Asta August bliver ofte brugt som eksempel på en ’nepo baby’: ”Man glemmer én ting”

Det unge entreprenante par, André og Vera, skal sælge deres angst-app på en international konference.

Men her begynder den ellers så kontrollerede Vera – spillet af Asta Kamma August – at opføre sig underligt, efter at hun har været i hypnosebehandling for at stoppe med at ryge.

Hun krydser den ene sociale grænse efter den anden, og det er sjovt og tankevækkende, men også så pinligt, at det nogle gange kan være en udfordring at holde øjnene på skærmen, når man ser den svenske film 'Hypnosen'. Filmen havde verdenspremiere på den tjekkiske Karlovy Varys filmfestival i sommer og har allerede fået adskillige priser.

I svenske filmkredse tales der om den som forårets store filmbegivenhed, og det er næppe urealistisk, at Asta Kamma August bliver nomineret til en Guldbagge – den svenske udgave af Bodilprisen. Asta Kamma August ignorerer dog al snak om prisnomineringer og konstaterer i stedet, at hun har elsket at arbejde med filmen.

"Fra testoptagelserne – før pandemien – til vi var færdige, var det sjovt hele vejen. Det var bare fornøjeligt på en måde, som jeg nok aldrig tidligere har følt det. Alle involverede – producent, fotograf, skuespillere – var åbne og aldrig dømmende. Med et tema, hvor alt handler om at tænke ud over, hvordan ting opfattes, tror jeg, det var nødvendigt med åbenhed og tillid for at kunne lege og eksperimentere. Og så var det dejligt med Ernst De Geer som instruktør. Jeg ville gerne arbejde kun med ham resten af mit liv."

En selvoptaget tid

Handlingen i 'Hypnosen' kredser om selvbevidsthed, og hvordan man opfattes – af sig selv og andre. Et tema Asta kan relatere til både som skuespiller og i det virkelige liv.

"Der er utrolig meget selvoptagethed i samfundet i dag. Så meget fokus på, at man skal brande sig selv, og på hvordan man skal fremstå. Jeg bliver helt mat bare af at tale om det. Det påvirker mig rigtig meget, det er en daglig kamp at forsøge at tænke ud over, hvordan andre opfatter mig. At fokusere på, hvad jeg vil gøre i verden, i stedet for hvad jeg tror, verden vil have af mig.

Jeg synes, det hjælper lidt at tænke over, hvem der egentlig tjener på, at jeg havner i de her tankebaner. For ofte er der jo en virksomhed eller person bag, som ønsker, at folk skal have det dårligt med sig selv, så de kan sælge et eller andet produkt," siger hun på sin lavmælte, men selvsikre måde.

Asta er forstående og fleksibel, men med integritet. Hvis der er noget, hun ikke vil tale om, som f.eks. civilstatus, siger hun det. Venligt men bestemt. Det med at have det rette fokus i livet er noget, de ofte taler om i hendes familie. Hvor alle jo på en eller anden måde er i branchen.

Asta er datter af skuespiller Pernilla August og instruktør Bille August. Hendes søstre er skuespiller og sanger Alba August og scenograf Agnes Östergren, hvis far er den svenske forfatter Klas Östergren. Derudover er der flere søskende på fars side, som også har kreative erhverv.

"Det er måske ikke sådan, at vi sidder og giver hinanden konkrete tip, men bare det hele tiden at have en samtale hjælper jo. Man skal huske at sætte spørgsmålstegn ved de bagvedliggende strømninger, der får en til at føle sig tyk, gammel og grim."

Kan du føle dig tyk, gammel og grim?

"Ja, det kan jeg føle alt sammen. Fordi jeg er menneske. Det ville jo være helt skørt, hvis jeg svarede nej til det spørgsmål – "næh, sådan føler jeg aldrig", det ville jo være meget verdensfjernt."

De seneste år er Asta Kamma August blevet bemærket for sine hovedroller i den svenske film 'Brænd alle mine breve' og tv-serien 'Hændelser ved vand'. Og her i Danmark desuden i TV2-serien 'Sygeplejeskolen', DR-serierne 'Arvingerne' og 'Bedrag' samt Lars von Triers 'Riget Exodus'. Men når man taler om "gennembrud", ryster hun på hovedet.

"Jeg tænker ikke sådan. Det lyder måske lidt prætentiøst, men jeg vil ikke tale om gennembrud. Mor plejer altid at sige, at man skal arbejde hele livet, og at det vil gå op og ned. Man kan få en rolle, der fører til en anden rolle, men pludselig kan der blive helt stille. Hvis man bliver for påvirket af gode anmeldelser og opmærksomhed, tillader man sig selv også at blive påvirket af det negative. Det er bedre at holde lidt afstand."

Nej tak til kendis-larmen

Selvom Asta ikke selv tænker i termer som ”gennembrud”, så er der andre, der gør netop det. For i februar blev hun hædret som ”Shooting star” – en af de mest interessante og lovende skuespillere i Europa lige nu – på den internationale filmfestival i Berlin.

Lidt glad kan det vel godt gøre dig?

"Ja, det kan det faktisk. Lidt glad bør man blive. Jeg øver mig på det. Men jeg skammer mig også lidt over det. Det føles lidt pinligt at blive udvalgt."

Er du tilhænger af janteloven?

"Jeg elsker janteloven. Flere burde være jantelovstilhængere. At tro på sig selv, at turde være den man er, at tage for sig af livet … uh, hvilke floskler. Nej, jeg har svært ved at trives i det der opblæste."

Kunne du godt tænke dig at arbejde i udlandet?

"Altså, jeg vil bare arbejde med sjove projekter. Det er fuldstændig ligegyldigt, om det er i Sverige, Danmark eller USA. Jeg har ikke noget såkaldt Hollywood-sug. Det har jeg aldrig haft."

Kendisfester og gallaer er også udelukket, hvis Asta skal bestemme. Det tager bare energi og fokus fra det, der er vigtigt med arbejdet og i livet.

"Jeg forstår ikke, at folk synes, det er så sjovt at gå til prisfester og galla. Altså, hvis man har det sjovt med det, skal man selvfølgelig gøre det, men det passer ikke til mig. De sammenhænge gør mig bare selvbevidst. Jeg skal finde noget at tage på, men føler mig stadig grim. Og så skal jeg mingle."

Når de andre går til galla, hvad vil du så hellere lave?

"Ligge derhjemme. Arbejde. Drikke øl med mine venner. Der følger så meget med det her fag, som egentlig ikke handler om selve arbejdet. Det er en forfærdelig larm, der hele tiden er der. Men man kan faktisk vælge, om man vil gå ind i det eller ej. Det her med at være strategisk og være med og synlig de rigtige steder ... jeg tror ikke, det fører til flere job. Jeg tror, det er bedre at fokusere på selve skuespillet."

Som små aber i loftet

Astas forældre blev skilt, da hun var omkring seks år, og hun er primært vokset op sammen med sin mor Pernilla og søstrene Alba og Agnes. I begyndelsen boede de i Skåne og tog båden over sundet til far i weekenden. Men da Pernilla begyndte at arbejde på Dramaten, flyttede familien til Stockholm.

Et rigtigt kvinde-kollektiv?

"Ja, fra jeg var seks, var det min mor, mine to søstre og jeg. Kun piger. Det var det normale for mig. Jeg husker, at jeg syntes, det var underligt med fædre, der var hjemme og tog ansvar."

Var det som man forestiller sig – meget snak om følelser og relationer?

"Jo, det må det vel have været," siger Asta og tænker over det.

"Men det var ikke overfladisk i form af makeup, eller hvad man nu kan forestille sig som typisk piget. Det var mere leg og kreativitet. Vi var meget alene, fordi mor arbejdede på teatret om aftenen. Dermed blev mine søstre og jeg meget tætte, og det er vi stadig.

Vi boede i en gammel lejlighed med bjælker i loftet, og der hang vi. Bogstaveligt talt. Vi hang som små aber i loftet. Vi legede hele tiden. Og vi møblerede hele tiden om, vi flyttede store skabe og køjesenge. På den måde var det et meget frit hjem. Der var mange venner og åbne døre.

Vi lavede teaterforestillinger, små filmklip, dansede og legede Spice Girls. Jeg var jo barn i 90’erne. Der var meget sang og noget med at lære forskellige dansetrin, men jeg har aldrig nogensinde tænkt, at jeg skulle have en sangkarriere, som Alba har."

Men teater var en selvfølge?

"Jeg tror det. Det var ikke: "Det skal jeg være, når jeg bliver stor", men mere: "Det bliver man, når man bliver stor". Det var det, jeg så rundt omkring mig. Med det sagt har vores forældre aldrig presset os. Gud nej, overhovedet ikke. De har virkelig bare været stille støttende."

Asta søgte ind på skuespilleruddannelsen i Malmø, men kom ikke ind. At hun ikke engang kom videre i første omgang, gjorde hende sur. Hun havde trods alt gået på Södra Latins teaterlinje og arbejdet på Turteatern i Kärrtorp. Lidt erfaring havde hun da?!

"Ha-ha, ja, jeg blev skide irriteret på den skole og besluttede mig for at søge i Danmark i stedet. Det var ret rart, for der kendte jeg ingen, og ingen vidste, hvem jeg var. Det eneste, jeg kendte til teaterskolen i Århus, var, at Mads Mikkelsen havde gået der. Jeg søgte og kom ind.

I begyndelsen var dansk en vis udfordring. Selvom jeg har en dansk far, er svensk trods alt mit modersmål. I dag vil jeg sige, at mit dansk er fejlfrit, men da jeg begyndte, sagde mine lærere, at jeg talte som en tiårig. Samtidig var det så sjovt at starte på en helt ny bane, både i en ny by og på et nyt sprog. Jeg elskede at gå der, det var den bedste tid i mit liv."

Glade København og sure Stockholm

I dag bor Asta i Stockholm, men hun tror, at hun altid vil have et ben i hvert land. Senere på året venter en – endnu hemmelig – teateropsætning i Danmark, men lige nu har hun dog ikke lyst til at flytte til København, selvom hun har et ambivalent forhold til den svenske hovedstad.

"Det føles som om, at alle, der bor her, er sure, irriterede og bander over tilværelsen. På en eller anden mærkelig måde trives jeg i det fællesskab – "vi er sammen om det her". Jeg elsker København, men der er alle så glade og venlige. Sidst jeg var der, savnede jeg det sure Stockholm. Førhen ville jeg flytte til København, men lige nu føler jeg, at jeg kan blive her i lortet," griner hun.

Når der diskuteres såkaldte ”nepo babyer” – børn, der har succes inden for samme felt som deres forældre, bliver familien August typisk nævnt som eksempel. Asta sukker:

"En ting, jeg synes, man glemmer, når man oversætter et fænomen som ”nepo babies” fra amerikanske til svenske forhold, er, at der er en enorm forskel mellem de to lande. I USA er der et barsk klassesystem, som betyder, at en person, der ikke kommer fra penge eller en skuespillerfamilie, ikke har en chance for at blive skuespiller.

Her i Sverige – i hvert fald da jeg voksede op, nu ændrer det sig måske – er der stadig kulturskoler og et velfærdssystem, der sigter mod at give alle mennesker muligheder i livet. At Sverige har en så succesrig kultureksport, er jo takket være alle kulturskolerne, Vores teater, musikskoler og folkehøjskoler. Der er trods alt mange muligheder for et barn, der er interesseret i kultur."

Er det irriterende hele tiden at få nepo baby-debatten smidt i ansigtet?

"Jeg er fuldt ud klar over, at det er et kæmpe privilegie at vokse op, som jeg har gjort. Selvfølgelig. Det har betydet, at jeg kender mange mennesker og har fået masser af inspiration. Hvis jeg ikke var vokset op i min familie, havde jeg måske ikke engang vidst, at man kunne søge ind på skuespillerskolen. Det er hundrede procent en ressource, jeg har fået gratis."

Asta får også ofte at vide, at hun og mor Pernilla ligner hinanden meget. I tv-serien Hændelser ved vand spiller de endda den samme rolle – Annie, som henholdsvis ung og ældre. Og lidt irriterende er det da at blive sammenlignet med sin mor, synes Asta.

"Ja, jeg havde ikke regnet med, at det ville være sådan. Jeg havde lidt naivt tænkt, at jeg ville arbejde med teater, og så var der ikke mere i det. Jeg havde ikke tænkt over den forbindelse som en forstyrrende faktor. Men egentlig er det det også kun i interview-sammenhænge. Når jeg arbejder, er jeg jo inde i min rolle og sidder ikke og tænker på mor," siger Asta, mens hun tager huen på.

For nu har hun travlt, hun skal faktisk hjem til netop mor. En familiemiddag med mor og søstrene venter, og Asta har fået til opgave at fikse ostebordet. Hun kaster sig på cyklen, selvom Stockholms indre by er djævelsk isglat. Men hun er jo også halvt københavner, og så er det ligesom en del af pakken at komme hurtigt rundt på to hjul.