Kære brevkasse: Hvad gør jeg med min smådemente mor?

Jeg er 48 år og bor i en lejlighed, hvor min gamle mor bor i opgangen ved siden af.

Da jeg selv bor alene, har jeg tid til at kigge over til hende hver dag efter arbejde og få en lille snak. Indtil for nylig har min mor været frisk og klaret sig selv. Men for nogen tid siden fik hun en lille blodprop, og det betyder både, at hun er blevet dårligt gående og har svært ved at klare trapperne, og at hun også er begyndt at glemme.

Når jeg kommer hjem til hende, har hun også ofte slet ikke fået noget at spise, og jeg laver derfor mad til hende hver aften nu. Hendes gode humør er også væk. Hun er trist, og jeg har flere gange oplevet, at hun har tisset i bukserne, fordi hun har glemt at gå på toilettet.

Kommunen har givet hende hjemmehjælp et par gange om ugen, men de er her så kort tid, at de ikke kan nå at lave mad eller hjælpe hende med hendes personlige hygiejne.

Jeg har talt med dem om, at min mor måske skal i en ­plejebolig inden for en overskuelig tidsramme, og de bakker mig op. Men min mor vil ikke høre tale om det. Jeg har også en bror, der bor i Nordjylland, som faktisk kun besøger vores mor ved særlige højtider, og da han jo ikke er her til daglig og observerer, hvor hurtigt det er gået ned ad bakke, støtter han vores mors ønske om at blive i sin lejlighed.

Hun har ringet og klaget sin nød til ham, fordi hun er blevet vred på mig over mit forslag, og nu føler jeg som den dårlige datter, der alligevel hænger på det hele, mens min bror kan spille rollen som den gode søn. Jeg synes, det er uretfærdigt, og er rigtig ked af det, fordi jeg også er bekymret for min mor. Kan du hjælpe mig?
G.H.

LÆS OGSÅ: Kære brevkasse: “Min kone nægter at give mig det, jeg har brug for"

Vibekes svar

Før vi udnævner din bror til en kryster, hvilket man meget let kunne forfalde til, må du finde ud af, om han måske bare ikke helt forstår, hvor alvorlig situationen er.

Det må du få ham til. Ring til ham og tag en alvorlig samtale med ham, hvor du sagligt og med eksempler fra hverdagen gør ham det klart, hvor alvorlig situationen egentlig er. Nævn f.eks. at din mor ikke længere kan lave mad, at hun ikke kan klare trapperne, og at hun tisser i bukserne og er usoigneret.
Lykkes det ikke ad den vej og slår han det hen, så inddrag ham lavpraktisk i din mors problemer og stop med at løse alting selv. Forlang, at han står for kontakten til hendes læge eller anden myndighed, tag selv væk på en weekend og bed ham om at være den, der i mellemtiden passer din mor.
Læg i det hele taget maksimalt irriterende pres på ham, så han bliver tvunget til at handle og deltage i at få din mors ­situation afklaret. Stejler han stadig, ja, så er din bror en kryster, og så må du gå den lange sure vej selv, lukke øjne og ører for din mors beklagelser og koncentrere dig om, at få hende i plejebolig.
Du har jo heldigvis opbakning i, at det er den eneste rigtige løsning fra dem, der ved mest om den slags, nemlig hendes hjemmehjælpere. Men prøv først at tvinge din bror på banen, så I i fællesskab kan få „problem mor" løst, så hun får den hjælp, hun har brug for, og så du kan få dit liv tilbage, hvilket du i den grad har fortjent.