Chloe Wise
SPONSORERET indhold

Chloe Wise var vegetar: "Men efter otte år vendte hedonismen tilbage, og i dag elsker jeg bare kød"

Hvad synes en canadier om Trump, sprog, New York og dansk mode? Vi har spurgt 28-årige Chloe Wise, som er fra Toronto, og kan tala svenska.

Af: Annelise Hartmann Eskesen Foto: Rasmus Weng Karlsen
23. okt. 2019 | Livsstil | Eurowoman

Chloe Wise om

Jacquemus

– Jeg sagde ja til at male Jacquemus’ seneste kampagne, fordi vi har meget tilfælles visuelt. Vi deler en kærlighed for kunsthistorie og Sydfrankrig og designeren Simon (Porte Jacquemus, red.), og jeg elsker begge en kæmpe hat eller en lille bitte taske. Det er jo bare sjovt! Så da Simon spurgte mig, sagde jeg selvfølgelig ja. Havde det været et stort corporate firma, havde jeg nok sagt nej, men Simon er en ven, og han kører selv firmaet, så den var nem.

LÆS OGSÅ: Caroline De Maigret: ”Det første jeg gør, efter jeg slår øjnene op, er…”

Sprog

– Jeg er meget interesseret i sprog, og det er mit mål at blive bedre til fransk. Og italienske verber, som jeg øver mig på, mens jeg står og maler. Jag kan tala svenska, ikke dansk, men øver mig lidt på Duolingo. På min telefon har jeg en note på hhv. dansk, norsk og italiensk lige nu, hvor jeg bøjer verber og skriver eksempler på sætninger, jeg gerne vil kunne sige. Jeg er virkelig nørdet, og jeg elsker at lære nye ting!

Trump

– Jeg husker tydeligt valgdagen i november 2016. Jeg var i Montreal for at gøre en udstilling færdig, så jeg havde stemt på forhånd. Jeg var overbevist om, at Hillary ville vinde, så jeg gad ikke engang at se det i tv. Pludselig begyndte folk at ringe til mig, grædende. Og så gik det op for mig, at Trump skulle være præsident.

– Jeg tog hjem og græd hos mine forældre. Det var så uvirkeligt. Da jeg kom til New York et par dage senere, gik folk rundt på gaden og græd. Og her tre år senere er det hverdag, at han spyr forfærdelige racistiske ting ud. Det er i nyhederne konstant. Han bruger retorikken til at bedrage os og aflede os fra den politik, der gør ondt på så mange mennesker – og overtaler folk til at stemme imod deres egne interesserer.

LÆS OGSÅ: Denne 26-årige er Danmarks næste store stjerne – kender du hende?

– Hvis man satte sig ned over for en af dem, der har stemt på Trump, dvs. halvdelen af landet, og spurgte: “Føler du virkelig så stærkt et had mod immigranter?” og “Synes du virkelig, at medicinalindustrien skal tjene så mange penge på os?” ville de nok svare nej. Men folk har ikke den samtale, de bliver bare råbt op af den, der taler højest, og det er virkelig trist.

Danske mænd

– Alle ser jo seriøst så godt ud her, det er helt vildt. Der er så mange lækre fædre, København er jo the land of hot dads!

Dansk mode

– Folk klæder sig meget ens her. Det er, som om man ikke vil skille sig for meget ud. Derfor er det sjovt at følge danske brands, der tør stikke ud – som Ganni, Saks Potts, Stine Goya og Soulland. I USA bliver man opfordret til at være speciel, unik, amazing fra barnsben, men i Danmark kan man godt mærke Janteloven.

Mad

– Da jeg var 12, blev jeg vegetar af de åbenlyse moralske, etiske og miljømæssige grunde. Men efter otte år vendte hedonismen tilbage, og i dag elsker jeg bare kød. Jeg forsøger ikke at spise fastfood eller være en helt tankeløs forbruger, men jeg er en meget opportunistisk spiser. Jeg elsker mad så meget, og jeg vil ikke tage til udlandet og nægte mig selv at spise det, der bliver serveret. Og jeg vil heller ikke misse chancen for at spise på Noma, mens jeg er her. Jeg spiser alt.

Tips til fødebyen Montreal

– Bar Loïc. Min highschool-kæreste Max’ vinbar og restaurant i en nedlagt bank.

Barloic.ca

– Saint Viateur. Bagels, der vil ændre dit liv.

Stviateurbagel.com

– Bota Bota. Udendørs spa på en båd i den gamle havn.

Botabota.ca

Tips til ture ud af New York

– Dia:Beacon er et meget smukt museum i rolige omgivelser. Det er dejligt at komme væk fra al den hektiske larm inde i byen og se moderne kunst i smuk arkitektur.

Diaart.org

– Blue Hill Stone Barns er en gård og restaurant, hvor du nærmest møder lammet, før du spiser det. Det er virkelig fucked up, ha ha.

Bluehillfarm.com

– Danmark! Alle er lækre, og levestandarden er høj. Jeg elsker at cykle, og i New York kan det være ret farligt. I København kan du hoppe i vandet i hele byen, og vandet er ikke giftigt! Folk sætter pris på naturvin, og restauranterne serverer fantastisk surdejsbrød med lækkert smør til.

Anbefalet til dig