Vlado er måske Danmarks mest kendte færdselsbetjent – men der er én ting, som aldrig bliver rutine for ham

Vlado har selv prøvet at være uopmærksom et par sekunder i trafikken – og kigge op fra instrumentbrættet for at konstatere, at nu var han faretruende tæt på bilen foran.

I det sekund han flyttede foden for at bremse, tog den moderne bil over og huggede bremserne i for ham, så den erfarne færdselsbetjent, der var ude i et privat ærinde, akkurat undgik et sammenstød.

– Bagefter tænkte jeg; Hold fast, hvor var det godt, jeg nåede at bremse, for ellers tror jeg, jeg havde ramt ham.

65-årige Vlado Lentz fra Roskilde er nok Danmarks mest kendte færdselsbetjent. Siden 2009 har tv-seere kunnet følge ham i programmet ”Politijagt” på Kanal 5, hvor han især er kendt for sin bestemte, men venlige facon og for at snakke med folk og søge dialogens vej, når det er muligt.

Lige nu er han aktuel med bogen ”I farten”, skrevet sammen med journalist Franziska Weiss Lauritzen. Her fortæller Vlado meget nærværende, i jeg-form, om færdselsulykker, trafik-situationer og den vigtige opmærksomhed som trafikant, og også om eksempelvis nogle af de gange, hvor han har kørt ud til en adresse, ringet på døren og overbragt den besked, som dem der åbnede mindst i hele verden ønskede at høre.

– Den slags bliver aldrig rutine, siger han.

– Som da jeg engang kom ud til en mand, der havde to små børn ved siden af sig, da han åbnede, og jeg skulle fortælle ham ude i køkkenet, at hans kone og børnenes mor havde været ude for en alvorlig ulykke og risikerede at dø, hvilket hun også gjorde. I de situationer bruger jeg min medfølelse og lægger måske en hånd på skulderen og tænker på bagefter, at jeg gjorde det bedst mulige.

Til Danmark som ni-årig

At Vlado blev kendt på tv, havde han aldrig set komme. Det stod heller ikke klart, at han skulle ende i Danmark. For han kom til verden i Kroatien, hvor han voksede op sammen med sin mor.

– Min far var helt ude af billedet, siden jeg var spædbarn, fortæller han.

– Jeg tror sådan set bare, at han skred. Jeg har nogle halvsøskende, ved jeg, som er hans børn, og jeg forsøgte for mange år siden at komme i kontakt med dem, men det var ikke muligt at finde ud af, hvor de boede.

Da Vlado var otte år, rejste moren til Danmark efter at have læst i avisen, at her var arbejde. Vlado boede hos sin moster, indtil han i 1969 som ni-årig kom op til moren i en lejlighed ved Enghave Plads på Vesterbro.

– Det var virkelig en omvæltning at komme fra en lille kroatisk landsby langt ude på landet, med majsmarker så lagt øjet rakte, og hvor alle havde høns og grise i baghaven – til at lande i Kastrup Lufthavn og komme ind til København. 

Men jeg kom også til at opleve det kvarter, vi boede i, som en lille landsby – vi børn legede på gaden, og forældrene kaldte, når vi skulle ind og spise.

Som barn drømte Vlado om at blive pilot. Han var så interesseret i fly, at han cyklede op til datidens flyvestation i Værløse for at stå og se flyene lette.

– Men jeg var ikke super ihærdig i skolen, så matematik-resultaterne rakte ikke til, at jeg kunne blive pilot, måtte jeg indse.

Som ung blev Vlado konstabel i Forsvaret i tre år, hvorefter han tog et job som lastbilchauffør og kørte ud med konvolutter for en konvolut-fabrik. 

Han skiftede så til buschauffør i København. Og en dag kom en tidligere soldaterkammerat op til ham i bussen og spurgte: ”Var det ikke noget for dig at blive politibetjent?”.

– Jeg troede ikke, man kunne komme ind til politiet som udlænding, fortæller Vlado. ”Men jeg kan da gå ind og spørge”, tænkte jeg.

Ikke kontor-typen

I 1985 blev Vlado færdselsbetjent i hovedstaden, og i dag har han været mere end 40 år ved politiet.

– Jeg følte fra første dag, at jeg var landet det rigtige sted. Jeg blev jo betalt for at køre på motorcykel, siger han og smiler sit kendte smil.

– Og jeg er ikke typen, der skal sidde på et kontor. Jeg kan lide at arbejde på gaden; den frihed man har under ansvar, og jeg kan godt godt lide at være ude og møde mennesker. Mennesker interesserer mig helt vildt, og alle er forskellige, så jeg bliver ved at lære nyt.

– At snakke med folk er blevet min måde at få situationen til at gå så godt som muligt. På den måde får du løst din opgave uden de store problemer, og folk får en bedst mulig oplevelse. Jeg oplever tit, at folk synes, de har fået en god behandling, selv om de har fået en bøde.

Vlado lægger desuden meget vægt på at møde folk i øjenhøjde. Han har fra en kollega lært at huske, at han selv er fejlbarlig i trafikken og kan glemme at blinke, når han skifter bane – eller opdage lidt sent, at den forankørende bil bremsede hurtigt ned, som det skete den dag, bremsen slog i.

– Min kollega havde overværet, at jeg var begyndt med at skælde ud på en trafikant, der havde lavet en mindre forseelse – dét gør jeg ikke mere.

Selv om han er kendt for at optræde roligt, kan han i hektiske situationer ikke undgå at gå i alarmberedskab.

– Kroppen reagerer automatisk, når man er ude i en biljagt, eller når frem til en alvorlig færdselsulykke som den første. Hjertet vil begynde at pumpe, men adrenalinen hjælper en til at være årvågen, og det er godt, når der skal træffes valg og nogle gange handles meget hurtigt. Så det afgørende er, hvordan man tackler det at få en kropslig reaktion, forklarer Vlado.

Det gør man f.eks. ved at give sig selv nogle ekstra sekunder til at vurdere situationen. Bagefter ryster man på hænderne. Ikke fordi man er gået i panik, men fordi adrenalinen skal ud af kroppen. Sådan er det hver gang.

Vlados nye bog går tæt på de menneskelige konsekvenser af for eksempel vanvidskørsel, for han tænker på de mange mennesker, det går ud over.

– De pårørende efter en ulykke kan være en kæmpestor skare af mennesker. Der kan blive sat et meget stort aftryk i livet hos rigtig mange, ved Vlado og glæder sig over, at der heldigvis er blevet færre trafikdræbte, sikkert på grund af bilernes teknik.

– Men det er klart, at der er jo mennesker og situationer, man kan huske i mange år.

Tro og samtale

Sammen med hustruen Brit er Vlado medlem af en lokal frikirke. Det ligger ham på sinde at forstå mennesket bag handlingerne, og han er selv optaget af at være et godt menneske.

– Jeg er troende og synes, næstekærlighed er vigtig. Og min tro betyder meget for mig. Så jeg læser i Bibelen stort set hver dag og reflekterer over det, der står. Den handler jo også om mennesker hele vejen igennem, som han siger.

Når han holder foredrag, skal der dog højst være 250 mennesker, har Vlado fundet ud af.

– Hvis der er 500, skal du stå og underholde, og det er ikke mig. Jeg kan bedre lide, når der er respons fra folk, og det opstår nemmere, når der er færre tilhørere. For igen: Jeg kan godt lide at tale med mennesker.

Om Vlados nye bog

Vlados nye bog ”I farten” er ud over hans egne erindringer og viden baseret på retsbøger, domsudskrifter og andet offentligt tilgængeligt, og på interviews med implicerede i bogens historier om færdselsulykker og andre tilspidsede fartsituationer.

”I farten” af Franziska Weiss Lauritzen og Vlado Lentz, Politikens Forlag, 280 kr.

LÆS OGSÅ

Liv var to uger gammel, da hun blev smittet af sin storebror - få dage senere lå hun i kunstig koma

Anna vidste godt, at hendes datter kunne blive meget syg, men ikke, at det kunne gå så galt. Nu har hun en klar opfordring til forældre med spædbørn.