Joachim Fjelstrup om sin store kærlighed: ”Dét faldt jeg for”

Da filmen ”Vægtløs” i september sidste år havde premiere på den prestigefyldte San Sebastian International Film Festival sad skuespiller Joachim Fjelstrup i salen med sin kæreste. 

Han spiller den mandlige hovedrolle, og da der på et tidspunkt er en scene i filmen, hvor han danser hæmningsløst rundt i en kantine til et Nephew-nummer, kiggede han på sin kæreste.

– Jeg vidste nemlig lige præcis, hvordan hun ville reagere.

Han griner.

– Og hun himlede da også kærligt med øjnene, for ham den goofy type, hun så oppe på lærredet, er en karakter, hun også har set hjemme i køkkenet.

Den goofy type, som Joachim taler om, er en, han har med sig helt fra barndommen. Det fortæller han meget mere om denne formiddag, hvor han er ankommet til interviewet med sin nuttede lille, mørkebrune hund, havaneseren Donny, og en lidt tilbageholdende attitude. Han vil utrolig gerne tale om filmen ”Vægtløs”, som nu har dansk premiere, men den private Joachim vil han gerne holde lidt – ja, privat. 

Når han alligevel har lovet at give noget af sig selv, handler det om, at han er så utrolig stolt af ”Vægtløs”, som har en debuterende instruktør, Emilie Thalund, og en debuterende ung kvinde, Marie Helweg Augustsen, i hovedrollen. De fortjener, synes han, at der kommer en masse opmærksomhed om filmen, og hvis han kan medvirke til det, så krænger han gerne lidt af sin sjæl ud. 

Noget han ellers gør ret sjældent i det offentlige rum, selvom han i de senere år er blevet et meget kendt ansigt med film som ”Pigen med nålen” og ”Sult”, tv-serier som ”Carmen Curlers” og ”Dag & Nat” og sågar i DR1’s julekalender ”Julefeber” fra 2020.

”Vægtløs” er et coming of age-drama, hvor man følger den 15-årige Lea, der tager på sundhedskoloni hen over sommeren. 

Her opbygger hun nye venskaber med en gruppe piger og især sin roommate Sascha. Men mens Sascha søger opmærksomhed hos de lokale drenge, bliver Lea betaget af den voksne pædagog Rune, som langsomt skubber til hendes grænser.

Du spiller Rune, fortæl lidt om den karakter?

– Først og fremmest handler filmen ikke om min karakter. Den handler om den her 15-årige pige og hendes første møde med voksenlivet. Det, der er lidt særligt ved hendes situation, er, at hun kæmper med vægten. 

Hun er en større pige end gennemsnittet, og det går meget i hendes selvværd. Hun får nogle hårde kommentarer på det. Og så går hendes møde med voksenlivet også ekstra hurtigt, fordi hun møder min karakter, og de indleder en upassende flirt. 

Rune er ellers den form for pædagog, vi alle har haft på et tidspunkt, tror jeg, og som var vores allesammens yndlingspædagog. Han er i øjenhøjde med de unge, han har lidt samme humor som dem, han er tillidsvækkende og sjov, og han kan lide at fjolle. Men det er så også det, der er hans problem. Og filmens konflikt. 

At han ikke rigtig forstår, at han er den voksne i den her situation, og at han skal opføre sig ansvarligt. Da jeg var til casting på rollen, blev Rune beskrevet som en Peter Pan-karakter. En voksen mand, der på en eller anden måde sidder fast i sit teenageliv, og som ikke har lært at tage ansvar for sine handlinger. 

Filmen handler om grænser, men i stedet for at lave en film, som handler om en Harvey Weinstein-agtig situation, hvor det er meget tydeligt, at der er et offer, og at der er en, der har overskredet en grænse, så bevæger ”Vægtløs” sig i et spænd, hvor grænserne er mindre udtalte. 

Noget, som mange nok kan genkende fra deres eget liv.

Hvordan var du selv, da du var teenager?

– Jeg tror, alle teenagere kender til det med at være usikker. Det er bare en enormt usikker tid, hvor man føler, at man skal være noget, man ikke er, og samtidig kan man ikke styre sin krop.

Jeg var den sidste, der gik i puberteten, så jeg blev ved med at være en lille dreng, mens der poppede en masse voksne mennesker op omkring mig.

Det er svært at forestille sig i dag, hvor høj er du?

– 194 cm. Men jeg begyndte først at vokse i starten af 2.g. Indtil da var jeg bange for, at folk troede, at jeg var gået forkert og stadig hørte til i de yngre folkeskoleklasser. Og jeg ved ikke, om det også var derfor, men mit selvværd var bygget meget op på, at jeg skulle performe. 

Være sjov og dygtig og spille teater og fylde i energien, nu hvor jeg ikke fyldte med kroppen. Men sidenhen er mit selvværd med årene rykket over på noget andet. Det er ikke helt så vigtigt for mig længere at få bekræftelse. At folk siger, at jeg er dygtig. 

Men det var det hundrede procent dengang. Og hvis vi lige skal tale om Rune igen, så er han stadig på bekræft-mig-stadiet i filmen. Sig jeg er sjov, sig jeg er go’, sig jeg er vidunderlig, og så bliver han nærmest forelsket i den følelse. 

Som i scenen, hvor han danser rundt til det Nephew-nummer, mens de unge piger kigger på ham. For mig personligt var det sjovt at spille den scene, for så kunne jeg lige igen få lov til at udleve min 15-årige spradebasse-entertainer. 

Det er det, man kan som skuespiller. Og ellers danser jeg kun sådan rundt hjemme i køkkenet hos min stakkels kæreste.

Den yngste bliver spradebassen

Du plejer at spille meget sympatiske roller, hvad tænker du om at spille en form for skurk nu?

– Jeg tror helt klart, at det er den karakter, jeg har spillet, hvor folk kommer til at holde mindst af ham, når filmen er slut. Jeg talte med min mor for nylig, og hun spurgte ind til de roller, der kommer ud i år.

Så hun er forberedt, eller …?

– Hun er jo bare interesseret, som alle mødre er. Men da jeg fortalte hende, at jeg har tre karakterer på vej, som ikke er særlig fede typer, kunne jeg mærke en form for skuffelse, for min mor kan bare virkelig godt lide, når jeg er en god dreng, haha.

Man kan på en måde godt sige, at netop Joachims mor har en stor del af æren for, at han er blevet skuespiller. I 70’erne boede hun og Joachims far på Christiania, og moren har fortalt, hvordan hun dengang var en del af den politiske teatergruppe ”Solvognen”. Hun forfulgte dog aldrig en karriere på de skrå brædder.

– Min mor har haft en form for skuespiller i maven, som jeg tror, hun lidt fik udlevet gennem mig. Da jeg var barn, satte hun mig altid til at optræde. Når der var guldbryllupper, fødselsdage eller konfirmationer, havde hun skrevet en skør sang, og så fik jeg en skør, skør overall på og en kasket på skrå, og så skulle jeg ligesom underholde. 

Så det er en side, hun har fremelsket i mig, og så tror jeg også, at der er et eller andet med at være den yngste i en søskendeflok. Vi er fire søskende, og jeg var den yngste i de første otte år af mit liv, indtil jeg fik en lillesøster. Jeg så for nogle år siden en programserie på DR om søskende, som blandt andet havde søstrene Lene og Anne Sofie Espersen med. 

Den ene blev politiker og den anden skuespiller. Og de nævnte i det program, at der er en overvægt af småsøskende blandt skuespillere, og at der i øvrigt også er en overvægt af ældre søskende blandt politikere. Den udsendelse gav mig min egen lille lommeteori. 

Vil du høre den?

Meget gerne?

– Der er et eller andet med, at hvis man i de formative første fem-seks år er den yngste, så er man jo aldrig god til noget i forhold til familien. 

Man er altid den, der ikke har lært at tale, gå eller læse. Og hvad er der så tilbage? At fjolle. Det tror jeg. Sådan var det i hvert fald for mig, og sådan havde det været for min mor, der også er den yngste i en søskendeflok. 

Min placering i familien har gjort mig til en form for spradebasse, og det fortsatte op til midten af mine 30’ere, hvor jeg fandt min base, og hvor jeg tog en eller anden form for opgør i forhold til, at jeg ikke gider at søge klapsalver hele mit liv. Der må være noget andet. Jeg blev opmærksom på det, fordi jeg faktisk fik mange klapsalver og kunne mærke, at det ikke rigtig mættede. 

Altså, det var rart at blive klappet af, men det var også lidt som sukker, og jeg kunne mærke, at jeg havde brug for noget rugbrød.

Basen, som Joachim fortæller, at han fandt midt 30’erne, er hans kæreste. De to mødte hinanden under indspilningen af julekalenderen ”Julefeber” i 2020.

– Hun var instruktørassistent og børnecoach. Det var under corona, og på et tidspunkt stoppede produktionen. Så begyndte vi at se lidt til hinanden privat, og så blev vi kærester, da vi var færdige med julekalenderen. Nu er vi et team med ham hunden her, og det er så dejligt.

Han kigger ned på Donny, der med største selvfølgelighed har lagt sig til rette på en stol og er faldet i søvn.

– Jeg har ikke haft hund før, og jeg gav ham som en slags ”bamse” til min kæreste og sagde: ”Han er din, jeg gider ikke gåture og dyrlægebesøg”. Og nu har jeg ham med til alt.

Han griner højt.

– Vi havde heller ikke tænkt os, at han skulle sove i sengen eller spise med ved bordet …

Men …?

– Det gør han selvfølgelig. Det er sådan nogle rene følelser, der er med en hund. Der er ikke noget beregnende.

Hvad faldt du for ved din kæreste?

– Jeg faldt for …

Han stopper.

– Nu er vi ude i noget, jeg ikke ved, om jeg gider snakke om …

Tænk på, at det er til et dameblad?

– Det er det! Det kan jeg jo lige tænke lidt på.

Han tænker.

– Okay. Jeg faldt faktisk meget for den tryghed, hun gav mig. Jeg følte, der var plads til alt. Der var plads til alle de følelser, jeg kunne have, og der var plads til ærlighed. Og apropos min performer-side, så blev den fuldstændig bedøvet sammen med hende. 

Jeg kunne slappe hundrede procent af. Det var ikke vigtigt, om jeg kunne få hende til at grine eller noget som helst andet. Jeg kunne bare være den, jeg var, og jeg kunne hvile i at være der for hende. Det faldt jeg sgu for. Og apropos filmens tema med usikkerhed, så falder jeg altid for mennesker, der er åbne omkring deres egne usikkerheder, og det er min kæreste også. 

Hun har OCD og Tourette, noget, jeg synes, er ret vidunderligt ved hende, og jeg kan mærke, at det lukker op for alle andre mennesker, at hun er åben om det. Jeg har venner, som jeg har kendt i årevis, hvor jeg ikke vidste, at de havde OCD, før de pludselig fortalte om det, da de mødte hende. 

Den åbenhed er vidunderlig, synes jeg.

Hvorfor er I så gode sammen i dag?

– Det er måske netop trygheden i at vide, at der kan være alt muligt med karriere, premierer og nomineringer, men basen har jeg med min kæreste.

Hvordan er du som kæreste?

– Jamen, jeg danser rundt i køkkenet!

Han griner igen.

– Til hendes store heldighed. Nej, jeg tror lidt, det er det samme, vi gør for hinanden. De ting, vi var usikre på, dem er der fuld accept af. Jeg sidder faktisk lige her og ønsker for Rune, at han møder en, hvor han kan slappe af. En, han er ligeværdig med. I stedet for at blive forelsket i, at der er en 15-årig, der synes, han er dejlig, fordi han tør fjolle.

Fri mig for algoritmen

Efter gymnasiet vidste Joachim ikke helt, hvad han skulle. Skuespil så han mest som en hobby og noget fjolleri. Han brød sig ikke om at være på, når der blev filmet med hjemmevideokameraet til familiefesterne, og derfor tænkte han, at så skulle han da i hvert fald ikke være skuespiller. 

Han overvejede at blive journalist eller læse historie, men der var alligevel en lille stemme indeni, der fik ham til – uden at sige det til en sjæl – at søge ind på Teaterskolen. Bare for lige at se, hvordan det ville gå.

– Og så kom jeg fandeme ind.

I første forsøg?

– Ja, simpelthen. Og så havde jeg det sådan, okay, så giver det jo sig selv, nu må jeg hellere prøve at blive god til det.

Hvordan udviklede det dig som menneske at gå på Teaterskolen?

– Jeg tror i hvert fald, at jeg er blevet klar over, at jeg ikke rigtig kan lægge planer. wor det første havde jeg søgt ind på skolen uden at vide, om jeg ville gå der. Og mens jeg gik der, fandt jeg ud af, at jo mere man planlægger en scene – og sit liv – jo mindre plads er der til, at ting kan ske. Man er nødt til at være åben for, hvad der opstår i øjeblikket. Især i skuespil, men også i selve livet, for man kan alligevel ikke styre alt. Jeg har i hvert fald opdaget, at jo mere jeg giver slip og åbner op, jo bedre går det.

Jeg tror også, at det var på Teaterskolen, jeg begyndte at få hul igennem til noget andet end spradebassen. Jeg kan huske, at der var en lærer, der på mit første år på skolen sagde: ”Du kommer aldrig til at lave andet end komedier”. Og så var jeg bare sådan, det skal du eddermame ikke bestemme! 

Derfra prøvede jeg virkelig at tage mig selv alvorligt, og det satte klart en udvikling i gang. Jeg kunne mærke, at jeg ville tages alvorligt, for ellers ender man som sådan en Rune-karakter, der hverken tager sig selv eller omgivelserne alvorligt.

Og det er også lidt sjovt, at når vi taler om grænser i forbindelse med ”Vægtløs”, så er det svære ved grænser, at de jo faktisk sommetider SKAL flyttes. F.eks. ved at man tager sig selv alvorligt. Og det var nok en grænse, jeg ikke havde så nemt ved at flytte, fordi jeg altid havde fået bekræftelse, når jeg goofede rundt. 

Så lige pludselig at sige, jeg mener faktisk det her, det var svært for sådan en som mig. En lillebrortype, som aldrig havde trænet den side af sig selv.

Som de fleste andre går Joachim og tænker meget over, hvad det sker i verden i disse år.

– Jeg prøver at lade være med at bekymre mig, men jeg kan ikke give nogen gode råd til, hvordan man lader være, for jeg er selv på herrens mark. Og min algoritme ved det. Den foreslår hele tiden YouTube-videoer om, at 3. Verdenskrig starter inden for den næste måned, og at verdenssamfundet bryder sammen. Og det er jo ikke engang kun YouTube. 

Det er også almindelige medier. Jeg kan mærke, at jeg er utryg, og det er en udfordring, jeg gerne ville finde en løsning på. I stedet føler jeg mig mere lammet. 

Når jeg somme tider går helt i stå, siger min kæreste, at det hele nok skal gå. At vi finder ud af det sammen.

Hvordan håndterer du dine bekymringer, holder du op med at kigge på de forskellige medier, eller …?

– Det burde jeg jo. Men det er sådan en underlig addiction. Jeg prøver faktisk at meditere. Jeg bilder mig selv ind, at det hjælper, men det kræver, at man gør det regelmæssigt, og det er svært for mig at finde den vedvarende rytme. 

Så jo, nu har jeg alligevel et råd til alle de læsere, der bekymrer sig: Prøv at meditere og sluk for algoritmen. Og det stoiske råd er, at hvis det er noget, du ikke kan gøre noget ved, så lad være med at tænke over det. Og ja, det kan man jo sagtens sige, det lyder så rigtigt, men det virker ikke for mig.

Jeg bliver ikke ikke-bekymret af at sige, at jeg ikke skal være bekymret. Jeg ved ikke, hvad andre mennesker gør. Når den her artikel kommer ud, kan jeg da f.eks. være bekymret for, om Grønland er blevet invaderet. Vi er på mange områder i en situation, hvor alt det, vi har troet, var sikkert, er oppe i luften. 

Jeg ved, at jeg ikke er alene om at have det sådan, så et andet godt råd er nok, at vi skal tale med hinanden om det.

Kæreste, hund, venner & sudoku

Hvad søger du i dine venskaber?

– Faktisk nok lidt det samme, som jeg søger i en kæreste, bare mindre committed. Venner er man jo ikke på samme måde bundet op på, og man er ikke lige så afhængig af dem. Men jeg har brug for, at jeg kan regne med mine venner, og så bruger jeg nok også mine venner til at være lidt dum med. 

Det er dem, jeg kan danse køkkendans med, når min kæreste lige skal have en pause, haha. Der er nok noget spradebasse-energi, der ryger ud i venskaberne.

Hvad inspirerer dig udenfor dit arbejdsliv, hvad finder du glæde og energi i?

– Jeg har lyst til at svare sudoku, men det er eddermame et kedeligt svar.

Han griner højt igen.

– Det er måske lidt skørt, men nogle dage kan jeg bruge tre timer på en sudoku. Jeg kan bedst lide dem, der er så svære, at jeg tror, jeg ikke kan løse dem. Jeg savner faktisk lidt dengang, man havde matematik i skolen. Når jeg laver sudoku, får jeg det sådan, fuck, hvor er det lækkert, at det her går op. 

Måske handler det om, at når man spiller en scene, så kan den være på en milliard forskellige måder, og på et tidspunkt må du give slip og sige, okay, instruktøren vil have det her, så prøver vi det. Men der er ligesom aldrig noget svar på, om det var den rigtige måde at lave scenen på. 

Min hjerne kan virkelig godt lide, at der er et rigtigt svar i sudoku. En løsning, hvor et til ni går op alle veje rundt. Måske er det for voldsomt at sige, at det inspirerer mig, men det er i hvert fald et dejligt sted for min hjerne at være.

Løser du sudoku på papir eller på en skærm?

– Det er på papir, det skal være helt analogt. Og det er faktisk også en hjælp i forhold til at holde sig lidt væk fra algoritmerne. Jeg bilder mig ind, at det er mere aktivt og sundt at løse sudoku, og samtidig får jeg lidt samme dopaminkick, når jeg kan sætte et korrekt tal. 

For mig er det en hjerneafslapper samtidig med, at jeg bruger hjernen.

Han stopper lidt op.

– Jeg er bange for, at folk kommer til at synes, at jeg er en kæmpe nørd nu.

Gør det noget?

– Næh, det gør det vel egentlig ikke.

Der er vel også en form for kontrol i at få en sudoku til at gå op, når du nu ikke kan redde verdenssituationen?

– Ja, det er rigtigt. I modsætning til verdenssituationen og i modsætning til at lave film og skuespil. I sudoku er der noget, der skal passe. Men jeg må også lige sige, at der er nogle, der snyder og gætter på et tal, når de løser sudoku. 

Det, synes jeg, er meget uciviliseret opførsel. Når du gætter, ved du jo ikke, om det går op. Min regel er, at man ikke må sætte et tal, før man er sikker – selvfølgelig!

Han stopper lidt op og siger med lavere stemme.

– Det er min kæreste, der gør det.

Hun gætter?

– Ja … For mig at se er det at sætte sig selv op til failure, det går altså ikke.

Er der andet, du bruger din tid på?

Han trækker på skuldrene, tænker lidt og kigger så ned på Donny.

– Min hund bruger jeg meget tid på. Jeg havde slet ikke troet, jeg ville gå så meget op i, om han hang med næbbet eller ej. Jeg snakker også til ham. Det kommer også bag på mig, for jeg ved, han ikke forstår mig. 

Eller jo, han forstår meningen, så det er noget med at sige de samme ting på samme måde hver gang. Hvis vi f.eks. er uenige om, hvilken retning vi skal gå, så er det altid en forhandling. Hvis han er meget insisterende, okay, så vinder han. 

Men hvis jeg kan mærke, at han bare er lidt trodsig, så tager jeg ham op og siger med samme tonefald og kærlighed hver gang: ”Du tror, det er dig, der bestemmer, men det er mig”. Derefter sætter jeg ham ned, og så går vi min vej. Jeg tænker, at han så en dag forstår det, når jeg siger, at det er mig, der bestemmer, haha.

Det giver god mening!

– Ja, hunde forstår følelsen bag. Så kæreste, hund, venner, sudoku – det er mit liv! Og så skuespil. Jeg har flere venner, der synes, at jeg burde få mig en rigtig hobby. Kan du ikke bare lave ler eller sådan noget, siger de. Men jeg har svært ved ikke at arbejde. 

Jeg bliver ret rastløs i de perioder, hvor der er nogle måneder mellem jobs. Jeg kan læse det samme manuskript 100 gange. Og det er ikke, fordi jeg er succeshungrende, jeg synes bare virkelig, at mit arbejde er sjovt. For nogle år siden talte jeg med skuespilleren Lars Mikkelsen om det her. 

Han havde lige bygget en terrasse, og han sagde til mig: ”På et eller andet tidspunkt, Joachim, så kommer du til et sted i livet, hvor du længe nok har tænkt på, om en karakter har overskæg eller går med hat, og så får du lyst til at lave noget, der bliver til noget, som du kan sidde og drikke kaffe på”. Det sted er jeg bestemt ikke nået til endnu. Men Lars er også noget ældre end mig, og han er måske den største arbejdshest, jeg kender. 

Så jeg tænker, at der nok også kommer et tidspunkt for mig, hvor jeg begynder at interessere mig for noget andet og måske bygger en terrasse. 

Men indtil videre må jeg nok indrømme, at jeg bare elsker mit arbejde.