Anna Mejlhede: Husk at drikke champagne på en onsdag
SPONSORERET indhold

Anna Mejlhede: Husk at drikke champagne på en onsdag

Nydelsessyge er en af syv dødssynder, men det er også en del af kristendommens budskab at huske nydelsen, siger sognepræst Anna Mejlhede i vores serie om de syv dødssynder.

Af: Missu Schneidermann Foto: Jens Rosenfeldt og Jacquline Fluri
20. dec. 2014 | Livsstil | ALT for damerne

Nydelsessyge

– "Nydelsessyge" er et morsomt ord, og jeg kender flere, der bruger det positivt
som i for eksempel forlystelsessyge. Min egen første oplevelse med "Nydelsessyge" stammer fra min barndom. Min mor kom ud til mig og min veninde i haven med et fad ostemadder og sagde, at når vi var færdige med at spise dem, kunne vi komme ind i køkkenet og få en chokolademad. Da min mor var gået ind, sagde min veninde: "Lad os da smide ostemadderne ind i hækken – lad os springe dem over og gå direkte til chokolademadderne." Det gjorde vi så, og jeg tror ikke engang, jeg nogensinde har fortalt det til min mor. Men det har forfulgt mig, at jeg har sprunget det sure over for at komme til nydelsen.

– De fleste mennesker kan mærke, når de gør noget forkert. Jeg nød jo ikke den chokolademad dengang, for når nydelsessygen tager overhånd og gør, at man springer noget over, som man burde have gjort, så er nydelsen ikke så stor. Nydelsen er ikke ren, fordi skylden kommer ind over – og med rette, for man har skubbet en opgave af vejen, man burde have udført. Man skal ikke underkende, at der er en form for pligt over for hinanden i det at være menneske.

Mange år efter chokolademadsepisoden var der en præstekollega, der i en konfirmationstale sagde: "Man må godt få isen, inden man tager opvasken," og det gjorde stort indtryk på mig. Det betyder ikke, at man ikke tager opvasken – man må bare gerne spise desserten først, hvis det er det, man har lyst til. Det er fint at være i nydelsen, bare man også husker at tage opvasken. Vi skal turde lade opvasken stå for at nyde et værdifuldt øjeblik – det er også en del af kristendommens kærlighed og nåde. Når man taler om dødssynden "Nydelsessyge" i gammeldags forståelse, var al form for nydelse jo syndigt: Kage, sex, fløde, sukker... Som moderne præst må man gentænke og omfortolke den tankegang, for nydelse og glæde ved tilværelsen og hverdagen er ekstremt vigtig.

– Hvis ikke vi også er blevet sat her på jorden for at nyde, hvad skulle vi så trækkes med det hele for? Hvad skulle vi tage opvasken for, hvis vi aldrig må nyde isen? Jeg har lige talt med en mand, der sagde, at man skal huske at drikke champagne på en onsdag bare for at fejre livet, og det er der ikke noget forkert i. Jeg havde engang en kæreste, der blev sur, hvis jeg ville drikke champagne på en onsdag, og det faldt mig for brystet, fordi det for mig var et symbol på en masse andre ting, der så også blev klemt ind i nogle meget smalle regler.

– Når de syv dødssynder overhovedet benævnes som sådan, er det, fordi de syv egenskaber er nogle af dem, der kan skubbe os mennesker mest fra hinanden, hvis vi dyrker de sider. Vi har jo alle de sider i os, men hvis vi giver dem for meget plads, er de med til at adskille os. Tag for eksempel nydelse: Hvis jeg for at kunne nyde glemmer og underkender andres nydelse, skaber den jo afstand i stedet for at forbinde os i glæde. Det smukke og etisk rigtige er at unde og sørge for, at andre også får af det gode. Ellers befinder vi os i egenkærlighed og ikke næstekærlighed, og de to er vigtige at forbinde – det er jo ikke sjovt kun at elske sig selv.

LÆS OGSÅ: Bliv slank med nydelse: Få ekspertens 8 bedste råd

LÆS OGSÅ: Timm Vladimir: For mig er nydelse ren sundhed

LÆS OGSÅ: 6 tips til hvordan du kommer slank gennem julen