Guide: Her er de bedste restauranter på Nørrebro
Der er et hav af lækre restauranter på Nørrebro i København. Er din favorit på listen?
Det vrimler med lækre spisesteder på dejlige Nørrebro, og nogle gange kan det være svært at se skoven for bare træer.
Derfor har vi udvalgt nogle af vores absolut favorit-restauranter på Nørrebro i København, der med garanti kan få mundvandet til at løbe – hvad enten du er til italiensk, thailandsk eller etiopisk mad.
Bon appetit!
1. Gården og Gaden
Inden for det sidste års tid har vi både spist stenbiderrogn, tatar og oliestegte grøntsager på den hyggelige restaurant og vinbar midt på Nørrebrogade, og alle retterne har været en FRYD at indtage med masser af smag fra de solide råvarer. Restauranten, der ligger lige over for Assistens Kirkegård og et stenkast fra Nørrebros Runddel metrostation, er i den grad et besøg værd, hvis du kan lide lækker mad og god stemning á la Nørrebro. Og hvem kan ikke det!?
Adresse: Gården og Gaden, Nørrebrogade 88, 2200 København N
Læs mere her: https://gaaga.dk/
2. Bar Pasta
Hvis du elsker pasta ligeså meget som os, er der virkelig god grund til at svinge forbi Bar Pasta på enten Vedbækgade eller Griffenfeldsgade på Nørrebro. Her kan du få smagfuld pasta i mange forskellige varianter (menuen skifter løbende), som du kan indtage i farverige omgivelser med hipsterrigtig naturvin og rigeligt med ost. Vi har blandt andet smagt deres ragu, deres cacio e pepe og deres burrata i udsøgt olivenolie – og det hele kan i den grad anbefales!
Adresse: Bar Pasta, Vedbækgade 13 og Griffenfeldsgade 17, 2200 København N
Læs mere her: https://www.barpasta.dk/
3. Baka d'Busk
Plantebistroen på Rantzausgade er bestemt et besøg værd – også selvom du normalt måtte spise kød. Her sørger restaurantens såkaldte "plantedrenge" for, at der er masser af grøntsager og gode råvarer i fokus på den skiftende vegetarmenu, der følger årstidens sæsoner. Du kan både nyde maden indenfor i de hippe lokaler eller udenfor med direkte udsigt til en sprudlende Rantzausgade, hvor du jo passende lige kan skåle med forbipasserende i den naturvin, der er oplagt at nyde til din grønne tallerken.
Adresse: Baka d'Busk, Rantzausgade 44, 2200 København N
Læs mere her: https://www.bakabistro.dk/
4. Zula
Hvis du jævnligt kører langs Jagtvej på Nørrebro, har du sandsynligvis allerede spottet den lille afrikanske perle Zula, der ligger på hjørnet af Jægersborggade lige over for Assistens Kirkegård. "Afrikansk hyggemad" lokker de med på skiltet over indgangen, og dén leverer de virkelig på. Her kan du nemlig spise autentisk etiopisk/eritreansk mad, som er fuld af smag og komfort, i hyggelige omgivelser, hvor du hurtigt glemmer, at du sidder midt i København. Gå på opdagelse i deres mange lækre, krydrede retter og spis dig mæt med hjælp fra surdejs-pandekagen injera, som man bruger som til at spise herlighederne med. Kan særligt anbefales til madglade rejsetrængende!
Adresse: Zula, Jagtvej 43, 2200 København N
Læs mere her: https://en.zulaafrica.info/
5. BÆST
Bæst er efterhånden en Nørrebro Klassiker, som bestemt ikke må overses, hvis man er på jagt efter lækker surdejs-pizza, som restauranten flere gange er blevet internationalt anerkendt for. Det er dog en misforståelse at tro, at BÆST er en italiensk restaurant, skriver de selv på deres hjemmeside, for de er "meget mere end pizza". De vil hellere kendes som en "autentisk Nørrebro’sk restaurant", der går op i bæredygtighed og økologiske råvarer, og som selv producerer oste og charchuteri lokalt hver dag. Så der er er altså noget at byde på for hele familien, hvis man svinger forbi restauranten, der ligger i hjertet af Nørrebro – tæt på både biografen Empire Bio og tapperiet BRUS. Enjoy!
Adresse: BÆST, Guldbergsgade 29, 2200 København N
Læs mere her: https://www.baest.dk/
6. Cicchetti
Er du ligeså vild med italiensk mad, som vi er? Så er Cicchetti på Nørrebrogade muligvis det helt rette sted for dig. Her skifter menuen fra dag til dag, men konceptet er, at du og dit selskab spiser en masse små, lækre italienske retter – tapas style. Husk din telefon, for menukortet er så autentisk, at du – medmindre du taler flydende italiensk eller er meget velbevandret i det italienske køkken – stensikkert får brug for en ordbog til at tyde ord som "cime di rapa", "sformantina" og "guanciale!. God fornøjelse!
Adresse: Cicchetti, Nørrebrogade 56, 2200 København N
Læs mere her: https://www.cicchetti.dk/
7. Oysters & Grill
Lækker fisk og store bøffer. Det er to af hovedingredienserne hos Oysters & Grill, der er et perfekt festligt sted at spise ude med venner eller familie – måske især hvis I har noget at fejre? Der er i hvert fald noget på menuen for enhver smag – uanset om man er til fisk, kød eller vegetarmad. På deres seafood-menu kan du dykke ned i alt fra østers og muslinger til tuntatar og ceviche, og vegetarmenuen byder blandt andet på grillede asparges, falafel med tzatziki og vandmelon-salat. Og så er det selvfølgelig også muligt at få en stor, saftig bøf med fritter.
Adresse: Oysters & Grill, Sjællandsgade 1B, 2200 København N
Læs mere her: https://cofoco.dk/oysters-and-grill/
8. Café Stadion
Engang var Café Stadion stedet, hvor fodboldfans mødtes for at se kampe og drikke øl, men i dag er den forvandlet til en bistro, der i maj 2021 blev udråbt til at være en Nørrebro darling af Politiken, som gav restauranten fire hjerter. Menuen består blandt andet af små retter som ansjoser i eddike og citron & timian skinke, og som hovedret kan du blandt andet få grillet makrel, biodynamisk zucchini og tatar. Du kan også vælge en menu med syv retter til 295 kr., og hvis du svinger vejen forbi til frokost, kan du bestille bistroens egen "Stadion toast" – med vegetarisk alternativ.
Adresse: Café Stadion, Nørre Allé 27, 2200 København N
Læs mere her: https://cafestadion.dk/
9. Friheden
Friheden er nok mest kendt for at være en pulserende bar med masser af liv og gode øl, der ligger i hjertet af Nørrebro ved siden af skateparken og et stenkast fra Nørrebroparken – men der er masser af grunde til at supplere din øl med lækker mad fra deres restaurant, som serverer både morgen, middag og aften. De skilter selv med, at de serverer mad fra hele verden – "fra Rabarberlandet til Marokko" – og at de så vidt muligt ynder at bruge økologiske råvarer til deres menu, der blandt andet byder på grilled cheese sandwich, fritteret rødspættefilet, jomfruhummer, laksetatar og sprød polenta.
Adresse: Friheden, Esromgade 15, 2200 København N
Læs mere her: https://www.frihedenkbh.dk/
10. Restaurant Omar
Denne Nørrebro-klassiker er et must, hvis du for alvor skal udforske Nørrebros restaurantliv. Omar serverer udsøgt mad til rimelige priser, og stemningen er afslappet, hyggelig og ung – med plads til alle og ofte til tonerne af hiphop i baggrunden. Prøv for eksempel deres stracciatella, deres spidskål med hasselnødder eller deres svampetoast, som alle smager af mere – eller få det hele i deres menu med 8 serveringer til 325 kr. Det bliver godt!
Adresse: Omar, Refnæsgade 32, 2200 København N
Læs mere her: https://www.restaurantomar.dk/
11. Roberta
Vi skal naturligvis også forbi det latinamerikanske køkken i denne guide, og her er Roberta et oplagt sted at besøge, hvis du tilmed ønsker en festlig aften drinks og afslappet stemning. Inviter dine venner til en omgang tacos eller ceviche og skyl det hele ned med frozen margaritas eller måske endda chili shots, hvis du har mod på det. Her er der også kort vej til en lang aften i byen, for der er masser af gode barer på både Ravnsborggade eller Blågårdsgade, der ligger blot et stenkast derfra. God fornøjelse!
Adresse: Restaurant Roberta, Sortedam Dossering 3, 2200 København N
Læs mere her: https://madklubben.dk/restauranter/roberta-noerrebro/
12. Ranee's
Hvis du er vild med thaimad, så er der rigtig god grund til at kigge forbi Ranee's, som er en lokal klassiker, der har ligget på Blågårds Plads siden 2007. Ranee er født i Nordøstthailand, og derfor er retterne stærkt inspireret af den del af Thailand – men Ranee skriver selv på sin hjemmeside, at hun også elsker det italienske og franske køkken, og derfor "sagtens kan finde på at bruge artiskokker i en ret." Menuen hos Ranees består af alt fra klassiske forårsruller og kyllingespyd til forskellige supper, currys og wokretter. Der er også mulighed for takeaway, selvom vi klart vil anbefale at slå sig ned i de hyggelige lokaler med autentisk, lokal stemning midt på Nørrebro.
Adresse: Ranee’s, Blågårds Plads 10, 2200 København N
Læs mere her: https://ranees.dk/
13. Gaza Grill
Vi kan naturligvis ikke lave en Nørrebro-guide til restauranter uden at give et bud på en god omgang shawarma og falafel. Her kan Gaza Grill anbefales, som er et økologisk, arabisk spisehus, der ligger centralt ved Sankt Hans Torv på Nørrebro. Bestil for eksempel deres shawarma eller falafel bowl og supplér med stegt halloumi eller tabouli-salat.
Adresse: Gaza Grill, Fælledvej 22 C, 2200 København N
Læs mere her: https://gazagrill.dk/
14. Aroii
Der er god grund til, at Aroii er blevet et yderst populært thailandsk spisested på Nørrebro. Her kan du bestille mange af de klassiske thai-retter – fra curries til forårsruller – af høj kvalitet med masser af friske råvarer. Der er også vietnamesiske og kinesiske retter på menuen, og her kan vi især anbefale deres lækre bao, som i den grad smager af mere!
Adresse: Aroii, Guldbergsagde 23, 2200 København N samt Hausergade 38, Kultorvet, København K
Læs mere her: https://aroii.dk/
15. Scarpetta
Hos Scarpetta på Rantzausgade på Nørrebro kan du få klassisk italiensk mad i hyggelige omgivelser. Prøv for eksempel deres bruchetta, carpaccio eller stracciatella til forret og sæt tænderne i én af deres lækre pastaretter til hovedret. Der er også gode alternativer til vegetarerne. God fornøjelse!
Adresse: Scarpetta, Rantzausgade 7, 2200 København N samt Islands Brygge 81F, 2300 København S
Læs mere her: https://cofoco.dk/scarpetta-rantzausgade/