Camilla Martin måtte forsvare sin mands ”mærkelige” beslutning i deres parforhold

”Nygaard APS”.

Det kalder Camilla Martin og hendes mand Lars Nygaard deres travle familie, når det hele går op i afstemning af kalendere, sportstasker, der skal pakkes, og drenge, der skal køres rundt til nordsjællandske idrætsanlæg. Lars er ansat i et amerikansk IT-firma og arbejder ofte længe og på skæve USA-tider, og derfor er den 44-årige tv-værtinde og tidligere badmintonstjerne chef for logistikken.

 – Mine veninder spørger nogle gange, ”har I overhovedet været hjemme samtidig i den her uge?” Og nej, det har vi måske ikke, men sådan fungerer det for os. Børnene er jo vant til, at far ikke er der hele tiden, og når han kommer hjem klokken halv ni i aften, så har jeg ikke siddet og mugget til dem med, ”far er her heller ikke særligt tit”, siger Camilla Martin i et stort interview i denne uges ALT for damerne.

Fordelingen fungerer. Nu gør den. Vejen dertil har været lang. I foråret 2011 flyttede parret fra hinanden og lod sig separere efter seks års ægteskab.

– Det skete i god tone, og mange foreslog os, at vi i stedet skulle gå i parterapi. Men det var der ingen af os, der kunne se os selv i. Vi skulle ud af rammen.

– I dag kan vi godt grine af alle de gange, jeg har reageret spontant og siddet og mugget over alle mulige kvindeting. Jeg er så pissehurtig og har bare kørt på, hvis jeg syntes, at noget var for dårligt. Så kørte jeg bare ud over kanten og op ad væggen. I dag er det pinligt at tænke på.

En vigtig psykologsamtale

Parret var separeret i halvandet år. Undervejs gik hun til samtaler hos en psykolog.

– Det var en børnepsykolog i fodformede sko. Knud. Det handlede egentlig om, hvordan vi skulle agere i forhold til børnene, og, typisk mig, så ryger snakken over på Lars, og så får han lige et hug. Knud sad der med foldede ben, og så sagde han stille og roligt: ”Bare fordi du synes eller føler noget, så mærker verden omkring dig ikke det samme”. Det ramte simpelthen hovedet på sømmet: Nej, jeg kan ikke forvente, at Lars, mine veninder, min mor føler det samme som mig.

Herfra begyndte en mental rejse for kvinden, der i sin professionelle karriere fik smadret mange badmintonketsjere i rent og skært raseri.

– Det er ikke nok at gå til psykolog. Man skal også være klar til at tage hul på alt det, der er grimt og ulækkert og vammelt ved én selv. Jeg har siddet og hylet hos Knud, fordi jeg vidste, at jeg også havde et ansvar. Jeg har læst en masse i en bog, der hedder ”Enneagrammet”. I den står der, at ”dårlige vaner skal man lade falde fra sig, som visne blade falder til jorden”. Det er svært, så man skal turde.

– Jeg har virkelig øvet mig i at sige til mig selv, ”nu tør du godt lægge det her fra dig”. For eksempel havde jeg en periode, hvor jeg havde for vane at sidde og snakke med mig selv i bilen. Så sad jeg og talte om den eller det, jeg var sur på, og det var jo skidegodt, for jeg kom hele tiden igennem med mine pointer. Men fra den ene dag til den anden stoppede jeg med det. Jeg tænkte, at hvis jeg skulle tage flere af den slags samtaler, så skulle jeg have mod til at tage dem rigtigt. Så gik der en uge, og så havde jeg glemt den vane.

Måtte forsvare beslutning

Efter halvandet år stod det klart for parret, at de alligevel ikke kunne undvære hinanden. Men Lars beholdt sin lejlighed i Lyngby, som han fortsat overnattede i to gange om ugen. Til stor undring for omverden.

– Jeg måtte forsvare det over for veninder, der mente, at det var mærkeligt, at han skulle derind og ”holde ferie”. Jeg var sådan, ”helt ærligt, jeg er 40 år, jeg skal fandeme nok selv håndtere, om det er for meget eller for lidt”. Det er noget med at turde at stå på mål for de valg, man træffer. Det var bare sådan, Lars kunne være i vores forhold på det tidspunkt, og det var en god måde for os at finde tilbage på. I dag savner jeg nok den lejlighed mere, end han gør, haha.

I dag bor de igen sammen i huset i Holte og har endda købt et nyt og større, hvor der bliver mere plads til drenge og kammerater og fodbold og sportstasker.

– I dag er Lars min bedste ven, sparringspartner, mand. Jeg kunne ikke ønske mig nogen bedre end ham. Vi har lært at forventningsafstemme og anerkende, at inden vi hver især kom ind i det her forhold, har vi levet meget egoistisk. Vi har begge en grad af frihedstrang, så jeg kan godt gå i byen med kolleger, uden han skal med, og han kan godt tage 14 dage til Østen alene, for det har han brug for. Jeg behøver ikke bagefter opfinde noget, som jeg så skal. Jeg tror ikke på millimeterdemokrati.

– Før kunne der godt snige sig noget småfornærmethed ind – det var mest mig – men det forsvandt, da vi var fra hinanden. Det var nok også der, Lars fandt ud af, at det er ok at være lidt sær. For det er han. Når man erkender det, er det nemmere at tale om.

– I dag er vi ret definerede i vores roller. Der er ikke noget med at skændes over, om lokumsbrættet er oppe eller nede eller underbukser på gulvet. Hvis jeg bliver vred over noget, trækker jeg vejret og er i situationen i 10-15 sekunder. Så kan jeg godt stadig synes, det er noget ”hat”, men outcome bliver anderledes. Lars har nogle gange sagt, ”hvis ikke du kan sætte dig ned og tale, så gider jeg slet ikke have den her diskussion”. Førhen når jeg kunne mærke, at han var holdt op med at høre efter, kunne jeg godt blive irriteret og forlange af ham ”gentag, hvad jeg lige har sagt”. Nu lever han sig lidt ind i det, og så går det hurtigere. Hvad der tidligere trappede op til skænderier, ender i dag ofte i et godt grin.

– Vi er blevet bedre til at grine ad hinanden og hinandens flippen ud. I løbet af dagen sender vi alle mulige platte billeder og beskeder til hinanden, så sidder jeg der og griner midt i frokosten. Jeg tror, det var det, der gik op for mig, da vi var fra hinanden: ”Hvor blev alt det sjove lige af?”.

Du kan læse det fulde interview med Camilla Martin her.

LÆS OGSÅ: Camilla Martin: Jeg har aldrig været på slankekur

LÆS OGSÅ: Katrine Engberg forlod familien og flyttede 50 meter væk

LÆS OGSÅ: Pernille Aalund: "Kim gik ind i vores familie og blev alfahan på et splitsekund"