Edie og Curtis Watson
SPONSORERET indhold

Amerikansk par om det danske nytår: ”Vi sov ikke før kl. 05 om morgenen”

Det amerikanske par Edie og Curtis Watson havde glædet sig til at opleve de danske nytårstraditioner, da de dette nytår besøgte Danmark for første gang. Og alt blev som ønsket, lyder det fra parret.

Af: Cille Lewinsky Foto: Privat
06. jan. 2020 | Livsstil | ALT.dk

Dronningens nytårstale. Tjek.

Hop ind i det nye år. Tjek.

Fyrværkeri. Tjek.

Det amerikanske par Edie and Curtis Watson fik, hvad de kom for. De oplevede (næsten) det danske nytår som indfødte, da de fejrede årets sidste aften i Tivolis ”winter wonderland”. Her spiste de middag, så rådhusklokkerne på Rådhuspladsen ramme 00:00 fra en bro i Tivoli og fandt en bænk at hoppe ned fra.

Læs også: Amerikansk par fejrer nytår i Danmark: ”Vi har læst, at I danskerne ser Dronningens nytårstale”

"Eller, jeg hoppede ned fra bænken, Curtis havde fået for mange øl, så det var mere et fald end et hop. Forhåbentlig er det ikke en indikator på, hvordan resten af året kommer til at gå…," lyder det fra Edie Watson.

nytår tivoli 2.jpgDet chokerede det amerikanske par, at der var så meget fyrværkeri i København. Her ses fyrværkeriet over Tivoli. Foto: Privat.

Sammen med sin mand, Curtis, havde hun besluttet at fejre årets sidste dag i København. Og selvom de havde læst godt op på traditionerne og havde styr på, hvad danskerne tog sig til på årets sidste aften, var der alligevel en ting, der overraskede dem – og det var mængden af fyrværkeri.

"Fyrværkeriet i København var totalt crazy! Det var non-stop, og vi sov ikke før kl. 05 om morgenen, fordi lyden fra fester og fyrværkeri var så højt. I USA er det helt anderledes, fordi der er så lidt fyrværkeri, og det er så småt, at man ikke engang kan høre naboerne fyre det af. Danskerne ville nok undre sig over, hvorfor det er så lavt…," siger Edie Watson og tilføjer:

"Men selvom danskerne var glade og kyssede og tog billeder, så hverken skreg eller hoppede de så meget rundt, som vi amerikanere gør ved midnat. Jeg tror, at danskerne er lidt mere reserverede og ikke så larmende – bortset fra fyrværkeriet."

Edie and Curtis New Years kiss.jpgEdie og Curtis Watson hoppede ind i det nye år fra en bænk i Tivoli. Foto: Privat.

De seneste fire år har Edie og Curtis Watson, der til daglig bor i Scottsdale i Arizona, rejst til et nyt land hvert år for at fejre nytår. Sidste år var de i Reykjavik, før det i Amsterdam og Paris.

De er, siger Edie Watson, glade for nu at have prøvet at fejre nytår i København, men hun understreger samtidig, at de nok først kommer tilbage til Danmark, når træerne er sprunget ud, og solen skinner.

"Det var ikke så koldt, som vi havde forventet, men vi ved, at Danmark er smuk om sommeren, så vi vil gerne komme tilbage, når det er sommer, så vi kan nyde de smukke, grønne træer, blomster og solen," siger hun.

Og hvad er næste års nytårsdestination så?

"Vi har ikke planlagt vores næste tur, men siden vi har brugt de sidste fire nytår i kolde klimaer, vil vi gerne prøve noget varmere næste gang. Bahamas er på flere lister over gode steder at fejre nytår, så måske lægger vi de varme frakker og tørklæder væk og trækker i stedet i badetøjet næste år," siger Edie Watson.

Anbefalet til dig