76-årige Inge synes, at unge kvinder er for selvbevidste: ’De skal have modelmål, før de tør bade topløse’

Jeg var ung i 1960’erne og en del af ungdomsoprøret. Vi unge kvinder gjorde for alvor oprør mod de traditionelle kønsroller, som vi havde oplevet dem hos vores forældre og bedsteforældre. 

Som reaktion krævede vi uddannelse og lige rettigheder.

Faktisk ville jeg gerne have været skuespillerinde. Men det fik jeg ikke lov til af mine forældre – de gik højt op i, at jeg tog en uddannelse, men jeg fik ikke lov til at vælge frit. For skuespillerinde, det var ikke ”et rigtigt job”, fik jeg at vide.

Jeg blev student fra Rysensteen Gymnasium i København i 1968. Bagefter læste jeg på seminaret, og selv om jeg blev gravid, gennemførte jeg og fik titlen folkeskolelærer. Dengang var det de færreste kvinder, der fik en studentereksamen. 

Det gjorde derfor mine forældre ekstra stolte, at jeg blev student og tilmed familiens første.

Vejen for en kvinde var stadig meget fastlagt på den tid. Det lå i kortene, at jeg skulle have en uddannelse, blive gift og få nogle børn. Det var der ingen, heller ikke jeg, der satte spørgsmålstegn ved. Så som 22-årig blev jeg gift med Keld, og året efter kom Thomas og fire år efter Signe.

Når jeg ser på nutidens unge, har de har alle muligheder – de kan forme deres liv, præcis som de vil. Jeg misunder dem deres muligheder, især for at rejse ud i verden, men jeg tror samtidig, at de bliver komplet forvirrende. Over for eksempel hvad man vil være, om man vil have børn, om man vil giftes. Der var livet mere ukompliceret i min generation.

Jeg synes, de unge piger er alt for selvbevidste og forfængelige. Da jeg var ung, badede alle kvinder topløse – i dag skal de have modelmål, før de tør. Jeg tænker også tit, at de unge spilder deres krudt på ligegyldige ting som de der influencere, der sidder foran et spejl og lægger makeup eller danser i en Tik Tok-video. De skulle hellere beskæftige sig med noget vigtigt, noget med værdi.

Min søn laver mad til sin familie; sådan noget gjorde mænd altså ikke i min generation. Det har altid været mig, der stod for børnene og det huslige, også selv om jeg havde fuldtidsjob. 

Med tiden er min mand og jeg dog blevet lige gode om det, men det har været en tilvænning.

Jeg er lykkelig for at være opvokset i den tid, jeg gjorde. Vi havde masser af frihed, og jeg ville ikke bytte det for noget at have været ung i 1960’erne, hvor, næsten, alt var tilladt. 

Det skulle da lige være det med at være to om husholdningen som i mine børns generation, og så det med at rejse og opleve andre kulturer. Det gad jeg godt have oplevet.

LÆS OGSÅ

Min nye kollega er nærgående

En læser har en kollega, som hun synes er alt for nærgående. Hvordan får hun sagt fra? Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.