Julie Steincke
Foto: Franne Voigt

Julie Steincke drømte om en kernefamilie

Julie Steincke fik et chok hos lægen: Du har ét år til at blive gravid

Nu opfordrer hun alle kvinder til at få testet deres æg, inden tiden løber ud.

"Om et år kan du ikke længere blive gravid."

Julie Steincke begyndte at tudbrøle, da mailen tikkede ind i julen 2014.

Den dengang 38-årige musicalstjerne drømte nemlig inderligt om at få en kernefamilie, da hun fik beskeden om, at hendes ægreserve var så lav, at hun kun havde ét år tilbage at blive gravid i.

- Jeg kunne jo ikke nå at finde en mand og blive gravid i løbet af 12 måneder. Det virkede helt umuligt, og alle de forestillinger, jeg havde haft om, hvordan mit liv skulle være – de smuldrede, siger hun i et stort interview i denne uges ALT for damerne, der er på gaden torsdag den 12. januar.

Kom i gang, kvinder
På det tidspunkt var Julie Steincke single og havde nogle måneder forinden brudt med sin ekskæreste gennem mange år. Hun overvejede derfor alt fra kunstig befrugtning med anonyme sæddonorer til adoption, men da hun selv har et tæt forhold til sin far, ønskede hun at barnet skulle vokse op med en mandlig rollemodel i sit liv.

Det er her, at vennen Henrik, som hun på det tidspunkt havde kendt i 10 år, kom ind i billedet. Efter mange lange snakke om værdier og opdragelse blev de to i sommer forældre til sønnen Storm, fortæller Julie Steincke i interviewet, hvor hun opfordrer andre kvinder til at få testet deres æg, inden det er for sent.

- Jeg kan få helt ondt i maven af at tænke over, hvor tæt jeg var på ikke at blive mor. Hvis jeg havde fået testet mine æg tidligere, ville jeg nok have forsøgt at blive gravid noget før. Så ville jeg være sluppet for en masse besvær og bekymringer, og jeg vil virkelig opfordre alle kvinder til at blive testet. Vi kvinder har et tikkende ur, og når nu vi har muligheden for at få beregnet, hvornår tiden løber ud, så er det da bare om at få det undersøgt.

Du kan læse det fulde interview med Julie Steincke i denne uges ALT for damerne, der er på gaden torsdag.

Julie Steincke, 40 år

Sanger, skuespiller og musicalstjerne der blev landskendt som dommer i talentkonkurrencen Talent 2008 på DR1.

- Uddannet fra Italia Conti Academy of Theatre Arts i London, hvor hun også er vokset op.

- Bor i København med sin fem måneder gamle søn Storm, som hun har været med sin bedste ven, skuespiller Henrik Lund.

- Aktuel i musicalen ”Chicago” på Det Ny Teater.

Se, hvad vi ellers skriver om: Julie Steincke og Interview