Benedikte Hansen: "Efter så mange år i fortvivlelse og afmagt findes der også en lettelse i døden"

0-10 år (1958-1968): En barndom i et (næsten) lykkeligt lægehjem

"Jeg husker de første ti år af min barndom som lykkelige. Det var de selvfølgelig ikke kun, men de fleste billeder, der dukker op i min erindring fra den tid, er positive. Måske fordi de står i så skærende kontrast til de år, der fulgte. Hvor alt forandrede sig. Jeg husker, at mine forældre var glade for hinanden. Og glade for os. Vi var en flok på fem børn med godt tre år imellem os. Og vi voksede op i et lægehjem i Gentofte nord for København. Der var orden på sagerne og trygge rammer, men mine forældre lærte os også eventyret at kende. Om sommeren stuvede de os sammen i den dueblå Mercedes, og så spurgte min far: ”Nordpå eller sydpå?” Vi ville selvfølgelig altid sydpå: ”Ud i det blå med DR. Hansen!” Ferierne var lysende og fulde af oplevelser på andre sprog og i fremmede kulturer, og de grundlagde en kærlighed til at rejse, som har holdt ved hele mit liv."

LÆS OGSÅ: Kirsten Hammann: ”Jeg har altid set meget negativt på tilværelsen”

"Hverdagene var mere brogede. Min mor var et begavet menneske. Hun var jurist og dommerfuldmægtig, men efter fem børn havde hun opgivet sin karriere. Som den yngste i flokken var jeg den, der mærkede hendes tvivl tydeligst. Jeg kom aldrig i hverken vuggestue eller børnehave, fordi jeg på en eller anden måde skulle retfærdiggøre, at hun var hjemmegående, men selvom jeg voksede op i en form for tosomhed med min mor, var jeg meget ensom, fordi hun aldrig rigtigt var til stede. Hun var sød og sørgede for mig, men også fjern, og jeg kan meget tydeligt huske hendes sorte, plagede blik. Dengang var det ikke noget, jeg forstod, men bare noget jeg følte. I dag ved jeg, at det var en dyb skuffelse over det liv, hun fik. En skæbne, som hun delte med mange andre kvinder i sin generation."

10-20 år (1968-1978): Et liv i skyggen

"Der er utroligt meget godt at sige om de forandringer, 68’erne og ungdomsbevægelsen bragte med sig. Frigørelse, ligestilling mellem kønnene og ambitionen om en fredeligere verden. Men det var også en tid, der krævede ofre. Mine to ældste brødre blev to af dem. De var 19 og 20 år midt i en flower power-tid med hash og hårde stoffer. Og de blev begge narkomaner for fuld udblæsning og uden stopklodser."

"Stofferne var så voldsom en kraft, at alt andet ophørte. Mine forældre kastede sig desperate ind i kampen for at redde deres to drenge. Alt andet blev selvfølgelig sekundært for dem, og min søster og jeg, der stadig boede hjemme, blev meget overladt til os selv. Jeg reagerede ved at forsvinde. Præcis som søskende til alvorligt syge børn forsvinder, når de mærker, at der ikke er plads til dem. Jeg blev væk hjemmefra, drev rundt og spiste og overnattede tit hos veninder."

"Mine forældre kæmpede en ulige kamp mod stofferne i en tid, hvor man intet anede om stofmisbrug. Og de mødte ingen opbakning. I stedet vendte deres omgivelser ryggen til os. Vi blev en paria-familie. Da den første af mine brødre døde af en overdosis – min anden bror døde af sit misbrug langt senere – var der ingen, der trøstede dem. Der var bare stilhed. Og en enorm og altfortærende sorg, som vi ikke kunne dele med nogen. Efter så mange år i fortvivlelse og afmagt findes der imidlertid også en lettelse i døden. I at det værste er sket. Jeg følte det, som om mit liv kunne begynde igen. Efter næsten ti års mørke kunne jeg pludselig trække vejret. Og en måned senere begyndte jeg på skuespillerskolen."

20-30 år (1978-1988): Gryende karriere og bristede drømme

"David Bowie har sagt, at hvis man kan huske, hvad man lavede i 80’erne, har man ikke været der. Men jeg kan nu godt huske det. Min brors død banede på mange måder vejen for min skuespilkarriere, fordi den havde rystet mine forældre i en sådan grad, at de ikke drømte om at stille sig i vejen for deres børns ambitioner af frygt for at slå dem ud af kurs. Selvom de nok havde ønsket, at jeg fik en mere borgerlig karriere, bakkede de mig op."

"Jeg havde mødt skuespilkunsten hos en veninde, som jeg havde hængt meget ud hos i de år, hvor alting kæntrede i min familie. De var en familie af instruktører og skuespillere, og jeg blev dybt optaget af det eksistentielle aspekt i skuespilarbejdet. I undersøgelsen af hvad det vil sige at være menneske."

LÆS OGSÅ: "Mit behov for kærlighed var så stærkt, at jeg fortrængte, at ondskaben kom fra min mor"

"Samtidig mærkede jeg, hvordan jeg som barn af borgerskabet følte mig overraskende godt tilpas i et kunstnerisk miljø. Jeg var kun 19 år, da jeg blev optaget på skuespilskolen. Men selvom jeg godt vidste, jeg var kommet gennem et nåleøje, var jeg ret uimponeret. Jeg var meget mere optaget af at leve mit liv og udforske verden og menneskene omkring mig, end jeg var optaget af at skabe en karriere. Og så var jeg optaget af drømmen om at få et barn."

"Min første mand og jeg prøvede forgæves i flere år, før det stod klart, at det ikke ville lykkes. Og at det var hos mig, problemet lå. Der kan findes en fordel i, at få den viden tidligt i livet. Men lige der føltes det som en katastrofe for os og som et enormt nederlag for mig. Jeg rejste for at holde ud at være i sorgen. Til fjerne destinationer – som Asien og Sydamerika – hvor jeg kunne få lov at forsvinde, præcis som jeg gjorde, da jeg var barn. Og langsomt begyndte det, der føltes som ren overlevelse, at føles som et liv igen."

30-40 år (1988-1998): Gøngehøvdingen, Bryggeren, Rejseholdet...

"Sorg er ikke noget, man kommer sig over. Man bærer den med sig. Over dem, man mistede. Og over dem, man aldrig fik. Spørgsmålet er, hvordan man lever med sorgen. Om man går til grunde eller rejser sig. Jeg har åbenbart været i besiddelse af en urkraft, for jeg har altid rejst mig. Det er bare sådan, jeg er skabt."

"I begyndelsen af mine 30’ere kastede jeg mig ud i arbejdet. Og den frihed jeg fik, nu hvor jeg ikke skulle være nogens mor. Jeg havde hidtil – og helt i tråd med 80’ernes rebelske og anti-autoritære idéer – arbejdet meget med gruppeteater, men i slutningen af årtiet blev jeg engageret på Det Kongelige Teater. Jeg spillede med i nyfortolkninger af klassikere og uropførelser af nye forestillinger på en nationalscene, der havde ambitioner om at gøre tingene anderledes."

"Og jeg elskede det og havde helt afsindigt travlt. Alligevel sagde jeg ja, da de store tv-serier begyndte at lægge fra land i 1990’erne, og jeg fik tilbuddet om at være med i den ene stort anlagte serie efter den anden. I Gøngehøvdingen, Bryggeren og senere også Rejseholdet. Det var dengang, alle så flow-tv, men selvom jeg begyndte at blive genkendt, blev jeg aldrig på den måde allemandseje. Det er på en eller anden måde altid lykkedes mig at gå under radaren og fastholde i hver fald en form for privathed. Det har passet mig storartet, for jeg har altid sat stor pris på min frihed. Og den er jo lidt svær at værne om, hvis alle stirrer på dig det øjeblik, du går uden for en dør."

40-50 år (1998-2008): Teaterdirektørens frue

"Vi forelskede os på arbejdspladsen. Ligesom så mange andre mennesker gør. Det, der gjorde det anderledes, var, at han var direktøren for det hele. Og at der fulgte et helt nyt liv med det at være teaterdirektørens kone end det liv, jeg havde levet før. Det var først og fremmest virkelig sjovt. At trække i selskabskjoler, tage på ambassadebesøg og rejse rundt til verdens store teatre og operahuse."

"Og jeg kastede mig fuldt og helt ind i rollen som hustru og ledsager. Fordi det vitterligt var skønt og skørt og eventyrligt, men nok også fordi, der faktisk var noget trygt og let ved bare at kunne læne sig tilbage i den rolle. Selvom jeg arbejdede videre for fuld drøn med min egen karriere, blev jeg pludselig først og fremmest nogens kone. Præcis som min mor havde været det. Det var selvfølgelig også det, der gjorde det svært."

"Når mændene trak sig efter middagen for at drikke cognac, ryge cigarer og tale kunst, kultur og verdenspolitik, blev vi koner overladt til hinandens selskab og helt uhyrligt kedelige samtaler, om hvor svært det dog var at finde god hjælp nu til dags. Jeg havde svært ved bare at sidde der og snakke tyende og fik fra tid til anden en ubændig trang til at sige og gøre alt det forkerte for at ruske op i det hele. Det fik jeg måske også gjort en gang eller to. Gjort og sagt alt det forkerte."

50-60 år (2008-2018): Gammel sorg og ny begyndelse

"Der er mange grunde til en skilsmisse. Også gode grunde. Men det gør dem ikke mindre smertefulde. Jeg har været gennem brud et par gange i mit liv. Det har gjort ondt hver gang, men min sidste skilsmisse slog mig alligevel ud på en anden måde. Jeg var på vej til at runde de 50 år, da mit ægteskab gik i opløsning, og jeg følte, at jeg havde ramt en alder, hvor min værdi på markedet var i dalende valør."

LÆS OGSÅ: Gitte og Michael har været sammen i 41 år: "Man skal huske at tage sig sammen"

"Jeg mistede også relationer til børn og børnebørn, som måske ikke havde være mine rent biologisk, men som jeg havde delt mit liv med. Det rev op i en gammel sorg. Over aldrig at være blevet mor. Der er en idé om, at livet er meningsløst uden børn, og at man ikke helt ved, hvad kærlighed er, hvis man ikke har fået nogen. Selvom jeg for længst har forstået, at det ikke er sandt – at der kan findes stor meningsfuldhed og dyb kærlighed i livet uanset børn – så er det så indgroet en forestilling i vores samfund og kultur, at det stadig har påvirket mig i de perioder af mit liv, hvor jeg har været sårbar og følt mig sort og opgivende."

"Børn er et naturligt anker, som gør, at man altid ved, hvor man hører til. Og det havde jeg ikke, da jeg blev skilt, og alting blev opløst. Det var en virkelig hård periode, og det tog tid, før jeg fik fat i mig selv og besluttede mig for at navigere efter et andet anker og for at sætte nye mål for mit liv. Planen blev, at jeg de næste år ville udfase min skuespilkarriere og uddanne mig til coach. Så jeg kunne bruge den viden – alle de undersøgelser af mennesket og dets vilkår – som jeg havde gjort mig som skuespiller til at hjælpe andre."

60 år… (2018-): En gylden tid

"Der findes en tid efter de 60 år, som – hvis man ikke er plaget af sygdom og skavanker – kan være gylden. Decideret lysende, simpelthen. Jeg står midt i den nu. Og jeg nyder hvert sekund. Fordi jeg kan. Som ung og langt ind i voksenlivet er man optaget af at bevise, at man kan lykkes efter alle de her ydre parametre, som vi har sat op for succes. Karriere, parforhold, familie. Jeg har ikke længere noget at bevise. For jeg er kommet i mål. Jeg nyder mit arbejde som coach og tager kun de skuespilroller, jeg virkelig har lyst til. Mit liv er rigt på mennesker, som jeg elsker, og som elsker mig. Nære venner, mine søskende, og mine venners og søskendes børn. Jeg er en fri kvinde og har stadig min nysgerrighed til livet og kærligheden intakt."