En kvinde med krøllet hår står indendørs ved et vindue og ser mod kameraet.

Camilla var så stolt af sin perfekte datter - men en dag ringede telefonen

Min 14-årige datter var afsindig dygtig i skolen, ambitiøs med sin sport og gjorde i mine øjne alting rigtigt. Først den dag, hvor min veninde ringede og sagde, at der var noget, hun blev nødt til at tale med mig om, indså jeg, at jeg i den grad havde taget fejl af Emma. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

hjemmet logo farve

Emma så træt og bleg ud, da hun kom ud i køkkenet. Hun tog en skål fra overskabet. Så svajede hun et øjeblik, tabte skålen, så den splintredes mod gulvet og faldt sammen på en stol.

Det var første skoledag efter sommerferien. Emma skulle starte i niende klasse. Hun var mit eneste barn, 14 år gammel, en dygtig og flittig pige, der altid havde været god i skolen. I den forgange uge havde vi netop talt om, hvordan hun glædede sig til at starte igen. 

Nu sad hun pludselig i mine arme og græd, og det eneste, jeg kunne forstå, var, at hun ikke kunne klare at skulle starte i skole igen. Jeg forstod ingenting.