Vibeke Dorph Brevkasse Min veninde har aflyst vores fælles ferie
SPONSORERET indhold

Min veninde har aflyst vores fælles ferie

Min gode veninde har meddelt, at hun ikke kan få fri fra arbejde og derfor må aflyse vores planlagte ferie. Jeg er virkelig vred, men mest af alt er jeg knust over det, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
23. jul. 2021 | Livsstil | Hjemmet

Spørgsmål om ferie uden planer

Jeg er en kvinde i 50’erne, enlig og med to voksne børn, der for længst er flyttet hjemmefra. Jeg har været fraskilt i mange år. Det har jeg trivedes fint med, men efter at min yngste flyttede hjemmefra forrige år, har jeg ofte følt mig ret så alene. Det gælder de dage, hvor jeg er kommet hjem til en tom lejlighed efter arbejde, men især i weekender og ferier. Og corona gjorde det selvfølgelig heller ikke lettere.

Derfor var jeg også glad, da en gammel veninde, som jeg var begyndt at se, foreslog, at vi holdt en uges ferie sammen her til august. På grund af corona lagde vi ingen konkrete planer, men vi talte om at leje et sommerhus eller drage til udlandet, hvis det skulle være muligt. Indrømmet, jeg er nok den af os, der har mast mest på, for at vi skulle aftale noget mere konkret.

LÆS OGSÅ: Min kærestes eks styrer familien

Det har min veninde slået hen, og nu har hun meddelt, at hun ikke kan få fri fra sit job og derfor må aflyse vores ferie. Det er jeg ærlig talt blevet både virkelig vred, men mest af alt meget knust over. Jeg står nemlig med to ugers ferie i streg, hvor jeg ingen planer har. Tanken om at skulle trisse rundt her i min lejlighed alene er helt ubærligt. Hvad gør jeg?

Vibeke Dorph råder til at se indad og mærke efter

Jeg har læst, at kvinder har haft det værre end mænd under corona. Begrundelsen lød, at kvinder har et større socialt behov. Det er jo fint, at vi kvinder er så sociale, men det siger også noget andet om os. Nemlig, at vi er utroligt socialt afhængige. Vi har til forskel fra mange mænd svært ved at foretage os noget som helst, medmindre det er i selskab med andre. Jeg ser det selv på det kajakkursus, som jeg frekventerer i øjeblikket. Her møder masser af mænd op alene, mens de kvinder, der deltager, altid er i selskab med andre.

Jeg ser det også hos mine drengebekendte, der drager alene ud i sommerlandet på motorcykel, tager i sommerhus alene eller foretager sig andre sjove ting i deres eget gode selskab. Hvorfor vi kvinder har så svært ved at foretage os ting alene, skal jeg ikke gøre mig klog på. Alligevel tror jeg, at det er vigtigt, at kvinder lærer at gøre ting på egen hånd, ellers bliver vi alt for afhængige af andre menneskers lyster og luner.

LÆS OGSÅ: Jeg er jaloux på min mands datter

Derfor er mit råd da også, at du sætter dig ned og finder ud af, hvad du har lyst til at bruge din ferie på. Vil du gerne lære at surfe? Diskutere film og litteratur eller dyrke yoga på en strand? Landet bugner med kurser og højskoler, hvor folk møder op alene for at dyrke deres interesser. Jeg ved godt, at du er sent ude, men mon ikke, du skulle kunne finde en plads et sted, hvor du også møder en masse søde folk? Og ikke mindst opdager, at du altid har en sjov og dejlig ven i dit liv, som du også altid kan regne med; nemlig dig selv.

Anbefalet til dig