Kemi og spænding mellem Keira Knightley og Matthew Macfadyen i filmen fra 2005.
Kemi og spænding mellem Keira Knightley og Matthew Macfadyen i filmen fra 2005.

Ny ”Stolthed og fordom” er på vej - kan den nye Mr. Darcy mon bære rollen?

250 år efter sin død er Jane Austen stadig relevant, og en ny tv-version af ”Stolthed og fordom”, en af utallige genfortolkninger, er på vej. Kan den nye Mr. Darcy mon bære rollen – og den berømte skjorte – lige så godt som Colin Firth?

hjemmet logo farve

Sidste år var det 250 år siden, Jane Austen blev født. Hun døde i en alder af 41 år og nåede kun at færdiggøre få bøger. 

Næsten alle er blevet klassikere – som ”Emma”, ”Fornuft og følelse” og ”Mansfield Park”. Men først og fremmest Stolthed og fordom”, som er og bliver alles favorit, uimodståelig og tidløs.

Den kommer i nye udgaver som bog og bliver konstant genfortolket til teater, film og tv. På Netflix er en ny version snart aktuel med Emma Corrin (Lady Di i ”The Crown”) som Elizabeth Bennet, Oscar-vinderen Olivia Colman som hendes mor, Mrs. Bennet, og Jack Lowden (fra tv-serien ”Slow Horses”) som Mr. Darcy. 

Julie møder Jane

Som en del af Jane Austens 250-års jubilæum indlæste Julie Andrews ”Stolthed og fordom” for BBC! Charmerende og fængslende. Kan downloades fra diverse podcast-tjenester.

Og så er der alle fortsættelserne og omskrivningerne som f.eks. ”Bridget Jones' dagbog”.

Austen og ”Stolthed og fordom” er nu lige så kendte varemærker som Coca-Cola og H&M. Det er lidt ironisk, at da romanen første gang blev udgivet i 1813, blev den anonymt krediteret ”af forfatteren til ”Fornuft og følelse”. 

Bogen fik en del læsere, der påskønnede den, omend ikke mange.

Først i slutningen af 1800-tallet nåede bogen ud til den brede offentlighed i billigbogsudgaver. Her til lands kom det brede kendskab sandsynligvis først i 1995 med BBC-serien, hvor Colin Firth spillede Mr. Darcy, og Jennifer Ehle var Elizabeth Bennet.

I dag har ”Stolthed og fordom” slået sit navn eftertrykkeligt fast i hele verden. Det kan virke, som om næsten alle romantiske komedier, fra ”Da Harry mødte Sally” til ”Notting Hill”, bare er en variation over temaet. Men mon ikke vi godt kan være enige om, at intet slår den ægte vare. 

3 hemmelige ingredienser i "Stolthed og fordom"

  1. Helten og heltinden. Elizabeth Bennet er ikke en bly viol, men en klog, sjov og stædig pige fra den øvre middelklasse. Hendes Mr. Darcy er derimod reserveret, arrogant, både irriteret og irriterende. De kan instinktivt ikke lide hinanden. Der opstår straks kemi og spænding. Vil de finde hinanden?
  2. Satiren. Ja, det er en kærlighedshistorie, men det er også en social satire, der stadig er aktuel i dag. De elskende er omgivet af komiske, arrogante, undertiden kloge, ofte enfoldige, men altid dybt menneskelige venner og slægtninge. Let at genkende selv i dag.
  3. Puslespils-intrigen. Jane Austen arbejdede som Agatha Christie med sine detektivhistorier og J.K. Rowling med Harry Potter. Hemmeligheder, diskrete spor og dramatiske afsløringer lurer rundt om hvert hjørne. Selvfølgelig finder Lizzie og Mr. Darcy sammen – men hvordan?

Darcy i dyreverdenen

Hvor seksuelt attraktiv er Mr Darcy egentlig? Et slags svar på dette spørgsmål kommer fra forskere ved Columbia University. De har identificeret et feromon, eller protein, som udsendes af hanmus, og når hunmus reagerer på det, bliver de ophidsede. Da det kom til at navngive feromonet, blev det kaldt darcin. Efter Mr. Darcy.

Fortolket på film og tv

Den første tv-version af ”Stolthed og fordom” blev lavet allerede i 1938 og er nu gået tabt. I dag findes der versioner, der spænder fra tegneserier (Marvel i USA og manga i Japan) og operaer til en homoseksuel version (”Fire Island”, 2025). Men disse fire er måske dem, vi husker bedst:

I den kommende Netflix-serie spilles Elizabeth af Emma Corrin (nr. 1 fra venstre).
I den kommende Netflix-serie spilles Elizabeth af Emma Corrin (nr. 1 fra venstre).

Hollywood-versionen fra 1941 med Laurence Olivier som Mr. Darcy. På det tidspunkt var Austens roman endnu ikke særlig kendt herhjemme. Mærkeligt nok er kostumerne i filmen fra et halvt århundrede senere end bogen.

Plakat for 1941-versionen med Laurence Olivier som Mr. Darcy.
Plakat for 1941-versionen med Laurence Olivier som Mr. Darcy.

Den legendariske BBC-version fra 1995. Jennifer Ehle og Colin Firth vil altid være Lizzie og Darcy, og Andrew Davies' manuskript balancerer mesterligt mellem humor og romantik.

Filmen fra 2005 med Keira Knightley i hovedrollen har sine fans. Den er usædvanligt sensuel for Jane Austen, eller som New York Magazine udtrykte det: ”Subtilt lysten”.

Filmen fra 2005, hvor Keira Knightley (nr. 2 fra højre) spiller Elizabeth Bennet.
Filmen fra 2005, hvor Keira Knightley (nr. 2 fra højre) spiller Elizabeth Bennet.

”Stolthed og Brudgom” fra 2004. En Bollywood-version, hvor indiske forældre ønsker at bortgifte deres børn. Farverig og sjov! På engelsk hedder den ”Bride and Prejudice”, men den danske titel er lige så opfindsom.

Bollywood-versionen fra 2004.
Bollywood-versionen fra 2004.

Den legendariske skjorte

Mr. Darcy (Colin Firth) og Elizabeth Bennet (Jennifer Ehle) i tv-serien fra 1995.
Mr. Darcy (Colin Firth) og Elizabeth Bennet (Jennifer Ehle) i tv-serien fra 1995.

Mr. Darcy tager ikke en spontan dukkert i romanen ”Stolthed og fordom”. Det var manuskriptforfatteren Andrew Davies, ikke Jane Austen, der mente, at han skulle køles af med en dukkert i fjerde afsnit af BBC-versionen. Colin Firth forbindes stadig med rollen – og den våde skjorte. Som i øvrigt blev sat på auktion forrige år og solgt for 20.000 pund – ca. 170.000 kr. Det dobbelte af udbudsprisen!

Litterær darwinisme

”Litterær darwinisme” er et tværfagligt felt inden for biologi/antropologi/litteraturvidenskab, der fortolker litterære klassikere ud fra et darwinistisk perspektiv, ligesom Charles Darwin studerede dyr. ”Stolthed og fordom” bliver et eksempel på, hvordan mænds og kvinders reproduktionslyst former spillet mellem mænd med høj status og frugtbare kvinder. Ikke særlig romantisk, men Jane Austen selv havde et nøgternt syn på kærlighed.

Andre sider af historien

Vær sikker på, at der er andre vinkler på kærlighedshistorien i ”Stolthed og fordom”! Det er næsten en industri.

”Huset Longbourn” af Jo Baker. Denne roman skildrer Bennet-familiens tjenestefolk parallelt med den originale historie. De vasker, laver mad og sladrer, viser det sig.

”Den anden Bennet-søster” af Janice Hadlow. Kan du huske Mary Bennet, den belæste, sure og moraliserende søster? Hun blev bare misforstået! Romanen om hende bliver i øjeblikket filmatiseret til en BBC-serie i ti afsnit.

”Stolthed og fordom og zombier” af Seth Grahame-Smith. Præcis hvad det lyder som: Lizzie og Mr. Darcy kæmper mod de udøde. Bogen blev ikke oversat til dansk, men blev til en lidt morsom film.

'Stolthed og fordom og zombier' er en noget anderledes version af klassikeren.
"Stolthed og fordom og zombier" er en noget anderledes version af klassikeren.

P.D. James: ”Døden kommer til Pemberley”. Krimidronningen skildrer Lizzie, der er flyttet ind på godset Pemberley – da hendes lillesøster Lydias mand bliver myrdet!

Krimidronningen P.D. James har også ladet sig inspirere af personerne og miljøet.
Krimidronningen P.D. James har også ladet sig inspirere af personerne og miljøet.

Krimiforfatteren Regina Jeffers gjorde Lizzie til privatdetektiv i sine bøger – der ikke er udkommet på dansk. Men hvad med ægteskabet? Et spor kan findes i titlen på den første af fire bøger: ”The Mysterious Death of Mr Darcy” (”Mr. Darcys mystiske død”).

”Bridget Jones’s dagbog” af Helen Fielding. Den mest berømte modernisering af ”Stolthed og fordom”, som tager sig en del friheder i forhold til originalen. Men Darcy er med, og i filmene spilles han endda af Colin Firth!

Colin Firth som Mr. Darcy og Renee Zellweger som Bridget i 'Bridget Jones's Dagbog'.
Colin Firth som Mr. Darcy og Renee Zellweger som Bridget i "Bridget Jones's Dagbog".

En snoet vej til succes

Jane Austen levede fra 1775 til 1817.
Jane Austen levede fra 1775 til 1817.

Da Jane Austen begyndte på den oprindelige version af ”Stolthed og fordom” i 1796, var hun kun 20 år, og hun kaldte romanen ”First Impressions” (”Første indtryk”). Et forlag afviste den, og det var først i 1811, hele 15 år senere, at Austen omskrev den. Måske er følelsen af perfektion, når man læser den – ikke et ord for meget! – et resultat af, at historien har haft tid til at modnes i skrivebordsskuffen?

Se mere om Jane

Den helt aktuelle serie 'Miss Austen' kan ses på DR TV.
Den helt aktuelle serie "Miss Austen" kan ses på DR TV.

BBC-serien ”Miss Austen” fra 2025 fortæller historien om Jane Austens søster Cassandra, der 15 år efter Janes død ser tilbage på sin og Janes ungdom. Seriens fire afsnit kan ses på DR TV.

Filmen ”Becoming Jane” fra 2007 starter, hvor Jane Austen så småt er begyndt på ”Stolthed og fordom”. Hun er 20 år og har forelsket sig dybt i en ung mand, som familien ikke anser for et godt parti. Kan ses på bl.a. Netflix og Filmstriben.

Penge, penge, penge

Penge, penge, penge

Hvor meget er den flotte Mr. Darcy værd? Jane Austen ved det og fortæller os det gerne – 10.000 pund om året, et svimlende beløb for den tid. Præstedatteren Jane var idealist: Lizzie skal gifte sig af kærlighed. Men hun er også realist: Ingen kan leve af luft alene. Austen blev blandt andet kritiseret af Brontë-søstrene for at være hård. I dag føles det mere, som om hun tager livets realiteter i betragtning.