Modtageren af ALT for damernes Kvindepris, Ulla Terkelsen, fortæller om sit liv
Foto: Viktor nielsen. Fotografassistent: Jaclyn Adams. Hår & makeup: Vivi Pilgaard/le management Modtageren af ALT for damernes Kvindepris, Ulla Terkelsen, fortæller om sit liv

Ulla Terkelsen: ”Man får en masse hug i livet – og så rejser man sig igen”

Ulla Terkelsen har en enestående evne til at fortælle os, hvad der sker ude i verden. Her fortæller modtageren af ALT for damernes Kvindepris 2014,om de mest skelsættende scener fra hele sit liv. Vi begynder i 50'ernes Aarhus.

Da jeg lærte, at det er cool at være anderledes
Aarhus, 1950'erne.
– Jeg voksede op i efterkrigstiden, hvor man fik "amerikapakker" af sine amerikanske slægtninge, fordi vi europæere jo var blevet så fattige under Anden Verdenskrig. Min onkels tante Blenda, I love that name, boede i Californien og havde hvidt hår og briller og et barnebarn, der hed Caroline, som var lidt ældre end min storesøster og mig. Og når Caroline voksede ud af sit tøj, fik vi det. De var rige, så det var tøj fra gamle, fine amerikanske mærker. Men de boede i Santa Barbara uden for Los Angeles, så det var beregnet til et noget lunere klima, og desuden var det ikke helt i den stil, man brugte i Aarhus i 50'erne. Det stak ud. Det var helt, helt anderledes – især i farverne. Men der var ingen diskussion – det tøj skulle vi bare gå i.

– Min mor havde sindssygt god smag og var selv meget utraditionel i sin påklædning. I elegante slacks og med kort og velklippet, vindblæst hår. Vi var ikke fattige, men selvfølgelig hjalp pakkerne. Og samtidig kunne min mor da se, at det var skidesmart. Men jeg blev drillet med det i skolen. Især med en frakke af noget fantastisk flot uld og med smukt for, som jeg gik med, da jeg var omkring otte år. For den var giftgrøn og virkelig underlig i den tids Aarhus, hvor alle købte tøj i Salling og Magasin i brune, beige og grå nuancer.

"Det er fuldkommen ligegyldigt, hvad de andre synes."

– Dertil havde min far fået specialmalet en arvecykel til mig – meget rød og med sølvglinsende styr. Brandsmart, men også lidt en gøglercykel. Jeg var ikke sådan at overse, når jeg kom kørende i min giftgrønne frakke. Det var jo for at glæde mig, at den blev malet op, så den ikke var så almindelig. Men sådan opfattede jeg det ikke. Jeg husker bare den der sorg eller tyngde, jeg følte. Jeg sagde det ikke. Jeg spurgte min mor, om jeg ikke kunne få en anden frakke på, fordi jeg blev drillet sådan. Og der sagde hun: "Det skal du ikke tage dig af, det er bare, fordi de er misundelige".

– Hun kunne selvfølgelig godt se det. Men "du skal kun være glad for, at du er anderledes end de andre", sagde hun. "Det er dig, der har ret, den er smart! Det er fuldkommen ligegyldigt, hvad de andre synes. Du synes noget selv, og prøv og se, hvor flot den er!". Og så lykkedes det hende at få mig overtalt til at synes, at jeg var noget særligt. Jeg skulle ikke være flov – den frakke var en kvalitet! Det var da alle de andre, der var kedelige. Men det var en hård omgang. Og når jeg husker det, er det selvfølgelig også, fordi det har præget mig, at man skal stå fast og være ligeglad med, hvad andre tænker.

LÆS OGSÅ: Ulla Terkelsen modtager ALT for damernes Kvindepris 2014

Da jeg mærkede svigt første gang
Aarhus, 1955-60
– Jeg husker tydeligt første gang, jeg følte svigt og ligesom fik det her sæt i maven. Jeg gik fra 5. klasse til 1. mellem, som foregik på en anden skole, på Aarhus Katedralskole. Her kom Ingrid fra min første skole også ind, hun var den eneste, jeg kendte, så hende sad jeg ved siden af. Nogle uger henne i skoleåret kom jeg så en dag, hvor Ingrid nu sad henne ved en, der hed Susanne. Alle havde hestehale dengang – pandehår og hestehale. Og så kan jeg bare huske, hvordan de begge ligesom kroede sig lidt og svingede med deres hestehaler. Underforstået: Nu sidder vi sammen, Ulla, du er out. Og så fik jeg det der hug hen over maven.

– Da jeg var ung, mærkede jeg det sæt igen. Jeg havde en kæreste, der hed Ole, som jeg gik i jazzklub med hver lørdag i Aarhus. På Saratoga blev der spillet traditionel jazz og danset jitterbug, og bagefter tog man på Paname, hvor der blev danset tæt til moderne jazz. Vi kom sammen og var vel 15-16 år. Men så ringede han en lørdag eftermiddag. "Nå, men hvornår kommer du? Vi skal vel i Saratoga," sagde jeg som sådan en given ting. Og så kom der en pause, hvorefter han sagde: "jeg går... alene". Jeg husker, at han havde meget svært ved at sige det, for han var meget, meget sød. Der husker jeg også, at jeg fik det der sæt, og det har jeg selvfølgelig også fået flere gange senere. Men det skulle vare nogen tid, før den der sårethed ligesom lettede.

– Lektien er vel, at sådan nogle hug får man. I livet. Og så rejser man sig igen. Men det er jo frygteligt, når man opdager eller oplever dem første gang. I begge tilfælde løste det sig. På Aarhus Katedralskole startede der en anden Ulla, og vi blev så veninder. Så min tid som ensom var kort. Og efter Ole... kom der andre, afslører jeg nu. Ole og jeg blev oven i købet kærester igen efter nogen tid, hvor han så forklarede, hvorfor han hellere ville gå alene – at man jo ikke vidste, hvordan aftenen endte, når man tog ud med sin ven, om man fik fat i nogen. Når man kom hånd i hånd med sin faste kæreste, vidste man jo, hvordan det endte. Det kunne jeg egentlig godt forstå. Det var ikke morsomt i situationen – jeg gik jo ikke alene eller med en veninde i stedet, det gjorde man ikke dengang, så man sad derhjemme og gloede. Jeg var brændt af – eller "slået op med", som det hed. Han havde "slået op" – det er et frygteligt udtryk!

Da jeg lærte, at man ikke løber fra sit ansvar
Sallings Pladebar i Aarhus, 1960.
– Da jeg var 16 år og stadig gik i skole, var jeg ansat som juleassistance i Sallings pladebar. Det var dengang, det var moderne at samle på grammofonplader, og Nina og Frederik og Tommy Steele var på toppen. Derfor var det et fantastisk smart job at have – jeg vil sammenligne det med at være Kate Moss eller på forsiden af Vogue første gang! Det var hot-hot-hot.

– Det var oppe på etagerne i Salling – rulletrappen var vist opfundet, og når man kom op ad den, var der så en forhøjning, og der stod jeg inde midt i en firkant sammen med en anden, som var professionel ekspeditrice. Og rundt om kunne kunderne så løfte et telefonrør og sige "goddag, jeg vil gerne høre "I've got a handful of songs" med Tommy Steele", og så satte jeg den på, hvorefter de stod med hovedet på skrå og jingede lidt og babbede med med munden. Det var et skønt arbejde, jeg elskede at arbejde der! Og det var skønt at få sine egne penge i den alder.

– Men så var der skolebal. Årets store begivenhed. Men det var en fredag aften, den aften, hvor man havde mest travlt i Sallings Pladebar. Da jeg spurgte afdelingslederen, om jeg måtte få fri, sagde han: "Nej Ulla, når man har påtaget sig et ansvar, så løber man ikke fra det!". Jeg husker tydeligt, hvordan han kiggede på mig, da han sagde det. Meget insisterende.

– Det føltes ganske forfærdeligt i situationen. Det betød jo, at jeg gik glip af det hele. Men jeg forstod godt, hvad han sagde. Det var mit ansvar, at der blev solgt mange plader med Tommy Steele. Så jeg accepterede det. Selvfølgelig. Jeg syntes også, det var rigtigt. Han havde fuldstændig ret. Der skete ikke noget ved, at jeg kom lidt senere til skolebal. Det blev alligevel først sjovt, da jeg kom – det skal man altid sige til sig selv.

LÆS OGSÅ: Grådkvalt Ulla Terkelsen i takketale: Vi skal huske Malala

Da jeg havnede midt i Swinging London
En sidegade til Kings Road i London, midten af 1960'erne.
– Min rejse til Swinging London i midten af 60'erne var en anden form for transformation, som handlede om stil og livsstil. Fra det ene øjeblik til det andet så folk fuldstændig anderledes ud og gik i miniskirts og høje plastikstøvler. Og brugte sindssygt meget makeup og havde Mary Quant-hår.

– Jeg blev gift med en englænder, og vi boede på en af sidegaderne til Kings Road, hvor det hele foregik. Det var fuldstændig fantastisk. Det var der, det hele startede
– alt hvad der rørte sig inden for musik og mode og film og samlivsformer og narkotika. Alt sammen skudt i gang af Beatles' første udgivelser i 64. Hele det der gamle, adstadige, traditionsrige land, som jeg elsker, formåede altså pludselig at skrue på låget og få noget helt andet frem. Fra stateligt imperieland med dronningen på Buckingham Palace og mænd med bowlerhat til Mick Jagger! Det er et begavet folk, der kan lave sådan en tur uden at miste hovedet.

– Min mand, Guy, og jeg arbejdede begge som journalister, og vi fik også vores søn, Nicholas. Man var jo ung og stærk og kunne nå det hele.

Vi blev selvfølgelig også skilt. It seemed to be the thing to do at the time. – De år har jo ikke bare præget min generation, men hele eftertiden. Det var virkelig en kulturrevolution. Det var positivt, optimistisk og fremadrettet og handlede om større frihed og kærlighed. Mens det der polske mere var en påmindelse om, hvor galt det kunne gå, handlede Swinging London om, hvor godt det kunne gå. Englænderne mistede et imperium, men frem for at sidde og pille sig i navlen og være sure, sagde de: "Ain't we got fun?!". London er nok et af de steder, jeg er blevet præget mest af.

Da jeg frygtede for min søns liv
London, 11. september 2001
– Det værst tænkelige for mig og andre, der rapporterer fra verdens brændpunkter er, at der sker en sammenfletning af det private og det professionelle. Og 11. september 2001 var jeg i London og så selvfølgelig straks den ulykke, der havde ramt New York. Jeg vidste, at min søn, Nicholas, formodentlig var i New York, han var i hvert fald i USA.

– Jeg sad på mit kontor og forsøgte at ringe igen og igen, men man kunne ikke komme i kontakt med nogen. Det var, som om min hånd blev som en pote, jeg kunne ikke ramme tasterne. Jeg skyndte mig ud at fange en London-cab, så jeg kunne komme hjem efter en adressebog, hvor jeg havde min tidligere svigerfars nummer stående. Idet jeg skulle ind i taxaen, tabte jeg alle mine ting. Jeg var forfjamsket og rædselsslagen.

– Taxachaufføren havde jo siddet og lyttet til den der nyhed, han var også forstenet."Åh, det må du undskylde," sagde jeg, "det er fordi, min søn er i NY, jeg kan ikke finde ham". Han sagde ingenting, men så... jeg kommer til at tude, når jeg tænker på det! Lige idet jeg steg ud igen, truttede han i hornet og råbte: "Your son will be all right!". Jeg gik lidt ned ad gaden, han truttede igen og råbte det en gang til. Og så kørte han. Det var bare så sødt! Og da jeg ser den der sorte cab stryge ud i normaliteten igen... Pyyyh! Lige præcis dét der, man også har i den slags situationer, er jo også en del af attraktionen ved arbejdet: at man er i de her rædselsfulde situationer, hvor folk er på den yderste kant og samtidig er hjertelige og vidunderlige. Mellemfaserne er væk. Du er pludselig meget sød og kærlig over for en vildfremmed dame, der lige har stået og tabt alt ud af håndtasken.

"Åh, jeg kan ikke finde min søn! Mit eneste barn – hvor er han?!"

– På et tidspunkt kom jeg langt om længe i forbindelse med Nicholas' far, som bor i Baltimore. Og fik at vide, at Nicholas havde ringet fra New York, og "he was okay", men han havde været lige ved siden af det hele. Det der halve døgn, inden jeg fik det bekræftet, var frygteligt! Ligesom alle dem, der boede derovre, var jeg bange, og samtidig skulle jeg jo arbejde. Pludselig havde jeg en fod i to lejre. En fod i den professionelle, nøgterne, udenrigskorrespondentagtige lejr, og den anden i den lejr, der bare var: Åh, jeg kan ikke finde min søn! Mit eneste barn – hvor er han?!

– Det var forfærdeligt! Oprivende. Virkelig en meget voldsom sindsbevægelse.

– I flere dage måtte man slet ikke flyve i Amerika, så jeg var med det første transatlantiske fly fra London til en fransk lufthavn i Montreal, og derfra kørte vi så ned til New York.

– Det var selvfølgelig tårevædet og meget bevægende, da Nicholas og jeg så hinanden igen. Jeg glemmer aldrig de dage. En aften samledes vi nogle stykker på en restaurant. Jeg kom fra dagens arbejde, og de havde fået lov at vente på mig, selvom restauranten havde lukket. Jeg kan huske, at døren gik op, og jeg så dem alle sidde der: Nicholas og hans venner og mennesker, jeg har kendt hele livet, og som jeg elsker.

"Du går væk fra at stå og være cool, til rent faktisk at være helt blævrende af skræk indeni."

– I den slags situationer, hvor du er ved at dø af skræk, bliver du skubbet hen til, hvad der er væsentligt for dig. Du får et kæmpe puf hen i den vigtigste zone, som selvfølgelig er der, hvor det, der betyder noget, er, om dem, du elsker, har det godt. Men det er en emotionel rutsjetur, hvor du går væk fra at stå og være cool, til rent faktisk at være helt blævrende af skræk indeni. Det er det værste, jeg har været ude for. Og samtidig skulle jeg holde hovedet koldt.

– Som reporter har man det professionelle på rygraden. Generelt gælder det jo om ikke at involvere sig følelsesmæssigt. Man er voyeur. Med indlevelse, men altså indlevelse i andre menneskers ulykke. Man må ikke begynde at lade, som om det er en selv, der lider. Som om man selv er palæstinenser, der står ved sit sammenbrændte hus. Det er man altså ikke. Man får sin løn for at være der, man har bedt om at tage derhen. Der skal man lige holde tungen lige i munden. Synes jeg. Men her var det svært at skille tingene ad, fordi jeg jo led personligt i den tid, jeg ikke vidste, om min søn var okay.

Da jeg fik børnebørn
Tivoli i København, sommer 2014
– I sommer var jeg i Tivoli med min søn og hans kone Kamilla og deres to børn. Det var en dejlig dag, som startede med, at Nicholas og Alma på fire og Storm, som er helt ny, og jeg var i Frelser Kirke. Vi elsker at skråle med på salmerne. Jeg går ret tit i kirke. Det har jeg altid gjort, også da jeg var ung og kommunist. Det er interessant at høre om evangeliet og gå til alters. Det gør jeg med min søn. Og Alma var også til alters.

– I Tivoli var Alma og jeg i ballongyngerne. Og veteranbilerne. Hun er 4 år, og hun spørger og fortæller lange historier. Hun gik der i sin yndige røde nederdel, der passede til hendes T-shirt med London-busser på. De er så søde, de små børn med det der yndige hår med små spænder i. Og når man fortæller noget, så griiiiner de. Alt, hvad man siger, er så sjovt. De sidder ikke og kigger olmt på en og tænker, "gud ved, om det passer". Da jeg stod der i køen til veteranbilerne, tænkte jeg virkelig: "Åh, hvorfor bliver de ikke ved at være så pæne og søde og ordentlige? Når man er sådan cirka 11 år, stopper det. Så kommer puberteten og trækker det hele den anden vej. Og så mærker de også pludselig, at de kan være ondskabsfulde.

"Men pludselig, når man går med sine børnebørn, husker man det hele."

– Alma og hendes bror, Storm, er min store glæde. Også fordi det med børnebørn er sådan en sjov erindringsmaskine. Man kan huske, hvordan man selv oplevede ting. Ligesom en julekalender lukker det op for sådan nogle små låger, hvor du pludselig kan huske, hvordan sådan noget var, da du var så lille. At man var så fortvivlet, når man forlod Tivoli, husker jeg. Det her magiske sted. Alma har sine favoritter og traditioner, og sådan er det med børnebørn: Du går virkelig på gengroede stier, hvor du melder dig baglæns ind i nogle erindringer, som pludselig dukker op, og som du ikke har tænkt på før. For da man selv havde børn, havde man så travlt. Men pludselig, når man går med sine børnebørn, husker man det hele.

– Det er også fantastisk at opleve Nicholas som forælder. Hvor sød han er. Det er en dejlig, rolig oplevelse. Man er ligesom forskånet for de store dramaer, der er i forbindelse med at have børn, dem er man et skridt væk fra. Man hører om det, når alt er godt igen. Som da Alma for eksempel var blevet kørt over af en cykel – hele den situation hørte jeg jo først om lang tid efter, hvor jeg så det lille ar, hun havde fået.

LÆS OGSÅ: Qvortrups kone: "Se & Hør-sagen er pisse lige meget"

Ulla Terkelsen, 70

Journalist og udenrigskorrespondent for TV2 (indtil videre tre år endnu). Bor i Paris.
Har en søn, Nicholas, og to børnebørn, Alma på fire og Storm, som kom til verden i sommer. 
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview