Efter 28 år i England tog Anne Laxholm hjem til Danmark: ”Det første halvandet år var ikke rart”

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Det var på Ny Strandvej i Humlebæk, hvor vi flyttede til, da jeg var fire år. Vores hus lå tæt på den lokale biograf, som min bedstefar havde bygget i 1939, og som min mor drev frem til 1972. Min far var politiassistent, og de gav mig en tryg barndom.

Jeg var vist et meget fredeligt barn, og der var ikke meget oprør i mig. Jeg var glad for at danse ballet, step, standard og latin, for jeg er jo fra den generation, hvor ens mor tog en i hånden, når man var tre år, og gik hen til den lokale danseskole.

Jeg havde et meget tæt forhold til min mor, og det gjorde det også så meget sværere for hende, at jeg senere valgte at flytte til udlandet i et år og endte med at bo der i 28 år."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Det har Hans-Henrik, som blev min dansepartner, da jeg var 15 år. Han havde faktisk to dansepartnere på det tidspunkt, så jeg var blot den ene, men med tiden begyndte vi også at komme fast sammen og blev ringforlovede på min 18-års fødselsdag.

Det betyder faktisk, at vi har guldbryllup i år. Det har til tider været stormfuldt mellem os. Meget endda. Dans er en kunstform, hvor man bevæger sig tæt sammen, og især i de tidlige år er det let at give sin partner skylden, når noget går galt eller ikke føles godt.

Sådan er det i både dans og et ægteskab, for som jeg skriver i min bog, kunne vores ægteskab være endt med både mord og selvmord, men vi er aldrig nået så langt, at vi har ringet til skilsmissesagføreren, selv om man godt kan blive arrig. Men så meget større er glæden, når man når guldbrylluppet."

Hvordan fandt du din levevej?

"Jeg er meget privilegeret, for det, der egentlig handlede om gode manerer, blev først til en brændende hobby og så til først en amatørkarriere og sidenhen en professionel karriere og et firma. I England startede vi en virksomhed, der solgte dansekjoler, stoffer og alt andet udstyr til dansere.

Da vi kom hjem, havde vi regnet med at skulle undervise lidt i dans, men så kom Vild med dans, og pludselig ringede folk og spurgte os, om vi havde hold? Så besluttede vi os for at starte ægtepardans, og det er blevet en spændende mission for os begge. Vi har skabt et fristed, hvor folk kan hygge sig sammen, få et godt grin sammen med andre og ikke blot lære at danse men også at stå, gå og bevæge sig bedre.

På den måde er de også bedre rustet, hvis de falder, ligesom de kommer både fysisk og psykisk bedre ind i alderdommen. Derudover vil vi gerne lære folk, at der er en, der fører, og en der følger. Det er jo ofte kvinden, der får manden med til dans, men her skal hun så lære, at det er manden, der bevæger sig, og hende, der følger ham. Sådan er det i alle forhold, og det er så belønnende at falde ned i de roller.

Jeg håber, de tager lidt af det med ud i resten af livet, selv om det er svært. Man må endelig ikke tro, at det er lettere at følge end at føre."

Den vigtigste vejleder i dit liv?

"Bill og Bobbie Irvine var vores idoler. Han var skotte, og hun var sydafrikaner, og sammen var de otte gange verdensmestre. Jeg kan huske, Hans-Henrik engang stod hjemme i Ellen Bagers dansestudie i Helsingør og kiggede på en LP med dem på forsiden og sagde: ”Hvis jeg bare kunne få én time med den mand”, og jeg tænkte: ”Hvad er chancen for det?”.

I 1972 skulle vi danse en stor turnering i Ungarn, og da vi var færdige, kom Bobbie Irvine, som havde dømt turneringen, over til os og sagde: ”You danced a very nice foxtrot”. Det var virkelig stort at få at vide af netop hende. Tre år senere boede vi i England og ringede til dem for at spørge, om vi måtte få timer hos dem, men det var ikke noget, man bare kunne ringe og bestille. Først efter vi blev nummer 25 i British Open Championships, begyndte man at lægge mærke til os, og vi kunne få timer hos Bill og Bobbie.

Vi havde aldrig troet, vi skulle komme tæt på de mennesker, men udover dansetimerne begyndte vi også at komme hos dem privat. Det var så rart at have nogen, der støttede os. Vores familier var jo langt væk, og de havde ingen børn, så vi kom til te hos dem og introducerede dem med tiden til både kransekage og dansk julemad."

Hvornår har du mistet vejgrebet?

"Vi tog hjem fra England i 2001, fordi Hans-Henrik rejste så meget rundt i verden og underviste andre dansere specielt i weekenden og somme tider på lange rejser til Taiwan og Japan, så vi så hinanden meget lidt. Derudover ville vi gerne have Lisamaria integreret bedre i Danmark, så det var et godt tidspunkt at tage hjem. Men det var alligevel svært at vende tilbage efter 28 år og skulle starte forfra med alt. Oven i det var min mor død fire måneder forinden. Double trouble.

Jeg følte Danmark som et fremmed land – ikke som at vende hjem. Jeg var blevet voksen i England og kom hjem som 50-årig og skulle starte forfra, og det første halvandet år var ikke rart. Helt praktisk var det sådan noget, som at alle vores ting var opmagasineret det første år, mens vi fandt et sted at bo, og jeg er et ordensmenneske, som ikke kunne finde mine ting. Jeg følte mig rodløs.

Derudover skulle jeg finde ud af, hvad jeg skulle give mig til i Danmark. Jeg sad og ringede rundt til danseskoler i hele landet for at spørge, om de manglede en underviser, men der var ingen, der huskede Laxholm mere. Jeg blev heldigvis tilbudt at blive holdtræner i Københavns Amatørforening, og derfor kom vi til at bo her. Et år er ikke længe, når man kigger tilbage, men når man står midt i det, føles det langt, fordi man ikke ved, hvornår det slutter."

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

"Jeg mødte Hans-Henrik som 15-årig, og børn var ikke noget, vi overvejede, for der var altid en ny turnering og et nyt mesterskab. Det var en stor omvæltning for mig, da jeg så blev mor som 38-årig, for der var jo ingen bedsteforældre i nærheden, og jeg kendte ingen andre dansere, som havde børn. Jeg var den eneste.

Hans-Henrik fortsatte med at rejse meget, så jeg tænker tilbage på graviditeten som nogle ensomme måneder, og samtidig var det nok mit livs højdepunkt at blive mor. På det tidspunkt var vores firma ikke stort, så jeg måtte tage på arbejde nogle timer hver dag for at hjælpe til, da Lisamaria var kun seks uger gammel. Jeg havde helt naivt regnet med, at hun bare kunne stå i en barnevogn uden for mit kontor, mens jeg arbejdede.

Sådan gik det ikke helt, men heldigvis fik vi en dansk pige til at komme og passe hende hjemme i vores hus, mens jeg gik på arbejde. Det var også grunden til, at vi ikke fik flere børn. Jeg ville ikke gennem det en gang til."

Hvor er du på vej hen lige nu?

"Jeg er på vej til at være med i Vild med dans, og det er et særligt år, fordi det er 20. sæson. Jeg har været med siden begyndelsen, og jeg siger ja år efter år, fordi vi efterhånden er blevet til en familie, og man vil gerne gøre sit bedste, fordi alle de andre på programmet er så dygtige. Og så er det jo drømmejobbet at kunne sidde og sprede glæde hos folk fredag efter fredag.

Lige da jeg startede, skulle jeg vænne mig til, at jeg ganske vist er dommer, men det er seerne, der bestemmer, hvem der går videre. Hvis jeg bliver for frustreret, er Hans-Henrik god til at minde mig om, at det er et underholdningsprogram. Men når vi når semifinalen og finalen, synes jeg faktisk altid, at det er de rigtige, der står der."

Afslut sætningen ”Vejen til det gode liv går gennem…”

"Dans. Mit vigtigste projekt er at lære mennesker disciplinen og fornøjelsen ved at danse samtidig med, at de afværger skader og forsinker alderdommen, for de fleste af os er omkring 70, og der kan når som helst være et nyt knæ eller en ny hofte på vej.

Jeg håber, at når de står hjemme i stuen og hører et dejligt stykke musik, så får lyst til at bevæge sig. Det er lige meget, om de kan tælle tre-fire, eller om de kan huske trinene, for de skal jo ikke være turneringsdansere."