Poul Madsen står op ad mørkerød væg

Der er over 20 års forskel på Poul Madsen og hans kone: ”Alder har aldrig rigtig fyldt noget for mig"

Poul Madsen mødte sin kone i 2018 på en tennistur til Malaga. Når han husker tilbage på deres første møde, kan han bedst beskrive det som værende kærlighed ved første blik.

ALT for damerne logo

Poul Madsen blev gift med sin kone Helene den 19. april 2019 på etårsdagen for deres første møde.

I et stort interview i denne uges ALT for damerne beskriver han det som en berusende dag, og han får stadig lys i øjnene, når han taler om hende.

– Helene er 24 år yngre end mig, og der var nogle, der troede, at jeg på grund af den aldersforskel nu skulle til at have et nemt liv med en kone, der bare sagde ja til alt, hvad jeg sagde. Det gør hun ikke. Mildest talt. Og det, tror jeg, er hele styrken i vores forhold, siger han og fortsætter:

– Jeg kunne ikke leve sammen med en kvinde, der ikke turde udfordre mig, og DET gør Helene. Hun er også god til at sige, nu stopper du, du er ikke chef her. Og så får hun ting til at ske, det kan jeg rigtig godt lide.

Selvom der er 24 års forskel på parret, betyder det ingenting i hverdagen. Faktisk overhovedet ikke, fortæller han.

– Også meget mindre, end jeg måske selv havde troet. Jeg havde regnet med, at jeg på et eller andet tidspunkt ville blive mindet om det, men jeg glemmer det. Formentlig fordi jeg er mere barnlig, og Helene er mere voksen.

Faktisk har han førhen været vant til at være den yngste i flere sammenhænge.

– I hele min ungdom var jeg den yngste i min omgangskreds. Min kone nummer to var f.eks. syv år ældre end mig, og alle hendes venner var mindst ti år ældre end mig. Det syntes jeg heller ikke var mærkeligt dengang, så måske handler det bare om, at alder aldrig rigtig har fyldt noget for mig.

Han holder en lille pause.

– Jeg har faktisk det smukkeste udsagn om lige præcis det. Jeg har en nabo oppe ved vores sommerhus. Han sagde engang til mig: ”Poul, du er jo midt i livet hele livet”. Det har jeg så også gået og koketteret med lige siden. Og man kan sige, at så længe jeg ikke oplever nogen begrænsninger, så er det jo også nemt at have det sådan.

Læs hele interviewet i denne uges ALT for damerne, hvor Poul Madsen også fortæller, hvordan han prioriterer familielivet med to små børn fremfor karrieren nu.

Poul Madsen

  • Journalist, forfatter, kommunikationsrådgiver, kommentator og foredragsholder. 
  • Tidl. chefredaktør på Ekstra Bladet (2007-2021). 
  • Debuterede som skønlitterær forfatter med spændingsromanen ”Kongen af Esbjerg” (2025) og nu aktuel med ”Kejseren af Christiansborg”. 
  • Han er 63 år og gift med Helene Seitz-Madsen, 39, som er marketingansvarlig for Nilfisk i Danmark. 
  • Sammen har de datteren Frieda, fem år, og sønnen Villy på to år. 
  • Poul har været gift tre gange før og har to voksne børn Emil, 36, og Clara på 34 fra sit første ægteskab. Har desuden barnebarnet Alberte på tre år.