Arkitektens 5 tip til lys og enkel indretning
SPONSORERET indhold

Arkitektens 5 tip til lys og enkel indretning

Af: Majbritt Lacuhr Foto: Jens Rosenfeldt
08. jun. 2011 | Bolig | ALT for damerne

Tip 1: Brug få farver
Hvis du ikke har så meget plads, så hold basistingene i de samme afdæmpede farver – f.eks. sort og hvid. Tænk på alt fra Margretheskålene til sengetøjet, næste gang du handler eller skriver ønskeseddel. Når tingene har samme farve, reduceres det rodede indtryk, også selvom tingene står tæt.


Tip 2: Lav to borde i ét
Et klassisk bukkebord med løs bordplade kan hurtigt gøres til et multifunktionelt møbel. Montér fire store hjul under bordpladen lige inden for det sted, hvor bukkene bærer. Brug bordet som højt arbejdsbord om dagen og som lavt sofabord om aftenen ved at fjerne bukkene. Idéel løsning til f.eks. sommerhuset.


Tip 3: Sæt en masse spejle op
Beklæd en væg med spejle eller opstil et stort spejl i stuen for at give indtrykket af mere plads - eller for at skabe spændende rum- og lysvirkninger. Du kan også lave café-tricket med at hænge spejle på vægfladen overfor hjemmets mindre attraktive siddepladser, som ikke har en 'udsigt'.
Man kan se sig blind på hjemmets indretning. Hvis du trænger til at se dit hjem med friske øjne, så hold et nakkespejl op og kig på rummene. Det spejlvendte billede hjælper hjernen til et mere objektivt syn på sagen.


Tip 4: Reducér og koncentrér
Mange indretter sig med billeder på alle vægflader og ting i alle vindueskarme. Trænger du til forandring i hjemmet, er det ikke altid nødvendigt at købe nyt. Start i stedet med at fjerne ting. Indretningen bliver mere luftig og rolig, hvis udvalgte flader får lov til at være tomme. Hvis du ikke har lyst til at skaffe dig af med tingene, så koncentrér dem. Hæng alle billederne op på den samme væg og stil alle lysestagerne sammen i en dekorativ opsats.


Tip 5: Drop overskabe i køkkenet
Skal du lave nyt køkken, så overvej, om det overhovedet er nødvendigt at opsætte skabe over køkkenbordet. Overskabe har en tendens til at give rummet et tungt udtryk, og man arbejder bedst ved et frit køkkenbord.

Læs også, hvordan du bruger »farver i dit hjem.

Skal du i haven? Så se de »bedste haveredskaber her.

Nøgleord i denne artikel: Arkitekt, tip, indretning, Eva Harlou, farver, lys, spejle, køkken.