65-årige Anne ved allerede nu, hvor hun gerne vil begraves

Med det samme Anne Christensen så det store bøgetræ, der står lige ud til Roskilde Fjord i Østskoven ved Selsø, var hun sikker. 

Det er her, hun gerne vil begraves, når den tid kommer. Østskoven er nemlig ikke helt som andre skove, den fungerer også som skovbegravelsesplads, og det var under en guidet fremvisning af området, at hun tog beslutningen.

– Jeg havde ikke været i skoven før den dag, men jeg havde haft et billede i mit hoved af, hvordan det så ud, og da jeg så stod der, så det vitterligt sådan ud. Træet lignede helt det, jeg havde forestillet mig, og med udsigten til vandet, føltes det helt rigtigt, fortæller 65-årige Anne Christensen.

Det er mange år siden, at Anne første gang begyndte at tænke over, hvad der skal ske den dag, hun ikke er her mere. Efter at Annes datter havde været i praktik på Stenløse kirkegård fortalte hun Anne om en skovbegravelsesplads på et område bag kirken, og det lød tiltalende.

– Jeg er ikke troende, så jeg har meldt mig ud af Folkekirken, men alligevel er det jo en mulighed at blive begravet på en kirkegård. 

Inderst inde føltes det bare ikke helt rigtigt, så da jeg hørte om skovbegravelse, synes jeg, det lød som det helt rigtige. Jeg kommer fra landet, så naturen er en del af de omgivelser, jeg er vant til, og en skovbegravelse er jo virkelig tilbage til naturen. 

Af jord er du kommet, til jord skal du blive, siger Anne.

Det var ikke muligt at ligge på skovbegravelsespladsen på Stenløse Kirke, da det krævede tilknytning til kirken, så det var først mange år senere, da Selsø-Lindholm Gods valgte at dedikere en del af deres skov til en skovbegravelsesplads, at Anne gik videre med planerne. 

For fire år siden var hun til fremvisningen, hvor hun endte med at reservere en plads. Reservationen kostede 1.000 kroner for de næste 10 år.

Den sidste vilje

Udover at Anne ikke er medlem af Folkekirken, er der også en anden grund til, at hun har valgt at blive begravet i skoven. Begge hendes døtre bor i USA, hvor de er etablerede med familier og jobs.

– Ved den her type gravsted, er der ikke noget, de skal passe, og derfor kommer det ikke til at give dem dårlig samvittighed, når de bor så langt væk. Når de så kommer til Danmark, kan de besøge stedet og mindes, men ellers ved de, at jeg ligger godt der, hvor jeg ligger, siger Anne.

Gravpladsen er ikke det eneste, Anne har valgt at sørge for i forbindelse med sin død. Hun har lavet en Elysium begravelsesopsparing, så hun er sikker på, at ingen skal stå med regningen for hendes begravelse, og hun har nedskrevet sin sidste vilje.

– En begravelse kan blive rigtig dyr, så den udgift er der ikke nogen, der skal påtage sig, derfor har jeg valgt at ordne så meget, jeg nu kan. 

Jeg har skrevet, hvad jeg godt kunne tænke mig omkring kiste og påklædning og begravelseskaffe, men om de vil holde en mindehøjtidelighed eller ej, og hvilken musik der evt. skal spilles, må de selv bestemme, siger Anne, der også har taget en beslutning om, at hvis døtrene af én eller anden grund ikke kan komme til begravelsen, skal der være mulighed for, at de kan deltage via Facetime eller på anden måde online.

I stedet har hun bestemt, at de kan være med via Facetime.

Åben om døden

Anne har aldrig har haft svært ved at tale om døden og alle de ting, der følger med.

Hun mener, at det måske skyldes, at hun selv mistede sin far, da hun var 10 år gammel, hvilket ingen talte med hende om.

– Det blev forbigået i tavshed, og jeg fik ikke lov til at komme med til begravelsen. Det har sat dybe spor i mig. Da jeg senere havde en kæreste, der begik selvmord, nægtede jeg at hans død skulle være et tabu. 

Jeg talte om det til både mine venner og mine døtre, og det ligger meget naturligt til mig også at tale om min egen død.

På sin gravplads skal Anne have en lille plade, der viser, hvor hun ligger. Anonym, men alligevel med navn, så hendes pårørende kan finde hende. Og tanken om at det hele næsten er på plads, gør hende tryg.

– Jeg tager ansvar for mit liv, og derfor vil jeg også gerne tage ansvar for min død. Jeg ville har gjort det under alle omstændigheder, men nu hvor mine døtre bor i USA, giver det endnu mere mening. 

Jeg har det godt med, at jeg ved, at det hele sker på en måde, som jeg synes er god, og som samtidig aflaster mine efterladte. Det føles rigtig rart, at der er taget stilling til det meste. 

Det giver mig en ro.

LÆS OGSÅ

Min venindes søn er min hemmelige elsker

Sissel har kendt 20 år yngre Martin, siden han var en dreng. Han er hendes venindes søn, og hun ved ikke, hvad der foregår, fortæller hun.