Betina var krigsfotograf - en særlig episode blev enden på en lang karriere

En bestemt episode blev starten på enden på Betina Rask-Johnbecks 10 år som fotograf i krise- og krigszoner. 

Den fandt sted i 2013, hvor Betina var udsendt til byen Yabrud i Syrien for at dække borgerkrigen. Sammen med den udsendte journalist hørte hun flyene komme og søgte dækning ved en mur, inden to bomberne faldt. 

Bragene var voldsomme, og Betina mærkede en trykbølge i ryggen fra eksplosionerne. Hun nåede at tænke, at nu var det slut, inden hun slap væk fra det efterfølgende kaos.

– Den episode skubbede mig ud over den kant, som man skal helst ikke skal ud over. Den kant, hvor man tænker, at man skal dø. Enten kommer du op igen og kan arbejde videre, ellers også bliver det ved med at sidde i dit hoved, og det gjorde det for mig. 

Jeg havde rummet meget i lang tid og var kommet op igen flere gange, men her var det ikke længere nok at blive debriefet af en psykolog, fortæller 50-årige Betina Rask-Johnbeck, der trods den traumatiserende oplevelse alligevel tog en rejse mere til Ukraine. 

Her oplevede hun for første gang at være bange på en opgave, og det blev afgørende.

– Når man er i krigsland, er man alert hele tiden og sover nærmest med et halvt øje åbent, men alligevel vænner man sig til at være i det, og det er nødvendigt for at kunne udføre arbejdet. Man må gerne være bange, hvis man hører et nedslag eller andet, men er man bange hele tiden, tænker man ikke klart, og det var det, der skete for mig til sidst. 

Jeg var simpelthen så bange, at jeg var nervøs for, om jeg kunne handle rationelt, når det gjaldt. Da tårerne løb ned kinderne på mig i ren frygt, kom jeg frem til en erkendelse af, at der var sket noget med mig. Jeg kunne ikke mere.

Da Betina igen landede på dansk jord fra Ukraine, gik hun direkte ind og sagde op.

– Det var noget af det sværeste, jeg nogensinde har gjort. Jeg havde jo det fedeste job i hele verden. Det var alt det, jeg havde drømt om at få lov til, så det var virkelig svært at slippe. 

Jeg skulle genopfinde mig selv, for jeg havde jo været hende, der altid rejste rundt i verden, så hvordan skulle jeg nu arbejde?

Ville skabe en forandring

Vi møder Betina i DR-byen, hvor hun i dag er teamleder for DR Nyheders fotografer. Hun undskylder på forhånd, at hun måske kommer til at skulle svare på nogle opkald, for hun er midt i koordineringen af en gruppe fotografer, der skal til Grønland i slipstrømmen på det politiske pres fra Trump.

– Selvfølgelig savner jeg indimellem at være kreativ, men det er det fedeste at arbejde med mennesker. At arbejde med deres udvikling og få det bedste frem i dem. Men også at sørge for, at de ikke bliver kørt for hårdt, og at de får fri, når de kommer hjem. 

For at være fotograf er én ting, men at være fotograf i udlandet og i krigsområder er en anden. Man har brug for en særlig restituering, når man kommer hjem fra sådan en tur, fordi der er så mange indtryk, der skal bearbejdes.

Da Betina i 2000 blev ansat som fotografelev i DR, havde hun ikke noget særligt ønske om at rapportere fra krigsprægede områder. Udlængslen var der dog, og den første udlandsrejse som nyudklækket fotograf var til Spanien, hvor hun dækkede et valg til DR's flagskib, udenrigsmagasinet ”Horisont”.

– Jeg kan huske, at jeg sad der i flyet med mit kamera, og jeg følte, at det var så vigtigt. Og selvom jeg altid havde sagt, at jeg ikke ville rejse ind i de farlige lande, så rykkede mine grænser sig med tiden, og jeg kom til at elske det.

Uden at hun helt har det endelig tal, gætter hun på, at hun har været på omkring 80 rejser som rapporterende fotograf. Fra Haiti til Pakistan. Fra Tunesien til Thailand. Noget af det sværeste var at rapportere fra flygtningelejre.

Det var blot en af de gange, Betina har måtte minde sig selv om, at hun ikke kan redde hele verden.

– Når vi stod i en iskold flygtningelejr med frysende og sultne børn, og selv tog tilbage til et varmt hotel, var det en virkelig grim følelse. Her kunne jeg godt føle mig som en grib, der gik ind og åd deres historier og smuttede igen. 

Men så måtte jeg tænke på, hvorfor det var vigtigt at få den historie ud. Jeg måtte oplyse om, hvad der skete, så folk kunne se, hvad der foregik.

Et nyt liv

Efter årene som fotograf og i særdeleshed oplevelsen i Syrien har Betina fået konstateret PTSD – posttraumatisk stresssyndrom. Hendes krop husker, og derfor kan hun blive bange for uventede høje lyde, hun lider af klaustrofobi og højdeskræk, og er hun til koncert, søger hun automatisk mod udgangen. 

Psykologhjælp har betydet, at Betina i dag lever godt med det. Hun kalder sig selv en af de heldige.

Samtidig er hun flyttet væk fra storbyens larm og ud under åben himmel til Hedehusene, hvor hun rider og går lange ture med sin hund Dobby. 

Det er hendes anden hund, efter hun stoppede med at rejse, og forgængeren Oskar – en labradorblanding, Betina fik fra Bosnien, men som døde sidste år – blev hendes trolige følgesvend i prøvelserne med at lande i den nye hverdag.

– Jeg plejer at sige, at han reddede mig lidt. Da jeg fik ham, var jeg angst for at være alene, gå på gaden og høre fly i luften, så det gav mig tryghed at have en stor hund ved siden af. 

Han vækkede mig, når jeg havde mareridt om natten, og han vidste lige, når han skulle komme og lægge hovedet på mit lår, fortæller Betina.

Siden har hun også mødt sin mand, David Rask-Johnbeck Arnesen. I de mange år som udlandsfotograf var det udfordrende at holde et parforhold ved lige, men da Betina mødte David var hun ikke i tvivl om, at det var rigtigt. 

David friede efter blot tre måneder, og Betina sagde ja.

– Mit forhold til David er det element, der har manglet i mit liv. Alt omkring ham er rigtigt. Men han har skulle lære mig at kende, for jeg kommer med en bagage. Han har skulle lære, at jeg kan reagere ret voldsomt på ting, men det rummer han, siger Betina, der i dag har fået en udvidet familie i form af Davids to døtre på 10 og 14.

– Mit liv er helt anderledes, end det tidligere har været. Da jeg flyttede fra byen, startede jeg en helingsproces, hvor jeg følte, at jeg blev hel igen. Den ro og det store naturområde, hvor jeg bor, har givet mig så meget. 

I dag lever jeg et ret stilfærdigt liv med David og pigerne, og jeg har det rigtig godt.

For et år siden udkom Betinas historie i bogen ”Når verden er i krig”, hvor læseren kommer med på hendes mange rejser og tæt på de personlige omkostninger.

– Det har været terapi for mig at få lov til at fortælle det hele igen. Jeg kunne mærke det rent fysisk, fordi jeg fik nogle reaktioner på det, jeg har oplevet, men det var også rart at finde alle de ting frem i hovedet, som jeg havde parkeret et sted. Alle de virkelig mange gode historier og fantastiske oplevelser, som er blevet overskygget af de sidste, som var grimme, og som har gjort så stor en forskel for mig. 

Jeg var jo superglad for at være rejsefotograf og tage rundt i hele verden, og selv med alt det, jeg ved i dag, ville jeg ikke gøre noget om.

LÆS OGSÅ

Astrid var ude at løbe, da hun så sin mor - og afslørede hendes livslange hemmelighed

Det kom som et chok for Astrid.