og skrev meget dagbog."
Hvordan hjalp det dig at skabe et indre univers?
"At kunne trække mig væk fra den ydre verden,og opdyrke en kreativ og åndelig dimension, har gjort mig til den, jeg er. Hvis ikke jeg havde haft den evne, tror jeg, jeg var gået under. Mit indre univers reddede mig.
Da jeg første gang som 10-årig blev passet op af en mand på gaden, som ville fotografere mig, udgav jeg mig for at være en anden. Jeg kaldte mig Julie. Og Julie var en anden end mig. På den måde kunne han ikke røre mig.
Jeg tog ikke med manden nogen steder hen, gudskelov, men det med at splitte sig selv op, etablerede sig i mig efter det møde. Det er jo meget klogt, at psyken kan splitte sig op på den måde, konsekvensen for mig blev bare, at da jeg fem år senere rent faktisk blev udsat for et overgreb, kunne jeg ikke for alvor mærke og derfor heller ikke forstå, hvad der egentlig var sket."
Hvilke konsekvenser har oplevelserne haft for dig efterfølgende?
"Men det har haft den konsekvens, at jeg – ubevidst – er holdt op med at flirte. Det er jo et kæmpe tab, men for mig blev det at flirte fra et tidligt tidspunkt ensbetydende med at komme i livsfare.
Det er også noget, der gennem tiden er blevet påtalt af mange mænd: "Hvorfor er du så dårlig til at flirte?". Jeg har haft kærester, men jeg har slet ikke givet mig selv plads til at have lidt sjov med at flirte og være løssluppen.
Jeg blev meget bevidst om, hvordan jeg virkede på andre, og om jeg gav det forkerte indtryk, så den anden troede, at jeg ville mere. Jeg var bange for ikke at være i stand til at sige fra. For når man først er blevet grænseoverskredet én gang, så er det naturlige værn taget fra dig – og hvis man ikke får genopbygget det ved at få hjælp udefra, så bliver det en uoprettelig skade, der betyder, at andre alt for let kan træde ind over det territorium.
Da jeg som 18-19-årig kom ud af det forhold, jeg havde til en anden ældre fotograf, fik jeg en depression. Jeg stoppede med at danse, som jeg havde gjort hele mit liv, og røg ned i et sort hul.
Derefter begyndte jeg i psykoanalyse, men siden har jeg haft adskillige depressive og angstfulde perioder i mit liv. I dag kender jeg mig selv så godt, at jeg ved, hvad jeg skal gøre, når mørket trænger ind på mig.
Jeg skal læse, skrive, motionere, spise og sove regelmæssigt og i perioder gå i terapi."
Har du så bearbejdet oplevelserne fra din ungdom i terapien?
"Ikke for alvor. Jeg har gået i psykoanalyse og i terapi i længere perioder, men lige præcis de tidligere grænseoverskridelser har jeg aldrig rigtig talt om.
Det er interessant, at du spørger, og det virker jo også mærkeligt, at jeg ikke har dvælet mere ved det, men jeg tror, det er fordi, det har føltes ekstremt skamfuldt.
Altså virkelig, virkelig skamfuldt."
Om Kristina Stoltz, 50 år
- Forfatter og digter, aktuel med bogen 'Vild'.
- Har udgivet børnebøger, biografier, erotiske noveller, romaner og digte.
- Debuterede i 2000 med digtsamlingen 'Seriemordere og andre selvlysende blomsterkranse'.
- Bor på Vesterbro i København med sin partner og børn.
