Hvor godt kender du Dansktoppens historie? Bliv klogere på den glade musikgenre her

Et af Carsten Michael Laursens stærkeste barndomsminder stammer fra, da han var omkring ni år. Året var 1971, og hjemme i baggården i Viborg sad han på en trappesten med sin transistorradio stillet ind på P3. 

Det var lørdag eftermiddag, solen skinnede, han havde lige fået ferie, og om lidt ville muntre toner summe fra både hans og de øvrige beboeres radioer, som kunne høres gennem de åbne vinduer.

Carsten Michael var nemlig én af de mange danskere, der trofast lyttede med, brevstemte og møjsommeligt nedskrev sine personlige ranglister, når Gitte Hænning, Ulla Pia og Johnny Reimer farvede tilværelsen lys og let i tidens favoritprogram: Dansktoppen.

– Dansktoppen var ren livsglæde. Jeg havde en fornemmelse af evig sol, sommer og frikvarter, og jeg var helt opslugt og tænkte ikke på andet, når musikken spillede, mindes Carsten Michael.

Alle kan synge med

I sin nye bog, "Dansktoppens guldalder", rejser den i dag 63-årige bibliotekar og musikekspert tilbage til årene 1968-1977. Dengang samlede det legendariske radioprogram ikke bare danskerne, det blev også betegnelsen for en særlig musik­genre. 

En genre, som Carsten Michael mener har sin berettigelse selv i dag.

– Dansktoppen satte ord og toner til hverdagen. Sangene handlede om det, som rørte sig for danskerne, og spejlede de ting, vi var optagede af – mode, tv-programmer, begivenheder i samfundet, siger han.

– Teksterne var umiddelbare og melodierne sangbare, så du skulle ikke være sanger for at synge med.

I Carsten Michaels optik er dansktopmusik ikke et overstået kapitel, for det trækker tråde til nogle af vor tids mest populære kunstnere. Hvordan det hænger sammen – og hvem det er – gemmer vi til senere.

Først skal vi tilbage til 1960’erne og dengang, det hele begyndte.

Kopierede svensken

1960’erne var årtiet, der gav os ungdomsoprør, hippiekultur, frisind og en bølge af musik på engelsk med Elvis, Bing Crosby og The Beatles. Hvad der til gengæld var underskud af, var sange på dansk. Og det var et savn i en tid, hvor de færreste begik sig ubesværet på engelsk.

På den anden side af sundet havde man dog fundet en løsning. Man oversatte slagermusik fra Frankrig, Spanien, England og Tyskland til svensk, det var både nemt og billigt, og i Sverige udmøntede det sig i radioprogrammet Svensktoppen. 

En model, der var lige til at kopiere.

De svenske versioner af sangene lod sig nemt transformere til dansk, og den danske pendant, Dansktoppen, gik i luften 1. september 1968. Den blev en øjeblikkelig favorit med mere end to millioner lyttere.

Ifølge Carsten Michael var programmet med sine sentimentale melodier, der hyldede fædrelandet, barndomshjemmet og de svundne tider, en modbevægelse til opbrudsstemningen.

Belli protesterede

– En af de helt store plager var Lille sommerfugl, en nyfortolkning af et revyhit fra 1920’erne, siger Carsten Michael.

– Den er et eksempel på, at Dansktoppen kiggede bagud og modsat ungdomsoprøret spillede på gode, gamle borgerlige værdier. På den måde ramte musikken en anden del af befolkningen.

Carsten Michael oplevede dog, at også de langhårede og bh-løse kunne trænge til et skud musikalsk nostalgi lørdag eftermiddag.

– Selv den unge hippie, der stod nede i min gård og pudsede sin motorcykel, nynnede med på Gitte Hænning, husker han.

Dansktoppen opstod måske nok som ren sødsuppe, men ligesom al anden musik udviklede genren sig. I 1970 hittede Peter Belli med Bliv væk fra vort kvarter, som med kritik af de moderne bymiljøer bragte oprøret ind på hitlisten. 

I 1971 sagde John Mogensen det ligeud med sangen Der er noget galt i Danmark. Og senere satte en sang som Himmelhunden spot på ensomhed og angst.

Netop evnen til favne både det lyse og det mørke sikrede genrens sejrsgang op igennem 1970’erne, mener Carsten Michael.

Uartig udvikling

– Du havde stadig sangene, der levede op til dansktopklichéen med rosenrøde tekster og lette melodier. Men der opstod en ”sidegade” med melodier, der nærmest kan betegnes som protestsange, siger han.

– Den variation gjorde, at folk kunne se sig selv og deres hverdag i musikken.

Men også den romantiske del af Dansktoppen var igennem en udvikling. Hvad der begyndte som dydige kærlighedssange blottet for uartig erotik fik et frivolt skær, i takt med at pornoen blev frigivet.

I 1971 smed Dansktoppen figenbladet med John Mogensens Der er fut i fejemøget, og i 1973 kom Bade med og uden med Ulla Pia som en hilsen til Rapport-blade, sengekantsfilm og nøgne ungpigekroppe på badestrandene. 

I 1975 gik Bamses venner til tops med Vimmersvej, hvor Flemming Bamse Jørgensen frimodigt sjungede, at hun går rundt med numsen bar, hurra.

– Det havde du aldrig hørt Bjørn Tidmand synge bare få år tidligere, forsikrer Carsten Michael.

DR sagde stop

I anden halvdel af 1970’erne ændrede samfundet sig igen. Danskerne begyndte at rejse mere og blev fortrolige med fremmedsprog, og musiksmagen pegede i retning af mere rock og disko, mindre dansktop.

I 1975 kommenterede Keld Heick udviklingen i en sangtekst: Tag og spil lidt mere rock […] og ingen dansktopmelodi – en sang, som ironisk nok fik mange uger på Dansktoppen.

Carsten Michael, nu teenager, mærkede også de nye toner trække i sig.

– Jeg hørte stadig Dansktoppen, men jeg købte også den ny single med Abba og Queen. Dansktoppen fyldte ikke længere alt for mig, husker han.

Et punktum blev sat, da Statsradiofonien besluttede, at DR ikke længere ville være ”pladebranchens forlængede arm”, og aflyste alle hitlisteprogrammer. I marts 1977 sendte Dansktoppen i sin oprindelige form for sidste gang. Guldalderen var slut – uagtet at programmet blev genoptaget i 1993 og den dag i dag kører på P5, nu med et mere begrænset publikum.

Er Medina dansktop?

Ifølge Carsten Michael er det dog ikke kun traditionelle dansktopnavne som Kandis og Birthe Kjær, der sikrer, at traditionen lever videre. Også kunstnere som Rasmus Seebach, Andreas Odbjerg, Malte Ebert, Medina og Sys Bjerre står ifølge ham på skuldrene af genren.

– De synger også om de nære ting, vi alle sammen kan nikke til, og deres tekster er enkle og umiddelbare, siger han.

– De vil måske ikke selv kalde deres musik for dansktop, men når Malte Ebert synger Er det mig, du vil ha’?, minder det umiskendeligt om Birthe Kjær, som sang det samme for 50 år siden, fortsætter han.

– Lyden er opdateret til nutiden – men musikken rammer det samme i os.

LÆS OGSÅ

Tine manglede noget i sit forhold - da hun konfronterede sin mand, måtte han fortælle sin hemmelighed

At noget manglede i forholdet mellem Arne og mig, har jeg altid vidst. Da han grædende fortalte sandheden, fik jeg chok.