6 bud til den hvide dansker: Derfor skal du ikke kalde mig ”neger”
Komiker og manuskriptforfatter Anna Neye, der blandt andet er kendt fra satireprogrammet Normalerweize på DR2, har skrevet bogen ”Emma Gad for Hvide” - en satirisk guidebog, der skal hjælpe hvide danskere med at begå sig i en multikulturel verden, hvor ordet ”neger” ikke er neutralt, og hvor det er bedre at spørge, hvis man er i tvivl.
Verden er stor og farvet, men det har mange hvide danskere svært ved at navigere i.
Vi bliver let forfjamskede, når vi skal omtale en brun person.
Vi har ”kolonialvarer” på hylderne i supermarkedet, men taler sjældent om den ”mindre hyggelige” del af vores nationalhistorie, der ligger til grund for det.
Og så har vi danskere en snæver forestilling om, hvad det vil sige at være ”dansk”, der efterlader meget lidt plads til den multikulturelle verden, vi selv bliver en større og større del af.
Det er disse synspunkter, der ligger til grund for den satiriske guidebog ”Emma Gad for Hvide”, som komiker og manuskriptforfatter Anna Neye står bag. Den er ment som et ”kærligt kild under hagen”, forklarer den 47-årige forfatter, der synes, vi snakker for lidt om, hvad det vil sige at være hvid.
Hvorfor har du skrevet en bog til hvide danskere?
Vi er så progressive på så mange punkter – grøn energi, social velfærd osv. – men vi diskuterer stadig majoritetens ret til at sige ”neger” og snakker aldrig om, hvad det vil sige at være hvid. Og så er samtalen jo ikke lige. Min bog er derfor ment som et kærligt kild under hagen for at se, om ikke vi kan komme ind i det her århundrede på dét plan også.
Hvorfor er det så vigtigt at italesætte?
Jeg vil snakke om de strømninger, der skjuler sig i samfundet, og som er med til at definere et ”dem og os”, en hvid og en ikke-hvid. Du kan jo ikke læse min ”andethed” ind i en religion som Islam eller en anden kultur, fordi jeg er født og opdraget af en dansk mor i en dansk familie. Det eneste, der adskiller mig fra dig, hvis du er hvid dansker, det er min hudfarve. Og hudfarve spiller altså en rolle i vores samfund. Det vil jeg gerne forsøge at forstå ved at undersøge, hvad det så vil sige at være hvid dansker. Det skal vi nemlig også kunne tale om.
Men er du så ikke selv med til at grave en dybere kløft mellem hvide og ikke-hvide?
- Det synes jeg ikke. Jeg italesætter noget, som mange af min kompleksitet og baggrund aldrig har turde sige højt, og jeg tror, at vi alle sammen kan lære noget af at snakke åbent om det: At danskere ikke er farveblinde, og at det i høj grad skyldes vores fælles historie. Danmark har jo været et kæmpe imperium, der tidligere både omfattede mange besiddelser i norden, på Tranquebar, Vestafrika og Jomfruøerne, og der ligger helt klart en vigtig viden dér. Vi har en nationalromantisk fortælling om, at ”danskhed” ser ud på en bestemt måde, og at vi er bundet sammen af et fælles etnisk tilhørsforhold og en fælles kultur. Men der ligger altså også en dansk identitet før det, som så helt anderledes ud, så måske vi skal kigge lidt på den og ikke være så bange for, at tingene forandrer sig? Det hedder fremtiden.
Hvad vil du sige til dem, der insisterer på retten til at kalde folk, hvad de vil?
Hvis en brun person siger, at du gerne må kalde dem ”neger”, så er det fint. Du skal bare ikke kalde mig det. Og jeg vil gerne melde mig ud af hele diskussionen om, hvorvidt man må eller ikke må sige ”neger”, for der er så mange andre og vigtigere ting, man kan snakke om i denne her samtale. For mig handler det om den historie fra kolonitiden, der knytter sig til ordet, og den efterfølgende stigmatisering af brune mennesker fra populærkulturen i tegneserier, film og sådan noget, som jeg synes er ret negativt ladet, og som vi bare helt uvidende reproducerer, fordi vi ikke rigtig kigger på det. Det er dén uvidenhed, jeg gerne vil lave et lille opråb til. Det er også derfor, at jeg bruger et billede af mig selv som kaffepigen på forsiden af min bog. Hun er et eksempel på de raciale strukturer, vi praktiserer herhjemme, uden at være klar over det. Vi har varer i butikkerne, der hedder ”kolonialvarer”, men vi kan ikke snakke om det. Det er ret vildt.
6 bud til hvide danskere
1. Du er hvid, og det skal vi snakke om
- Når vi snakker om den hvide hudfarve, er det ikke ensbetydende med, at du som hvid dansker skal bære hele den europæiske kolonihistorie på dine skuldre. Når man begynder at snakke om noget, der før har været i neutral form, og det ændrer det billede, du har haft af verden hidtil, bliver folk ofte bange, for skal man nu til at være skydeskive? Men det er altså ikke mit ærinde. Jeg mener bare, at når vi snakker så meget om at være ikke-hvid, så skal vi også kunne snakke om at være hvid. Ellers er samtalen jo ikke lige.
2. Mine navne-præferencer er ikke et angreb på dig
- Når jeg siger til dig, at jeg ikke kan lide at blive kaldt for ”neger”, skal du ikke tage det personligt. Det har ikke noget med dig at gøre. Det betyder ikke, at du er ond. Men mange danskere bliver tit forfjamskede eller vrede, når man siger det til dem, og jeg forstår ikke, hvorfor det er så provokerende. Det handler jo ikke om dig, det handler om mig.
3. – eller din ytringsfrihed
- Mine præferencer handler heller ikke om politisk korrekthed eller svenske tilstande. Det bliver hurtigt til et stort principielt spørgsmål, men det handler altså om individer med forskellige præferencer. Det nytter ikke noget at lave en voxpop ude på gaden, hvor man spørger folk, om det er i orden at sige ”neger” eller ej. Det er simpelthen så pinligt.
4. Spørg brune mennesker, hvad de foretrækker at blive kaldt
- Hvis du står i en akavet situation med brune mennesker, så spørg dem, hvordan de helst vil benævnes. Just do it. Det er da bedre end at stå og sige ”neger, hov ej, det var kun for sjov.” For det kan godt være, at jeg synes, det er skidesjovt og selv cracker en joke om det, men det kan også være, at jeg bliver mega ked af det. Så bare spørg: ”Hey, kan du ikke lige forklare mig det, for min nabo siger, at jeg godt må, og nu er jeg lidt forvirret?”
5. Forstå helt ind i knoglemarven, at vi ikke alle sammen er ens
- Brune mennesker er ikke én masse. Vi har forskellige udgangspunkter. Hvis jeg har et problem med at blive kaldt noget, så skal det respekteres, og så skal der indgås en dialog. For i samtalen kan det jo være, at man finder en løsning sammen i stedet for, at den ene står og dikterer noget.
6. Acceptér at Danmark kommer til at forandre sig
- Vores samfund kommer til at bestå af en meget større andel af folk med hybrididentiteter – altså sådan nogle som mig, der er sammensat af forskellige etniciteter, kulturer eller nationaliteter. Og det er slet ikke så farligt. Det er fremtiden. Derfor bliver vi nødt til at have en revurdering af, hvad det vil sige at være ”dansk” – bare en slags opdatering, så vi matcher den verden, vi lever i. Ellers skulle vi jo have taget nogle andre valg og ladet være med at melde os ind i alle mulige internationale samarbejder og lade vores virksomheder drage ud i verden og sådan noget. Men verden er jo lige dér, og vi er en kæmpe stor del af den.