Midt i en i forvejen presset periode under Vuelta a España i 2012, bed Anne Dorthe Tanderup mærke i en forandring hos sin mand, Bjarne Riis, som var bortrejst som holdejer af det professionelle danske hold, Team Saxo Bank.

– Det er første gang nogensinde, at han har været ked af det, når han ringede hjem, og jeg kunne mærke, at han næsten var på grådens rand, fortæller Anne Dorthe Tanderup i podcasten ”Den lyse side,” som er produceret af PFA.

– Jeg tænker, det var da alligevel utroligt. Det har jeg aldrig oplevet før. Men det kom sig af, at han lige pludselig får at vide ad omveje, at der ville komme nogle ret ubehagelige beskyldninger imod ham, og at han igen ville blive involveret i en dopingsag. Og jeg kunne mærke, at det var han meget, meget rystet over. Da han selv skulle stå frem og erkende det sin tid, så tog han det på sig – men da det pludselig var hele holdet, der blev beskyldt, så var det prikken over i’et for ham.

Det stod snart endnu mere klart for Anne Dorthe Tanderup, hvor svært hendes mand havde det – for en dag dukkede han op derhjemme tidligere end forventet.

– Vi var i byen Lugano i Schweiz, hvor vi havde lejet et hus, fordi vi var i gang med en gennemgående renovering af vores egen villa på det tidspunkt. Og jeg tror også, det havde en indflydelse, at vi ikke var derhjemme. Men jeg kommer ind, og så kan jeg se, at han sidder inde ved spisebordet, og han sidder og hænger. Jeg tænker, ”hvad laver han her? Han skulle sådan set have været henne og få skiftet dæk på en bil, så hvorfor er han allerede kommet hjem?” Jeg blev helt forvirret.

LÆS OGSÅ

Anne Dorthe Tanderup stod i mange år i skyggen af sin mand: Jeg skal vænne mig til, at det er anderledes nu

Anne Dorthe Tanderup var fint tilfreds med at træde i baggrunden, da hun lagde håndboldkarrieren bag sig for at følge sin mand, cykelrytteren Bjarne Riis, ud i verden, hvor ingen kendte de jernhårde ladies. I 24 år var hun Bjarnes kone og mor til fire, men nu, hvor familien er tilbage i Danmark, er hun klar til at tage sin egen plads igen.

Forvirringen blev endnu større, da Anne Dorthe Tanderup kom helt hen til sin mand.

– Jeg kunne næsten ikke kende ham. Han var helt mørk i ansigtet, og øjnene, der var intet liv i dem, og jeg tænkte, hvad i alverden er der sket? Og så siger han lige så stille til mig ”jeg faldt i et hul.”

Først troede Anne Dorthe Tanderup, at der var tale om et fysisk hul i vejen, som Bjarne Riis var kørt i med bilen, og at han måske var kommet til skade, men hun blev hurtigt klar over, hvad han mente.

– Han kigger bare på mig, og så kan jeg bare se, at det ikke var bilen, der var i stykker. Det var ham. Og jeg sætter mig hen til ham og lægger hånden på ryggen af ham og tager hans hånd. Han kigger og jeg spørger ham, hvad der er sket. Jeg ved det ikke, siger han så. Jeg kan ikke huske noget. Jeg var kørt, siger han, og lige pludselig fandt jeg mig selv der på vejen. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle hen. Så nu er jeg her.

Afsted med flyet mod Danmark

Anne Dorthe Tanderup forsøgte at få sin mand til at tale med hende om, hvad der foregik inde i ham, men det stod hurtigt klart, at Bjarne Riis havde brug for professionel hjælp.

– Jeg vidste, at jeg var nødt til at have én indover. For jeg kunne ikke både være hans kone, hans kæreste, mor til hans børn, og også hans mentale coach i det her. Så jeg rakte ud til en ven i Danmark, som jeg vidste, jeg kunne bruge.

– Mere eller mindre satte jeg ham ombord på det fly, så langt jeg nu kunne få lov til at gå med, og han har jo ikke sagt noget, siger Anne Dorthe Tanderup om sin mand, som blev modtaget af sine store børn hjemme i Danmark.

– De tog over derfra. Han kom hurtigt til psykolog, og jeg talte med psykologen efterfølgende, for han havde lovet, at han ville ringe til mig. Men der gik mange timer, og jeg tænkte, hvorfor hører jeg ikke noget?

Da telefonen endelig ringede, var der især en besked, Anne Dorthe Tanderup frygtede at få fra psykologen.

LÆS OGSÅ

Christine Antorini: ”Han kunne næsten ikke fortælle det, som vi allerede godt vidste, hvad var”

Direktør for LIFE Fonden, Christine Antorini, om aldrig mere at bruge rejser til reparation, om at opleve stor frihed og lettelse, og om at passe på med at gå i forælderfælden.

– Det, jeg var mest nervøs for, det var, hvor bange jeg skulle være for, om han ville være her i morgen. Og det er en stor ting at spørge om. Men han startede med at sige til mig, at Bjarne ikke havde det ret godt. Han havde siddet med ham i fire timer, og han havde grædt rigtig, rigtig meget.

– Men han sagde ”Du skal ikke være bekymret, din mand har det rigtig skidt, men han er ikke dér, hvor han ikke vil være her mere.” Så det klamrede jeg mig til. Jeg vidste jo ingenting. Jeg ved ikke, hvad der foregik op i hovedet på ham. Jeg håbede og troede, at jeg kendte ham godt, men du ved ikke, hvad der kan ske, hvis folk lige pludselig falder i et hul og ikke kan se sig ud af det. Jeg tænkte, han havde det meget at leve for. Masser af børn og mennesker, der gerne ville ham godt. Men der var også mange, der ikke ville ham godt.

”Ingen højder, ingen lave tidspunkter”

Der gik ikke længe fra Bjarne Riis’ besøg hos psykologen til det stod klart, at han havde brug for at få medicin.

– Han var meget, meget ked af det. Altså virkelig, virkelig ked af det. Så han startede på medicin. Jeg ved ikke, hvad jeg forventede. Men det var i hvert fald underligt at se, hvordan han stille og roligt forsvandt. Medicinen gjorde, at han blev følelsesløs. Der var ingen højder og ingen lave tidspunkter. Der var ikke noget glæde. Der var ikke noget vrede. Det var ubehageligt.

Bjarne Riis endte med at få medicinen i to år, og i den periode vidste Anne Dorthe Tanderup, at hun måtte være den, trådte til.

– Han var han der, men han var der jo ikke. Så jeg kunne aldrig regne med, om han deltog eller han ikke deltog. Nogle gange spiste han sammen med os, nogle gange gjorde han ikke, nogle gange kunne han køre drengene i skole, nogle gange kunne han ikke. Efter nogle måneder begyndte han at tage afsted igen med holdet. Han skulle stadigvæk arbejde. Og da alt det her sker, ringede jeg til vores pressechef, som er en nær ven af os, og fortalte ham, hvad der var sket. Og jeg sagde, at vi simpelthen var nødt til at beskytte ham. Vi kunne ikke have, at der var nogen, der finder ud af, hvordan han havde det. For så ville de først gå efter ham.

LÆS OGSÅ

Bodil Jørgensen efter 25 års ægteskab: Dét er grundpræmissen for den store kærlighed

Bodil Jørgensen er på mange måder én af Danmarks dygtigste nulevende skuespillere. Og så ved hun, hvordan man sikrer et langvarigt ægteskab – hun har i hvert fald formået at være sammen med sin mand i 25 år. Grundpræmissen for den store kærlighed, fortæller hun om i denne uges udgave af ALT for damerne.

I dag er Anne Dorthe Tanderup aktuel med bogen ”På udebane” og i forbindelse med arbejdet på bogen blev det helt tydeligt for hende, hvilken indsats hun selv lagde i den svære tid dengang.

– Jeg kan godt se, at når jeg har stået i kritiske situationer, så stepper jeg op. Og det er selvfølgelig ikke alle, der gør det. Men det kan jeg se i bagspejlet, at jeg har gjort. Så er det mig, der bliver the rock.

– Selvom jeg har følt i vores liv, at han var min rock, så ved jeg også godt, at jeg var hans og er det stadigvæk. Så jeg tror, at jeg lærte rigtig meget om mig selv, og forstod også, hvad mine styrker er – og jeg ikke panikker.