Jytte Hilden: "Jeg har nemt ved at forelske mig - og nydt det hver eneste gang"

Mit første minde

– Det handler om forfængelighed og er ganske karakteristisk, for jeg er et forfængeligt menneske. Det er der mange, der er, men jeg siger det gerne. 

Jeg var fire-fem år gammel, og vi skulle have besøg af noget familie, så jeg ville være fin og prøvede at tage en sommerkjole på. En smuk hvid kjole med håndbroderede blomster. Men jeg var jo vokset, så jeg kunne ikke få den ned over kroppen. Nej, hvor var jeg ked af det.

Jeg er født ind i en familie med designmøbler, aviser og endeløse samtaler over spisebordet om samfund og politik. Min far var økonom og min mor højskolelærer. Det var i 2. Verdenskrigs skygge, og selvom alting blev bedre, var det også en barndom, hvor depressionen kastede lange skygger. Min mor var i perioder meget dårlig, og selvom det ikke var noget, vi talte om, var det altid til stede. 

Da jeg skulle konfirmeres, glemte hun kalkunen i ovnen natten over, så den blev helt sort og forkullet. Jeg aner ikke, hvad vi fik at spise. Depression løb i min mors slægt og brød også ud i mig. Nogle familier har hjerteproblemer, nogle muskelsvind og andre psykisk sygdom. Det er ikke noget nyt. Selv de gamle grækere blev ramt af depression. Dengang kaldte de det bare den sorte galde.

Det var den sygdom, der ramte min familie, og som også kom til at farve mit liv mørkt i perioder.

Mit første kys

– Det fik jeg af min gymnasiekæreste. Dengang cyklede man jo til og fra skole, og jeg kan huske, hvordan jeg stod ved min cykel på Rungsted Statsskole, da han kom hen imod mig, og hvordan vi cyklede sammen ned ad Vallerød Banevej, hvor jeg fik mit første kys. 

Jeg er et meget bevægeligt menneske, der har nemt ved at forelske sig. Og jeg har nydt det hver eneste gang og fundet det frygteligt, hver gang det sluttede. Hvad enten det var mig selv, der gik, eller jeg blev smidt ud. 

Jeg har været gift og skilt tre gange, men jeg tror ikke en dyt på, at man bliver specielt meget klogere på hverken sig selv eller kærlighedsforhold af den grund. Man reagerer på samme måde og laver de samme fejl, uanset hvor øvet man bliver. Det ligger i ens natur. Men når man bliver tilstrækkelig gammel, kan man alligevel se sine mønstre i et klarere lys. Og det er jo sjovt at sidde og mindes og forstå sig selv lidt bedre. 

Ikke kun i alt det skønne og farverige, forelskelserne og kærligheden. Nej, nej, også i alt det svære og de gange, man fik en ordentlig kindhest. Altså én på sinkadusen, som jo godt kan slå én ud. Det er en meget spændende proces at se på sine mønstre på afstand. Det handler ikke om fortrydelse, men om at favne den, man nu engang er.

Mit første møde med depressionen

– Havde jeg, da jeg flyttede hjemmefra. Jeg stod lige på tærsklen til livet og alt det sjove og smukke. Men jeg så intet af det. En ung mand, der boede på samme gang på mit kollegie, må have fornemmet det, for han gav mig en buket blomster. 

Men jeg lagde dem bare på bordet. De kom aldrig i vand. Det endte med, at jeg måtte erkende, at jeg var syg og kom i behandling. Jeg har haft to svære depressioner siden og kan se, at de er kommet, når der er sket store skift i mit liv. Da jeg rykkede på kollegie, da jeg blev skilt, og mine børn begyndte at flytte ud, og da jeg røg ud af Folketinget. Selvom man kan blive klogere på, hvorfor depressionerne kommer, tror jeg desværre ikke, de kan forebygges.

Man kan jo ikke forberede sig på livskriser, selvom man er klar over, at det er der, de lange skygger er.

Psykisk sygdom er del af min slægt og mit vilkår. Det kan jeg ikke ændre. Til gengæld tror jeg på, at det hjælper at tale om det og dele det med andre. Mine venner og min familie ved, at jeg har brug for hjælp, hvis jeg bliver syg. Og jeg ved, at jeg skal tage imod al den behandling, jeg bliver tilbudt. Det er ikke noget, jeg kan klare selv. Det er der ingen, der kan. Derfor er det også så væsentligt, at tabuet omkring psykisk sygdom er ved at blive revet ned. 

Der er sket en kolossal ændring i vores syn på psykisk lidelse, som gør det lidt lettere at række ud efter hinanden og vise forståelse. Det er vigtigt. Selv da jeg som ung studerende var stivnet helt i depressionen, må jeg alligevel have fornemmet de blomster fra min kollegiekammerat. For det første, jeg gjorde, da jeg kom hjem, var at gå ind til ham og sige tusinde tak. Han lignede en, der var faldet ned fra månen, for han havde overhovedet ingen fornemmelse af, at jeg havde registreret, at jeg havde fået blomster. Det lille skulderklap, et postkort, en opringning, en buket blomster. 

Det er utrolig vigtigt. For et eller andet sted langt inde registrerer man det som en kærlighed vist af et andet menneske. Og det har man brug for, når man er alvorligt syg.

Mit første barn

– Fik jeg, da jeg lige var fyldt 22. Jeg fik fire i alt, før jeg blev 30. Men havde jeg levet i 1800-tallet, var jeg gået i gang allerede som 17-årig og havde fået mindst 14 med landsbypræsten. 

Jeg har altid længtes efter at blive mor og elsket at være gravid. Da jeg fik mit første barnebarn, fik jeg pludselig menstruation, selvom jeg for længst havde overstået overgangsalderen. Jeg syntes, det var pinligt at tale om, men jeg har siden mødt flere kvinder, der har oplevet det samme. Vi mennesker er biologi. Når man får sådan et yndigt, nyt lille barnebarn, vækker det noget i én. Der er stærke kræfter i moderskabet.

Jeg arbejdede selv meget som mor. Det kunne ikke være anderledes, sådan var vilkårene dengang. Jeg kan huske, at min yngste en kold novembermorgen stod i flyverdragt på vej i børnehave og sagde: ”Hvorfor står vi altid op midt om natten?” Det er jo bare ikke i orden. Det var en nødvendig kamp, vi kæmpede for ligestilling. Nu skal vi kæmpe for at skabe et arbejdsmarked, hvor småbørnsforældre først bør møde, når det er lyst og gå hjem, før det bliver mørkt. Så kan vi give arbejdet en skalle senere. 

Samfundet er bevægeligt. Og det er ingen naturlov, at arbejdstiden skal være ens for de 27-årige og dem på 58.

Den første politiske vækkelse

– Den mødte jeg for alvor, netop da jeg som ung mor ikke anede, hvor jeg skulle gøre af mine børn for at komme på arbejde. Jeg har altid været en organisator. I gymnasiet og i min studietid. Og jeg har nok altid haft en oplevelse af, at jeg var født til at skabe forandringer. Jeg har i hvert fald altid troet på, at det var muligt. Men det var først, da jeg som andre unge familier ikke kunne finde daginstitutionsplads, at jeg gik aktivt ind i politik.

Ligestilling har været en rød tråd gennem hele min politiske karriere. Jeg tror, at det, der altid har været absurd for mig, er, hvor få kvinder, der var med til at bestemme, hvordan vores verden og samfund skulle se ud. Og hvor stor modstand der var mod, at det blev anderledes. Da jeg var kulturminister, lavede ministersekretæren en optælling, der viste, at halvdelen af de udnævnelser, jeg havde foretaget, var udnævnelser af kvinder. I den offentlige samtale blev det til, at jeg kun udnævnte kvinder.

Der var mange kampe at kæmpe dengang. Og det er der stadig. De er bare blevet nogen andre. Da Sofie Linde satte gang i MeToo, tænkte jeg: ”Kan de dog ikke bare flytte de der hænder fra lårene?” Der var masser af hænder på lår i min generation. 

Vi så dejlige ud, og vi skubbede dem væk med mindre, vi ville have dem der. Men i løbet af et splitsekund gik det op for mig, at de unge kvinder slet ikke vil have hænder på lårene. Og hvorfor i alverden skal de så finde sig i dem? 

Hvad er det for en naturlov, der gør, at kvinder skal finde sig i at blive rørt ved? Hvem har skrevet det ned i runer? Ingen! Samfundet forandrer sig heldigvis. Hele tiden. Og det er vores – de gamle generationers – opgave at bakke op om de nye generationer. Også selvom vi til at starte med er blinde for problematikken. Det skal de nye generationer så til gengæld huske.

Min første ven

– Boede to rækkehuse fra mig på vejen i Birkerød. Vi var otte år og gjorde alting sammen. Legede, gik i skole og til spejder. Enten sov vi hos den ene, eller også sov vi hos den anden. Vi ses stadigvæk. Vi har kendt hinanden i 75 år. Det er er mange. Og her efter et langt liv kan vi sidde og snakke om, hvordan to otteårige finder ud af, at de har det godt sammen. 

Vi havde det jo bare sjovt. Men nu hvor det lange liv er gået, kan vi godt se, hvor mange ting vi i virkeligheden har haft tilfælles. Vi har rejst, organiseret og mobiliseret, fået mange børn. Det står pludseligt klart, hvorfor vi selvfølgelig skulle være venner. Det kan man jo ikke vide, når man møder et menneske for første gang, og det klikker. Men det kan man, når der er gået et helt liv. Så ved man det!

Det er kommet bag på mig, at jeg også som gammel har mødt nye mennesker, som er blevet mine venner. Men det har jeg. Og de er blevet mine rigtig gode venner. Det ændrer dog ikke på, at jeg synes, man skal gøre sig meget umage med at passe på de venner, man har kendt længe. 

Jeg anbefaler alle unge, og også mine egne børn, at huske at holde fast i venner, som ved, hvordan gardinerne så ud i deres barndomshjem. Vi har brug for livsvidner til det, vi også er og har været. Ikke kun den, vi helst viser frem nu og her. Ingen liv er jo lutter lagkage, og der opstår en helt særlig fortrolighed med de mennesker, man har fulgtes med gennem mange år. Svære og mørke som lyse og lykkelige.

Mit første alderstegn

– Det må have været, da jeg ikke længere kunne få børn. Selv et rationelt menneske som mig kan åbenbart komme i sine følelses vold, når det gælder noget så livsforandrende. Jeg er for længst kommet mig. Jeg insisterer jo på at se gammel ud og være gammel. Jeg er gammel! 

Når jeg holder mine foredrag Glæden ved at være gammel, er folk altid lidt skeptiske, men så siger jeg: ”Hvad ellers? Hvad er alternativet?” Du er selvfølgelig selv ansvarlig for at skabe glæde i din alderdom. Ingen gider høre om mine ligtorne. 

Der er da ingen, der gider komme hjem til mig og høre på jammer, men hvis jeg har en god historie at fortælle og en æblekage og et krus øl på bordet, så skal de nok komme. Jeg er jo født i et hjem med aviser, hvor vi diskuterede samfund, og jeg er stadig forfærdeligt nysgerrig, så jeg vil gøre alt for at leve længe. Al denne her tumult man må sige, verden er i lige nu, ej, hvor vil jeg gerne se, hvordan det går. 

Det ser vildt ud lige nu, det indrømmer jeg, men vi har altid løst historiens kriser. Det gjorde de ved Wienerkongressen i 1814. 

Det er jeg sikker på, vi gør igen. Jeg er bare nysgerrig på hvordan. 

LÆS OGSÅ

Livet som pensionist har fået Birgit Aaby til at erkende, at hun er helt færdig med især to ting

Birgit Aaby befinder sig i begyndelsen af en ny livsfase. Den hvor man ikke arbejder, går tidligt hjem fra en god middag og faktisk bare gerne vil være sammen med ungerne.