9 centrale ting i tilværelsen, teenageren Malala minder mig om

Overlæben hænger mere i højre end venstre side, når 18-årige Malala Yousafzai taler. Var det ikke for netop dén lille detalje, ville det ikke være til at se, at hun for tre år siden, i 2012, blev skudt i hovedet af terrororganisationen Taleban.

Hun sad i Swat-dalens skolebus i Pakistan, 15 år gammel, på vej hjem sammen med sine veninder, da en mand trådte ind og spurgte:

"Hvem er Malala?"

Indtil da havde hun anonymt blogget for BBC om pigers ret, faktisk om alles ret, til at lære at skrive og læse. Alles ret til at gå i skole og selv danne sig en mening.Og hun havde senere stillet sig foran et videokamera og talt direkte til beboerne i dalen. Hun var ung, hun var pige, hun gik selv i skole. Hun var et symbol på en fritænkning, selvrealisering og utilfredshed, som Taleban ikke kunne håndtere.

LÆS OGSÅ: Ulla Terkelsen: "Man får en masse hug i livet – og så rejser man sig igen"

Så manden i bussen? Han skød hende i hovedet.

Men dø, det gjorde Malala ikke. I stedet blev hun fløjet til Birmingham, hvor hun lå i koma i flere måneder og vågnede med en rask hjerne men til intens fysisk genoptræning. Alt imens fik den amerikanske instruktør Davis Guggenheim lov at følge hendes udvikling igennem 18 måneder, hvor hun startede med ikke at kunne gribe en bold på én meters afstand og til sidst, i 2014, fik tildelt Nobels Fredspris som den yngste modtager, ja, nogensinde.

"HE NAMED ME MALALA" er en dokumentar og resultatet af Guggenheims optagelser, som går i de danske biografer ganske snart. Fortællingen kræver flere gange lommeletter, som når underlægningsmusikken spiller højere og højere, mens hun går hånd i hånd med sin far gennem FN's hovedkontor i New York, og hun på talerstolen i selvsamme bygning fortæller at:

"De (Taleban, red.) troede, at kuglen ville få os til at tie stille. Men intet ændrede sig i mit liv bortset fra dette: Svagheden, frygten og håbløsheden døde. Styrken, energien og modet blev født."

LÆS OGSÅ: Hvad har Malala og Anne Frank tilfælles? De er begge asteroider

Det er dog ikke alt i de 90 minutters spilletid, der er patosbetonet, og Malala får fremhævet ni – hvis ikke flere – aspekter i tilværelsen, det var godt at blive mindet om:

1. I dag er der omkring 60 millioner piger, der egentlig har alderen til at gå i skole, men som ikke gør det. Det er et problem, for man har ret til at vide mere, end dem omkring en fortæller, og man har ret til at udvikle sin egen forståelse af den verden, man befinder sig i. Det er nemmest, hvis man kan åbne en bog eller google en tekst, læse den og skrive sine egne.

2. Instruktøren Guggenheim havde planer om at lave en spillefilm om Malalas liv, men da han mødte hende, stod det klart for ham, at hun selv bare måtte være hovedrollen i filmen. Derfor blev det til en dokumentar, som på sin vis viser, hvordan den virkelige verden faktisk har det med at overgå den vildeste fantasi.

3. Netop den virkelige verden spiller en et puds, da Malalas far fortæller, hvorfor hun fik sit navn, som (også) er atypisk i Pakistan: Hun blev opkaldt efter en kvinde, der hed Malalai af Maiwand, som førte afghanerne til sejr over de engelske koloniherrer, men selv blev skudt i kamp. Malalai var symbolet på oprør, vilje og mod.

4. Malala var den første kvinde nogensinde til at blive skrevet på sin families stamtræ. Det var hendes far, der skrev hende på, da hun blev født. Indtil da var det kun mænd, der stod nævnt i familiens og mange andre afghanske familiers mindetavler, familietræer og lignende.

LÆS OGSÅ: "Mænd er ikke bare onde patriarker i Afghanistan"

5. Hun overlevede at blive skudt i hovedet. Den der mælk i Netto, den kan jeg også godt overskue at hente i dag, og hvis jeg ikke kan, er det også okay, men så er det bare, at jeg lige husker at skrue ned for brok- og jeg-kan-ikke-overskue-mit-liv-ventilen.

6. Social arv er uundgåelig. Malalas far åbnede sin egen skole i Swat-dalen og underviste både piger og drenge. Han lod Malala sidde med ved bordet, når gæster af familien diskuterede politik, liv og værdighed. Han opfordrede til, at borgerne i dalen hjalp de udenlandske journalister med at fortælle om, hvordan livet under Taleban var. Malalas mor var selv en af de første piger til at gå i skole, trods hun hurtigt stoppede igen, fordi hun ikke ville være anderledes. Og de to blev gift, fordi de var forelskede. Det er let at se, hun har et særligt bagland, omend hun fastslår, at alt, hun gør, er hendes eget valg.

Malalas mor Toor Pekai og far Ziauddin Yousafzai. Foto: Fox Searchlight Presse

7. Malala bliver stille, når hun bliver spurgt ind til sin egen situation. At hun næsten gik bort. At hendes far hver dag ændrede sine planer og aftaler i Pakistan, for aldrig at have rutiner, der kunne føre ham i et baghold. Alligevel svarer hun blankt "jeg er ikke vred," da Guggenheim spørger ind til hendes forhold til Taleban. Lettere overrumplende vedbliver hun med at sige, at hun hellere vil ændre verden.

8. I dokumentaren bliver Malala spurgt, om hun kunne finde på at spørge en dreng ud på en date. Og hendes læbe bukker skævt, mens hun fniser, siger "nej, det vil være alt for pinligt". Imens surfer hun rundt på nettet sammen med sin bror, og de kommer til Roger Federer, og hun minder alle seerne om, at han har noget exceptionelt flot hår.

9. Hun har diskuteret med Obama, stillet sig kritisk overfor Taleban, holdt en række taler for verdens ledere i FN og fået en asteroide opkaldt efter sig. Ja, hun viser om nogen, at man kan, hvad man vil.

LÆS OGSÅ: 8 teenagere, der forandrer verden

LÆS OGSÅ: Læs uddrag af Malalas egen bog: "Jeg er Malala"

LÆS OGSÅ: Kvindekamp – med livet på spil