Da jeg var lille, pustede min mor lidt luft med cerutrøg på det sted, jeg havde slået mig.
Op til fuglene med smerterne. Videre! Allerede dengang havde jeg en diffus fornemmelse af, at min smerte ikke kun drejede sig om den fysiske hudafskrabning. For eksempel gjorde det anderledes, men mere ondt, at de andre børn havde set mig falde på en åndssvag måde – og at jeg var sådan en lille tøs, der rendte hjem til min mor. Smerte er nemlig ikke bare fysisk smerte. Den har også et psykisk, socialt og åndeligt/eksistentielt aspekt, hvilket den britiske læge Cicely Saunders har lavet en teori om: ”Total pain”.
Jeg er i gang med at lære om palliation, altså smertelindring til meget syge mennesker. Det interessante er, at fysisk smertelindring fylder forbavsende lidt. Ikke fordi det ikke er alvorligt, men fordi der findes medicin for fysisk smerte. Døende mennesker beskriver ofte de andre typer smerter som værre og mindre håndterbare.
De føler for eksempel social smerte, fordi et fjollet skænderi tilbage i 1987 gjorde, at de ikke kunne tilgive deres søster og aldrig så hende siden. Eller den døende bekymrer sig over, om hendes børn kan klare sig uden hende.
Den åndelige/eksistentielle smerte kan komme til udtryk ved, at man ikke kan forlige sig med, at ens identitet har ændret sig til at være syg og afhængig. Man kan også være præget af frygt og fortrydelse over det liv, man har levet – og om man bliver straffet for det i det hinsides.
Jeg kender en tidligere hospitalspræst, Ruth Østergaard. Hun taler om, at alle menneskers liv er en kommode, og på skufferne står der for eksempel ”karriere”, ”familie”, ”identitet” og ”åndelighed”. Når vi er døende, så vælter skufferne ud på gulvet og blotlægger alt rodet. Det må alt andet lige være en opfordring til lige at køre en Marie Kondo på skufferne, mens der endnu er tid.
”Total pain”-teorien kan også bruges i mindre alvorlige sammenhænge, end når vi er terminale.
Da jeg efter et slidsomt forløb i mit tidligere arbejdsliv besluttede mig for at skifte spor fra kommunikationsarbejde i kulturbranchen til sosu-elev, så var den eksistentielle og sociale smerte altopslugende: Hvem var jeg nu – og hvordan vil omverdenen se på mig?
Under større livskriser aktiveres alle smertens facetter.
Da jeg var otte, døde min far, hvilket gjorde psykisk ondt – selvfølgelig. Men jeg rendte også oppe ved skolesygeplejersken med fysiske problemer: Jeg kunne ikke sove på grund af mareridt, og jeg havde konstant ondt i mave og hoved. Rent eksistentielt vidste jeg ikke, hvem jeg var nu. Jeg var ikke længere en almindelig pige i et almindeligt parcelhus med mor og far og en helvedes masse kæledyr. Nu var jeg en faderløs type i et mindre rækkehus med en sølle kat tilbage. Et barn, som de andre ikke rigtig turde snakke med, fordi jeg emmede så mærkeligt af sorg og død – hvilket gav den sociale smerte, ensomheden.
I de store livskriser sidder vi forpjuskede helt ude på herrens mark. Det er et skræmmende sted, hvor ting ikke lader sig fikse udelukkende med et skud morfin.
Derfor skal vi slæbe en stol ud på herrens mark og sidde sammen med den kriseramte.
Vi skal turde sidde og lytte uden på forhånd at kende svaret på, hvor det gør mest ondt.
Om Mette Kirstine Goddiksen
- Ugens klummeskribent er cand.comm. og bygger nu videre på sit cv som social- og sundhedsassistent-elev.
- Hun er 49 år, gift med Eske og har tre døtre.
- Kendt som evil cat lady med hang til sarkasme, sorte øl og stiletter.
