Da Kirsten fik 750 sider nedskrevne erindringer fra en nazist, var hun ikke i tvivl
Efternavnet Bogs deler Kirsten Bogs Andresen ikke kun med sin berømte bror, bokseren Tom Bogs. Hun deler det også med en højtstående tysk nazist. Og at være i familie med ham har sat dybe spor i hendes families historie.
Ulla IversenUllaIversen
Jeg har kæmpet med følgerne af sorg, savn og smerte hele mit liv.
Ordene er 80-årige Kirsten Bogs Andresens.
Hun har ikke været alene om sin kamp. Også hendes elskede afdøde bror, den berømte mesterbokser Tom Bogs, sloges med svære følelser nedarvet gennem generationer. Han brugte sine næver i kampen, Kirsten valgte et andet våben: Sin gode forstand.
– Jeg blev familiens første student, fortæller hun og viser et foto af en ung alvorlig kvinde fra den dag, hun fik huen på hovedet.
Kirsten uddannede sig til lærer og underviste i tredive år på den lokale skole i Stensved på Sydsjælland, hvor hun bor.
Både Kirsten og hendes berømte bror sloges med svære følelser nedarvet gennem generationer.Foto: Sara Skytte
Hun var godt klar over, at hendes families historie var speciel. Og at hendes farmor, der blev enke som ung og alene med Kirstens far, giftede sig igen med tyskeren Alexander Bogs, som var glødende nazist. De flyttede sammen i Tyskland, da faren var tre år gammel, og Alexander fik således afgørende indflydelse på drengens opvækst.
En dag, Kirsten var på facebook, faldt hun over en person med navnet Wolfgang Bogs.
– Han viste sig at være søn af Alexander og en kvinde fra Chile, hvor Alexander, der var blevet skilt fra min farmor, bosatte sig efter krigen. Gennem Wolfgangs og min kommunikation på nettet opstod der et tæt bånd imellem os, hvilket var til stor glæde for mig, siger Kirsten.
I 2021 lykkedes det langt om længe Kirsten og Wolfgang, der jo boede i Chile, at mødes, og det foregik i Hamborg.
– Pludselig fandt Wolfgang tre tykke hæfter frem, der indeholdt hans fars erindringer, og som han overrakte mig med ordene: ”De er i god varetægt hos dig. Ellers er de væk, når jeg dør”.
Annonce
– Hårene rejste sig, jeg var så berørt. Det var en guldgrube. Jeg skyndte mig sammen med min mand Kjeld, som var med på turen, hjem til vores hotel og fik skatten låst inde i en sikker boks.
Tæt på Hitler
Alexander Bogs efterladte erindringer, som aldrig var blevet publiceret, viste sig at være et uvurderligt historisk dokument i form af en personlig beretning fra rædslerne under 1. verdenskrig og fra Hitlers inderkreds under 2. verdenskrig. Og en nøgle for Kirsten til forståelsen af familien Bogs fortielser og hemmeligheder.
Materialet fyldte 750 maskinskrevne sider med minimal linjeafstand og en masse håndskrevne tilføjelser. De følgende ni måneder sad Kirsten, hvis fag som lærer var dansk og tysk, bøjet over arbejdet med at oversætte.
– Jeg kunne bruge timer på at finde det helt præcise ord på dansk, bemærker hun.
Alexander Bogs beretning gik helt tilbage til barndommen i en velhavende familie, som drev den internationalt anerkendte pianofabrik Bogs og Voigt. Hans store kærlighed til Tyskland ledte ham til at kæmpe i 1. verdenskrig. Det tyske nederlag efterlod ham med en følelse af uretfærdighed, og han tog atter kampen for sit fædreland op som medlem af nazistpartiet. Han blev SS-sturmbannführer, altså officer i Hitlers berygtede personlige hær, og han var så højt værdsat af Hitler og Göring, at han blev nazisternes nordiske pressechef.
Kirstens far, Paul, delte ikke sin stedfars politiske holdninger, men blev mod sin vilje adopteret af ham som 18-årig, hvilket fik voldsomme konsekvenser. Den unge mand blev sendt i krig på nazisternes side, men flygtede til Danmark. På grund af hans tyske statsborgerskab gennem stedfaren, blev han sendt tilbage til Tyskland, stillet foran en krigsret og dømt til døden for desertering og højforræderi. Det lykkedes Pauls stedfar at trække i trådene og få ændret dødsdommen til en fængselsstraf. Men tiden på dødsgangen kom til at forfølge Paul resten af livet, og det fik hans børn, Kirsten og Tom, at mærke.
Da Kirsten i 2022 kom i kontakt med journalist og dokumentarist Birgitte Lorentzen, indledte de med udgangspunkt i Alexander Bogs erindringer et samarbejde om en bog, der fortalte familiens historie, og som fik titlen ”Familien Bogs”.
Julen 1961. Kirstens far (i midten) ville hvert år have taget et familiebillede i forbindelse med højtiden. Kirsten og Tom prøver, så godt de kan, at se glade ud.Foto: Privat
– At min far havde psykiske problemer, vidste jeg jo godt. Men hvor skadet han var af de forfærdelige oplevelser i Tyskland, og at han livet igennem var tilknyttet det psykiatriske system, blev jeg først klar over, da jeg søgte indsigt i hans sygejournal i forbindelse med arbejdet med bogen. Det satte hans handlinger igennem livet i et andet lys, siger Kirsten.
En svær barndom
Annonce
Hendes sportstrænede, charmerende far forlod familien, da Kirsten var fire år. Han ventede barn med en 17-årig og foreslog Kirstens mor, at den unge kvinde skulle flytte ind til familien. Kirstens mor, der havde fået nok af hans utroskab, søgte skilsmisse. Faren indledte med tiden flere forhold og fik børn med flere kvinder, og kunne heller ikke holde fingrene fra sin egen lille pige.
– Det har fyldt mig med skam, at jeg ikke var i stand til at fjerne hans hænder, siger Kirsten.
Oven i det problematiske forhold til faren var Kirstens barndom præget af morens selvmordsforsøg.
– Da jeg var i tiårsalderen, fandt jeg hende livløs. I tiden efter sad jeg i timevis og holdt vagt foran hendes lukkede soveværelsesdør, som jeg med mellemrum lindende på for at sikre mig, at hun var i live, forklarer Kirsten om den angst, der kom til at følge hende gennem livet.
Spørger man Kirsten om, hvordan i alverden hun har holdt sig på benene med den blytunge bagage, hun slæber på, er svaret kort:
– Kjeld.
Kirsten var 18 år, da hun mødte den jævnaldrende Kjeld Andresen. To år efter giftede de sig og flyttede senere fra København til Stensved, hvor de fik bygget den store villa med den fantastiske udsigt. Kirsten stiller sig foran et vindue og peger:
– Der ligger Kjeld.
I juli 2025 gik den mand, der aldrig svigtede Kirsten, bort.
– Jeg var ved hans side i de fjorten dage, inden han døde. Hans sidste ord til mig var: ”Tak for et langt og godt liv. Og held og lykke med din bog”.
Annonce
”Familien Bogs” udkom fire måneder efter på forlaget Gyldendal.
Kirsten pusler ikke med flere bøger:
– Nej, absolut ikke. Jeg har fortalt det, der skal fortælles. Jeg tager ud og holder foredrag om bogen og er glad, når nogen synes om den.
Bogen "Familien Bogs", Gyldendal, er skrevet af Kirsten Bogs Andresen i tæt samarbejde med journalisten og dokumentaristen Birgitte Lorentzen.
På denne side finder du alle vores seneste og bedste artikler med stærke mennesker, der har truffet spændende valg i livet.
Læs med om aktuelle emner og tendenser i samfundet. Få også inpiration og gode råd om parforhold, økonomi og jobskifter. Og søger du altid gode tips til din næste spiseoplevelse, kulturbegivenhed eller rejse?
Så er du havnet det rigtige sted.
For vi elsker at skrive om stort og småt i livet og hverdagen, så vi kan blive klogere, overraskede og måske (lidt) forbedrede udgaver af os selv!
Derfor kan du her finde artikler om alt det, der vedrører dit og mit liv. Hver eneste dag giver vi dig de nyeste tendenser og bedste tips på livsstilsfronten:
Fra det svære og tabubelagte til vigtige debatter eller sjove trends her og nu. Fra det nære og personlige til det store, underholdende og drømmende.
Uanset om du er på jagt efter et modigt karriereskifte, om du vil forstå andre mennesker bedre, du søger nye måder at beskue livet på, vil finde en god bog, podcast eller tv-serie, om du søger råd om kærlighed eller søger den perfekte gaveidé. Du kan finde nyt om det hele på siden her.
For vi bestræber os på at give dig de bedste artikler, der kan hjælpe til at gøre din hverdag lettere - og inspirere dig til at drømme større.